Rikke Toft:
Interpersonelle relationer i den kritiske psykologi


BA-opgave sommeren 2002


Indholdsfortegnelse

Indledning    1
Interpersonelle relationer, individet og samfundet    1
Problemformulering    2
Opgavens projekt og opbygning    2

Kritisk psykologi    3
Den historiske dialektiske-materialisme og kategorial analyse    3
Tendenser og centrale problematikker i den kritiske psykologi    4
Den samfundsmæssigt formidlede eksistens    5

Social kooperation som almen kategori    6
Den kategoriale rekonstruktion af psyken    6
Fra sociale relationer til samarbejdet om fælles almene mål    7
Instrumentalrelationer og subjektrelationer    8
Det betydningsfulde er at have fælles almene interesser    8

Emotionel forbundethed i kraft af samarbejde om fælles mål    9
Vores følelser for andre kan både være erkendelsesledende og bedrage os    10

Interpersonelle relationer i det borgerlige samfund    10
Den splittede kooperativitet og tilbagetrækningen til privatsfæren    10
Individualiseringsprocesser og familieliv    11
Nye muligheder for at skabe sin socialitet    12
Den problematiske betydning af private og emotinaliserede relationer    13

Individer i handlesammenhænge    13
Interpersonelle relationer i udviklingspsykologien    15
Tilknytning    15
Intime emotionelle bånd en grundlæggende del af menneskets natur    15
Tilknytning resten af livet    16
Mere og andet end tilknytning og dyadiske relationer    17
Spædbarnets interpersonelle verden    18
Mange måder at være sammen på    18
Fornemmelsen af et selv og en anden    18
De betydningsfulde tidlige relationer    19

Det kritiske syn på udviklingspsykologien    20
Et udviklingssyn i den kritiske psykologi    20
Tilknytning som et universaliserende og emotionalisernede syn på relationer    20
Manglende forankring og udvikling i de samfundsmæssige handlesammenhænge    21


Diskussion af kritisk psykologi    23
Udviklingspsykologien passer bedre til vores oplevelse    23
Ideologikritikkens indsnævring af perspektivet    23
Er affektive relationer baseret på kooperation?    24
Psykiske forstyrrelser som løsrevet fra tilknytningsrelationer?    25
Muligheder for en almen bestemmelse    26
Det sociale livs elementære form    27
Den nyere samfundshistorie    28
Kritisk psykologis egen historicitet    28
Opgavens projekt    29

Konklusion    30
Litteraturliste    33
 
Opgavens omfang: 83.601 = 29,9 normalsider
 

 Indledning
Mennesker bevæger sig rundt blandt andre mennesker, i familien, i skolen, på arbejdspladsen, i supermarkedet, på cafeer. Vi arbejder sammen med andre, griner og skændes, snakker og elsker. Kort sagt går meget af et menneskes liv med at være sammen med andre. Vi er ikke bare omgivet af mennesker meget af vores tid, vi har også særlige relationer til udvalgte mennesker. Ofte har vi tætte og betydningsfulde bånd til de mennesker, hos hvem vi er vokset op, og til de mennesker, vi kalder venner og ikke mindst til vores kæreste og børn. Et menneskes liv må siges at være grundlæggende socialt. Vi lærer af og forholder os til andre mennesker og til deres forståelser af verden og os selv. Andre mennesker, måske særligt dem der står os nær, har betydning for, hvorfor vi gør, som vi gør, og vi har betydning for andres handlinger. Denne beskrivelse er min egen og nok også mange andres commonsense forståelse af vores relationer til andre mennesker og deres betydning for vores liv. At have nære relationer til andre mennesker ses ofte som noget essentielt for livskvalitet og velbefindende. Isolerede og ensomme mennesker er ofte dem, der har eller anses for at have psykosociale vanskeligheder. Men hvordan skal vi egentlig forstå vores relationer til andre mennesker? Interpersonelle relationer, forhold mennesker imellem, er denne opgaves emne.   

Interpersonelle relationer, individet og samfundet

Interpersonelle relationer er blevet undersøgt og begrebsliggjort i forskellige dele af psykologien. Begreber som gruppe, familie, symbolsk interaktion, tilknytning og objektrelationer er eksempler fra tilgange, der forholder sig på hver sin måde til relationer mellem mennesker. I denne opgave vil jeg særligt koncentrere mig om, hvordan en socialpsykologisk teori, kritisk psykologi, forstår interpersonelle relationer.
Psykologien har som videnskab traditionelt haft individet som sin genstand, og i mange psykologiske teorier har den sociale side ved menneskets liv været ignoreret. En gren, socialpsykologien, har dog netop haft individet i sine sociale omgivelser som sit studieobjekt; eller med andre ord forholdet mellem individ og samfund (Asplund, 1983). En del af disse teorier, heriblandt kritisk psykologi, har haft som sit primære projekt at forstå individet i et indre forhold til samfundet dvs. at individet og samfundet gensidigt konstituerer hinanden. I kritisk psykologi er forståelsen af interpersonelle relationer knyttet til dette primære projekt. Således er fokus på, at relationer mellem mennesker altid er forankret i et samfundsmæssigt grundlag.   
Denne opgaves projekt udspringer af en overbevisning om, at kritisk psykologi tager fat på nogle vigtige og relevante aspekter ved interpersonelle relationer, men at den samtidig glemmer eller nedprioriterer andre aspekter. Med andre ord så kan man stille spørgsmålstegn ved, om den kritiske psykologi på trods af sin centrale pointe om, at vi er sociale væsener, kan udsige alt om de betydningsfulde relationer til familien, venner og kæreste?
Nære relationer udforskes bl.a. inden for det udviklingspsykologiske paradigme. I modsætning til psykologiske teorier om voksne individer, så har opmærksomheden på socialiteten her været mere udbredt, måske på grund af børns åbenbare afhængighed af og afmagt i forhold til voksne. Særligt objektrelationsteorien samt nyere teorier af John Bowlby, Judy Dunn og Daniel Stern har teoretiseret over forholdet mellem barnet og betydningsfulde personer i dets omgivelser, især moderen. Sådanne teorier har ud fra et kritisk psykologisk perspektiv nogle problematiske sider set, men måske udtrykker de alligevel noget relevant om relationer til andre mennesker, og om hvorfor de er betydningsfulde for den enkelte.

Problemformulering
Det almenpsykologiske kompleks, der skal undersøges i denne opgave, er interpersonelle relationer, og særligt hvorfor nogle personer er mere betydningsfulde end andre for den individet. Det primære projekt er at undersøge, hvad den kritiske psykologi med dens understregning af menneskets samfundsmæssige eksistens kan byde på i forståelsen af vores relationer til andre mennesker, og hvordan den eksempelvis kan bruges til at kritisere udviklingspsykologiske teorier. Dette vil indebære en diskussion af, hvorvidt alle aspekter ved interpersonelle relationer indfanges eller udfoldes i den eksisterende kritiske psykologi.

Opgavens projekt og opbygning
Opgavens projekt er altså at udforske interpersonelle relationer som noget forskelligt fra det sociale i bred forstand eller fra det samfundsmæssige. Man kan måske stille spørgsmålstegn ved, om man bevæger sig væk fra psykologiens genstand, individet, ved at tage udgangspunkt i relationer. Antagelsen er dog, at man ikke kan forstå individet uden at se det i forhold til sine relationer til andre mennesker.
    Opgaven er opbygget på den måde, at teorier inden for den kritiske psykologi først gennemgås og sættes i forhold til hinanden. Den kritiske psykologi vil være repræsenteret af både nyere og ældre teori samt af teoretikere fra både Berlin og København, de to teoretiske knudepunkter for den kritiske psykologi. Derefter vil de udviklingspsykologiske teorier fremlægges og diskuteres ud fra et kritisk psykologisk perspektiv. Den sidste del af opgaven vil være en diskussion af den kritisk psykologiske forståelse af interpersonelle relationer, dens nedprioriteringer og potentialer for at udfolde flere aspekter. I diskussionen vil der udover tanker fra udviklingspsykologerne blive inddraget overvejelser fra teoretikere som Ed Elbers, Johan Asplund og Anthony Giddens.

Kritisk psykologi

Kritisk psykologi er en marxistisk inspireret retning, der har udviklet sig siden slutningen af 60’erne i opposition til de mere gængse, traditionelle psykologiske retninger. Det gælder psykoanalysen, den humanistiske psykologi og behaviorismen, som ifølge den kritiske psykologi er ’borgerlig psykologi’, der legitimerer de bestående forhold i det borgerlige samfund#1. I den tidlige kritiske psykologi er denne ideologikritik fremherskende, men der opbygges et teoretisk og metodisk grundlag for en marxistisk psykologisk videnskab. Den kritiske psykologi kalder også sig selv for det subjektvidenskabelige paradigme, og hermed menes et system af videnskabelige grundbegreber, som man kan tage udgangspunkt i og kritisere og refortolke andre teorier med (Jartoft, 1996; Holzkamp, 1985). Inden for dette paradigme kan der dog være forskellige teorier, som også er uenige med hinanden. I denne introduktion vil de fælles grundantagelser samt centrale teoretiske debatter og uenigheder blive fremlagt. De fleste af de teorier, som jeg bruger i denne opgave er af ældre dato, fra slutningen af 70’erne til starten af 80’erne. Dette skyldes, at sociale relationer, familien o.lign. især blev tematiseret i denne periode. Jeg vil dog også se på, hvad der er sket med interpersonaliteten i nyere teori repræsenteret ved Dreier. I selve anvendelsen af forskellige teoretikere, vil der blive gjort opmærksom på vigtige teoretiske forskelle.  

Den historiske dialektiske-materialisme og kategorial analyse
Det filosofiske grundlag for den kritiske psykologi er en historisk dialektisk-materialisme. Denne er kendetegnet ved, at fænomener betragtes i sin historiske udvikling, og at mennesket og verden ses som virkende gensidigt ind på hinanden#2. Inspireret af Leontjev og den kulturhistoriske skole overføres denne tilgang til psykologiens område (Dreier,1979; Jartoft, 1996; Tolman,1991).
I den kritiske psykologi anvendes tilgangen på samfundshistorien, som Marx analyserer, men også på menneskets naturhistorie. Dette gøres ud fra en overbevisning om, at man for at forstå det enkelte individs liv og udvikling må erkende dets indlejring i større og overordnede, samfundsmæssige processer. Mennesket må handle i forhold til de muligheder og begrænsinger, det møder i de samfundsmæssige handlerum. Derfor er det historiske perspektiv på det samfundsmæssige liv nødvendigt. Mennesket må samtidigt også besidde nogle evner og forudsætninger for at kunne opretholde sit liv og skabe udvikling, og disse må ifølge den kritiske psykologi findes ved at studere fylogenesen og menneskets opståen som art (den funktional-historiske analyse). På det funktionalhistoriske niveau rekonstrueres kategorier om menneskets funktionelle psykiske processer, og denne kategorialanalyse kan bruges til at vurdere de aktuelle, samfundsmæssige betingelser for det individuelle liv, samt den traditionelle psykologis kategorier, der fremsættes som gyldige og universelle  (ibid.; Dreier, 1993; Holzkamp 1985).  

Tendenser og centrale problematikker i den kritiske psykologi
Klaus Holzkamp, den mest centrale figur i udviklingen af den kritiske psykologi, har især arbejdet med det funktionalhistoriske niveau og en kategorial rekonstruktion af det psykiske. Denne vil vi vende tilbage til senere, da der her er nogle centrale overvejelser om, hvad der adskiller interpersonelle relationer blandt menneskene fra de sociale relationer, der er hos dyrerne. Med hensyn til vægtning af den funktionalhistoriske analyse og analysen af den samfundsmæssige historiske udvikling er der indbyrdes forskelle mellem de enkelte kritiske psykologer. Ifølge Dreier er der en tendens i den tidlige kritiske psykologi, hos Holzkamp og Osterkamp, imod at fokusere for meget på naturhistorien og overgangen fra dyr til menneske. Derved sker der en ’overalmengørelse’, hvor ’almene’ potentialer sammenholdes med specifikke livsbetingelser i det borgerlige samfund. Blikket mistes for det konkrete og specifikke i det aktuelle samfund, og den historiske dimension i studiet af  subjektet forsømmes. I nyere kritiske psykologiske teorier er der større fokus på det menneskelige subjekt i det aktuelle samfund, og dette begribes som en historisk udviklet og stadig foranderlig enhed af subjektivt og objektivt (Dreier, 1979). Samtidig er der også sket en problematisering af betragtningen af det borgerlige samfund som en specifik ’formation’, dvs. en rimelig entydig samfundsform, hvor især Dreier og andre danske kritiske psykologer opbygger en mere kompleks og differentieret forståelse af den sociale struktur. Særligt vigtigt bliver begrebet handlekontekst, hvilket jeg vil vende tilbage til senere i opgaven for at se, hvad dette betyder for forståelsen af interpersonelle relationer.
I den kritiske psykologi er en central antagelse, at der til enhver tid er samfundsmæssige betingelser, der fremmer menneskets livsgrundlag og –muligheder, samt betingelser der hæmmer disse. Dette forhold er i en stadig historisk bevægelse. I den tidlige kritiske psykologi er der en tendens til at fremstille mennesket som ret begrænset i det borgerlige samfund i forhold til den almene bestemmelse af mennesket i overgangsfeltet. Der er for Dreier vigtigt at fastholde den indre forbindelse mellem begrænsninger og muligheder, når man skal forstå de samfundsmæssige betingelser (ibid.), og det er også tydeligt, at den kritiske retorik i nyere kritiske psykologiske tekster er kraftigt formindsket.
En tredje teoretisk debat, som har været i gang næsten siden begyndelsen, drejer sig om, hvordan intimsfæren, familielivet, opdragelse, seksuelle behov og lign. skal forholdes til det samfundsmæsige produktive liv. Særligt hos Holzkamp og Osterkamp har der været en tendens til at placere arbejdet helt i front som det egentlige menneskelige og samfundsmæssige liv. I andre dele af den kritiske psykologi har der dog været bestræbelser på også at forstå reproduktive områder som en del af det samfundsmæssige liv. Dette vil bl.a. fremgå af de aktualempiriske analyser af familien og de sociale relationer under borgerlige forhold, som fremlægges senere i opgaven.

Den samfundsmæssigt formidlede eksistens
En helt afgørende pointe i såvel tidlig som nyere kritisk psykologi er, at individets liv er samfundsmæssigt formidlet. Mennesket opretholder ikke deres liv individuelt i en naturlig omverden, deres individuelle livsopretholdelse er formidlet gennem den samfundsmæssige produktion. Individet er afhængig af de andre samfundsmedlemmers arbejde og viden for at kunne opretholde sit liv. Således er den umiddelbare livsverden indlejret i mere omfattende samfundsmæssige sammenhænge (Dreier, 1993; Holzkamp, 1979; Holzkamp 1985). Vi forholder os ikke til vores omgivelser på en naturlig, direkte måde, men lever i kraft af den samfundsmæssige produktion i en verden af genstandsmæssige og symbolske betydninger. Menneskets forhold til omverdenen er formidlet af sådanne fælles meningsstrukturer (Tolman,1991; Holzkamp 1979 b).
Dette betyder ikke, at individet er bestemt af sine omgivelser jf. den dialektiske materialisme. Ved at deltage i det samfundsmæssige liv er individet samtidig med til at skabe sine betingelser og dermed også til at skabe sig selv. Menneskers handlinger (praksis) er således det, der ifølge den kritiske psykologi forbinder individet og samfundet. Mennesker er i kraft af deres handlinger med til at skabe deres livsbetingelser (den subjektive bestemmelse), mens de på den anden side på grund af de samfundsmæssige nødvendigheder er bestemt af deres objektive livsbetingelser (den objektive bestemthed) (Jartoft,1996;Maiers,1991; Holzkamp 1985). Kritisk psykologi gør dermed op med på den ene side psykoanalysen, hvor individet forstås som determineret af indre drifter, som må tøjles for at kunne leve en menneskelig tilværelse, og på den anden side teorier som behaviorismen, hvor individet ses som bestemt af ydre betingelser, fx i behaviorismen.
    Individet og dets psykiske processer#3 skal forstås historisk og konkret i forhold til de betingelser, det møder i dets omverden (Dreier, 1979). Dette grundlæggende argument omkring den samfundsmæssige formidling gælder også forståelsen af interpersonelle relationer. Fremførelsen af dette argument gennem begreber som social kooperation, handlekontekster, samt studier af familieliv i det borgerlige samfund vil blive uddybet i det følgende fremlægning.

Social kooperation som almen kategori
I dette afsnit vil de overordnede konklusioner af Holzkamps historiske rekonstruktion af menneskeartens tilblivelse og udvikling blive fremlagt. Særligt vil der blive lagt vægt på kategorien social kooperation, som betegner det særligt menneskelige almene potentiale for at indgå i relationer med andre.

Den kategoriale rekonstruktion af psyken
Ved at gå tilbage til det før-menneskelige udviklingsniveau, fylogenesen, skaber Holzkamp et teoretisk system af funktionelle kategorier, der skal afspejle psykens udviklingshistorie. Eksempelvis kan forstadier til den menneskelige bevidsthed spores helt tilbage til sensibilitet, at kunne reagere på sit ydre miljø, hos encellede organismer. Den menneskelige bevidsthed har siden da ændret sig og fået nye kvaliteter op gennem fylogenesen (Holzkamp 1985; Jartoft 1996).
Ifølge Holzkamp sker der pga. ændringer i grundlaget for livsopretholdelsen nogle kvalitative spring i løbet af menneskets fylogenetiske udvikling. Særligt interessant er det spring, der kaldes dyr-menneske overgangsfeltet, hvor menneskene til forskel fra dyrene bliver i stand til at systematisk producere redskaber og dermed til at producere deres livsbetingelser i fællesskab med andre. Mennesket bliver her fra naturens hånd udrustet til at tage del i den samfundsmæssige produktion og reproduktion. Med andre ord bliver menneskets natur en samfundsmæssig natur. I dyr-menneske overgangsfeltet bliver evolutionslovene efterhånden sat ud af kraft, og i stedet bliver menneskets udvikling samfundsmæssig. Individet forholder sig ikke længere bare til den umiddelbare omverden, men lever i og forholder sig til et selvstændiggjort samfundsstruktur. Individet indtræder i den samfundsmæssigt formidlede eksistens, som blev beskrevet ovenfor i introduktionen (Holzkamp, 1985).
Disse nye livsbetingelser kræver en ny form for subjektivitet og bevidsthed. Mennesket står over for handlemuligheder og alternativer, hvilket betyder, at vi må og kan forholde os til os selv og vores livsbetingelser, samt ændre disse. Subjektivitet og bevidsthed er således en forudsætning for at kunne deltage i det samfundsmæssige liv. Skiftet til den samfundsmæssige udvikling betyder også, at man ikke kan forklare menneskers handlinger ud fra deres ’natur’ eller biologien, idet de biologiske almene potentialer altid vil være realiseret under bestemte historiske og samfundsmæssige forhold (Tolman, 1991; Jartoft 1996; Holzkamp, 1979 a; Holzkamp, 1985).   

Fra sociale relationer til samarbejdet om fælles almene mål
I ovenstående fylogenetiske udviklingsforløb, er det blevet klart, at menneskene til forskel fra dyrene organiserer sig i samfund. Dette er centralt for forståelsen af interpersonelle relationer, hvilket indfanges med begrebet social kooperation.
Sociale relationer og samlivsformer er ikke  noget typisk menneskeligt, men findes i stigende omfang hos de højest udviklede dyr. Med den ovenfor beskrevne overgang fra dyr til menneske begynder menneskene at sætte sig i forhold til hinanden i deres planlagte indgreb i naturen gennem det systematiske værktøjsbrug. Det er med andre ord, så er det gennem arbejdet, at mennesket skaber og ændrer deres livsbetingelser, og dette opstår fra første færd som samarbejde (Holzkamp, 1979a; Haug, 1979). Med Holzkamps ord betyder dette, at  interpersonelle relationer får en

”kooperativ karakter i kraft af forbundetheden om de fælles mål for den genstandsmæssige forandring af verden. ” (Holzkamp, 1979 a, p. 60)  
 
Mennesket kan ikke længere overleve eller sikre sig selv enkeltvis eller i naturlige sociale enheder, men må sikre sig gennem den samfundsmæssige praksis. Denne praksis har en kooperativ karakter ikke blot i kraft af det på samme tid fortløbende samarbejde, men også i kraft af den af værktøj formidlede omgang med naturen, som bygger på en historisk kumuleret erfaring. Som Haug kort opsumerer det relevante, så er menneskenes indbyrdes relationer båret af en ’tredje sag’, som de relaterer til, nemlig den samfundsmæssige produktion (Haug, 1979).
Ifølge Holzkamp og Haug erkendes denne samfundsmæssige sammenhæng ofte ikke. I vores hverdag står vi i en ”umiddelbar personificeret omverden”, hvor vi forklarer vores handlinger ud fra os selv eller en anden person (Holzkamp, 1985). Denne hverdagsforståelse er i høj grad ukritisk overtaget af socialpsykologiske eller interaktionistiske teorier, hvor sociale relationer eller den interpersonelle interaktion udelukkende forklares ud fra to individers gensidige påvirkning. Menneskets samliv og samfundsmæssighed bliver en ydre faktor, der påvirker og forstyrrer individet (Haug, 1979;Holzkamp 1979a).
 
Instrumentalrelationer og subjektrelationer

I forlængelse af ovenstående laver Holzkamp en yderligere almen bestemmelse af interpersonelle relationer ved at skelne mellem subjektrelationer og instrumentalrelationer som to analytiske kategorier. Subjektrelationer er karakteriseret ved, at deltagernes mål falder sammen med almene samfundsmæssige mål. Disse mål er rettet mod en udvidelse af de samfundsmæssige livsmuligheder, og dermed også den enkeltes egen rådighed over sine livsbetingelser. At handle ud fra fælles almene interesser er altså også en udvidelse af individets handlemuligheder.
    Instrumentalrelationer betegner derimod relationer, hvor andre bliver instrumenter for realiseringen af egne, individuelle interesser. Dette betyder, at deltagerne søger at sikre sig mod hinanden i stedet for med hinanden. Når menneskelige relationer antager instrumentel karakter, er det ikke fordi at deltagerne har egoistiske egenskaber, men fordi at det er en måde at håndtere modsætningsfyldte livsbetingelser (Jartoft, 1996).

Det betydningsfulde er at have fælles almene interesser
Ovenstående kategoriale beskrivelse af interpersonelle relationer er således en udbygning af påstanden om, at interpersonelle relationer altid er forankret i noget tredje, her vores interesser i at udvide livsbetingelserne. Holzkamp skriver andetsteds, at vores ’lykke’ afhænger af, om vi bevidst kan erkende vores betingelser og forandre dem, hvilket kun kan ske gennem samarbejde med andre ud fra fælles almene, interesser (Holzkamp, 1979a).
Skelnen mellem instrumentalrelationer og subjektrelationer kan ses som et redskab til at skelne mellem forskellige mellemmenneskelige relationer, som jeg i starten af opgaven efterspurgte. Subjektrelationer kan således siges at være betydningsfulde for individet i en positiv forstand, da disse betyder at, individet kan forbedre sine livsbetingelser og sin livskvalitet, mens instrumentalrelationer har negativ betydning. Dog kan man synes, at der må være andet og mere end blot interesser, som bestemmer en relations betydningsfuldhed og kvalitet. Eksempelvis vil et oplagt spørgsmål være, om  følelser mellem mennesker ikke betyder noget? Netop emotioner tages op af Ute Osterkamp i en funktional-historiske analyse, hvor emotion kædes sammen med erkendelse og handleevne i en indre sammenhæng.

Emotionel forbundethed i kraft af samarbejde om fælles mål
I flere århundrede har der været en klar tendens til at adskille og modstille emotion og kognition, følelse og fornuft. I den kritiske psykologi er det centralt at forstå disse som tæt forbunde processer, der begge er afgørende for, hvordan vi handler. Emotion opfattes som en vurdering af de kognitivt opfattede omverdensforhold, disses subjektive betydning og de individuelle handlemuligheder, der rummes heri. Emotionen er altså et udtryk for en overordnet evaluering af individets situation i de konkrete livsbetingelser, og dermed et vigtigt grundlag for enhver erkendelsesproces, som sætter spørgsmålstegn ved de bestående forhold, og som motiverer os til at handle. I en livssituation uden mulighed for at forbedre sine livsvilkår, mistes emotionernes positive erkendelsesledende funktion, og i stedet opleves de som et forstyrrende indre liv (Osterkamp, 1979).
Emotioner mennesker imellem er ikke en egenskab eller kvalitet ved relationen i sig selv, men hver isærs vurderinger af livsbetingelserne. I tråd med dette er emotionel forbundethed udtryk for en overensstemmende vurdering af livsbetingelserne og en fælles interesse i at forbedre disse. Emotioner løsrives kun fra denne forankring i de samfundsmæssige forhold, hvis individet lever under usikre betingelser og er socialt isoleret:

”Under alment usikrede betingelser for det individuelle liv, dvs. ved manglende social integration, kan individets stræben efter overensstemmelse med andre da løsrive sig fra vurderingen af de objektive forhold i omverdenen og træde i forgrunden som en selvstændiggjort handletendens. Den emotionelle forbundethed med andre er da ikke et resultat af deres gensidige begunstigelse af hinandens udvikling via det fælles mål at forbedre livsbetingelserne, men sætter en absolut grænse for de individuelle udviklingsmuligheder.” (Osterkamp, p.243)

Under usikre betingelser bliver emotionel forbundethed og anerkendelse et mål i sig selv, løsrevet fra den bevidste forholden sig til og ændring af de objektive betingelser. ’Opgaveløsningen’ er ikke længere den primære motivationsfaktor, hvilket er udviklingshæmmende for individet (ibid.). Jartoft beskriver dette i forhold til en type moderne parforhold, der har antage instrumentel karakter. Den eneste måde parterne kan fastholde relationen er ved ’kærlighedstjenesteydelser’, som ofte er præget af usikkerhed, mistænksomhed og flertydighed (Jartoft, 1996).

Vores følelser for andre kan både være erkendelsesledende og bedrage os    
Ud fra ovenstående må konkluderes, at emotionel forbundethed til andre mennesker kan være et udtryk for, at vi sammen arbejder mod at udvide og forbedre vores livsbetingelser. I de tilfælde er der overensstemmelse mellem vores følelser og det egentligt betydningsfulde i vores relationer, nemlig de almene mål. Er vi derimod i en usikker livssituation, hvor vores relationer til andre mennesker har antaget instrumentel karakter, så løsrives emotionerne fra de objektive forhold. At føle sig elsket og anerkendt kan således blive det, vi stræber efter, fremfor at udvide vores samfundsmæssige rådighedsrum. Derfor kan stærke følelser af at være forbundet til andre også hæmme vores udvikling. I sådanne relationer er der dog også negative følelser såsom mistro og usikkerhed, som kan pejle os til at erkende vores livssituation.  
    Det, der gør relationer betydningsfulde, er således ikke emotionerne i sig selv, men det, at de afspejler vores forhold til de samfundsmæssige betingelser. Arbejder vi sammen med andre for at forbedre livsvilkårene opstår en positiv og udviklingsfremmende emotionel forbundethed, mens hvis vi følger særinteresser, udvikler vi os ikke på længere sigt og emotionernes erkendelsesledende funktion mistes. Dette er ifølge kritiske psykologer et centralt problem ved vores relationer til andre mennesker under de borgerlige forhold, hvilket er emnet for næste del af opgaven.

Interpersonelle relationer i det borgerlige samfund
Formålet med de almene kategorier, som er fremlagt i det foregående, er at vurdere og kritisere etablerede psykologiske teorier samt de samfundsmæssige livsvilkår, vi lever under. Således er den samfundshistoriske dimension i kritisk psykologi yderst central, da det er her, den menneskelige ’natur’ som en mulighed først kan blive til en udfoldet realitet. Denne dimension har siden Holzkamp og Osterkamp desuden fået stadig større vægt ud fra en erkendelse af, at menneskets subjektivitet og psykiske processer også undergår forandring med den samfundsmæssigt historiske proces. De følgende teorier kredser særligt om kernefamilien, men begrebet socialt netværk vil også kort inddrages.   

Den splittede kooperativitet og tilbagetrækningen til privatsfæren
Hos Holzkamp, Osterkamp og Haug er der bred enighed om, at menneskets potentialer for social kooperation og den erkendelses- og handlingsledende emotion har trange vilkår i det borgerlige samfund. Denne tanke udfoldes i en af de tidligere tekster af Dreier (1980) samt hos Else-Marie Mathiasen (1981). Dreier og Mathiasen fastslår, at bl.a. omsorg, der aktuelt historisk varetages af familien, rummer almene potentielle udviklingsmuligheder for individet. Blot er både disse reproduktive samt produktive udviklingsmuligheder kraftigt indskrænket i det borgerlige samfund. Dette skyldes, at der ikke er fælles kontrol over samfundsproduktionens betingelser, og at man derfor ikke arbejder for en fælles sag. Kravene til tilværelsen vendes i stedet mod kernefamiliens privatområde. Kernefamilien opleves som sæde for subjektets emotionalitet og det egentlige liv, mens produktionen opleves som ’ufølsom’.  Med andre ord adskilles sag og emotionalitet (Dreier, 1980; Mathiasen, 1981). Dette betyder for Dreier, at der udvikles:
    
”en særlig art sociale relationer mellem de først under kapitalismen ”fritstillede”, selvansvarlige, enkeltstående privatpersoner udenfor produktionens af væsen kooperative sammenhæng. Disse sociale relationer er karakteriseret ved fraværet af en kooperativ forbundethed om en fælles sag og antager en i den forstand usagliggort (idet hver især jo tager sig af sin egen sag og sagen derfor ikke inddrages i relationen), umiddelbart personrelateret og derfor personliggjort, rent interpersonel karakter”. (Dreier, 1980, p. 350-351)   

Dreier beskriver her realiseringen af instrumentelle relationer, hvor partene følger hver sine særinteresser. Når sagen er fraværende, træder det personlige forhold og emotionerne i forgrunden som det væsentlige ved medmenneskelige relationer (ibid.)#4.
Mathiasen forholder spaltningen mellem sag og emotionalitet til vor hverdagsforståelse og den psykologiske praksis’ tendens til at anskue familiers problemer udelukkende ud fra relationer og livshistoriske processer, med andre ord den sociale arv. Vi erkender ikke, at familieprocesser er opstået og udviklet i de samfundsmæssige betingelser. Problemfamilier skal forstås som familier, hvor medlemmerne ikke formår at danne kooperative sammenhænge for udvikling af individets samfundsmæssige integration, og hvor der derfor udvikles emotionelle sagsløse relationer. Dette må erkendes for at  familieproblemerne reelt kan løses (Mathiasen, 1981).
Baggrunden for disse forhold i det borgerlige samfund vil blive beskrevet i næste afsnit, hvor Andersen og Mørch beskriver den samfundshistoriske udvikling forbundet med industrialiseringen.

Individualiseringsprocesser og familieliv
Baggrunden for ovenstående forhold bliver udfoldet i Helle Andersen og Sven Mørch samfundshistoriske analyse af kernefamiliens opståen. Familien ses her som et svar på en udviklingsopgave, som det samfundsmæssige liv stiller. Helt centralt er erkendelsen af, at betingelserne for den samfundsmæssige opgave og dens løsninger til stadighed forandres. Og dermed familien. Vægten er således på samfundshistorien#5, og de fremfører en klarere fastholdelse af, at de borgerlige livsbetingelser ikke kun er begrænsninger, men også muligheder for individuel udvikling.
    Den moderne familie opstår ifølge Mørch og Andersen i borgerskabet efter overgangen fra feudaltiden til det borgerlige samfund (Andersen & Mørch, 1986). For at forstå denne overgang indfører Helle Andersen begreberne individuering og individualisering (se også Andersen, 1986). Individuering beskriver en løsgørelse fra de ’naturgroede’ sammenhænge, der karakteriserer feudaltiden. Personerne hører her til i et fastlagt system, hvor den enkelte er placeret ud fra stand, køn, alder, sociale tilhørsforhold og slægtskabsrelationer. Med industrialiseringen opstår der et nyt dynamisk samfund, der kræver nye kvalifikationer af sine medlemmer. Menneskenes livsperspektiv er ikke længere fastlagt, og derfor træder de frem som enkeltindivider, der skal handle bevidst aktivt i forhold til deres samfundsmæssige betingelser. Med andre ord stiller individueringen sig fra starten også som en individualiseringsmulighed og –nødvendighed. Familielivet og barndommens opståen er tæt knyttet til behovet for individualisering og kvalificering. Familien bliver det sted, hvor børnene skal forberedes, kvalificeres og opdrages til at være voksne, og stedet for de voksnes restitution og behov for støtte og nærhed (Andersen & Mørch, 1986).
Grundlæggende er drivkræfterne bag familielivets fremkomst en ny relation mellem individet og samfundet. Hvor den i feudaltiden er naturgroet og fastlagt, skal individerne nu selv skabe denne relation, og den enkelte må tilegne sig samfundsmæssige nødvendiggjorte færdigheder. Der er således både tale om familiernes privatisering og distancering til det øvrige samfundsliv, samtidig med at de nye betingelser også nødvendiggør og muliggør en samfundsmæssig rettethed. Tendensen i det borgerlige samfund er dog, at den samfundsmæssige rettethed træder i baggrunden (ibid.), og der opstår noget, der ligner den splittelse af emotionalitet og sag, som udpeges af Dreier og Mathiansen.

Nye muligheder for at skabe sin socialitet
Helle Andersens begreber om individuering og individualisering er med til at fastholde et syn på den samfundsmæssige udvikling, som både nødvendiggørende og mulighedsskabende. De samfundshistoriske processer under det borgerlige samfund gør også, at individet får mulighed for nye kvalifikationer og et mere bevidst og aktivt forandrende forhold til sine livsbetingelser. Der udspilles her et mere komplekst og mindre kritisk syn på det borgerlige samfund end det, vi så hos Holzkamp, Osterkamp og Haug.
Erkendelsen af, at de nye livsbetingelser rummer muligheder for at skabe sin socialitet, ses også hos Lise Winther, der overfører Andersens tanker om individualiseringen på begrebet om sociale netværk#6. Når man i megen psykosocial behandling mener, at man kan løse individets problemer ved at inddrage sociale netværk, så afspejler dette en oplevet mellemmenneskelig distance, og at vi i højere grad selv må skabe vores sociale og samfundsmæssige relationer i dag. Netværkstænkningen er dog problematisk, idet den er et nostalgisk forsøg på at vende tilbage til tidligere slægts- og samværsformer, og fordi man glemmer at tænke sociale relationers betydning i forhold til den opgavesammenhæng, hvorom de er organiseret. Ifølge Lise Winther er det mere givtigt at kigge på, hvordan individet håndterer sin samfundsmæssige udviklingsopgave og hvordan det former sine relationer i denne mestring (Winther, 1993).

Den problematiske betydning af private og emotionaliserede relationer

Ovenstående samfundshistoriske analyser peger på, at de betydningsfulde relationer, som mange oplever, at de har til familien og venner, er noget særligt for det samfund, vi lever i. Det gælder særligt relationernes  karakter af at være private og oplevelsen af, at det emotionelle bånd i sig selv er det vigtige. Denne privatisering og emotionalisering har en negativ betydning for individets udvikling. Vi bør reintegrere relationerne samfundsmæssigt og skabe kooperative sammenhænge i vores personlige relationer, således at de kan blive betydningsfulde for os på en god og udviklingsfremmende måde. Og vi har også mulighederne for dette i de nye samfundsmæssige vilkår, som Andersen, Mørch og Winther har gjort tydeligt.  
    Behovet for større opmærksomhed mod den samfundsmæssige rettethed i både hverdagsforståelser, familieteori og netværkstænkning er stort. Ole Dreiers teori kan bruges til at skabe denne opmærksomhed.

Individer i handlesammenhænge
Ole Dreiers teori er et nyere kritisk psykologisk bud på, hvordan vi skal forstå individet i sin samfundsmæssige sammenhæng. Ole Dreier har indført begrebet om handlesammenhænge på baggrund af en kritik af den abstrakte figur om individet og samfundet. Selv om man i den kritiske psykologi har forsøgt at begrebsliggøre forbindelsen som dialektisk, fastholdes figuren, og således har bl.a. Holzkamps forståelse af samfundet tenderet til at blive en overordnet struktur, som individet må forholde sig til. I stedet vil Dreier med begrebet handlesammenhæng forstå den sociale struktur som en konkret, situeret og lokaliseret sammenhæng, hvori subjekter deltager sammen om at realisere krav og interesser. Den enkelte handlesammenhæng er altid forbundet til andre handlesammenhænge i den sociale praksis struktur. Subjekterne deltager ud fra særlige positioner i handlekonteksten og har derfor særlige muligheder og særlige perspektiver på denne. Subjekter deltager desuden i mange kontekster på tværs af tid og rum, og de forfølger særlige interesser, mål og  standpunkter i deres deltagerbaner (Dreier, 1993, 1994, 1997).
    Begrebet handlekontekst kan gribe den samfundsmæssige formidling af vort liv som konkret og lokaliseret. Samtidig er det dog stadigvæk et overordnet, alment begreb, og man ser ikke på enten familien eller produktionssammenhængen som i de samfundshistoriske analyser. Handlesammenhæng er således ikke et begreb om det særlige ved de forskellige sammenhænge, vi indgår i, men det der er fælles og grundlæggende. Den interpersonalitet, som impliceres i denne forståelse, minder på mange måder om den almene kategori social kooperation. Interesser og mål i forhold til betingelserne er stadig det centrale for forståelsen af interpersonelle relationer. Mennesker orienterer sig, koordinerer og forhandler om deres interesser med andre deltagere i handlesammenhængen.. Måden, hvorpå den enkelte indgår sammen med andre i en handlesammenhæng, påvirkes dog også af den enkeltes deltagelsesbaner på tværs af  andre handlesammenhænge. Der er ikke den samme klare skelnen mellem forskellige typer af betydningsfulde relationer som hos Holzkamp. Konflikter mellem interesser er ofte en del af deltagelsen, og ikke nødvendigvis negativ.
    Grundlæggende er Dreier altså enig med Holzkamp og andre i den kritiske psykologi om, at vi skal have den samfundsmæssige rettethed i forgrunden for vores forståelser af interpersonelle relationer. Vi skal koncentrere os om vores produktive interesser og mål, fremfor kun at dykke ned i privatheden og det intime. Måden at fastslå dette har været gjort på forskellig vis i den kritiske psykologi: Gennem funktionalhistoriske analyser, samfundshistoriske analyser og her til sidst ved at lave en almen teori, hvor kernepunktet er individernes deltagelse i handlesammenhænge. Således er der nogle teoretiske forskelle, men samtidig også centrale ligheder i forståelsen af interpersonelle relationer. Dette er baggrunden for den følgende diskussion af udviklingspsykologiske teorier.    
Interpersonelle relationer i udviklingspsykologien
Den kritisk psykologisk kritik af gruppe-psykologien og symbolsk interaktionisme er tidligere i opgaven blevet refereret. Der er også andre grene i psykologien, der har beskæftiget sig med interpersonelle relationer, heriblandt udviklingspsykologiske teorier. I denne del af opgaven vil der blive fremlagt tre udviklingspsykologiske bud på interpersonalitet. Disse tre bud er inspireret af objektrelationsteorien og dens tanke om, at de tidlige relationer mellem barn og forældre har afgørende betydning for barnets senere udvikling#7. Samtidigt gør de op med centrale dele af denne tradition bl.a. med en spædbarnsopfattelse, der er udformet på baggrund af dysfunktionelle tilstande hos den voksne. I stedet baseres teorierne på observation af barnet, og andre teorier inddrages for at forstå de tidlige relationer. Efter fremlæggelsen vil jeg give et bud på, hvordan disse teorier er kritisable ud fra en kritisk psykologisk tankegang, men også argumentere for, at de måske udtrykker nogle aspekter ved interpersonelle relationer, som ikke indfanges af den kritiske psykologi.  


Tilknytning


Intime emotionelle bånd en grundlæggende del af menneskets natur

Bowlbys tilknytningsteori bygger på en antagelse om, at intime emotionelle bånd mellem mennesker er en grundlæggende komponent af menneskets natur. Lig objekrelationsteoretikerne mener han, at evnen til at danne emotionelle bånd til andre mennesker er yderst vigtig for personens fungeren. Disse intime, emotionelle bånd bygger på den tilknytningsadfærd, som Bowlby har observeret mellem børn og deres mødre. Barnets tilknytningsadfærd er kort sagt paratheden til at søge omsorg, nærhed og trøst hos en bestemt person, når det har det dårligt eller er bange. Ifølge Bolwby er dette et medfødt biologisk kontrol system, der efter et homeostatisk princip sørger for at holde barnet i en passende placering mellem det ukendte og moderen, og dermed beskytte afkommet mod fjender (Bowlby, 1988).
At udforske verden i leg og aktiviteter med jævnaldrende er også en basal komponent af menneskelig adfærd, men denne hænger nøje sammen med tilknytningsrelationer. Kun når barnet er trygt tilknyttet til en omsorgsperson, og kan vide sig sikker på, at den altid kan søge tilflugt hos denne, kan det udforske verden. Barnets tilknytning og selvstændige udforskning af verden er afhængig af, hvordan de primære omsorgspersoner behandler barnet.

 ”Human infants, we can safely conclude, like infants of other species, are preprogrammed to develop in a socially cooperative way; whether they do so or not turns in high degree on how they are treated.” (Bowlby, 1988, p.9)

Forældrenes parathed til at være tilstede og tage sig af barnet er deres tilknytning til barnet, og denne er dybt influeret af  tidlige personlige oplevelser, særligt dem i forholdet til egne forældre. Hvis omsorgspersonen ikke er tilstede som en ’sikker base’, bliver barnet ikke trygt tilknyttet. Bowlby udpeger to andre tilknytningsmønstre end den trygge: Ambivalent tilknytning, hvor forældrefigurerne kun af og til er omsorgsfulde og tilstede, og hvor barnet derfor bliver ængstelig i sin udforskning af verden og bange for at blive adskilt fra sine forældrefigurer. Desuden undgående tilknytning, hvor barnet konstant bliver afvist af sine forældre, når det søger omsorg. Derfor prøver barnet at blive emotionel selvtilstrækkelig (ibid.).

Tilknytning resten af livet
Det tilknytningsmønster, der dannes i løbet af det første år, har en tendens til at vare ved senere i barndommen og også i voksenlivet. Årsagerne til dette er, at forældrene som regel fortsætter med at behandle barnet på samme måde, men også at tilknytningsmønsteret i stigende grad bliver en egenskab hos barnet. Barnet internaliserer såkaldte arbejdsmodeller af tilknytningsfirgurerne og af det selv samt af deres interaktion. Disse kognitive strukturer kommer til på et ubevidst niveau at bestemme, hvad barnet føler om sig selv og sine forældre, og hvad det forventer af intime relationer. Disse arbejdsmodeller kan godt modificeres senere i livet, men kapaciteten til udviklingsforandring bliver mindre med alderen#8.
Tilknytning er for Bowlby ikke kun noget, der ses mellem børn og deres forældre. I ungdommen begynder man at søge efter nye tilknytningsfigurer, og unge og voksne søger også nærhed hos personer, som de er knyttede til, når de udsættes for stress eller bliver angste. Tilknytningsadfærd udløses dog ikke så let som hos børn, men gennem livet er tilstedeværelsen af en responsiv tilknytningsfigur kilden til individets følelsesliv (ibid.).
    Bowlbys svar på, hvad der gør en relation betydningsfuld, er rimelig ligetil: Tilknytning. Den tilknytning, vi har fået til vores omsorgspersoner, har betydning for, hvorvidt vores liv udvikles i en positiv eller negativ retning. Senere relationer til venner, kærester etc. kan ikke blive betydningsfulde i samme grad som omsorgspersonerne, da tilknytningsmønsteret stort set er færdigdannet. Bowlbys tanker har affødt stor interesse og megen forskning. Judy Dunn er en af dem, som inspireret af Bowlby har udforsket små børns nære relationer, men på vigtige områder kritiserer og udvider hun tilknytningsparadigmet.
 
Mere og andet end tilknytning og dyadiske relationer  
Judy Dunn tilslutter sig, at tidlige nære relationer har betydning for den sociale, emotionelle og kognitive udvikling. I tilknytningsforskningen har man fokuseret på barn-forælder relationen, men Dunn og andre er også begyndt at se på søskende og kammaratgrupper og forbindelserne mellem disse relationer. At inddrage andre relationer end dyaden samt en forståelse af interpersonelle relationer, der inkluderer mere end tilknytning, er Dunns centrale mål. Således er der tre vigtige temaer, hvor tilknytningsteorien ifølge hende bør udvides:

1. Det er ikke nok at kigge på dyaden for at forstå barnets nære relation til en forælder. Barnet er også sensitiv overfor andre familiemedlemmerers forhold til hinanden og deres emotionelle udvekslinger (forholdet mellem moren og faren, og forholdet mellem forældrene og andre søskende).
2. I tilknytningsforskningen har man koncentreret sig om nonverbale udtryk for tilknytning, men når barnet er 2 år, får det del i sproget og hele kulturens sociale regler og forventninger, der ligger i dette. Relationer mellem børn og voksne drejer sig ikke bare om emotionel responsivitet, men involverer også kognitive processer.
3. Tilknytningsteorien har primært set forælder-barn forholdet som et produkt af, hvordan forælderen har behandlet barnet. For Dunn er det vigtigt også at erkende betydningen af barnets personlighed og karakteristika. F.eks. har temperament, humor, selvsikkerhed og intellektuel nysgerrighed også betydning for forholdet. Dette er en to-vejs indflydelse, idet barnets oplevelse af forholdet også influerer humoren, selvsikkerheden osv. (Dunn, 1993).  

Dunns forskning af børns tidlige, nære relationer er ikke et opgør med tilknytningsteorien, men en udvidelse af denne til at omfatte flere dimensioner ved interpersonelle relationer, til en større opmærksomhed på individuelle forskelle i barnet, samt til et mere komplekst billede af barnets mange relationer, og hvordan disse influerer hinanden. Ved at inddrage sproget inkluderer hun desuden en opmærksomhed på det sociokulturelle strukturs indflydelse på barnet, hvilket er fraværende hos Bowlby. For Dunn er der mange aspekter, der ligger bag vores tidlige betydningsfulde relationer: Tilknytning, humor, temperament, påvirkning fra andre betydningsfulde personer og sociale normer. I det følgende afsnit vil Daniel Sterns tanker om spædbarnets interpersonelle verden blive fremlagt, og lig Dunn mener Stern, at spædbørns relationer må forstås bredere end blot tilknytning.

Spædbarnets interpersonelle verden
I Daniel Sterns øjne, er tilknytning ikke synonym med relationen som helhed, selv om den har enorm betydning for forældre-barn relationens kvalitet. Hvor Dunn særligt understreger, at sproget og kognitive processer er andre vigtige aspekter, så koncentrerer Stern sig om non-verbale måder at være sammen på i spædbarnets to første leveår.

Mange måder at være sammen på
Stern mener, at udviklingspsykologien klart har vist, at barnet fra starten af er samspilsparat og kan differentiere mellem sig selv og moderen. Den centrale udvilkingsopgave for barnet er således ikke er differentiering som i psykoanalysen, men at danne bredere og tættere samhørighedsbånd til andre mennnesker. Desuden relaterer spædbarnet til den voksne på mange måder allerede de første år, hvilket ofte er blevet ignoreret af kognitivt orienterede teorier samt socialiseringsteorier, som kun fokuserer på sproget, og sætter lighedstegn mellem dette og bevidstheden. Sterns non-verbale relateringsmåder er eksempelvis  kernerelaterings domænet, hvor barnet oplever sig selv og den anden som en fysisk, kropslig enhed. I dette domæne regulerer forældrene ikke bare tilknytning, men mange motivationssystemer f.eks. barnets arousalniveau, affektstyrke og fysiologisk tilfredsstillelse. Barnet kan også være sammen med den voksne ved at dele indre, subjektive oplevelser (det intersubjektive relateringsdomæne), og en sådan psykisk intimitet samt bl.a. afstemning af affektive tilstande mellem barnet og forælderen er central for interaktionen. Vores samvær med andre mennesker bliver ved med at foregå i disse og andre domæner, også efter at sproget er kommet til (Stern, 2000).
Relateringsprocesser er et grundlæggende ’alfabet’ for vores udvikling. Hvordan alfabeter bliver sat sammen er påvirket af den sociokulturelle struktur. Der er f.eks. kulturelle forskelle på, hvilke intersubjektive oplevelser, børn erfarer, at man kan dele med andre (ibid.). Her er der altså tale om non-verbal kulturel påvirkning, mens Dunn taler om kulturens indflydelse på barnet gennem sproget.

