Morten Nissen: Hvad er et subjekt?
Lettere redigeret oplæg til forskermøde i Sundhed, menneske og Kultur, maj 2001

Introduktion

Ligesom Ole Bernild sagde at den filosofiske og samfundsteoretiske problematik om arbejdsbegrebet er tæt besat med tunge folk, så gælder det jo på ingen måde i mindre grad subjektbegrebet. Netop fordi hele diskussionen i det hele taget handler om teoretiske begreber på et amatørfilosofisk - eller filosoferende - hhv. 'samfundsteoretisk' niveau - vil jeg i det store hele (prøve at) undlade at redegøre for mine teser som om de var filosofiske eller sociologiske teoridannelser.

I stedet vil jeg gøre 3 ting:
a) Opstille hvad jeg selv opfatter som de mest centrale teser om subjektet, der findes formuleret i artiklen om frivilligt socialt arbejde (Nissen, 2000a);
b) Opridse noget af den baggrund, som disse grundlagsteoretiske spørgsmål melder sig på i de særlige faglige traditioner, som jeg har fået øje på dem i - nemlig kritisk psykologi og socialt arbejde. Forholdet mellem de to traditioner har jeg ikke helt fået styr på endu, så det kan fremstå lidt rodet. Hovedtesen er, at kritisk psykologi kan betragtes som en prototypisk socialt arbejde diskurs, hvilket ikke er værst
c) Diskutere noget af det udfra et lille empirisk materiale. Dette sidste fik I ikke i mit mundtlige oplæg, fordi jeg fandt at vi allerede havde masser af anknytningspunkter til en god diskussion, men jeg prøver at tage det med her. Det fylder en hel del, og det fortaber sig måske i detaljer, og jeg vil opfordre jer til kun at læse det hvis I finder en sådan empirisk illustration interessant.

Oprids af grundteserne


Om subjektet i kritisk psykologi og i socialt arbejde

Hvad er relevansen af disse betragtninger? Den er naturligvis alt for bred til at kunne indfanges her i sin helhed. I oplægget til forskningsprogrammet om ’Subjektet i det 21. århundrede’ findes nogle overvejelser om det. Der er, som vores diskussion også viste, meget der kan siges herom, herunder også, at relevansen i en vis udstrækning er ideologisk. Imidlertid indebærer det netop også at den kan være ideologikritisk.
Et sted at starte kan være tesen om, at det sociale arbejde kan forstås som en almen subjektiverende praksis. Hvis velfærdsstaten er kendetegnet ved statens omfattende intervention i samfund og familie, så kan denne intervention måske netop bestemmes nærmere, og bl.a. skelnes fra de fascistiske staters ditto, ved dens sociale karakter, dvs. (især) at den hviler på anerkendelsen af (især individer som) subjekter og dermed på en praktisk humanisme. På denne måde kan det sociale arbejde identificeres som en særlig form for intervention qua sin almene karakter.
Subjektproblematikkens aktuelle relevans kan i forlængelse heraf forstås udfra, at der er en udviklings- eller omstillingsproces i sving, der på en eller anden måde forandrer dette almene grundforhold, i takt med forandringen af velfærdsstaten i det hele taget. Hertil hører hele historien om 'det aktive samfunds' diskurs m.v.  Det ser ud til, at det sociale arbejdes grundtræk - subjektiveringsarbejdet - dels viser sig i andre former for praksis, dels, og måske bl.a. netop derigennem, transformeres.
I mit arbejde med metodebegrebet i socialt arbejde er en af mine forskningsproblemstillinger det temmelig omfattende og også velbegrundede fænomen, at meget progressivt socialt arbejde i realiteten artikuleres anti-metodisk: Gennem stadige henvisninger til ’konkrete situationer’ og unikke personer, gennem afstandtagen fra skemaer og procedurer, henvisninger til kaos m.v.  Et fænomen, der også kan genfindes i megen forskningsmetode, ikke mindst i kritiske traditioner som vores egen.
Det kan være en almen ’situeret’, anti-rationalistisk pointe; men det kan også hænge sammen med det særlige ved den sociale subjektiveringspraksis. Hertil har jeg fundet meget inspiration hos Mark Philps Althusser- og Foucault-inspirerede analyse af det socialt arbejdes vidensform fra 1979.

Philps bestemmelse af det sociale arbejdes vidensform

Det sociale arbejde, skriver han (i forlængelse af Foucault), finder en særlig placering mellem videnskaberne om mennesket, der tager udspring i studiet af objektive former for liv (funktion, norm), udveksling (konflikt og regel) og sprog (tegn og system), ved at det tværtimod producerer et universelt subjekt i objektiv viden:
”Det er en central hypotese i denne artikel, at socialt arbejde har et særligt sandhedsregime, at socialt arbejde frembringer en særlig form for viden, og at denne vidensform i realiteten præsenterer socialvidenskabernes endelige paradoks. Denne viden er paradoksal, for mens den prøver at forblive indenfor den objektive videns form, så er denne objektivitet ekstremt usikker, fordi det den præsenterer er et billede af subjektet. Socialt arbejde trækker på en række videnskaber som søger at komme af med menneskets subjektivitet ved at reducere det til en serie objektive karakteristikker: Funktion, norm osv. Men socialt arbejde er, snarere end at søge at vise andre objektive former, optaget af at producere viden om mennesket som et subjekt” (91)
”Det subjekt, der skabes, står i gæld til en filosofisk antropologi som viser sig i form af en indbygget tro på det grundlæggende gode i menneskeheden: (…) ’Den menneskelige natur er således det mest betydningsfulde materiale som socialarbejderen har med at gøre – hans egen og andres’ (citat fra Z. Butrym: The Nature of Social Work, London 1976). I beskæftigelsen med ’den menneskelige natur’ ligner den form for subjektivitet der skabes det Kantske moralske imperativ – et udsagn om at man skal ’blive til det, som man i sandhed er’. ” (92)
Socialt arbejde bliver iflg. Philp (kort fortalt) til i forbindelse med arbejderklassens anerkendelse. Den resterende del af proletariatet blev i samme proces til et pjalteproletariat, der skulle findes en måde at håndtere. Det sociale arbejde placeres som formidler i rummet mellem dem der fik diskursive rettigheder og dem der blev udelukket fra det - giver her de udstødte en stemme, ligesom velgørenheden tidligere havde repræsenteret det ’menneskelige’ ved de fattige overfor de rige og omvendt.
Hertil indgår tre operationer: Skabelsen af subjekter, integration af objektive karakteristikker i det, og det at tale for subjekterne, at repræsentere deres 'virkelige' sociale natur for dem selv og for samfundet.

