Redegørelse for Ole Dreiers pointer
1. Hovedlinier
Mål: A theory of the person
4 argumenter for at deltagelse er nøglebegreb:
a. Subjekter er always already in social practice – det må subjekter tage hensyn til, og det må også medtænkes teoretisk
b. Subjekter er situeret lokalt, konkret lokaliseret, ikke fritsvævende – i modsætning til begreberne handling, virksomhed, relation, dialog, diskurs
c. Individers deltagelse er partial and particular
d. Dualiteten mellem reproduktion og forandring må ses som fælles – den enkelte er bidragyder til  forandring, ikke en udenforstående kritiker
Dermed er subjektet hverken fritstående eller opløst i relationer

2. Samfundsmæssige praksisstrukturer

Imod 'samfundet' som ikke-lokalt og udifferentieret, homogent – for forskellige lokaliserede kontekstuelle praksis'er som er forbundet i en samfundsmæssig struktur
Ingen kontekst / handlekonstellation kan forstås udfra sig selv, men kun i deres forbundethed
Konteksternes reproduktion kræver at subjekter realiserer deres forbindelser; kontekster kan være etableret og organiseret mhp subjekters bevægelse imellem dem, deltagelse i dem osv.
Ikke modernitet som disembeddedness, men som links og bevægelser
Ikke betragte kontekster som funktioner, men som praksis'er
Ikke imødegå funktionalisme med ikke-kontekstualiserede idealistiske fællesskaber som Strauss'  'social worlds'
Ikke dualitet mellem system og (hverdags-) livsverden som hos Habermas og Holzkamp
Ikke kontekst som vagt begreb for en manglende artikulation af en forbindelse eller for blot sociale relationer/interaktioner uden lokaliseret situerethed

3. Kompleks subjektivitet i kompleks samf.mæss. praksis

Personlig samfundsmæssig praksis er translokal, så vi må rekombinere psykologi og social theory for at forstå subjekter som deltagere
At leve i en kompleks multipel verden er ikke en byrde!
Ikke en fixed internal structure men complexly changing subjective structures
Ikke stipulere personlig integration, men grounde i praksis: hvorfor?
Personlig integration er altid ufuldstændig – vi ser kun den integrerede personlighed hos dem vi idealiserer eller modsat – og ikke kender så godt – og aldrig hos os selv
Konteksternes forbindelser og subjekternes bevægelser imellem dem betyder at hensyn i andre kontekster medbestemmer deltagelsesmåder her; mange forehavender realiseres henover/igennem kontekster
Koncentriske cirkler eller en lagdelt matrix fra individ til samfund, fra mikro til makro, duer ikke fordi individer bevæger sig og deres relevanser skifter og fordi samfundet ikke er homogent
Det almene udtrykkes forskelligt i forskellige kontekster og subjekter må derfor forholde sig for-skelligt til det
Social conflicts and contradictions viser sig som interpersonlige konflikter
Refleksion er nødvendiggjort af bevægelser mellem kontekster og udfoldes som en relateren af de forskellige forehavender til hinanden, kontrastering af erfaringer osv., dermed overskridelse af core blindness (sml også Holzkamp's begreb om umiddelbarhedsoverskridelse)
Refleksion er uafsluttet og kan ikke udfoldes i et bestemt lukket sted, men er en stadig proces, en stadig revision, rekonfiguration osv
Både interne og eksterne dialoger kontrasterer forskellige perspektiver
Imod idéen om en gnostisk distance – man er ikke ingen steder men et andet sted – diversity sub-stitutes for distance, horizontal movements for vertical levels
Subjekter komponerer og strukturer deres praksisser; derfor må de udvikle og indtage standpunkter hvert sted

3 grundbegreber:

4. Personlig livsførelse og life trajectory / 'livsbane'
Personlig praksis i forskellige kontekster indebærer konfliktfyldte forehavender og problematikker, en dynamik, for og imod forandring – imod harmonisering af personligheden
Man kan ikke udligne kompleksitet og konflikter med en personlig syntese
Vi må placere personlighedens fundament i struktureringen af personlige deltagelser.
At leve livet på tværs af kontekster er en opgave, en udfordring
Hentet fra Holzkamps diskussion af livsførelse, hverdagsliv
Historiske forandringer giver nye vilkår for mennesker – og nye udfordringer for en teori om dem: Deltagelse, hverdagsliv er historisk
Udstødelse til eller fra bestemte kontekster er begrænsning af personligheden
Hverdags-livs-førelse er ikke nok: Personlig livs-bane skal også til for at forstå livsforløb henover både tid og sted: Livsforløbet er også spatialt: Livsforløbet er både fremad- og tværgående, både projektiv og trajektiv, derfor trajectory
"Henover livsforløbet deltager personen i en skiftende konfiguration af specifikke samfundsmæssi-ge handlesammenhænge , og personen komponerer disse skiftende kontekstuelle deltagelser til en personlig livs-bane" 19
Holzkamps skelnen mellem hverdagslivets cykliske rutiner og det 'egentlige liv'; men interaktionen mellem livsbane og livsførelse er kompleks
Mere spillerum for personens skabelse af sin livsbane, men samfundsmæssige arrangementer for det findes stadig på mange historisk specifikke måder - fx skolen
Penelope Eckerts og Charlotte Højholts undersøgelser som illustrationer af disse pointer at deltagel-ser, positioner, forbindelser m.v., samt livsbaner er arrangeret, men også noget deltagere udvikler standpunkter i og komponerer

5. Livsbanen, personlighedsstrukturen og identiteten – (kritik af udbredte tænkemåder)

Identitet: "Ved at relatere de forskellige deltagelser, hensyn/forehavender og standpunkter konfigu-rerer personer gradvist en særlig subjektiv komposition for måden de føler sig lokaliseret i verden"(21)
Kritik af teorier der sætter parentes om samfundet, verden, for at få greb om personligheden. Fx Leontjevs virksomhed rummer alligevel ikke deltagelse
Flere måder at abstrahere fra kontekstuel diversitet:
  1. den isolerede betragtning af en enkel social verden, familien – fx Giddens (sic!)
  2. antagelsen af en let opnåelig social homogenitet, kohærens
  3. forestillingen om at individuel sammenhæng er en rent subjektiv, snarere end en praktisk forte-else, et spørgsmål om 'meaning', som den enkelte skaber, og ikke indgives pædagogisk eller re-ligiøst, politisk osv.
  4. bortabstraktionen af rum så der kun er tid – fortid-nutid-fremtid, udbredt i teorier om biografien, fx aktuelt i narrative teorier, eller i historicering af selvet uden specificering af komplekse social strukturers diversitet (Taylor)
Diskussion af Griffith, som deler alle den traditionelle psykologis grundantagelser om en persopnlig integration, men blot ikke længere tror på dem, således at personen er fragmenteret, og som lader identiteten være et subjektivt patchwork der epistemologisk kontemplativt repræsenterer verden og ikke en praksis i verden

6. Konklusion

Det er ikke nok at tage udgangspunkt i personen i den samfundsmæssige verden – ofte bliver perso-nen alligevel fritsvævende og vilkårlig, uden alvorlige personal stakes & constraints
"Hvis vi trivialiserer den fulde forankring af personligt liv i samfundsmæssige praksisstrukturer, så mister vi af syne hvad det hele drejer sig om: Dets konkrete indhold, hvad det er del i, involveret i og har for, og den fulde betydning af mange af dets virkelige muligheder, udfordringer, dilemmaer, problemer og modsigelser" (29-30)
Og teorier bliver abstrakte i stedet for rige
At komme til forståelse med sig selv (og andre) – Holzkamp's Verständigung
Værdier er også noget der findes i praksis i kontekster, ligesom læring

Her lægges ground work – udvikling af teorien sker ikke ved at se ind i personen, men ud i  verden som personen deltager i

Gennemgående problematikker: