Hannahs oplæg:

Kroppen og rationalismen – psykologiens og videnskabens grænse
(OBS! Indtil videre er det kun ordene vi har her på Nettet - men selve oplægget var spækket med flotte og tankevækkende billeder!)

Lad os ikke starte med at afskrive dansen, maleriet eller skulpturen. Hvad er det man kan opnå med en dans eller med et maleri, som man ikke kan opnå med rationalistens teorier?
Dansen og maleriet spejler sig i dit sind. Resultatet er mange faceteret, uoverskueligt og personligt. Indtrykket er subjektivt. De forhold der indgår er så mange at man kan skrive en bog for hver eneste person der oplever billedet eller dansen uden dog udtømmende at have beskrevet de rammebetingelser der førte til oplevelsen.
Jeg påstår altså ikke at den ureducerede oplevelse er noget andet end videnskaben. Jeg gør ikke krav på helt nye kategorier. Hvis du kaster en dobbeltkrum genstand på ti meter vand er det ikke muligt at forudsige nøjagtig hvor på havbunden den vil lande. Ikke fordi den ikke følger almindelige lovmæssigheder, men fordi de faktorer som indvirker på havstrømmene er så utrolig mange. Hver myg der lander på overfladen har en eller anden indvirkning, som ikke umiddelbart kan reduceret til et udtryk der dækker ”myg der lander på overfladen”.    
Psykologien møder dette problem hele tiden. Det er ikke nok at indregne vindmodstanden hvis man skal forstå hvad det vil sige at køre på cykel.
Kompleksiteten bliver tung og uhåndterlig når man vil sætte verden, oplevelsen, menneskelig erfaring og handling på begreb. Vi må se linierne, afdække principperne, opfinde metateoretiske begreber og regelsæt for få mangfoldigheden kogt ned. Men hvad sker der med vores oplevelse af genstanden? Den mister sin dybde.
Problemet er elementært. For at fortolke f.eks. en talmængde er det nødvendigt at manipulere tallene på forskellig vis. Man kan tage gennemsnittet, finde meridianer og integraler. Disse værdier beskriver egenskaber ved talmængden. Men selv når vi har brugt alle de redskaber der er til rådighed vil der være mange typer af talmængder som ikke kan reduceres til en formel. Som kræver alle tallene i mængden for at kunne beskrives. Redskaberne er nødvendige fordi det er de færreste af os som intuitivt er istand til at fortolke stor mængder af tal og fordi vi ikke har et sprog der gør os istand til at kommunikere en sådan forståelse.
Min pointe er at det samme ikke umiddelbart gør sig gældende med social og psykologisk information. De allerfleste af os er i høj grad istand til intuitivt at begribe og fortolke disse typer af information. Jeg vil sammen med visse andre påstå at vi foretager stort set alle vore daglige valg på baggrund af en intuitive forståelse af situationen, vi handler kun modstræbende imod den fornemmelse i maven som siger os hvad der tjener os bedst. Denne evne er ikke nyskabende, den bryder ikke de gamle mønstre, men den sætter os i stand til at manøvrere i en social og følelsesmættet virkelighed. Dette ser jeg som et essentielt behov.
Sproget er heller ikke umiddelbart et problem. Der er masser at muligheder for at kommunikere omkring disse ting. Vi gør det hele tiden. I hvert fald i pauserne.
Problemet opstår først når vi stiller krav om entydighed. Fortolkningerne er ikke entydige, sproget omkring fornemmelserne er heller ikke entydigt. Fortolkningen kræver en anden socialt kyndig som på blikket i øjnene kan se at en bestemt udlægning er den rette uden dog at kunne være helt sikker. Dansen stiller krav om erfaringer hos modtageren som kan spejles i det motoriske udtryk, men udvekslingen er aldrig entydig og alligevel aldrig tilfældig.
Hvad gør man så når man ønsker rationelle eller i hvert fald konsistente udtryk. Det er min oplevelse af man i et vist omfang vælger at se bort fra oplevelsen og erfaringen. Kalder det for common sense og andre væmmelige ting for på den måde at få skabt lidt afstand, så indsatsen kan koncentreres omkring samfundsmæssighed og kognitive bestræbelser. Områder hvor det subjektive kan beskrives i mere generelle termer.
Nu sidder I måske og tænker: var det ikke meningen at det skulle handle om kroppen? Min påstand er at det ikke er interessant at fokusere på kroppen. ”Kroppen” er bare det vi kalder den del af os selv som vi lod tilbage da vi valgte at betone den rationelle erkendelse. Kroppen er som sådan uskyldig, den er blot evolutionenes ekko. Det er ikke vigtigt at drage kroppen ind i de psykologiske teorier – det er vigtigt at bringe det hele menneske ind i de psykologiske overvejelser.
Hvorfor insisterer vi på at reducere os selv til små intellektuelle gasballoner der står og hopper i vores snor? Hvorfor vælger vi at underbetone at vi også er væsner af naturen. Bundet til et organisk ophav. Et ophav som giver os kapaciteten til på en meget nuanceret om end ueksakt måde at opleve og fortolke meget store mængder at psykisk og social information?
Rationalisten må for min skyld gerne lave sine gennemsnit, sine konsistente teorier. Han skal bare ikke slippe med i en sidebemærkning at anerkende problematikken og så iøvrigt forholde sig som om den ikke eksisterer. I særlig grad skal han ikke slippe med at forholde sig som om hans resultater har universel relevans alene på baggrund af hans metode.
En sådan antagelse er arrogant, baseret på en selvforherligende tradition, som har eksisteret i et splitsekund af menneskets historie. Måske er hans udgangspunkt forfejlet og måske beskriver hans videnskab først og fremmest sig selv.