I skabelsen af subjektet er potentialitet centralt:
”Socialarbejderen siger ikke at vandalen gjorde hvad han ønskede at gøre, for hvis han gjorde det, ville socialarbejderens rolle forsvinde. Hvad han i stedet gør er at henvise til den underliggende karakter, de skjulte dybder, det essentielt gode, det autentiske og det ikke-fremmedgjorte. Herved frembringer han et billede af vandalen som et subjekt, der ikke er umiddelbart synligt, men som eksisterer som potentiale, som mulighed, som et fremtidigt socialt væsen. Selv hvis han gør det uden håb, eller kynisk, så gør han det, for dette er den væsentligste faktor som skelner ham fra politibetjenten, advokaten, lægen eller psykiateren” (99)

Denne skabelse, integration og advokeren må opfattes som en proces, et arbejde, snarere end blot en (anerkendelses-) gestus; og det er i denne proces, det sociale arbejdes skrøbelige metode er funderet:
”Den viden, der skabes under det sociale arbejdes sandhedsregime er én der beskriver en proces hvorved individuelle tilstande og objektive status’er transformeres til et socialt subjekt: Et subjekt kendetegnet ved sin kapacitet for selvbestemmelse, ansvarligt borgerskab og generel sociabilitet” (92)
Philps argumentation retter sig mod det sociale arbejde som en humanisme, og det vil i det store hele sige at de subjekter, som det sociale arbejde skaber, er individer. Men det er ikke en egentlig nødvendighed, da det sociale arbejdes subjekt er anonymt og alment:
”Snarere end at frembringe et subjekt qua individ, så skaber socialarbejderen et subjekt karakteriseret ved en universel subjektivitet, som gælder alle individer og ingen i særdeleshed.” (91)
”I skabelsen af subjekter opererer socialarbejderen ikke kun på et individuelt niveau. Den anonyme karakter, som det subjekt der skabes har, muliggør en udvidelse af denne rolle udover individet, til grupper, familier, og i sidste ende lokalsamfund (communities). Miljøarbejderens arbejde følger de samme diskursive regler som metoder i individuelt socialt arbejde. Lokalmiljøet repræsenteres med hensyn til dets potentialer for at fungere autonomt og i selvrespekt. Det betragtes som havende indre ressourcer som det kan udvikle sig med så det kan organisere sig effektivt nok til at deltage i normale politiske processer." (99-100)

----------------------------

Psykologien er placeret lidt tvetydigt i Philps univers. Dele af psykologien bidrager snarere til at reducere mennesket til objektive logikker, mens andre dele udgør ægte bestanddele af det sociale arbejde.
Netop i kraft af sin anti-reduktionisme er den kritiske psykologi, subjektvidenskaben,  en slags prototypisk socialt arbejde diskurs for Philp, i og med at hele projektet er at repræsentere og udvikle almen subjektivitet, at integrere det objektive i subjektet som dets præmisser og handlegrunde, og at danne et sprog og en formidling, hvormed denne almene subjektivitet kan anerkendes og befordres. Den kritiske psykologi er (ligesom Freire, som Philp henviser til brugen af) et eksempel på at ”strukturel marxisme (i socialt arbejde) undgås til fordel for mere hegelianske varianter” (93).
Men spørgsmålet er, om den kritiske psykologis subjekt også har en så anonym karakter, som Philp siger, så at det ligeså godt kan være kollektivt.
 

Holzkamps samfundsmæssige subjektivitet og subjekter

I Holzkamps artikel ”Zur kritisch-psychologische Theorie der Subjektivität” – et forarbejde til Grundlegung fra 1979 – bestemmes subjektivitet i forlængelse af Marx som i udgangspunktet noget overindividuelt:
“Man kan ikke forstå forholdet mellem samfundsmæssighed og subjektivitet rigtigt, hvis man tager afsæt i individerne og forsøger at fremhæve egenskaber, som skal karakterisere deres subjektivitet” (7)
 “Menneskelig ‘subjektivitet’ må således først kunne fremhæves som karakteristikum ved den totalsamfundsmæssige proces, altså som ‘subjektiv faktor’ eller ‘samfundsmæssig subjektivitet’. Først  på dette grundlag kan man bestemme individuel subjektivitet som personlig realisering af samfundsmæssig subjektivitet” (8)
Fra dette grundlag kan den samfundsmæssige subjektivitet bestemmes overfor den objektive bestemthed: Subjektet er gennem praksis årsag til tilvejebringelse og kontrol – altså arbejdsprocessens subjektivitet:
 “Ifølge en af marxismens centrale grunderkendelser kan menneskene, til forskel fra dyrene, kun opretholde deres materielle liv ved selv at fremstille deres egne eksistensbetingelser gennem indgribende forandring af naturen i genstandsmæssigt kollektivt arbejde. Dermed er menneskene på den ene side gennem deres praksis årsag til (Ursprung der) den aktive tilvejebringelse og bevidste kontrol med deres eksistensvilkår, dvs. subjekter for deres sam-fundsmæssige livsproces; på den anden side er de, på grund af de naturlige og samfundsmæssige nødvendigheder, som deres livsopretholdelse, altså materielle reproduktion, er underlagt, i deres virksomhed og deres bevidsthed bestemt af deres objektive livsbetingelser” (8)
På dette niveau er subjektiviteten altså forskelsløs og 'anonym', et alment aspekt ved livsprocessen. Vi har her subjektivitet, men ikke et subjekt. Subjektiviteten er et karakteristikum ved den totalsamfundsmæssige proces, og ved individerne gennem disses deltagelse i denne. Men subjektivitetens partikularitet er givet med kroppen.

Imidlertid bestemmes også et begrebspar: Subjekt- og instrumentalrelationer; subjektrelationer er relationer mellem individer, hvis fælles mål falder sammen med almeninteressen. Med dette begrebspar antydes en overindividuel subjektiv partikularitet: Denne bestemte relation kan forstås som en ’subjektrelation’. Denne problematik afføder imidlertid (ligesom når begrebsparret ”begrænsende [restriktiv] og udvidende [almengørende] handleevne” skal anvendes analytisk, empirisk) en række problemer forbundet med at begrebsparret gøres til en dikotomi, samt at subjektiviteten bliver en egenskab, der tilskrives udefra. Der må her bruges en del krudt på at undgå tingsbegreber. Derved opløses partikulariteten alligevel, idet begreberne fastholdes som analytiske distinktioner og deres empiriske ekstensioner lades ufortalt.

Men i Grundlegung der Psychologie (1983) antydes at den samfundsmæssige subjektivitet kan antage en særlig organiseret form til realisering af en magt, når almeninteressen i klassesamfundet skal sættes igennem overfor særinteresser:
“Den kooperative sammenslutning må imidlertid, af hensyn til den kollektive magtudfoldelse til gennemsætning af handlemålet, selv antage en mere eller mindre organiseret form og opnår under visse omstændigheder som ‘bevægelse’ sin egen overindividuelle historie og kontinuitet; således bliver de individuelle subjekter, eftersom her udvidelsen af rådigheden over deres livsbetingelser kun er mulig gennem overskridelse af deres individualitet, til elementer af samfundsmæssige subjekter, der udgør en kollektiv magt ved/af den bevidste skabelse af historien. Alligevel bevares her den kooperative karakter, som indebærer at relationerne er givet med egenarten af det kun i fællesskab opnåelige handlemål” (331, min understregning, MN)
Her findes altså almengørelsens partikulære form begrundet i klassesamfundet og dermed magten – selvom der også her holdes fast i den kooperative karakter, dvs. forankringen i interpersonalitet.
 

Det mystiske kollektive subjekt

Der udstedes her også et eksplicit forbud:
”Også ved kollektive bevidsthedsformer (såsom klassebevidsthed) hhv. ved overindividuelle-samfundsmæssige subjekter drejer det sig om sammenslutninger på grundlag af fælles objektive interesser osv., som ligesom er givet hvert individ som ‘mine’ interesser som jeg deler med andre. Man må altså ikke (hvis ikke man vil glide hen i borgerlige ideologemer såsom ‘Folkeånder’ el.lign.) definere kollektive bevidsthedsformer hhv. subjekter som selvstændige væsener (Wesenheiten) uafhængig af individernes bevidsthed / subjektivitet eller ovenover dem (über diese hinweg)” 238

Spørgsmålet, som Holzkamp hermed skubbede videre til os, er hvordan man så skal forstå det partikulære samfundsmæssige subjekt, som han jo udtrykkeligt peger på. Vi ved at det er involveret i magtforhold, samt at det er konstitueret som sammenslutning.
Vi ved desuden lidt – meget lidt - om hvad vi ikke skal: Det mystiske kollektive subjekt er forbudt.

Det svarer i øvrigt ganske til Yrjö Engeströms advarsel mod hvad han kaldte ’mysterious collective subjectivities’ da han holdt forelæsning i København sidste år (en forelæsning hvis indhold lå tæt op ad Engeström, Engeström & Vähäaho, 1999). Jeg spurgte ham bagefter, hvad han så ville sige til ikke-mystiske kollektive subjekter, men han fik aldrig svaret.
Spørgsmålet var affødt af en tilbagevendende diskussion i teoretiske analyser af virksomhed, praksis, handling – eller handlesammenhænge. I Engeströms version tales der om virksomhedssystemer, der bestemmes som relationer mellem subjekt, objekt, redskab, regler, fællesskab og arbejdsdeling. Men der gives ingen bud på hvordan man går frem når man skal skelne ét activity system fra et andet. Muligvis giver systembegrebet et hint i retning af at der er tale om noget selvopretholdende, selvreproducerende; men heller ikke mere.
Måske træder dette problem ikke så tydeligt frem for Engeström givet at 1) hans aktions-forskning udpeger samarbejdspartnere der er givet som organisationer og deres deltagere, og 2) hans analytiske greb er at overskride organisationens spontane selvforståelse og foreslå nye vinkler. Virksomhedssystemet er til for at blive taget for givet som partner eller blive overskredet som struktur.
Givet dette projekt er det måske forståeligt hvorfor Engeström foretrækker virksomhedssystemets anonyme-abstrakte karakter fremfor en problematisering af hvordan dets partikularitet konstitueres.

--------------------------------------------

I en vis forstand er det nok, som Philp hævder, subjektbegrebets anonymt-abstrakte karakter, dets potentialitet forbundet med den alment-menneskelige essens, som det realiserer gennem den dannelsesproces, som det sociale arbejde understøtter, - der muliggør udstrækningen af begrebets ekstension til et kollektiv. Til gengæld er det måske subjekt-begrebets ’humanistiske’ forankring i individet, i kroppen, det nøgne menneske, som frembringer den samme anonymitet, når vi skal finde analytiske enheder i form af fællesskaber, communities; her hjælper kroppen os jo ikke, og fællesskabets evt. rum-tidslige enhed er så åbenbart utilstrækkelig. Her var det, at en videre beskæftigelse med den proces, hvori det partikulære subjekt konstitueres, kunne være nyttig.
 

Community work som interpellation af fællesskaber

Trods det at community work litteraturen iflg. bl.a. Peter Elsass (in press) er plaget af vage begreber, herunder særdeles vage og anonyme begreber om communities, kan der også her findes overvejelser over hvordan selvbevidste fællesskaber konstrueres som partikulære og selvbevidste i en proces hvor folk interpelleres som ansvarlige borgere samtidig med at der interpelleres ansvarlige communities.

Alf Ronnby (1992) skelner i sin diskussion af community work litteraturen mellem 4 former: Community development, community organizing, community planning og community action. C. Planning er det 'traditionelle' social engineering perspektiv fra en ekspertposition. C. Development er knyttet til FN-sammenhængen som en community orientering af udviklingsarbejdet; men det ligner i øvrigt det klassiske C. Organizing i at man kobler en professionel bistand med folks egen indsats og et mål om selvforvaltning.
Hvor disse tre første varianter har udgangspunkt i et ’konsensuspersektiv’, er det sidste, C. Action, et ’konfliktperspektiv’, en politisk strategi - som indgår i kampen for undertrykte gruppers vilkår, typisk imod staten.
Den svenske Socialutredningen 1974, som Ronnby refererer, gør meget ud af at lægge afstand fra det fjerde perspektiv fordi det står i modsætning til community workerens statslige  udgangspunkt. Det samme kan siges om Peter Elsass (in press), som er bekymret for at det videnskabelige udgangspunkt drukner i det politiske. Men Ronnby påpeger at det når det kommer til stykket ikke er så forskelligt fra at staten ansætter advokater til forbrydere (hvorved Ronnby i øvrigt selv bidrager til den proces hvor 'arbejderklassen' via 'underklassen' forvandles til 'udsatte grupper'). Ligesom i den anden ende af spektret C Planning ofte heller ikke er så rendyrket et udefra/ovenfra perspektiv. M.a.o.  er der snarere generelt tale om et bevægeligt forhold, hvorindenfor vægten måske lægges forskelligt i retorikken. Afgørende er netop at adskillelsen mellem aktør og objekt, via begreber som participation, dialog m.v., nedbrydes.
Fælles for tilgangene er også, ligesom Philp havde fat i, at community work på en særlig måde har proces-karakter. Det vil sige, at der ikke tænkes i et konstant 'flow' eller en stadig reproduktion, men i unikke lineære forløb. Her ses også den tætte beslægtethed med såvel pædagogik som forebyggelse. I denne proces smelter mål og middel sammen-. Ronnby citerer Johan Galtung: "There is no road to self-reliance - self-reliance is the road" (76)

Alligevel kan Ronnby (s. 78) opstille 2 faser: 1: Gruppen i sig - som man kan tale om - og 2: Gruppen for sig - som vil og gør noget sammen og lader sig omtale - og som er kendetegnet ved gruppebevidsthed, vi-følelse og samhørighed. Den intervention, der forvandler 'i sig' til 'for sig' er den såkaldte sociale mobilisering.
Gennem den sociale mobilisering sker altså en overgang fra et community begreb til et andet - fra Hillerys klassiske empiriske opsamling på 94 studier til "persons in social interaction within a geographic area and having one or more additional common ties" (ibid s. 59) - til Redfields senere vægt på gruppens subjektive selvbestemmelse.
Ronnby henviser her uden nærmere kildeangivelse til "Marx' ideer om klassebevidsthed", og herved er der dannet forbindelse tilbage til Holzkamps føromtalte samfundsmæssige subjekter.
 

Subjektets selvreproduktion og selvoverskridelse

En væsentlig pointe i diskussionen om subjektet er imidlertid – trods den umiddelbart lineære karakter, proceskarakteren i bevidstgørelsesprocesserne – subjektets stadige re-konstituering. En pointe, som tilsyneladende gør det kollektive subjekt forskelligt fra det individuelle: Hvor de sociologiske traditioner har vægtet den stadige reproduktion af den sociale interaktion og dens orden, har de psykologiske og de pædagogiske traditioner vægtet de lineære forløb.
Heroverfor tænkes reproduktionen ofte som en slags træghed. I de pædagogiske og lokal-politiske sammenhænge, hvor det handler om empowerment, fremføres dette med et suk, en træt livserfaring: Rom blev ikke bygget på én dag. Inspireret af Valverde (1998), samt bl.a. Tove Borgs brug af Holzkamps livsførelsesbegreb (in prep), kan man imidlertid tilføje at netop dialektikken mellem vaner / hverdagsrutiner og lineære udviklingsforløb er et væsentligt pædagogisk indsatspunkt (forudsat at ’vaner’ hhv. det cykliske ved hverdagslivet, er noget, der kan forandres).
Endvidere er i den kritiske psykologi hele begrebsdannelsen omkring begrænsende og udvidende handleevne også en dialektisk forståelse af forholdet mellem reproduktion og udvikling.
Afgørende er her opfattelsen af at reproduktion og selvoverskridelse er gensidigt forud-sættende. Heroverfor er undertrykkelse netop blokeringen af dén fortsatte udvidelse af handleevnen, der samtidig sikrer dens reproduktion - dvs. et magtforhold der indebærer at udvikling medfører en trussel mod reproduktionen. Ud af dette dilemma gives den ’dobbelte mulighed’ mellem den defensive og selv-fjendtlige sikring af reproduktionen, og den offensive generobring af gensidigheden.
 

Selvbevidstheden med og uden kamp

Dette dialektiske forhold (som blev foreslået af (Holzkamp-)Osterkamp i 1976) forudsætter imidlertid klassesamfundet og den modsigelse mellem særinteresser og almeninteresser, som det implicerer.
Det er her netop konfliktens, kampforholdets ophævelse i kooperation på et højere niveau, som konstituerer selvbevidstheden – og modsat er det dets fastfrysning til instrumentalitet eller socialintentionalitet (selvforholdet som afværge/forsvar),  som konstituerer selvbedraget.  Og netop til denne udvikling af selvbevidsthed gennem stadig overvindelse af særin-teresse i retning mod almeninteresser er det, at den kritiske psykologis ideologikritiske metodologi har knyttet sig.
Holzkamps Grundlegung der Psychologie går imidlertid en anden vej til forståelsen af hvordan individets selvbevidsthed konstitueres. I stedet for kampforholdet - der som ovenfor nævnt er antydet som grundlag for det samfundsmæssige subjekt - introduceres, nyt ift artiklen fra 79, og som central baggrund for prædikatet 'subjektvidenskab', såvel mulighedsrelationen som intersubjektiviteten som centrale teoretiske bestemmelser på et ka-tegorielt niveau, dvs et almentmenneskeligt niveau, der ikke forudsætter klassesamfundet og dets særinteresser.
Mulighedsrelationen, som er arnested for selvbevidstheden, er begrundet i den samfundsmæssige totalproces' formidlede og selvkørende karakter, som frisætter individet fra umiddelbarhed og nødvendighed.
Individets ontogenetiske frisættelse - dets umiddelbarhedsoverskridelse - er hos Holzkamp forklaret som en tværkontekstualitet - det er gennem at bevæge sig mellem forskellige handlesammenhænge og deres forskellige umiddelbare kooperativiteter, at individet praktisk realiserer en mulighedsrelation og dermed den totalsamfundsmæssige formidlethed af sin egen eksistens.
En anden kilde til selvbevidsthed er objektiveringer af sprog og samfundsmæssige forhold i ’kulturbærende’ redskaber såsom skrift, penge, kunst m.v.  Som genstandsbetydninger rummer disse redskaber netop en overskridelse af den umiddelbare kooperation og dens rumtidslige enhed. Om bevægelsen mellem handlesammenhænge er ontogenetisk forudsætning for realiseringen af disse genstandsbetydninger (fx ved at sætte deres relevans) skal jeg – ligesom Holzkamp – lade være usagt.
Intersubjektiviteten er her afledt af mulighedsrelationen - jeg genkender mit refleksive selv i den anden – og således er selvforholdet altså primært ift forholdet til den anden. Jeg og du er forud forbundet i kooperation, og i kraft af mulighedsrelationens refleksivitet ophæves kooperationen i intersubjektivitetens 'Perspektiven-Verschränkung' - udveksling og sammensmeltning.

Men først skal kooperationen brydes ved at jeg flytter hjemmefra.

-------------------------

Det ovennævnte magt-/kampforhold, hvorved det samfundsmæssige subjekt konstitueres, er tilsyneladende helt fraværende i konstitueringen af det individuelle subjekts selvbevidsthed. Det kommer så at sige først ind i billedet når og hvis klassesamfundets særinteresser melder sig. Almenbestemmelsen af det selvbevidste subjekt på den ene side, og på den anden side den ideologikritiske subjektforståelse, bliver dermed på en måde uforbundne. Almenbestemmelsen bliver udgangspunkt for et absolut metodologisk og etisk a priori der går forud for og rammebestemmer praksisforskningens ideologikritiske proces.
Holzkamps introduktion af umiddelbarhedsgennembrydningen og den totalsamfundsmæssige proces på det almentmenneskelige niveau var tilsyneladende, ift Osterkamps 76-udgave af teorisystemet, et skridt væk fra den utopisme, som knyttedes til teorien om ur-kommunismen. I Osterkamps version trådte menneskene først fra nødvendighedens - og kooperationens - til mulighedens - og bedragets - rige da de trådte ind i klassesamfundet. Menneskene var således i en vis forstand kun selvbevidste subjekter i kraft af undertrykkelsen.
Men man kan hævde at Holzkamps intervention kun tilsyneladende løste problemet. Skridtet blev i hvert fald ikke taget fuldt ud. Den urkommunistiske figur blev fastholdt derved, at forholdet mellem sær- og almeninteresser ikke skulle være konstituerende for selv-bevidstheden; for at der kunne være et 'efter' klassesamfundet måtte der logisk også sættes et 'før' – begge brudflader skjuler dikotomier.

--------------------------------

Heri ligner Holzkamps konception i høj grad Leontjevs diskussion af forholdet mellem mening og betydning.
Distinktionen har Leontjev fra Vygotsky, og den er vist  gledet lidt fra Freges oprindelige skelnen mellem tegnets udtryk og det, det henviser til.
Hos Leontjev er der netop også tale om, at mening-betydning-forholdet er fundamentalt harmonisk - for netop derved kunne psykologien arbejde med 'mening' uden på forhånd at afskære sig fra 'betydning'. Kom det til principielle uoverensstemmelser var vi i det borgerlige samfund eller havde evt. med en fejludvikling at gøre. Forholdets egentlige prekære karakter, og dets forbindelse med særinteresser i egentlig og almen forstand, blev der derimod set bort fra. Deraf, kort fortalt, den mærkelige kobling mellem virksomhedsteori og funktionalisme.
 

Subjektivering og interpellation som impliceret i deltagelsesbegrebet

Men selvom, altså, vi er på vej hen imod mit forslag om at relationen mellem sær- og almen-interesser er alment konstituerende for partikulær subjektivitet, så er der grund til at dvæle lidt mere ved Holzkamps alternative tilgang til selvbevidstheden som en vej ind til den.

Det Holzkamp har fat i med mulighedsrelationen, er objektiveringen, eller sagt på en anden måde det at mening og betydning kan skelnes – kulturelle betydninger, genstandsbetydninger, kan eksternaliseres og eksistere på tværs af subjekter og på tværs af situationer og de umiddelbare kooperationer, som disse situationer kan rumme. Subjektets frisættelse fra den totalsamfundsmæssige proces er samtidig også omvendt betydningernes frisættelse fra subjekterne; og omvendt er konstitueringen af partikulære selvbevidste subjekter impliceret i objektiveringsprocessen, i umiddelbarhedsgennembrydningen.

Spørgsmålet er hvordan dette teorem står i forhold til
a) idéen om subjektets konstituering i magtforhold, altså gennem subjekt-subjekt-forholdet forstået som et (mere eller mindre teknologisk medieret) kampforhold (subjektivering), samt
b) idéen om subjektets konstituering som interpellation

I mit forslag til en bestemmelse af et alment subjektbegreb udtrykker jeg intentionen om at de tre bestemmelser af subjektkonstituering kan arbejdes sammen som sider af samme sag. Jeg er ikke sikker på, at jeg faktisk indløser den intention. Men det forekommer mig umiddelbart, at deltagelsesbegrebet allerede med de givne teoretiske bestemmelser, altså givet mulighedsrelationen, i realiteten rummer denne forbindelse som betydningsindhold.

Det gælder faktisk bare om at udfolde det begrebsindhold, der allerede ligger i deltagelsesbegrebet:
a. Deltagelse forudsætter mulige, kontingente forhold mellem individer, umiddelbare kooperationer (fællesskaber) og en totalsamfundsmæssig produktionsproces;
b. Heri ligger med nødvendighed igen anerkendelsesrelationer, såvel mellem deltagere som mellem fællesskaber og deltagere;
c. samt at såvel individer som fællesskaber på den ene side anerkendes med potentiale for særinteresser, på den anden side med potentiale for almeninteresser; altså et spændingsfelt mellem etik, magt og kamp

Hvis det er rigtigt at objektivering og subjektivering på denne måde implicerer hinanden, så kan de Foucaultske selv-teknologier og psy diskurser uden besvær også føjes ind i billedet som en slags subjektiveringens objektivering. Subjektets refleksivitet kan derigennem være et formidlet (kulturelt, teknologisk medieret) kampforhold, eller sagt på en anden måde en etik, en forholden-sig til sær- og almeninteresser.
Endvidere er positionernes objektivitet givet i og med enheden af subjektivering og objektivering. Men de poststrukturalistiske identiteter og sociologiens roller er endnu ikke konstituering af et partikulært subjekt.
For at nå frem til dette, kan vi forstå interpellationsforholdet som det symmetriske subjekt-subjekt-forholds (magtforholdets) ophævelse i et deltagelsesforhold; altså hvor konfrontationen, modsætningen mellem fællesskab og individ (hhv. mellem individer), slår om i en rekonstituering af fællesskabet hvori fællesskabet påkaldes påny og individet påkaldes som dets deltager.
Hvor den Foucault'ske subjektivering negerer subjektets partikularitet fordi subjektiveringen subsummeres under objektivering (altså subjektiveringen betragtes kun qua denne subjektiverings objektivering, dens diskurs, teknologi osv.), så er interpellationen omvendt en subsumption af objektiveringen under subjektiveringens partikularitet.
 

En ikke-utopistisk marxisme

Gennem vores diskussioner i Sundhed, Menneske og Kultur blev jeg opmærksom på i hvert fald en mulig forståelse af, hvad det er jeg er i færd med, teorihistorisk betragtet. Som nævnt er den kritiske psykologi en af de Marx-læsninger, der forudsætter et alment-potentielt subjekt  og en proces, hvor den subjektive faktor udvikles, snarere end en af dem, hvor individet af kød og blod stilles overfor en dikotomi mellem ’struktur’ og frigørelsesutopi (eller: Diskurs og etisk livs-kunst?) – altså en hegeliansk variant, som Philp siger.
Samtidig har jeg i det foregående antydet hvordan den kritiske psykologi, helt i tråd med Marx, er en smule vaklende på dette punkt. Ved siden af individet af kød og blod er der i subjektform kun en almen, kategoriel, forskelsløs (anonym) subjektivitet samt klassekampens partikulære samfundsmæssige subjekt. Hvor alment er klassekampens subjekt – er det noget, der gennem denne selvsamme (dialektiske, pædagiske, frigørende, - det sociale arbejdes) proces opløses i en utopisk forskelsløshed, i en kommunisme hvor nødvendigheden er lagt bag os og den flydende samfundsmæssige subjektive faktor udfoldes? Eller er det tvingende nødvendigt at processen kun som sin ene side, sit første moment, har denne negativt ’kritiske’ karakter, men også som sit andet, positive moment genetablerer en partikulær ’ideologisk’ subjektivitet gennem magtforhold?
Jeg hævder altså her det sidste, som en mulig læsning af i hvert fald kritisk psykologi, og måske også derigennem af Marx. Det jeg prøver at gøre er at overvinde dikotomierne ved grænserne omkring begrebet om ’klassesamfundene’ ved at pege på, at Holzkamps grundlæggelse af en subjektvidenskab, som ikke har subjektets – det kontingente, partikulære og selvbevidste subjekts – opløsning som sin politiske målsætning, men tværtimod dets udfoldelse, og som derfor rummer bestemmelser af selvbevidsthed som konstitueret ved objektivering og umiddelbarhedsoverskridelse, nødvendigvis må betragtes som første skridt i retning mod en endnu mere hegeliansk teori, hvor sær-interesser tænkes som et nødvendigt grundtræk ved det menneskelige (qua deltagelsesbegrebet), også selvom det hele drejer sig om særinteressernes ophævelse i almeninteresser.
Og hvor derfor også det ikke-mystiske kollektive subjekt er en teoretisk nødvendighed.
 

Illustration ved en lille case

Introduktion
I det følgende gengiver jeg et materiale, som ikke er empiri produceret i forbindelse med Projekt Gadebørn eller Vilde Læreprocesser. Gennem en række arbejder, herunder også artiklen om frivilligt socialt arbejde (2000a), samt den om velfærdsprojektet til ISCRAT (in press), har jeg ellers brugt materiale fra disse praksisforskningsprojekter til at vise relevansen af de grundlagsteoretiske diskussioner om subjektet. Dér viser jeg også, synes jeg selv, hvor komplekst dette felt er.
En del af denne kompleksitet har at gøre med at forskningsprocessen selv konstituerer subjektivitet. Den kritiske psykologi og subjektvidenskab er ikke for ingenting synonymer her – en ideologikritisk aktionsforskning / praksisforskning og en empirisk subjektforskning er nødvendigvis meget tæt forbundne. Subjektet er i en vis forstand hvad vi gør det til (se Mørck & Nissen, in prep, Nissen, 2000b).
Dette være også sagt for at tage en smule forbehold for den følgende case’s brugbarhed til at føre alle pointerne igennem. Her er ikke tale om et egentligt ideologikritisk arbejde, en praksisforskning, og derfor må analyserne nødvendigvis få et relativt uforpligtende og dermed i sidste ende vilkårligt præg.
Når jeg bringer den alligevel her, så er det for på den anden side at give vores fortsatte diskussioner et referencepunkt, som vi måske har særlige forudsætninger for at forstå, fordi det drejer sig om en praksissammenhæng, som vi alle kender til: Nemlig universitets-undervisning. Herigennem vil man måske kunne argumentere for, at eksemplet ad omveje alligevel er indlejret i en praksis under reflekteret udvikling. Men dette ville først blive en realitet hvis jeg udfoldede de universitetspædagogiske referencer meget mere end jeg gør. Så det har altså blot status som en illustration, et 'tankeeksperiment' der skal vise argumenternes 'intuitive' holdbarhed osv.
Lad mig også lige sige som indledende forbehold, at jeg bestemt ikke bringer den som illustration af nogen særlig genial undervisning eller særligt fremragende videnskabelige diskussioner; jeg er overhovedet ikke specielt stolt af sekvensen her. Men hvad…det er trods alt 3 år siden…jeg kan i hvert fald hævde at have lært noget siden.

------------------------------------------

Vi er til efterårets sidste undervisningsgang i faget Almen Psykologi, den 18. December 1997. Udover båndoptageren har jeg taget pebernødder med og lidt kaffe, som en sparsom julefejring.
Jeg har ugen forinden introduceret emnet ’Det Kollektive Subjekt’ – og dermed også begrundet båndoptageren – med et lille skrift, der bl.a. rummede en argumentation for, at dette kollektive subjekt måtte kunne vises empirisk, og at dette kunne være "i/som de momenter i interaktionen, hvor "vi" forholder "os" til (hvert) "mig", og hvor (hvert) "jeg" forholder "mig" til "os" - im- eller eksplicit."

På denne dag tager vi - efter igen en lille introduktion af temaet om Det Kollektive Subjekt – fat på enkelte studerendes projekter, som de er ved at overveje på et foreløbigt plan. Holdet skal fortsætte efter jul og glide over i vejledning af de studerendes BA-projekter.

Først er det Caspers og Martines projekt om seksualitet. I den sidste del af diskussionen falder tempoet, og der udveksles blikke, bekræftelser og konkluderende småord, som leder til en tavshed.
Herefter melder Thomas sig på banen med sin problemstilling om kulturbegrebet. Vi diskuterer det først formsmæssigt som almenpsykologisk projekt, men udvider derefter til at gå mere ind i at diskutere indholdet.
Undervejs har vi hørt at Ulla og Thomas har arbejdet sammen om en udviklingspsykologisk opgave, hvor problemet stillede sig. Det får mig til at tro, at de også nu arbejder sammen; men de viser sig fornylig at have afbrudt samarbejdet, hvilket ikke kommenteres af nogen, måske fordi det er en anelse følsomt (der er meget, som en lærer beskyttes imod at kende til).
Inden vores lille sekvens har Ulla diskuteret emnet: Kultur som noget, der bestemmer alt (Anthony Marsella iflg. Ulla) eller som noget, der er sat parentes om og netop derfor spiller ureflekteret ind (Dorthe Staunæs iflg. Ulla). Ulla mener hun mangler noget argumentation overfor de to synspunkter.
Jeg bekræfter (talehandling nr. 1) anvendeligheden af en sådan kontrast som udgangs-punkt og rejser så spørgsmålet, om ikke Staunæs overser muligheden for, at man også kan betragte asylcentrenes praksis som kultur, blot med udgangspunkt i et andet kulturbegreb, som ikke er fritsvævende betydninger og som ikke primært sigter mod ’andetgørelse’.
 -----------------
 

Nr  Aktør Ordlyd Analyse af talehandling
Thomas  Er hendes pointe ikke også, at kulturen er meget personlig og lokal, ikke den dér abstrakte ting…. går med på det, forsyner med en videre iagttagelse: Personlig og abstrakt kultur
3 Morten Jah…  udtrykker skepsis relevans af nærmere forklaring
4 Thomas  …på den måde kan man sige, at så gør det ikke noget, at den måde, som de flygtningebørn, som hun bruger i sit speciale - at det er udtryk for en flygtningelejrkultur, hvis man kan sige det på den måde. Hvis man bare kan påvise, at det måske også netop er forskellige måder at forholde sig til sig selv og hinanden på-  kompromis'et: Kultur men blot som forholdemåde. Modargument eller bekræftelse til 1?
5 Morten Mm opmuntrer/bekræfter
6 Thomas – i flygtningelejren, i forhold til… i skolen, eller…i hjemlandet, eller hvor det nu var, ikke. Altså: At det mere er en del af hendes ærinde at prøve at påpege, at … udvider analysen som personer i kontekster ? åbner op for nærmere implikationer, men standser
7 Morten Jo altså, jeg tror ikke hun siger at kulturen er personlig, hvis hun gjorde det, så ville hun jo få det problem: Hvordan skelner man så egentlig kulturen fra – personligheden, eller – identiteten, eller hvad vi nu taler om rejser spørgsmålet om psykologiens genstandsafgrænsning
8 Thomas Er det ikke hende der har en artikel hvor hun skriver, at der er både fælles kultur, og så er der også en personlig kultur? Fastholder, men formulerer nu påstand som spørgsmål: Søger opbakning/afprøver
9 Ulla Det tror jeg nok - bakker Thomas op
10 Morten Jeg kan ikke huske det, men… signalerer accept af oplysning, men forbehold
11 Thomas Ikke, altså- griber opbakningen og skaffer sig ordet, erobrer rum
12 Ulla -det tror jeg nok, - bekræfter opbakningen yderligere, etablerer platform for 14
13 Thomas Ja. Den - man har nogle fælles ting, selvfølgelig, ikke, som gør – og det er rimeligt nok- tager ordet og reformulerer
14 Ulla -enten er det hende, eller (utydeligt) trækker i land
15 Thomas -at påpege dem, og beskæftige sig med dem, hvis du skal beskæftige dig med f.eks. en flygtningelejr, og børn i en flygtningelejr, ikke; men det er ligeså væsentligt at have blik for de individuelle forskelle indenfor den der kultur- fortsætter 13: Fastholder kompromis'et
16 Morten Mm opmuntrer, gøder jorden til 18 og 20
17 Thomas -som det er at kunne dis- at, at, at-  som 15
18 Morten Nåå-ja!  signalerer genkendelse (og afstår fra polemik!) vi er på vej mod en landing
19 Thomas -hvad skal vi sige: Udskille denher diskussion, eller kultur i forhold til andre kulturer- som 15
20 Morten Ja....Jaja, men det er rigtigt: Selve det, altså, at man har - når man har sat den kulturelle kontrast op: -  accept reformulering
21 Thomas Ja forhåndsaccept af reformulering (bidrager til at lægge an til landing)
22 Morten  -Det - der er os og de andre osv. - reformulering til kategorispørgsmål (alment/specifikt)
23 Thomas Ja som 21 accept (afstår fra polemik?)
24 Morten -så bliver man blind for de forskelle,-  som 22
25 Thomas Ja accept
26 Morten -eller den differentiering, der er - gentagelse, som erobrer rum (som i 11)
27 Thomas Mm accept
28 Morten -indenfor de andre, og selvfølgelig også indenfor os afslutter argument
29 Thomas Mm endelig accept
30 Morten Det er sådan en – et klassisk argument imod kultur-, øh -forskelle-betragtninger, - generaliserer for at lande i en konklusion
31 Thomas Ja accept også af generalisering, bekræfter landing
32 Morten - (utydeligt ord)-analyser. strækker sætningen (erobrer rum til landing?)
33 .
…  pausen er alles bekræftelse på at her er vi landet - og påkaldelse af læreren
34 Morten  Ja. Men der er jo masser af stof til – Konkluderer landing. Vender tilbage til opgaven. Muliggør tematisering, men foreslår afslutning fordi bemærkningen er positiv-åben
35 Thomas Ja accept
36 Morten - til en almenpsykologisk opgave! som 34
37 Thomas Mm som 35
38 Ulla Mm bidrager til accept af landing i kraft af sit særlige ståsted i diskussionen
39 Anders Ja  bidrager til fællesskabets accept af landingen
40 Bitten Mm ditto
41 Casper Jaja ditto
42 Dorte Ja ditto
43 .
…  tavsheden er alles bekræftelse på landingen og (påkaldelse af lærerens) oplæg til næste emne: Pausen
44 Morten Skal vi holde pause?  Taler (som lærer) på fællesskabets vegne, og påkalder det samtidig
45 Dorte Ja! Bekræfter (som studerende) på fællesskabets vegne
46 .
(én mumler noget uhørligt)
47 Morten (hvisker) dér var det kollektive subjekt  gør opmærksom på handlesammenhængen omkring rammeemnet det kollektive subjekt

 

(Båndoptageren slukkes, men tændes hurtigt igen. Herefter optages spredte samtaler, summen, papirraslen m.v. – som dokumenterer ‘pause’)

