OPLYSNING, FOREBYGGELSE OG MISBRUG

Morten Nissen, PhD

Foredrag til det færøske alkohol- og narkotikaråd, april 1997

Jeg hedder Morten Nissen, og jeg er her for at tale om oplysning og forebyggelse af misbrug, især blandt unge. Min hensigt er at sætte en debat i gang om nogle af tænkemåder, som er mest udbredte og forekommer mest oplagte, når vi vil hjælpe de unge til at undgå at blive misbrugere. Det vil jeg gøre ved at argumentere for nogle synspunkter, som måske nok vil forekomme provokerende, nemlig at

For at ikke kun rette en ukonstruktiv kritik vil jeg til sidst komme ind på nogle måder hvorpå jeg tror man kan arbejde med misbrugsproblemer uden at falde i de grøfter eller faldgruber, som vores gængse metoder til forebyggelse gennem oplysning er fulde af.

Men først vil jeg sige lidt om, på hvilken baggrund jeg mener at kunne komme her og fortælle jer om det.

Allerførst så har jeg jo selv været ung, og jeg har selv brugt - og endda i perioder misbrugt - rusmidler. Jeg kan tydeligt - nej OK måske lidt tåget - huske dengang jeg sad og røg hash, bl.a. sammen med en af de mange færøske unge, som kommer til Danmark for at udfolde et måske mere anonymt ungdomsliv end hun ville kunne hjemme i Thorshavn. Og jeg har på den baggrund en ret sikker fornemmelse af, at rusmiddelbrug, og også misbrug, langtfra er et velafgrænset problem for en lille gruppe sociale tabere, men derimod en helt integreret træk ved vores kultur, og også, på særlige måder, ved de subkulturer, som findes blandt ungdommen. Men jeg har også uddannet mig som psykolog, og det bragte mig til en institution for stofmisbrugere i København. Jeg arbejdede i 3 år med alle slags misbrugere af hårde stoffer. Her gjorde jeg den ligeså sikre erfaring, at de rigtige stofmisbrugere, og de rigtige alkoholikere, kunne man tilføje, netop er helt specielle mennesker, der har en ganske særlig erfaringsbaggrund og lever et liv der på mange måder er fuldstændig forskelligt fra mit eget velordnede og trygge borgerlige liv. Alligevel er jeg her slet ikke som behandler og ekspert i hvordan misbrugere er særlige og skal forstås psykologisk. Tværtimod, når jeg står her i dag, så er det fordi jeg er medlem af en forskergruppe der hedder Sundhed, menneske og Kultur , og som gennem de sidste 7 år har udforsket og vendt op og ned på de tænkemåder om sundhed, sygdom, forebyggelse og kultur, som er udbredte i videnskab og praksis. Karakteristisk for os er, at vi på en måde kommer udefra til feltet - det er ikke en gruppe af læger, andre behandlere eller for den sags skyld patienter eller klienter - men filosoffer, etnologer og socialpsykologer. Og vores berettigelse skyldes at vi i det moderne velfærdssamfund - kort fortalt - har brug for at tænke lidt bredere og mere sammenhængende over hvordan behandling, såvel lægelig som socialt, indgår i vores samfundsliv og står i forhold til hvordan almindelige mennesker lever og måske selv forholder sig til problemerne - fremfor at overlade dem på godt og ondt til eksperter.

Jeg må her lige sige, at jeg har så godt som ingen viden om Færøerne, og det er noget af en udfordring, for en af mine indfaldsvinkler er netop, at man ikke kan betragte spørgsmål om unges rusmiddelbrug, misbrug eller liv i det hele taget, uafhængigt af den kulturelle og samfundsmæssige sammenhæng, som det udfoldes i. Derfor er jeg også glad for at få lov at besøge jeres smukke og venlige land.

Jeg har i de sidste 3-4 år arbejdet med at udforske nogle spændende og på nogle måder banebrydende udviklingsprojekter for udsatte unge, de såkaldte gadebørn i København, og det er mest dette erfaringsmateriale, som jeg vil gøre brug af, især når jeg skal prøve at gå fra det kritiske til det mere konstruktive. De erfaringer kan I sikkert ikke uden videre overføre til færøske forhold. Men måske kan I alligevel blive lidt inspireret af nogle af de ideer eller metoder jeg vil fortælle om - også fordi vi trods alt ikke lever på hver vores planet.

Se, for først at indkredse problemerne i oplysningstanken har jeg lyst til at starte ved det nære, det helt nære. Jeg har en søn på 9 år, som forleden dag mens vi sad ved morgenbordet pludselig sagde til mig, fuld af foragt:

Han havde nemlig modtaget noget af det første oplysning om rusmidler og draget den logiske konsekvens. Nu kunne jeg selvfølgelig som far være fortrøstningsfuld og tilfreds, han er nu godt oplyst og dermed godt rustet til hvad han vil møde om få år, når han selv træder ind i ungdommens jungle. Men jeg er alligevel ikke helt tryg. Måske er det fordi det ikke er så længe siden jeg interviewede en af de unge brugere af gadebørnsprojektet i København, lad os kalde hende Helle. Hun er kun 15 år og fortæller mig om sit liv præget af kriminalitet og hashrygning. Jeg spørger om hun nogensinde har prostitueret sig for at skaffe penge, og hun svarer:

Igen her en vel oplyst pige - hun ved hvad det drejer sig om - én ting er at ryge hash hele tiden og at stjæle inventaret på ungdomspensionen og sælge det på Christiania, en helt anden ting er at blive narkoluder. Når jeg alligevel heller ikke er helt tryg ved Helles fornuft, så er det måske også fordi jeg har snakket med Joan. Joan sad og koksede i Tjek-Punkt, et værested for unge narkoludere. Hun brugte stedet til at hvile lidt ud inden hun skulle ud på Vesterbros gader og skaffe penge og heroin til at ryge. Nu fortalte hun mig at hun var i færd med at holde op med at tage stoffer. Hun syntes, junkier er nogle svin. Hun kender en del piger, som ikke viger tilbage for at prostituere sig uden kondom, bare for at tjene lidt ekstra. Så dybt er hun godtnok aldrig sunket!

Også Joan er en oplyst pige, hun ved ganske nøje hvor farligt, ikke bare heroinen er, men også AIDS. Men det er som om al den oplysthed ikke rigtig betyder så meget. Fælles for de tre unge mennesker - børn, skulle jeg måske sige - er at de ved hvad der er rigtigt og forkert, og hvad der er klogt og hvad dumt. Og fælles for dem er også, at de synes nogle andre end de selv er nogle idioter. Men hvordan denne klogskab og denne bedreviden egentlig hjælper dem, se det er straks mere tvivlsomt- Jeg kan også tilføje, at af de hundredvis af narkomaner, som jeg har snakket med da jeg var behandler, er det kun ganske få, som ikke udmærket vidste hvor farligt det var.

Oplysningsidéen er ellers ligefrem og logisk. Sund fornuft, en uangribelig logisk følgeslutning:

Denne uangribelige logik har igennem en menneskealder præget vores holdning til - ikke blot forebyggelse af stofmisbrug, men også alkoholmisbrug og tobaksmisbrug. Men den holder ikke, i hvert fald ikke helt. Der er lavet mange store undersøgelser af effekten af oplysningskampagner. De siger meget forskellige ting: Nogle, at kampagnerne har en ganske begrænset effekt, andre at de slet ingen effekt har, og andre igen at de ligefrem har en negativ effekt. Jeg vil ikke gøre mig til ekspert i oplysningskampagner eller i alle disse undersøgelser, men én ting kan vi nogenlunde sikkert konkludere: Den tvingende logiske tankegang holder ikke i praksis. Det er ikke så enkelt.

Jeg vil nu prøve at indkredse nogle af grundene til det. Her trækker jeg på noget af den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning, som jeg har arbejdet med, og som handler om de begreber, eller de grundlæggende tanker, som oplysningens logik hviler på.

Det meste oplysning om misbrug har det problem, at det er temmelig utroværdigt. Misbrug er skadeligt - javel - det er derfor vi kalder det misbrug. Så vidt så godt - frem og tilbage er lige langt. Men hvad er det så egentlig? Kigger vi nærmere på det, vil vi se, at vores holdninger til rusmidler er dybt præget af selvmodsigelser og uløste dilemmaer. For det første har vi i den vestlige kultur en vane med at vende op og ned på hvilke stoffer der er skadelige. De medicinsk set værste rusmidler er nok netop alkohol og tobak. Derimod er hash og endda heroin, som vi stærkt advarer de unge imod, i sig selv stort set uskadelige. Når de er forbundet med så store problemer, som de er, så skyldes det primært det forhold, at vi har forbudt dem og de handles og bruges i kriminelle miljøer. Et rusmiddel som koffein, som vi historisk og antropologisk ved andre tider og steder har været betragtet som kraftig og vanedannende, er vi overhovedet ikke opmærksomme på, fordi det er så naturligt - i hvert fald for os danskere. Når man zoomer ud fra vores egen tid og sted - hvor vi jo ellers har en tilbøjelighed til at mene at den evige sandhed holder til - så ser man en stor kulturel mangfoldighed af rusmidler, og man ser hvordan de samme rusmidler bruges vidt forskelligt . Vi skal ikke længere end til Mellemøsten for at finde en kultur hvor hash er det daglige og naturlige, mens alkohol betragtes som et farligt og hårdt stof. For det andet har vi et yderst splittet forhold til, hvordan rusmidler må benyttes. Når det drejer sig om FONTEX og de andre moderne humørpiller, og om nervemedicin - de såkaldte sedativer - så mener vi, at den korrekte brug er at dulme og kunstigt ændre ved tilstande af smerte, depression og angst. Mens derimod det er det rene narkomani hvis man indtager de stoffer for at have det sjovt eller fordi det letter det sociale samvær. Men handler det om alkohol, så gælder lige præcis det omvendte. For det tredje har vi en tendens til at prøve at få de unge til at have et helt andet forhold til rusmidler end vi selv har. Mens vi selv ryger og drikker og indtager eller udskriver nervemedicin og humørpiller, så lærer vi oftest de unge total afholdenhed. Mens vi selv i praksis viser, at vi mener rusmidler må have positive kvaliteter, så lærer vi de unge om hvordan rusmidlerne er fuldstændig negative. Tænk hvis oplysning handlede om kvaliteterne ved en ordentlig brandert, en fed chillum eller en god cigar! De unge må konkludere, at her er et område, hvor man som ansvarlig voksen ikke ønsker at tale sandt og åbent. Her er et område, hvor det rigtige åbenbart er at enhver er ansvarlig for sin egen dobbeltmoral. Faktisk kan man sige at vi har det med at opstille idealer for de unge, idealer som vi voksne egentlig godt ved vi ikke kan leve op til, og hvis berettigelse også er tvivlsom. Derved signalerer vi til dem, at der er og der skal være en passende afstand mellem den rigtige viden, som vi oplyser om, og så det der gælder i den praktiske dagligdag blandt virkelige mennesker.

Og det rører ved det næste grundproblem ved oplysningsvirksomhed. Nemlig det forhold, at den viden, der formidles, er abstrakt. Det er nok derfor, de unge har en tendens til at konkludere, at den handler om nogle andre - om idioterne. Når jeg siger abstrakt, så mener jeg ikke at man bruger fremmedord eller at det på anden måde er svært at forstå. Jeg mener at den formidlede viden ofte er uden forbindelse med det konkrete praktiske liv, som mennesker lever. Det er ingen tilfældighed. Faktisk har det præget vores kultur og samfund lige siden det man kalder oplysningstiden - tiden omkring det 17. og 18. århundrede, hvor det såkaldte oplyste enevælde, og senere det borgerlige samfund, afløste den mørke middelalder. Oplysningstankens grundsætning er at den sande viden er den abstrakte viden. For at slippe af med overtro og fordomme må sandheden renses for alt det praktiske og subjektive, så der tilbage står den rene ånd. I begyndelsen tænkte man at den sande viden kom til menneskene fra Gud og formidlet af staten og kirken. Senere i historien kom den tanke til, at sandheden stammer fra empirisk viden, fra erfaring, og derfor måtte sandhedens apostle, videnskabsmændene, netop have til opgave at rense erfaringen for liv og tro og vilje. Og denne objektive sandhed skulle bibringes folket, først og fremmest gennem skolen. Disse idealer har imidlertid ikke så meget at gøre med hvordan viden håndteres i praksis. Forestillingen om at erfaring kan renses for det subjektive og fra de situationer, hvor den er gjort, lider i disse år alvorlige grundskud. Igen her har en af indfaldsvinklerne været undersøgelser, der har konkluderet at det meste af den viden, man får i skolen, faktisk slet ikke kan overføres til praksis, men derimod er uløseligt knyttet til skolen selv og det der ligner. Den amerikanske antropolog Jean Lave har set på hvordan folk regner regnestykker, ikke i matematiktimerne, men når de skal udregne kalorier til slankekuren, eller når de skal vurdere om en billig ost i supermarkedet er et godt tilbud . Hendes pointe er, at folk kun bruger ganske få brudstykker af deres skoleviden og at de bruger den i en helt anden sammenhæng, som de selv har lært at beherske på andre måder. Hendes kollega Ed Hutchins studerede søfolk under uddannelse i den højteknologiske amerikanske flåde, og fandt, at det afgørende lærte de ikke på skolebænken, men ved at deltage i det praktiske arbejde på skibet. Det synes at være en kraftig påstand, at viden slet ikke kan renses og overføres til andre sammenhænge. At den er situationsbundet. Det modsiger dog erfaringer, som de fleste af os har, trods alt, med vores skoleviden. Men her ville Jean Lave og andre sige, at det ikke er fordi den viden er abstrakt og kontekstfri, som man siger, men derimod fordi vi indretter store dele af vores verden sådan, at bestemte former for viden passer ind. På den måde kan man sige, f.eks. at lægernes viden om sygdomme er bundet til den moderne klinik, og at den netop fungerer fordi man har bygget sygehuse som er stort set ens verden over. Ligesom det abstrakte tidsbegreb gælder overalt, hvor man har ure, og de urmagere, radioer og andre ting, der holder det system vedlige . Det handler ikke bare om luftige tanker, begreber og idéer. Vores historie fra dengang og til nu er en historie om hvordan mere og mere af vores samfundsliv organiseres på den måde, at det ligesom skal vejen over det abstrakte og upersonlige. Vores moralske ansvar for hinanden må vejen om en velfærdsstat, ligesom vores ting er købt på et verdensmarked. Men hvad er der nu galt i det, kan man spørge. Vi er jo glade for de japanske biler og for hospitalerne og for vores kalender og alt det andet der hviler på abstrakt eller standardiseret viden. Jo, der er det galt ved det, at det langtfra er alt der kan bringes på den formel. Og især ikke alt der har med vores liv som mennesker at gøre. Vi vil gerne følge trafikkens regler for at komme fra sted til sted, og vi vil gerne lade os operere hvis vi brækker benet. Men vi vil nødig have et helt liv der ser sådan ud, og det har vi da heldigvis heller ikke. Den tyske filosof og samfundsforsker Jürgen Habermas mener ligefrem, at der ved siden af eller nedenunder hele den fremstormende "systemverden" har vi mennesker en livsverden, som fungerer efter helt andre regler. Systemverden er målrationel, upersonlig og entydig, mens livsverden er styret af det han kalder intersubjektivitet eller kommunikativ rationalitet. Hvor mennesker hele tiden selv reviderer og fører dialog om de værdier og målestokke som definerer hvad der er sandt og godt. Habermas er en af tidens populære filosoffer, og mange sundhedsarbejdere bruger hans tanker til at finde ud af hvordan man kan komme nærmere til deres brugeres hverdagsliv . Personligt synes jeg han deler tingene lovlig meget op, for vores hverdagsliv er også rationelt og de store systemer er også lavet og opretholdt af mennesker. Men han kan lede os på sporet af hvad der er problemet med den abstrakte og rationelle viden, og som gør at den er tvivlsom som model for oplysning og forebyggelse. Problemet er netop, at rusmidler og misbrug handler om mennesker, om os selv, om det gode liv og om hvad vi gør med hinanden. Det er netop spørgsmål, som hvirvles ind i den proces, hvor vi ikke bare kan gå ud fra, at vi er enige om værdier og mål og derfor nøgternt kan diskutere hvilke midler der er mest rationelle. Vi kan nok helt generelt blive enige om at det gode er bedre end det onde, ligesom man hellere skal være rig og rask end syg og fattig. Men det skal ikke blive ret meget mere konkret og virkelighedsnært før vi begynder at have forskellige værdier og forskellige erfaringer og vilkår.

- Jeg vil igen her lige give ordet til Helle, den 15-årige pige som jeg fortalte om før. Hun er ikke i tvivl om, at hendes daglige hashrygning er dårlig for hende. Hun drømmer sig tilbage til dengang hun boede i en lille provinsby, hvor der ikke var al den kriminalitet og alle de stoffer som hun er omgivet af i det sociale boligbyggeri i København

Værdier og målestokke bliver nogle andre i konkrete situationer for konkrete mennesker end de er på skrivebordet og i skoleklassens overskuelige rum. Og det er netop et af de gennemgående træk ved den moderne tid, at de store faste og fælles værdier fortoner sig til fordel for en kultur, hvor mennesker definerer deres egne værdier og målestokke på forskellige måder alt efter hvordan de synes deres liv ser ud.

Og dog. Der er måske alligevel en værdi, som er ret konstant, som gennemsyrer det moderne samfund, og som også ligger til grund for det meste oplysning om rusmidler og misbrug. Og den værdi er så det tredje store problem med oplysningstanken. Det er nemlig hvad man kan kalde det moderne sundheds- og uafhængighedsideal. Det er det der ligger til grund for den ene præmis i oplysningens fornuft - ingen vil bevidst skade sig selv. Heri ligger to forudsætninger: 1. At man har kontrol over sig selv 2. At man tilstræber sit eget bedste, underforstået sin egen sundhed Disse forudsætningers tilblivelse og deres betydning for det man kalder modernitetens særlige individualistiske kulturform og for videnskaberne er i høj grad også til diskussion i tidens samfundsvidenskab. Jeg vil her kun nævne en af de mest interessante videnskabsfolk i den bølge, nemlig den franske filosof Michel Foucault. Jeg nævner ham, fordi han kom på sporet af disse ting flere årtier før det blev moderne. Foucault starter en af sine bedste bøger, den der hedder Overvågning og straf , med en gruopvækkende skildring af en offentlig henrettelse i Paris midt i 1700-tallet. Fra dette punkt fører han os videre i historien - specielt straffesystemets historie - frem til en tid, hvor den pædagogiske fornuft har sejret, og hvor opdragelse og terapi i hvert fald til en vis grad har erstattet den direkte fysiske vold som samfundets styringsform. Opdragelse og behandling udvikles især i løbet af 1800 og 1900-tallet sideløbende med folkeoplysning og forebyggelsestiltag, der hviler på oplysning. Man vil ofte forklare denne udvikling med at progressive politiske kræfter har vundet frem. Det er sikkert rigtigt, men det er også rigtigt, at selvkontrollen er en langt mere effektiv styringsform også set med statsmagtens og de herskende klassers øjne. Til at begynde med var selvkontrollens mål snarere patriotisk og religiøst begrundet. Men i vort århundrede, og specielt efter krigen, er målet med selvkontrollen, som vi opdrages til at udøve, snarere et sundhedsideal. Psykologer, pædagoger og psykiatere har erstattet præsterne. Sundhedsidealet har forskellige udformninger. I nogle udgaver handler det simpelthen om at holde sig rask, dvs. at undgå sygdomme, mens det i andre udgaver defineres hedonistisk, som en tilstand af velbefindende - det finder vi i den berømte definition på sundhed, som WHO vedtog i 1948, en "tilstand af fuldstændigt legemligt, psykisk og socialt velbefindende". I atter andre definitioner lægges der vægt på mere generelle idealer om et godt liv, som især kredser omkring - ja, netop uafhængighed og kontrol over eget liv. I den sidstnævnte udgave er selvkontrol altså både mål og middel. Men fælles for dem er at sundhed som mål kendetegner den enkelte, og når midlet er oplysning, ja så er det også primært den enkelte, der har ansvaret for det . Alt i alt kan man sige, at den abstrakte oplysningstanke og det moderne sundhedsideal har sneget sig ind på den plads, hvor for få generationer siden den protestantiske religion befandt sig: Ligesom Gud var både allestedsnærværende og uhåndgribelig, sådan er det også nu med de statistiske sundhedsrisici, vi oplyses om. Og ligesom dengang bliver vi ved med at tro selvom vi ikke ser nogen mirakler. Det er samtidig et af de største paradokser i vores forhold til rusmidler, og til deres forebyggelse og behandling. For hvad er misbrug andet end først og fremmest et tab af selvkontrol, en form for afhængighed? Samtidig med at uafhængighed og sundhed vokser frem som dominerende kulturelle idealer, ja så vokser der også stadig nye former for afhængighed og stadig nye sygdomme frem. Vi kender fra Danmark den nye sygdomstilstand ludomani, spillelidenskab, og i USA kan man være afhængig af næsten hvad som helst - f.eks. siges det at Michael Douglas har bekendt sig offentligt som sex-afhængig og er gået ind i en selvhjælpsbevægelse for at generobre kontrollen over sig selv. Den amerikanske antropolog Gregory Bateson har netop taget dette paradoks som sit udgangspunkt da han - i sit hovedværk der hedder Steps to an Ecology of Mind - analyserede hvad der gik for sig i Anonyme Alkoholikere. Han grundlægger en systemisk teori med den bog, og hans ærinde er at bryde med den vestlige lineære forestilling om hvordan mennesket er tilstede i verden: Nemlig at handlingen udfolder sig som linie indefra og ud, sådan at den starter med behovet, går over erkendelse og mål og til sidst kommer til udtryk i en handling i verden. I stedet foreslår han at det hele tænkes cirkulært, sådan at det praktiske virke ligesåvel begrunder ønsker og erkendelser som omvendt. Bateson siger videre, at den vestlige filosofis ensidighed fører til en voldsom ubalance i vores liv, et slags rasende storhedsvanvid, og at de mest følsomme af os må genetablere balancen ved at slå sig på flasken. Ikke for at dulme en smerte, men mere for at kapitulere overfor en højere magt og slippe væk fra storhedsvanviddets hybris. Han mener så videre, at netop dette er indsigten i Anonyme Alkoholikeres filosofi, hvor man starter med at erklære sin afhængighed. For det mest udbredte virkemiddel i behandling er jo ellers, at man straks søger at genetablere selvkontrollen. Al behandling begynder med, sådan lærer vi det, at misbrugeren selv er motiveret for forandring. Vi har altså en situation, hvor sygdommen tænkes at være tab af selvkontrol, målet at opnå selvkontrol, og midlet er også selvkontrol. I sandhed et forsøg på at trække sig selv op ved hårene. Hjælp til selvhjælp, kalder vi det.

Man kan diskutere Batesons analyse af Anonyme Alkoholikere. Men han har fat i et meget interessant paradoks her. For sagen er jo, at jo mere vi prøver at gøre den enkelte person ansvarlig for sig selv, desto mere sårbare bliver vi også overfor netop rusmidler. Den danske antropolog Anne Knudsen, som nogle måske kender fra hendes lommefilosofiske skriverier i Weekendavisen, har bl.a. studeret korsikanske slægtsfejder og har også i den forbindelse studeret deres drikkevaner. Hun siger at sydeuropæerne måske nok drikker meget, men de gør det under streng social kontrol. De rigtigt store alkoholproblemer kommer derimod, mener Knudsen, i den protestantiske individualistiske kultur, hvor mennesker er helt overladt til sig selv. Hun underbygger også påstanden ved at henvise til, at de måske allermest udsatte for rusmiddelmisbrug er indianere, eskimoer og andre, som på kort tid rykkes ind i den moderne verdens individualistiske kultur og dér støder på rusmidler, som ikke er integreret på fornuftig vis i deres samliv og værdisystem. At oplysningstankens ideologi er individualistisk kan man også aflæse af, at det længe har været god latin at forestille sig, at de unge bliver afhængige fordi de falder for et gruppepres. Altså det er de unges sociale tilbøjeligheder og, ja, sociale afhængighed, der er det egentlige problem, og at man først og fremmest skal ruste dem til at modstå hinanden. Jeg kan ellers med mine erfaringer som behandler i hvert fald sige, at hvis der overhovedet er et problem, som stofmisbrugere ikke har, ja så er det overdreven social kontakt og tilknytning. Men tænk hvis det er rigtigt - at den oplysning, der skulle forebygge misbrug, tværtimod, med sine underliggende budskaber, er med til at skabe sårbarhed overfor misbrug - fordi lige præcis selvkontrol, af alle former for social kontrol, er det svageste våben mod rusmidlerne.

Nu kan man indvende, at det moderne uafhængigheds- og sundhedsideal rent faktisk ikke har gjort os allesammen til misbrugere, ikke engang hvis man tager de mest moderne former for misbrug med i betragtning. Det drejer sig stadig kun om en mindre gruppe. Ja, - og det er så faktisk det fjerde store problem med oplysningstanken: At den virker socialt udstødende. Det var det jeg startede med at give et indtryk af. Den evige og uomtvistelige sandhed har det med at blive til en bedreviden. Og dem der ikke lever op til den, bliver defineret, og definerer sig selv - men det gør de i deres stille sind - som irrationelle, som nogen vi ikke kan tale fornuft med. Og så er de helt ude af kontakt. Det kan man også finde en masse undersøgelser der viser - nemlig at selv hvis man finder at oplysningskampagner virker positivt, ja så er der altid en restgruppe, som man ikke får fat i. Min kollega Torben Bechmann er med til at udforme oplysningsvirksomhed overfor unges rygning. Han siger, at mens danskernes tobaksforbrug er forblevet konstant, så er antallet af rygere faldet, måske bl.a som følge af oplysningskampagner. Og det er næsten det værste der kunne ske, for det er storrygerne som har langt de største sundhedsproblemer. Det samme kan med nogen ret siges om rusmiddelbrug - et jævnt udbredt moderat forbrug er meget bedre end en udstødt gruppe, som misbruger. Alt i alt vil jeg derfor konkludere, at oplysning som forebyggelsesstrategi er fuld af problemer - den er utroværdig, den er abstrakt og derfor upædagogisk, den er med til at gøre os sårbare overfor misbrug, og den virker socialt udstødende.

