Stikord til Mortens oplæg:
Hvorfor man ikke skal stille sig tilfreds med vage begreber selvom de måske 'indfanger' mere af virkeligheden


1. Jeg spiller rollen som den fæle rationalist – forklare hvorfor det kan være et problem at sige at der er mere mellem himmel og jord og give op overfor at bestemme det nærmere

2. Mary Gergen i Berlin februar 2002: Udgangspunktet var "Performance" → så hvorfor ikke bruge andre udtryksformer? Mere demokratisk! For det verbale og teoretiske er ikke finere end det praktiske. Men der kom en indvending: Hvordan kan vi så skelne mellem videnskab og kunst? MG: "Det er ligemeget hvad vi kalder det", en skolastisk strid – og dermed modsiger hun sig selv som socialkonstruktionist!

3. Det er ikke ligemeget hvad vi kalder det – mener jeg som videnskabsmand, der arbejder med at sætte ord på praksis'er så vi ved hvad vi gør – og det gælder også videnskabsfolk. Ikke at jeg er bedre end de andre, tværtimod bare fordi jeg tror vi kan og gør forskellige ting, der alle bidrager med forskelligt – jeg kunne også sige: I må meget gerne synge en sang eller lave en skulptur eller danse, og det vil jeg sætte stor pris på, men til min eksamen er det andre ting der tæller. Verden er uendelig, og det meste praksis indeholder refleksionen som moment, men ikke som væsensbestemmelse. Den kloge videnskabsmand kan andet end sit fag. Han prøver ikke at gøre alt til videnskab. Sagt på en anden måde: Projektet her er at sætte på begreb, ikke for at blot at bekræfte, og heller ikke for at designe en perfekt verden, men just-in-time – altså for at reflektere den praksis, der allerede er i gang. Og det kan gøres på flere måder – flere former for begreber – (fx ku man inspireres af Aristoteles' begreber om theoria, techne og phronesis) -

4. Og ikke bare sprog eller repræsentation: Søren Magnussen foreslår at sætte en journalist til at interviewe unge om det sociale arbejde i stedet for (videnskabelig) evaluering – og hvorfor ikke, hvis det drejer sig om at repræsentere udsagn og synspunkter? Respekten for journalistens faglighed (ligesom for digterens) indebærer at videnskabsmandens må defineres på andre dimensioner.

5. Hvilke? Et karakteristikum ved videnskab er at man arbejder med entydige begreber, opsøger modsigelser for at ophæve dem, formidle dem, og ikke stiller sig tilfreds med vagheder. Altså: I ydmyg vished om at dette ikke er alt handler det om at foreslå konsistente, modsigelsesfri, økonomiske teorier, der samtidig er relevante til refleksion af (anden) praksis. Relevans og konsistens er både hinandens modsætning og hinandens forudsætning. Dette modsigelsesforhold diskuterer jeg bl.a. i artiklen: Practice Research. Critical Psychology in and through Practices.  Annual Review of Critical Psychology vol 2., 145-179.

6. Hvad er problemet med vage begreber? De kan være OK som en bevægelse fra noget alt for snævert – men de må afklares i næste skridt, ellers bliver de en hindring. Problemet er, at det vage begreb kan rumme to eller flere indbyrdes modstridende forståelser og dermed ikke kan bruges til afklaring, men tværtimod bliver et smuthul for modstillinger og problemer, som det kunne være frugtbart at arbejde med, eller ligefrem praktisk set et skalkeskjul for selvbedrag / ideologi; en pseudoløsning spærrer for en løsning. Det allerværste er når man sætter en masse fremmedord på det man ved i forvejen, eller på det man kun aner eller tror, fordi man bare lader uklarhederne stå. Sml. Donald Schön's arkitekt fra "The reflective practitioner": Impose a discipline! Læg en form ned over virkeligheden og se hvad der kommer ud af det.

7. Kroppen ligner primærprocessen, det situerede, det konkrete, hverdagslivet o.m.a. derved at den bruges til at bryde ud af snævre bestemmelser uden at etablere nye. Et eksempel er Bourdieu's Habitus: Modsigelsen mellem determination og agency ophæves ved at simpelthen forlægge den i kroppen, denne substans som både er subjekt og objekt, som en dims kaldet Habitus, en struktur struktureret til at strukturere, hvorom man så næsten heller ikke kan sige mere, udover at den reproducerer sig selv cyklisk. I stedet for at løse problemet har han puttet det ned i en kasse han kalder 'kroppen' og skrevet et navn på: Habitus

8. Et andet eksempel: Merleau-Ponty s. 25 - "Fantomarmen er da ligesom den fortrængte oplevelse en gammel nutid, som ikke kan beslutte sig til at blive fortid" - Den uklare metafor - hvad rummer den? Lad os opsøge modsigelserne! Hvem er subjekt her? Hvis hver eneste gamle nutid kan være det, er subjektiviteten da fragmenteret? Hvad så med væren-i-verdens enhed? Måske er det et udtryk for fortrængningen? Osv. Altså: Metaforerne er måske smukke, men hvad det gælder om er at udvikle teoretisk forståelse der kan overraske og bruges til at bygge op