Analyse af sekvensen
Uffe Juul Jensen spurgte i vores diskussion om jeg mente at man kan finde interpellationen empirisk, sådan som Althusser synes at antyde det i sin ‘prajnings’-metafor, og som han også peger på ved at henvise til dåbshandlingen. Det principielle svar er ja, som jeg også mente det i 1997, men også at dén interpellation, som en enkelt handling realiserer, altid er meget kompleks, ligesom enhver interpellation omvendt i princippet realiseres gennem en næsten uendeligt kompleks serie af handlinger. Jvnf. det forhold, at subjektet dannes og gendannes hele tiden. Så den empiriske påviselighed er på den ene side nødvendig, men på den anden side har den nødvendigvis en ‘overfladisk’ karakter, fordi dens afgrænsning altid vil være redaktionel.
I første omgang kan jeg henvise til slutningen af sekvensen – som jeg også hvisker til båndoptageren i situationen (47), er det kollektive subjekt trådt frem på banen da jeg direkte påkalder det til sidst: Skal vi holde pause? (44) Og Dorte svarer på fællesskabets vegne (45). Vi regner så at sige selv med ‘vi’ets relevante eksistens, taler på vegne af det, henvender os til det; og derigennem realiserer ‘vi’ selvbevidsthed; fx reflekterer ‘vi’ ‘vores’ udstrækning i tid, ’vores’ - dvs. handlesammenhængens samt deltagernes - behov for pause osv.
Men hele sekvensen er også gengivet fordi der har skullet en lang række handlinger til for at nå dertil. I min analyse er det i hvert fald fra nr. 18 at vi arbejder på at ‘lande’ diskussionen m.h.p. at vi skal holde pause.
Hvorfor er det så svært at 'lande'? I forløbet kan en række af de ting vi siger til hinanden forstås som udtryk for gensidig anerkendelse. Vi er temmelig skeptiske overfor hinandens udlægninger af teksten, men viser en kompromis-villighed, der bl.a. kommer af tidsgrænsen kombineret med at vi bliver nødt til at anerkende hinanden som hhv. lærer og studerende og undervisningsholdets meningsfuldhed. Vi er så at sige her på et Goffman’sk niveau i forståelsen af hvordan der er brug for en stadig rituel bekræftelse af ikke-aggressive hensigter. Afgrænsetheden af vores gensidige engagement 'nødvendiggør' potentielt stødende afvisninger af opmærksomhed m.v., som må afbødes med høflige demonstrationer af accept.

De studerende anerkendes qua deres potentialitet. Det kan godt være, at Thomas har galt fat i Staunæs med sin tese om personlig kultur. Men det, det gælder om, er at kvalificere hans ytringer ved at omfortolke dem på en bestemt måde. I sekvensen gøres det måske lidt klodset ved at det bliver indskrevet i en lidt anden problematik (16-18-20). Klodset nok til, at Thomas fortalte ugen efter, forevist sekvensen og min analyse, at han ville have protesteret, hvis ikke hans motiv blot havde været at afprøve om temaet overhovedet var muligt som almenpsykologisk projekt: Han var bekymret for at det var for socialpsykologisk.
Og netop i dette fag træder subjektiveringen som selvansvarlige videnskabssubjekter frem som afgørende. Den almenpsykologiske BA-opgave er det første selvstændige projekt på studiet, og det lægger såvel studerende som lærere stor vægt på. Netop her kan studerende, som ellers er gode til at lire pensum af, få problemer, hvis de ikke har et ordentligt projekt, hvis de ikke virkelig vil noget, eller hvis de ikke er i stand til at reflektere og styre hvad de vil. Dette er det afgørende. Thomas’ udfoldelse af sit projekt er således meget vigtigere end hvem der lige har ret i det med Staunæs’ evt. personlige kultur. Det begrunder også vægtningen af det ‘formelle’, argumentationsformer m.v., fremfor selve ‘indholdet’ i teorierne (og viser hen til den nærliggende faldgrube at reducere almenpsykologi til epistemologi eller, værre endnu, til ‘opgaveskrivning’).
Tilsvarende er jeg, læreren, anerkendt på forventet efterbevilling. Universitetspædagogikkens karakter af håndtering af en 'esoterisk visdom' indebærer at de studerende hele tiden arbejder med at tilskrive meningsfuldhed til lærernes ytringer, således at vi lærere træder frem som subjekter i samme takt som de betydningsstrukturer, vi repræsenterer, træder frem som meningsfulde. Jeg er ikke ældre i gårde end at jeg stadig kan huske dengang jeg kunne mærke som noget særligt, dels den vægt, der blev tillagt mine ord som lærer, også når de ikke nødvendigvis var så dybsindige (jvnf. forhåndsaccepterne 21, 23, 25, 31, som måske ikke kun er alment samtaleteknisk begrundet), - dels, nærmest som en kildren i nakkehårene, påkaldelsen, som vi her i sekvensen ser i det, der blot ligner at en engel går gennem stuen (nr. 33 og nr 43).
Omvendt er objektiviteten ikke uvæsentlig. Det nytter ikke noget her at komme så langt over i det sociale arbejdes vidensform, som fx Bertelsen (2000) demonstrerer i sin PhD-afhandling, der analyserer undervisningsforløb på hold der handler om ‘egen personlig og faglig udvikling’ på psykologistudiet. Selvom den almene psykologi netop er åben for i princippet enhver psykologisk problematik, så er psykologien og dens grundproblemer i fokus som objekt. Det er disse betydningsstrukturer som trækkes ind som referencer, re-produceres, transformeres. Det er formidlet herigennem, at Thomas’ synspunkter om kulturer objektiveres og at kulturpsykologiske problemstillinger giver mening for ham. Det er igennem arbejdet med dem, at han interpelleres som anerkendt deltager, hvis partikulære meningsdannelse som sådan er betydningsfuld. Det er som forvalter og skaber af disse betydningsstrukturer, at læreren ikke blot er lærer, men også træder frem for de studerende som partikulær person. Mere alment mener jeg også stadig, at det er i kraft af netop dette arbejde med 'viden' (symbolsystemer), at undervisning udmærkes som type af handlesammenhæng (se Nissen, 1996); m.a.o. er det tvivlsomt, om Bertelsens case overhovedet er undervisning.
Holdet er naturligvis ikke kun anerkendt af sine deltagere. Det er skrevet på undervisningsplanen, der er skaffet lokale, og det er legitim arbejdstid for mig. Evalueringsskemaerne undervejs i forløbet viste ingen graverende kritik, og der er ikke væltet klager ind til Studienævnet. Den endelige anerkendelse er på forventet efterbevilling (eksamen ½ år efter), vi har udnævnt holdet som meningsfuldt, og bidrager derefter alle med at give denne meningsfuldhed substans (sml. begrebet om ‘substantialisering’ i Nissen (2000b) s. 22). Denne relation til 'holdet' har dets deltagere, men altså også studielederen, Studienævnet m.fl. Det gør sådan set også rengøringsassistenten og betjentene osv., dog for dem træder dette bestemte hold selvfølgelig tilbage i synsfeltet til fordel for Universitetet hvad angår alt andet end det lokale, som vi bruger (og dette lokales partikularitet er underordnet medmindre der er noget galt).