Med denne konklusion er vi også fremme ved et grundproblem ved forebyggelsestanken i det hele taget. Jeg er selvfølgelig ligesom alle andre med på, at det er bedre at forebygge end at helbrede. Men både forebyggelse og helbredelse forudsætter, at vi har at gøre med sygdomme, hvis årsager vi kan gribe ind overfor. Og det er langtfra givet, at det er den mest hensigtsmæssige måde at forstå rusmiddelbrug og misbrug. Den danske sociolog Jacob Hilden Winsløw har skrevet historien om danskernes forhold til narkotika i de anbefalelsesværdige bøger Narreskibet og Videnskabelig Hverdag . Han dokumenterer hvordan narkomanien og narkomanen bliver til som sociologiske fænomener i slutningen af 60'erne, først som et udskreget modefænomen - hvor sensationspressen efter hans opfattelse i høj grad bidrog til at udbrede bl.a. hashrygning - og senere, hvor en hær af professionelle behandlere og forskere, primært i det stærkt ekspanderende sociale system, tog over, som en psykologisk behandlingskrævende tilstand. Hele denne udvikling skyldes ikke, vel at mærke, at behandlere og forskere ikke var klare over, at rusmiddelbrug reelt er et socialt og kulturel fænomen, der angår os alle. Men snarere, at der var stærke professionelle interesser i sagen, samtidig med at medierne og politikerne kunne bruge myten om den evige narkoman som skræmmebillede i en lov-og-orden-politik - som iøvrigt, det dokumenterer Winsløw også, har vist sig at være ikke bare ineffektiv, men også direkte livsfarlig. Selve denne måde at håndtere misbrug, som et individuelt afhængighedsproblem, som man så enten forstår som en egentlig sygdom eller som et psykologisk adfærdsmønster, viser en tvetydighed som er indbygget i velfærdsstaten. På den ene side er den solidarisk og universalistisk, dvs. vi har sikret at alle har den samme ret til behandling og hjælp. Men på den anden side udstøder vi vores fælles samfundsproblemer til nogle stakkels personer, som vi fralægger os ansvaret for - og enten lader behandle som umyndige irrationelle eller tværtimod moralsk bebrejder deres tab af selvkontrol.

Et moderne forsøg på at opfatte forebyggelse og behandling lidt mere socialt og solidarisk består i at udpege det man kalder sårbare grupper. Sårbare grupper, eller risikogrupper, er folk, som ikke direkte er syge eller udstødte, men som man statistisk har regnet ud har en øget risiko for det. Socialministeriets konferencer og pjecer er fyldt med sårbare grupper. F.eks. defineres for tiden indvandrere som sårbare, og der udgives pjecer fra Sundhedsstyrelsen specielt til dem, fordi de efter sigende oftere har svært ved at få støtte hjemmefra. Og det er jo oplagt, at sociale problemer også iklæder sig kulturelle former, som vi jo også kender det fra USA's tradition for at de sorte og latinoerne har flest psykiske og sociale problemer. Man kan også søge genetiske faktorer, altså arvelig disposition, det er også moderne - efter sigende kan en sådan spores i alkoholmisbrug. Eller man kan påvise psykologiske mønstre. Jeg er psykolog, så det kan jeg selv skrive under på, nok de fleste af de misbrugere jeg behandlede var levende beviser på at der findes en social arv, som den svenske børnelæge Gustav Jonsson kalder det, altså at man er mere tilbøjelig til at blive misbruger hvis man selv er vokset op i en misbrugerfamilie. Behandlere må naturligvis være opmærksomme på sådanne erfaringer. Men de giver os efter min mening ikke nøglen til problemets løsning, og slet ikke i et forebyggelsesperspektiv. Populært sagt finder man aldrig folks ressourcer på en måde. Man tænker sundhed som fravær af sygdom, udfra devisen: Den der er rask, er den der ikke er blevet undersøgt grundigt nok. Der er også stadig en tendens til at man kommer til at fokusere på mennesker og ikke på deres betingelser, specielt når man definerer en særlig kategori af mennesker, der er sådan lidt fremmedartede og anderledes. Eksempelvis var der en fysioterapeut der testede børnene i min søns børnehaveklasse. Erfaringsmæssigt ca. 15% af børnene har svært ved overgangen til at sidde stille, sagde hun, det skal kompenseres. Jeg tænkte, hov hvad med livsglæden og kropsudfoldelsen, en sund sjæl i et sundt legeme og alt det der, og hvad med alle de forældede stole, som de stakkels børn nu skulle sidde på i 5 timer om dagen? I stedet for at se på de ting hev man altså de 15% sårbare ud til ekstra gymnastik. Ikke at de børn blev stemplede, for de havde stor glæde af de ekstra gymnastiktimer, der kom ud af det. Men antallet af mulige svagheder er enormt, og det kan hverken økonomisk eller moralsk nytte noget at blive ved med at definere nye behandlings- eller interventionskrævende tilstande, som der jo faktisk er tale om.

Så efter min mening må vi hellere stille spørgsmålet således: Hvordan udvikler vi en kultur hvor vi tager os af hinandens svagheder - og støtter hinanden i vores styrker?

At stille spørgsmålet sådan forudsætter, at kultur er noget der kan skabes. Her svømmer jeg noget mod strømmen, for selvom det som jeg antydede før er blevet meget moderne at tale om kultur i forbindelse med socialt arbejde og sundhedsarbejde, så er det oftest noget med traditionelle kulturer, som regel hos nogle andre - indvandrerne - og de opfattes som nogle stillestående mønstre, der så ganske vist stille og roligt eroderer væk i det moderne samfund. Kulturer hører fortiden og det eksotiske til, den moderne tid er derimod en tid med kulturel frisættelse, som den tyske ungdomsforsker Thomas Ziehe sagde.

Et bud på at snakke konstruktivt om kultur kunne ligge i begrebet rusmiddelkultur. På Center for Rusmiddelforskning i Danmark har bl.a. Kirsten Thue Skinhøj været inde på det. Hun har lavet et interessant arbejde, hvor hun har været ude og studere rusmiddelkulturen i ni ungdomsgrupper for at se om hun kunne finde frem til forslag om hvordan de kan påvirkes . Hun finder at rusmiddelbrug kan betragtes som det hun kalder forbrødringsritualer, dvs. kulturmønstre hvormed givne sociale normer og relationer bliver vedligeholdt. Hun når frem til, at bestemte kendetegn gælder for ungdomsgrupper, hvor rusmidlerne er et problem: -rusmidlerne er primært samlingspunkt for gruppen, og ikke kun sekundært -rusmidlerne benyttes som det hun kalder slik, dvs. trøst eller flugt, fremfor blot socialt smøremiddel eller time-out, og -grupperne savner faste normer og interne og eksterne sanktioner overfor misbrug Men for at påvirke de unges rusmiddelbrug er det iflg. Skinhøj især vigtigt at indsatsen er kulturfølsom. Det vil sige, at man - f.eks. som klubmedarbejder, som lærer eller som konsulent - må kende den konkrete ungdomsgruppe og sætte ind forskellige måder alt efter hvordan deres rusmiddelkultur ser ud. F.eks. hvis en gruppe bruger hash som primært samlingspunkt og som slik, fordi de keder sig, så skal man måske ikke oplyse eller problematisere deres rusmiddelbrug, men snarere hjælpe dem med at komme i gang med noget, de finder interessant. Desuden må man så være opmærksom på de såkaldte gate-keepers, altså dørvogtere, dvs. unge som har en særlig status i gruppen og i særlig grad definerer dens normer og aktiviteter. Jeg synes Skinhøj er på rette vej med sin idé om kulturfølsom forebyggelse. Men jeg synes ikke hun rigtig kommer særlig langt med det. Det bliver let en smule banalt. Og når det kommer til stykket måske heller ikke så kulturfølsomt endda, for de enkelte ungdomsgrupper beskrives alle med de samme begreber og forudsættes at have grundlag i de samme grundlæggende værdier om et godt liv. Den vigtigste forklaring på det er for mig at se, at idéen om rusmiddelkultur egentlig er lidt overfladisk. At tale om forskellige måder at have med rusmidler at gøre er ikke helt det samme som at tale om kultur. Pointen i en kulturforståelse må være, at rusmiddelbrugen indgår som led i forskellige måder at leve livet, altså hele livet - og hviler på forskellige værdier og idealer, og forskellige slags sociale vilkår .

Her er vi ovre i problemet om, hvor meget man kan få ud af at fokusere særskilt på rusmidlerne i sig selv, specielt når det drejer sig om forebyggelse. Jeg hørte forleden om en rusmiddelkonsulent, som gerne ville have fat i eleverne i folkeskolen allerede i 3. klasse. Ikke fordi de misbruger eller overhovedet bruger stoffer når de er 9 år. Men fordi, som han sagde, det er på det tidspunkt de begynder at skabe sociale tabere ved den måde, de behandler hinanden - om de mobber hinanden eller om de hjælper og støtter hinanden. For ham var forebyggelse af misbrug altså først og fremmest et helt andet spørgsmål end et spørgsmål om misbrug. Hans synspunkt understøttes netop af vores omfattende socialfaglige viden om, at misbrug så godt som aldrig står alene, og at næsten alle misbrugere har en lang række andre legemlige, psykiske og sociale problemer. Denne viden bliver tolket på to stik modsatte måder. Den ene måde er, at misbruget er et uvæsentligt symptom, det afgørende er de sociale problemer folk har. Den anden er at misbruget er den afgørende faktor, som skaber alle de øvrige problemer. Den første opfattelse er mest udbredt i det officielle behandlingssystem. Det er dog ikke det samme som at man tager konsekvensen af den. Behandlingssystemet handler fortsat stort set på samme måde som denne historie. Forestil jer, at en sultende afrikaner sendes med fly til København. Det konstateres, at han sulter, og han sendes nu op til en lang række specialister på Rigshospitalet, som bruger alle de mest moderne hjælpemidler til at få bugt med alle de forskellige måder, hvorpå sulten ytrer sig i hans krop. Alligevel dør han af sult. Det var en skam, han ikke blev sendt ned i kantinen. På samme måde kan det offentlige behandlingssystem give misbrugerne næsten alt andet end det, man ved de har brug for: Trygge familieforhold, sociale netværker, meningsfuld beskæftigelse, og udviklingsmuligheder. Den anden opfattelse gør sig bl.a. gældende i den behandlingsform, som i Danmark er i stærk vækst, nemlig den såkaldte Minnesotabehandling. Men også her kan man hævde, at man ikke rigtig tager konsekvensen. Hvis vi skal tro antropologen Vibeke Steffen , som har studeret Minnesotamodellen i Danmark, så er en af dens afgørende styrker netop, at den ikke bare behandler et misbrug, men tilbyder en kulturel selvopfattelse og et socialt fællesskab. Specielt for mange narkomaner gælder det, at dem der hjælpes bedst, er dem der aldrig forlader fællesskabet - de fortsætter som behandlere. Hele denne problematik er ikke kun et problem i misbrugssammenhænge. Det gælder generelt for sundhed, at det meget ofte er svært at afgrænse. Sygdomme og bestemte psykiske afhængighedsmønstre kan vi afgrænse, når vi har institutionerne, de professionelle og redskaberne til det. Men sundheden, altså det positive, det der handler om ressourcer og styrker, er meget sværere. Som kulturhistorikeren Troels-Lund skrev, "Sundhed flyder som skumbrus ovenpå selve det at leve". Når misbrugskonsulenten taler om at hjælpe børnene med at få et bedre forhold til hinanden, i stedet for at oplyse om misbrug, så har forebyggelsen sprængt sine rammer. Så er det ikke længere forebyggelse, men et godt liv, det handler om, specielt et liv der er godt på den måde at vi tager os af hinanden. Og måske skal forebyggelsen netop sprænge sin egne rammer for at virke. For ikke bare oplysningstanken, men også selve forebyggelsestanken, hviler dybest set på oplysningstidens rationalistiske og lineære fornuft. Ifølge denne fornuft svarer årsag og virkning entydigt til hinanden. Man tænker specielt menneskelivet som en linie, hvor årsager i barndommen fører til sygdomme senere. Det er som sagt uden tvivl rigtigt, at misbrugere ofte har haft vanskelige vilkår i barndommen. Men hvis vi tager den sociale arv rigtigt i betragtning, så har vi faktisk at gøre med et cirkulært forløb. Uanset hvor tidlig en indsats vi finder på, så er der altid årsager der er endnu tidligere. Det er umiddelbart ret nedslående, for hvordan kan man så gribe ind. Det gode ved den lineære sammenhæng mellem årsag og virkning var jo, at den svarede så smukt til en sammenhæng mellem middel og mål. Men både gode og onde cirkler kan godt brydes, fordi der til hver årsag altid svarer uendeligt mange virkninger og til hver virkning uendeligt mange årsager. Og det er her, en bredere kulturforståelse kommer ind i billedet. For forebyggelse handler ikke så meget om, hvornår man griber ind. Det handler mere om, hvor omfattende og solidarisk man er parat til at tænke og handle.

Hvis man for alvor kaster sig ud i de unges, ikke bare rusmiddelkulturer, men i det hele taget kulturer, så er der ingen grund til at være bange for, at opmærksomheden på rusmidler og misbrug forsvinder helt. Ikke hvis det faktisk betyder noget. Den amerikanske sociolog Howard Becker foreslog engang, at hashrygning egentlig slet ikke handlede om rusmiddelvirkning og kemi . Det drejede derimod sig om at lære bestemte måder at opleve på og bestemte måder at være sammen på. Det var altså ikke hashen der virkede, men derimod en slags social konstruktion, som det ville hedde i moderne sociologi. Nogle engelske forskere fandt så på at gå til nogle inkarnerede hashrygere og spørge om det var rigtigt. De svarede med at anbefale Becker, hvis han ikke syntes hashen virkede, så skulle han tage at finde sig en anden pusher...

Stofferne og deres virkninger er bestemt lige så virkelige for de unge som de er for os bekymrede voksne. Men de er det nok på en anden måde. Derfor skal man nok være parat til at lade de unge selv være med til at bestemme problemerne, og mål og midler i det hele taget, hvis man vil lave kulturfølsom forebyggelse. Det skal man, fordi kultur ikke er noget der skabes udefra, det bliver til indefra og nedefra. Og det skal man særligt fordi ungdomskulturer i meget høj grad netop handler om at selv definere værdier og levemåder. Ikke fordi de er helt frisat fra kulturer, som Ziehe sagde, men fordi det netop er et afgørende træk ved vores moderne kultur, at megen kulturel fornyelse skabes i en særlig periode, hvor man kan klare sig, delvist i hvert fald, uden familien, men til gengæld end ikke selv er blevet etableret. Og fordi man netop i en sådan relativt fri og mobil ungdomstid får de måske vigtigste kvalifikationer i det moderne samfund, nemlig evnen til at selv sætte dagsordenen og selv - om end netop altid sammen med andre - at definere sine mål og værdier .

Det er meget moderne at inddrage de unge i misbrugsforebyggelse; det kaldes ung-til-ung-princippet. Jeg tror det er en god vej at gå, men det er nok på sin plads at understrege, at man må tage skridtet fuldt ud. For alt for ofte er der efter min mening tale om at de unge bliver gidsler i en slags organiseret skinhellighed. En gang lavede nogle unge i 10. klasse en undersøgelse af brugen af stoffer blandt deres jævnaldrende i min hjemkommune. De nåede frem til et ret højt tal, jeg tror det var 20% der havde prøvet speed i 10. klasse. De offentliggjorde resultatet i lokalavisen, og i de efterfølgende uger var avisen fyldt med læserbreve fra unge, der bedyrede, at de i hvert fald ikke kendte nogen der tog speed, det måtte være nogle andre. Når man lader de unge selv tage styringen, må man selvfølgelig være parat til lidt af hvert. Både skinhellighed og det modsatte, herunder også at de unge måske som det første afviser de grundlæggende idealer der ligger bag forebyggelse og oplysning. Den engelske kultursociolog Paul Willis undersøgte engang en gruppe hashrygere, det var dengang sidst i 60’erne . Han fortæller, at for dem var det største mål i livet frihed - men frihed opnår man ikke ved at have kontrol over tingene, tværtimod - den højeste frihed var, iflg. disse hippier, kun til at opnå hvis man indså, at man til syvende og sidst ikke har kontrol over nogetsomhelst. Det var også dengang John Lennon sang "Turn off your mind, relax and float downstream - it is not dying" - meget passende akkompagneret af George Harrisons citar. Dengang for snart 30 år siden kunne man i øvrigt på mange måder tænke dristigere end man har turdet i mellemtiden. Da det danske behandlingssystem for stofmisbrugere blev etableret, var en af hovedidéerne i det der hed Ungdomsklinikken, som var banebrydende dengang, at man ikke skulle resocialisere de unge til det normale samfund, men støtte dem i at udvikle deres egne måder at leve på. I mellemtiden tog psykologerne og pædagogerne over, og det gik totalt i glemmebogen. Men nu er man begyndt at tænke på den måde igen. Måske fordi man har indset, at i et 2/3 samfund er der ingen grund til at tro man kan få alle ind på arbejdsmarkedet. I hvert fald for dem, man kalder de udstødte, begynder man at åbne op for at brugerstyring ikke bare er et spørgsmål om denne eller hin behandlingsmetode eller om tilfredshedsundersøgelser, men også at folk må definere deres egne standarder for et godt liv, og at de måske endda kan lære os andre noget.

Et af de ungdomsprojekter, som jeg har haft med at gøre gennem de sidste 3-4 år, hedder Sjakket. Jeg har lyst til at runde af med at fortælle lidt om Sjakket, fordi jeg tror de kan give idéer til hvad kulturfølsom forebyggelse blandt unge kan være . Sjakket er et projekt for udstødte og socialt dårligt stillede unge. Gadebørn, kriminelle osv. Mange af dem har et misbrug af en eller anden slags. Men kun meget få af dem er misbrugere i den forstand at de synes de kan bruge behandlingsinstitutionerne, der er indrettet til misbrugere. Det mest interessante ved Sjakket er, at det er en selvbestaltet ungdomsbevægelse. De har fået nogle penge fra Socialministeriet, og det er derfor jeg har været tilknyttet som forsker. Men ellers så er Sjakket hvad jeg vil kalde en lokalkulturel organisation. Dvs. en organisation hvor folk definerer og lever et hverdagsliv på en særlig måde. Sjakket kan ikke tage sig særligt af de socialt dårligt stillede unge fordi de er bedre eller mere moralsk ansvarlige end andre, men fordi de har tilkæmpet sig ressourcer til det. De får penge fra forskellige sider, bl.a. altså Socialministeriet. Men omvendt, selvom de på den måde er en slags "professionelle", så er der ikke tale om behandling. De aktiviteter de laver har allesammen et meningsfuldt formål, som de unge selv har defineret, og som rækker udover deres egne umiddelbare behov og problemer. På dette grundlag laver de så alle mulige projekter i samarbejde med forskellige grupper af unge, som de har berøring med. F.eks. har de indrettet et mor-barn-projekt. Nogle af deltagerne i Sjakket er enlige unge mødre, og de syntes det var nødvendigt at støtte hinanden i at være forældre - og især i at leve et liv ved siden af også. Så de søgte penge til bl.a. at få ordentlige lokaler og måske et besøg af en sundhedsplejerske i ny og næ. Og de har fået kontakt med en del meget dårligt stillede unge mødre, som ikke ønsker at komme i de kommunale projekter og foranstaltninger, fordi de er bange for at det offentlige skal blande sig i hvordan de lever livet, og fordi de ikke bryder sig om at blive sat sammen med alle mulige fremmede. Sjakket kan de derimod identificere sig med, og i Sjakket har de selv - eller nogle de har tillid til - kontrol over tingene og selv defineret hvad der er godt og hvad der er skidt. Deres værdier er blevet til udfra hvad man kunne kalde Sjakkets fælles ånd, men de bidrager samtidig også til den. Sjakket er et ungdomsmiljø med gang i den, og det kan godt være lidt råt. Når der så pludselig løber 3-4-årige børn rundt mellem benene, så giver det Sjakket en lidt mere rolig atmosfære og en ny slags opmærksomhed på hinanden. At hjælpe disse unge mødre er at bryde direkte ind i den sociale arvs onde cirkel. Det er deres børn, der bliver misbrugere, hvis de ikke får støtte. Men det er ikke en foranstaltning for en særlig gruppe, som man statistisk har beregnet er sårbar. Det er en kultur, som er defineret indefra og nedefra - men det er også en kultur, der får støtte. De offentlige embedsfolk, sagsbehandlere, sundhedsplejersker og andre, har først og fremmest ydet deres bidrag ved at støtte op om de initiativrige unge mødre, som satte projektet i gang. Det har selvfølgelig også betydet at de har måttet sluge nogle kameler hist og her. Projektet har f.eks. hverken de professionelle ansatte eller de regulære lokaleforhold, som man normalt vil forlange af en offentlig institution, og især har embedsfolkene måttet indse, at brugerne styrer det selv ret suverænt. Når de har støttet op om det, er det også kun fordi der gennem en lang periode har udviklet sig et slags tillidsforhold mellem Sjakket og Københavns Kommune. Ikke en blind tillid, men et samarbejde hvor en løbende dialog har erstattet den traditionelle hierarkiske styring. Min pointe er ikke - som jeg også sagde i starten - at jeg synes I skulle indrette et projekt magen til her i Thorshavn. Det har jeg slet ikke forstand til at udtale mig om. Sjakket er kun, hvad det er, fordi det hviler på de helt specielle kulturforhold blandt de unge på Nørrebro i København. Men den generelle pointe er, at virkelig forebyggelse - som er en forebyggelse der sprænger rammerne for sig selv - og som derfor er en kulturfølsom forebyggelse, - det er at støtte kulturer, der bliver til indefra og nedefra, og som er kendetegnet ved at man tager sig af hinanden. Ikke overlade folk til sig selv, men netop støtte op om dem i en stadig dialog mellem deres egne værdier og levemåder og så de demokratiske målsætninger, som det offentlige repræsenterer. Jeg er sikker på, at det også vil kunne lade sig gøre at tænke og udføre forebyggelse efter de principper her på Færøerne.

Litteratur

Bateson, G. (1972). Steps to an Ecology of Mind. New York: Ballantine Books

Bechmann Jensen, T., Mørch, S., Nissen, M. m.fl.: På eget ansvar. En evaluering af Ama'r TotalTeater. København: Rubikon 1993.

Becker, H 1963. Outsiders. Studies in the Sociology of Deviance. Glencoe: Free Press.

Bømler, T.U. 1993. De normales samfund. Ålborg: ALFUFF

Chaiklin, S. & Lave, J. (eds.) 1993. Understanding Practice. Cambridge: Cambridge University Press.

Foucault, M. 1977. Discipline and Punish. The Birth of the Prison. London: Penguin Books

Goodman, Lovejoy & Sheratt (eds). 1995. Consuming habits. Drugs in History and Anthropology.

Hall, S. & Jefferson, T. (eds.) 1977. Resistance through Rituals. Youth Subcultures in Post-War Britain. London/Birmingham: Hutchinson

Højrup, T. 1983. Det glemte folk. Livsformer og centraldirigering. Hørsholm: Institut for europæisk Folkelivsforskning, Statens Byggeforskningsinstitut.

Jensen, U.J. (red.) 1994. Sundhedsbegrebet i praksis. Århus: Philosophia Krogstrup & Stenbak. 1994. Mellem system og bruger. Projekt Socialpsykiatri, 15M. Ålborg: ALFUFF,

Jensen, Qvesel og Andersen (red.) (1996). Forskelle og forandring - bidrag til humanistisk sundhedsforskning. Århus: Philosophia;

Latour, B. 1987. Science in Action. How to follow scientists and engineers through society. Cambridge, Mass,: Harvard University Press

Lave, J. 1988. Cognition in Practice. Mind, mathematics and culture in everyday life. Cambridge Univ. Press, N.Y.;

Lave, J. & Wenger, E. 1991. Situated Learning: Legitimate Periferal Participation. New York: Cambridge University Press;

Nissen, M. 1996. Arbejdsbegreber i socialt arbejde mellem professionel hjælp, frivillige og lo-kal-kul-turelt projektliv. Tidsskrift for Nordisk Sosialt Arbeid, 1996:4

Skinhøj, K.T. 1993. Forbrødringsritualer og rusmidler. Ungdomsgruppers regulering af alkohol- og hashbrug. København: SFI

Steffen, V. 1993. Minnesota-modellen i Danmark - mellem tradition og fornyelse. Holte: SocPol

Winsløw, J.H. 1984. Narreskibet. En rejse i stodmisbrugerens selskab fra centrum til periferi i det danske samfund. Holte: SocPol;

Winsløw, J.H. 1991. Videnskabelig hverdag. Holte: SocPol

Back to top page