Holdet gendannes i enkelthandlinger af den type, der er vist i sekvensen. Deltagerpræmisser sættes i høj grad igennem i form af om man overhovedet møder op, samt om man overhovedet siger noget. Men de reproduceres og justeres hele tiden, også indenfor den ‘ramme’, de sætter. Det er fx vigtigt at Thomas gives lov til at være meget ‘foreløbig’, eftersom der er et helt ½ år til deadline, og det præger den diskussion vi får.
Det er også vigtigt for deltagernes fortsatte anerkendelse af holdet, at der her lægges en arbejdsform, som de opfatter som produktiv (og som én de selv kan bidrage til). Vi er ved en lidt prekær overgang fra én arbejdsform (tematiske tekstbaserede oplæg og diskussioner) til en anden (diskussioner af og udfra studerendes projekter). Diskussionerne skal derfor helst være åbne og rummelige, men uden at være vattede.

Såvidt er sekvensen analyseret i en forståelsesramme, som kun særdeles indirekte refererer til magtforhold. Vi ser deltagerne arbejde sammen, ytre anerkendelse, og herunder give udtryk for ikke-aggressive hensigter. Men vi ser ikke så meget af konfrontationen, hvori spillet mellem sær- og almeninteresser kommer til syne.
Dog: Fra nr. 7 og frem håndterer vi en uenighed. Uenigheder af denne art kan naturligvis give anledning til hvad vi i daglig tale kalder ‘magtkampe’. Præmissen for disse magtkampe er, at uden anerkendelse af såvel den studerende som læreren som faglige diskussionspartnere kan de ikke finde sted uden at nedbryde holdets meningsfuldhed. Overskrides denne grænse, må den studerende typisk forlade holdet, hvis ikke hun/han kan få opbakning hos de andre og klage. Og fordelingen af ‘diskursive rettigheder’ er i det hele taget yderst variabel. Umiddelbart sidder læreren med sanktionsretten som eksaminator; men også den er i praksis betinget. Hvis jeg fx her ‘køber’ Thomas’ forståelse uden indsigelse, så er jeg et stykke ad vejen også forpligtet på at forsvare den under en eksamen. Ellers får jeg et fortjent rygte som 'slagter'. Kampene forhandler således et objektivt råderum for de studerendes ‘kvalificerede’ diskussion.
Råderummets objektivitet strækker sig selvfølgelig udover hvad man kan slippe afsted med til en eksamen. Hvis læreren er føjelig på bekostning af fagligheden, så kan alle parter hurtigt komme til at stå overfor et problem om, hvad der er meningen med det hele, relevansen. Magtkampen kan også af denne grund slå om i at de studerende bakker op om læreren simpelthen for at påkalde og substantialisere - nu måske på en præmis der hedder, at "vi skal have dét ud af ham, som han kan". Det peger hen imod, at det i praksis er svingende, hvor almene fordringer, en bestemt undervisningspraksis indløser hos de studerende - i et spektrum mellem eksistentiel og politisk-etisk refleksion, over udvikling af professionel identitet, fagligt standpunkt, håndteringsmåder til spørgsmålet om hvad pokker almen psykologi er, til clues for en overlevelse af eksamen.
Vi ender i en ikke-konfrontation ved at glide over i en anden problematik. Med (10) trækker jeg følehornene lidt, markerer at min opfattelse er en anden, men på en måde der er dobbelttydig: Refererer jeg til at det ikke findes, eller til at jeg har glemt det? Jeg signalerer derved også, at selvom jeg er læreren, så har jeg ikke altid ret (hvilket er vigtigt i et fag, hvor man arbejder med alt mellem himmel og jord).
Tilsvarende er Ullas opbakning til Thomas af ‘principiel’ karakter, hvilket hun viser ved først at give ham ret (9), dernæst at trække i land, også med en usikkerhedsytring (12-14). Måske må Ulla særligt markere en symbolsk (dvs. uspecifik) opbakning til Thomas fordi hun lige har vraget ham som projektpartner?
Muligvis kan man hævde, at netop ikke-konfrontationen danner en ideologisk kollektiv selv-bevidsthed her (og individuelt en begrænsende handleevne) – grænsen for hvor dybt vi går i stoffet og udfordrer hinanden sætter også en bestemt grænse for holdets selvbevidsthed.
Og jo mere vi lader være ‘uafgjort’ på holdet, desto mindre ved de studerende om faget, men også hvad de har med at gøre til en eksamen; og desto mere vil de presse på for formelle, eksamensorienterede håndteringer af deres situation, - fremfor indholdsorienterede rettet mod faget (defensiv fremfor ekspansiv læring, jvnf. Holzkamp, 1993).
Omvendt kan man sige, at dette ‘reproduktive’ ideologiske hensyn til ‘særinteresser’ et stykke ad vejen er et nødvendigt træk ved enhver undervisning som er af denne verden. Der er nemlig grænser for hvor langt man kan komme i retning af at udfordre hinanden og komme til bunds i tingene, og hensynet til deltagernes og holdets integritet er legitimt. Særinteressen kan ikke bare afskaffes.
 
 

Litteratur
Bertelsen, J. (2000). Dilemmaet som lærer – om undervisning med læring gennem dilemmaer. PhD-afhandling, Danmarks Lærerhøjskole i København
Borg, T. In prep. Livsførelsesartikel
Elsass, P. (in press.) Samfunds- og distriktspsykologi. Manus til lærebog om distriktspsykatri
Engeström, Y., Engeström, R. & Vähäaho, T. 1999. When the Center Does Not Hold: The Importance of Knotworking. In.: Chaiklin, S., Hedegaard, M. & Jensen, U.J. Activity Theory and Social Practice. Århus: Aarhus University Press, p. 345-374
Holzkamp, K. (1979). Zur kritisch-psychologische Theorie der Subjektivität I-II. Forum Kri-tische Psychologie 4, 10-54 og 5, 7-46
Holzkamp, K. (1983). Grundlegung der Psychologie. Frankfurt/M.: Campus Verlag
Holzkamp, K. (1993). Lernen. Subjektwissenschaftliche Grundlegung. Frankfurt/New York: Campus
Mørck, L.L. & Nissen, M. (In prep.) Vilde forskningsprocesser. Foredrag på konferencen Udkast til Subjektforskning, maj 2000, udgives i Nordiske Udkast 1/2001
Nissen, M. (1996). Undervisning som handle-sammen-hæng. En kritisk socialpsykologisk analyse. I Højholt, C. & Witt, G. Skolelivets socialpsykologi.  København: Unge Pædagoger 1996, 209-252
Nissen, M. (2000a). Hinsides frihed og villighed. I: Halling-Overgaard & Uggerhøj (red.). Tredje Nordiske Symposium om Samspil mellem Praksis og Forskning i Socialt Arbejde. Muligheder og barrierer. Århus: DSH, 288-314
Nissen, M. (2000b). Practice Research. Critical Psychology in and through Practices. Annual Review of Critical Psychology vol 2., 145-179.
Nissen, M. (In Press). Mobilizing Street Kids: The Action Contexts of Independence. Foredrag til 4. Kongres i International Society for Cultural Research and Activity Theory, ju-ni 1998, antaget til proceedings som forhåbentlig udgives i løbet af 2001
(Holzkamp-)Osterkamp, U. (1976). Motivationsforschung 2. Die besonderheit menschlicher Bedürfnisse – Problematik und Erkenntnisgehalt der Psychoanalyse. Frank-furt/New York: Campus Verlag
Philp, M. (1979). Notes on the form of knowledge in social work. The Sociological Review 27:1, 83-112
Ronnby, A. (1992). [Social mobilisering af grupper]. Sundh, K. & Turunen, P. Social mobilisering. Om samhällsarbete i Sverige. Stockholm: Publica
Valverde, M. (1998). Diseases of the Will. Cambridge University Press