Fornemmelsen af et selv og en anden
Ovenstående måder at være sammen på er kilden til dannelsen af fornemmelser af selvet og den anden i barnet. Hvordan sådanne subjektive selvfornemmelser etableres i løbet af de første år, er afgørende for barnets videre sociale liv og samvær med andre.

”fornemmelsen af et selv og modstykket dertil, fornemmelsen af den anden, er universelle fænomener, der har dybtgående indflydelse på alle vore sociale oplevelser…Den måde vi oplever os selv på i relation til andre giver os et grundlæggende organiserende perspektiv på alle interpersonelle hændelser.” (Stern, 2000.p.45-46)

Til forskel fra Bowlby sætter Stern i stedet for tilknytning den subjektive fornemmelse af et selv som det organiserende princip for udviklingen. Dog deler Stern og Bowlby opmærksomheden på den interpersonelle verden, og hvordan denne er primær for forståelsen af barnets udvikling. I Sterns teori ses det interpersonelle måske i endnu højere grad som det menneskelig grundlag. Det er gennem relatering til andre, at mennesket udvikler sit indre liv og sit selv i det hele taget. Ligesom hos Bowlby bliver de tidlige relationer  prototype for de senere relationer, og kun modifikationer af selvfornemmelserne kan foregå senere i livet (ibid.).

De betydningsfulde tidlige relationer
Ud fra Bowlby, Dunn og Stern fremtoner et billede af, hvilke relationer, der er særligt betydningsfulde, og hvad der gør disse relationer betydningsfulde. Alle tre teoretikere er enige om, at de tidlige relationer til omsorgspersoner er de allermest betydningsfulde relationer. Selv om ingen af teoretikerne ønsker at implicere en barndomsdeterminisme som i psykoanalysen, så har de tidlige relationer klart større betydning for individets udvikling og velbefindende end senere relationer. Den gode betydningsfulde relation er en, der ifølge Bowlby er kendetegnet ved en tryg tilknytning og tæt emotionelt bånd. For Stern drejer det sig også om aspekter såsom en god fysiologisk regulering, en balanceret affektiv afstemning og psykisk intimitet samt i det hele taget en integreret oplevelse af selvet og den anden. Dunn breder perspektivet ud, da også andre familiemedlemmers relationer til hinanden kan have betydning for relationen mellem barn og forælder, og i det hele taget kan barnets sociale forståelser af regler og normer i samfundet påvirke relationen. Sammen tegner de et komplekst billede af mange forskellige aspekter ved relationer, som har betydning for, hvordan en relation bliver betydningsfuld for barnets udvikling. Særligt Stern og Dunn fremhæver, at vi rent alment må forstå interpersonelle relationer ud fra både sproglige og ikke-sproglige aspekter, og ud fra både emotionelle og kognitive aspekter. Således bidrager alle tre teoretikere med gode og vigtige indsigter om de interpersonelle relationer. Men teorierne har også problematiske sider, hvilket kommer frem i en kritisk psykologisk vurdering af disse teorier.

Det kritiske syn på udviklingspsykologien
Det man først må forholde sig til, når man skal prøve at anskue de udviklingspsykologiske teorier i et kritisk psykologisk perspektiv, er at teorierne omhandler spædbørn og små børn. I gennemgangen af den kritiske psykologi er der lagt vægt på de almene forståelser af interpersonelle relationer, og det vil også være de almene implikationer af de udviklingspsykologiske teorier som fremhæves. Dog skal der her kort siges noget om kritisk psykologi og udvikling.

Et udviklingssyn i den kritiske psykologi    
Udvikling, og særligt den tidlige udvikling, er ikke et så udfoldet område i kritisk psykologi. Nogle teoretikere har dog forholdt sig til udvikling, bl.a. Osterkamp, Poulsen & Schousboe og Charlotte Højholt. Overordnet kan man sige, at det centrale i udviklingen for dem er, hvordan børnene bliver medlemmer eller deltagere i det samfund, hvori de lever. Osterkamp siger således, at børn tilegner sig viden og færdigheder fra de voksne med hvilke, de håndterer deres livsbetingelser og de handlemuligheder, der er tilgængelige i den aktuelle periode (Elbers, 1987). Højholt placerer inspireret af Dreier denne udvikling i konkrete handlekontekster. Børn lærer, hvordan man begår sig i samfundet ved at deltage i forskellige handlekontekster (Højholt, 1996). Det er vigtigt at påpege, at disse teorier ikke bare handler om, at barnet socialiseres til at tilpasse sig de givne betingelser, men at barnet også udvikler selvbestemmelse. Selvbetsemmelse er at kunne handle og øve indflydelse på vores omgivelser sammen med andre dvs. at kunne overskride det umiddelbare (Poulsen & Schousboe, 1986). I tråd med resten af den kritiske psykologi er omdrejningspunktet altså deltagelsen i de samfundsmæssige sammenhænge. Dette har betydet, at man har prioriteret de tidlige leveår mindre, og særligt været interesseret i den udvikling, der foregår i børnehaven og skolen og disse handlesammenhænges forbindelser til hjemmet (se især Højholt, 1996). Man kan derfor ikke direkte kan sammenligne Bowlby, Stern og Dunn med kritisk psykologi, men jeg vil give et par bud på, hvor teorierne potentielt kan tale sammen, og hvor de har forskellige grundlæggende antagelser.

Tilknytning som et universaliserende og emotionalisernede syn på relationer
I Bowlbys teori om tilknytning dukker forskellige forhold op, som er problematiske ud fra en kritisk psykologisk forståelse. For det første Bowlbys antagelse om at tilknytning er et biologisk system. Ifølge den kritiske psykologi har vi ikke adgang til rene biologiske mekanismer, da vi altid møder konkrete realiseringer af sådanne under bestemte historiske forhold. At bestemme noget som biologisk er at universalisere nogle historisk og samfundsmæssige specifikke forhold. Den sociale samspilsparathed, der ligger i begrebet om tilknytning, behøver ikke at være i modstrid med kritisk psykologis tanke om det almene potentiale for social kooperation. Men det interessante må være, hvordan dette potentiale formes i ontogenesen under særlige historiske forhold. Desuden vil tolkningen af den adfærd, som Bowlby kalder tilknytning, altid være indlejret i de samfundsmæssige og kulturelle ideologier om mor-barn forholdet.    
Bowlbys påståede universelle teori om tilknytning er således udtryk for nogle forhold, der er specifikke for det borgerlige samfund. Den altafgørende vægt som af Bowlby tilskrives tilknytningen og de medfølgende emotionelle bånd, kan ses som et tydeligt eksempel på den privatisering og emotionalisering af vores relationer, der er sket med industrialiseringen og den medfølgende individualisering af mennesket. Det udviklingshæmmende moment ved denne udvikling kan også spores i Bowlbys teori.  Bowlbys syn på tilknytningsmekanismen som virkende efter et homoestatisk princip understreger nemlig menneskelivets stilstand, og at man tilpasser sig de eksisterende livsvilkår.  Som Niels Engelsted (1989, p. 106) påpeger, så rummer begrebet om homeostase kun organismens tilpasning og opretholdelse, men ikke dens opsøgen og udfoldelse. Med andre ord kan det homeostatiske princip ikke rumme den for den kritiske psykologi centrale udvidende handleevne, hvor vi aktivt forholder os til og forandrer vores livsbetingelser.   

Manglende forankring og udvikling i de samfundsmæssige handlesammenhænge
Dunn og Stern kan også kritiseres for at sætte de private relationer og familien i forgrunden, og derved understøtte den ideologiske og historiske oppriortering af disse på bekostning af det produktive liv. Både Dunn og Stern inddrager dog flere dimensioner end tilknytning, når de skal forstå interpersonelle relationer. Hvor Stern mest er interesseret i andre non-verbale dimensioner, så mener Dunn, at det er vigtigt at inddrage sproget og dermed de samfundsmæssige regler og forventninger, der rummes i dette. Dunns perspektiv på sproget kan siges at åbne op for den samfundsmæssige indlejring af barnets relationer, som den kritiske psykologi finder interessant i udviklingen. Men Dunn kommer til at sætte lighedstegn mellem det kognitive og det kulturelle, hvor de emotionelle processer i de tidlige år bliver en salgs ’natur’. Denne modstilling mellem kognition og emotion samt mellem kultur og natur er skarpt kritiseret af Holzkamp (1985) og Osterkamp (1979). De ser emotion og kognition som forbundne processer, og desuden findes ikke en ’ren’ natur upåvirket af vores kultur. Derfor er det interessant, at Stern faktisk beskæftiger sig med samfundsmæssige påvirkninger, der foregår før sproget i non-verbale relateringsmåder, og Sterns overvejelser kunne være relevante for en kritisk psykologi om de tidlige år. Det kan måske være givtigt at se de relateringsdomæner, som Stern udpeger, som noget vedvarende, der får en ny kvalitativ betydning, jo mere barnet integreres i det samfundsmæssige liv.
    Problemet med den måde Stern og Dunn forholder sig til det samfundsmæssige aspekt ved interpersonelle relationer er, at det kun inddrages som påvirkning. Der mangler her den kritiske psykologis forståelse af, at mennesker ikke kun er bestemt af de objektive forhold, men at de også skaber og forandrer disse. Der kan indvendes mod en sådan kritik, at det drejer sig om spædbørn og små børn, som i første omgang primært er passivt tilegnende i forhold til sine omgivelser. Problemet består dog alligevel. Når Stern, Dunn og også Bowlby kun definerer udviklingsopgaven som at udvikle tættere samhørighedsbånd med andre mennesker, mangler de at børn også skal udvikle selvbestemmelse. Det aktive subjekt, der kan forandre sine omgivelser, mangler som potentiale i deres udviklingssyn.
    Ovenstående hænger sammen med, at alle tre teoretikere udelukkende fokuserer  på den mellemmenneskelige verden. Der er tale om ’fritsvævende’ relationer, og de glemmer, at mennesker også er sammen om noget. Dette kunne være inddraget, selv i Sterns teori om spædbarnet. Udviklingspsykolog Arne Poulsen påpeger, at selv om barnet de første 5 måneder primært er optaget af menneskelig stimulation og interaktion, så bliver det fra 5 måneders alderen mere og mere optaget af genstande i sin omverden. Efterhånden kan barnet være sammen med den voksne om noget fælles tredje (Poulsen, 1994). Dette betyder, at barnet kan begynde at få adgang til den betydningsalmengørelse, der ligger i alle de objekter, vi omgiver os med. Barnet introduceres til den samfundsmæssigt formidlede verden, og dette er grunden, hvorpå barnet kan udvikle sin selvbestemmelse og blive en aktiv deltager i samfundet. En sådan tilgang er nødvendig for at undgå forståelsen af det sociokulturelle som udelukkende  påvirkning.    
Et sidste problematisk aspekt er, at såvel Bowlby, Stern og Dunn tillægger de tidlige år en helt afgørende betydning for personens senere udvikling. Det grundlæggende ved personen etableres i de tidligere år, og det er en basalt set færdig udviklet person, som senere går ud i verden og møder de samfundsmæssige betingelser. De udelukker herved muligheden for at se individet som en person, der udvikles gennem håndteringen af sine livsbetingelser sammen med andre i handlekontekster. Og dermed at vi udvikler vores handlemåder til stadighed, idet vi indgår i nye handlekontekster sammen med nye mennesker. Ud fra en kritisk psykologisk synsvinkel er det problematisk at begrænse udviklingspotentialet og interpersonaliteten ved den menneskelige eksistens til hovedsageligt at foregå i barndommen. I en sådan optik kan kun rigtigt betydningsfulde relationer etableres i de tidlige år.  Ifølge kritisk psykologi bliver vi derimod ved med at udvikle os og indgå i betydningsfulde relationer hele livet igennem.


Diskussion af kritisk psykologi
I det forgående afsnit har vi set vigtige kritikpunkter, der kan rettes mod de udviklingspsykologiske teorier. I det følgende vil det kritiske blik blive vendt mod den kritiske psykologi selv. Dette gøres dels ud fra ovenstående udviklingspsykologiske teorier og dels ud fra andre teoretikere såsom Ed Elbers, Anthony Giddens og  Johan Asplund.

Udviklingspsykologien passer bedre til vores oplevelse
Kritikken af den udviklingspsykologiske forståelse af interpersonelle relationer er vigtig at fastholde. Alligevel er det som om, at udviklingspsykologerne udtrykker nogle vigtige ting, som den kritiske psykologi ikke i samme grad kan. På mange måder stemmer disse teorier bedre overens med vores oplevelser af livet. Mange kan nok genkende en oplevelse af, at tilknytning og det emotionelle bånd mellem mennesker er det, der gør vores relationer betydningsfulde. Og vi kan også opleve, at humor, temperament, psykisk intimitet o.lign. bestemmer vores relationers kvalitet, som Dunn og Stern påpeger. I det hele taget er Sterns tanker om, hvordan vi som personer grundlæggende skabes gennem interaktion med nære personer, umiddelbart tiltalende og genkendelig. Hvordan andre betydningsfulde mennesker behandler os og ser os, har stor betydning for, hvordan vi selv opfører os og ser os selv. Stern ser på forældrene, og  Dunn kigger også på søskende og venner, hvilket er i overensstemmelse med manges hverdagsforståelse af, hvilke relationer, der er betydningsfulde.

Ideologikritikkens indsnævring af perspektivet
Ifølge den kritiske psykologi gør det ikke en teori mere rigtigt, at den afspejler vores hverdagsforståelse. Den kritiske psykologi burde dog også rumme hverdagsforståelsen, samtidig med at der ses bag om denne for at finde dens grunde. ’Manglerne’ i kritisk psykologi opstår i mine øjne, fordi kritisk psykologi i høj grad har været udformet som en kritik, hvilket stadig  præger den. Ønsket om at understrege den samfundsmæssige formidling har medført et lidt ’følelseskoldt’ og ’upersonligt’ billede af vores relationer til andre mennesker. Karakteristikken af de private og emotionaliserede relationer som udviklingshæmmende og begrænsende kan provokere én, da det ikke er sådan, at det opleves. Tværtom er en positiv samhørighed med sin familie, venner og lign. ofte en indikator for, hvor godt, vi klarer os. Karakteristikken er helt klart forbundet med tendensen til at fokusere på begrænsninger i det borgerlige samfund, og der er, som en del kritiske psykologer også mener, behov for i højere grad at se de positive udviklingspotentialer.
Denne ’følelseskolde’ og ’upersonlige’ tendens gælder ikke kun den samfundshistoriske forståelse, men også de bagvedliggende almene kategorier såsom social kooperation og instrumental- og subjektrelationer samt begrebet om handlesammenhænge. Social kooperation giver et billede af individer, der arbejder sammen og former deres omverden. Et billede, der passer til vores arbejdsliv, men mindre til måden, vi er sammen med familie og venner. Desuden er individers interesser og mål det centrale grundlag for at afgøre, på hvilken måde vores relationer er betydningsfulde. Disse to aspekter er også betegnende for Dreiers begreb om handlesammenhænge, hvor individernes konstante koordinering, orientering og forhandling om interesser, giver genklang af en travl arbejdsplads eller folketinget i aktion. Dette er måske en for hård dom over sådanne begreber, da Holzkamp og Dreier jo mener, at det blot er den grund, hvorpå vi skal forstå individernes psykiske og interpersonelle processer. Emotionel forbundethed eller det modsatte mellem mennesker er netop begrundet i parternes samarbejde om almene mål eller det modsatte. Kritisk psykologi rummer altså muligheden for at beskrive og forstå de aspekter, som kommer til udtryk i de udviklingspsykologiske teorier, blot er dette i mange teorier blevet skubbet lidt i baggrunden. Derfor kommer interesserne og konflikterne til at virke som om, at de fylder det hele. Dette er måske særligt kendetegnende for Dreiers nye teori om handlesammenhænge, hvor der intet specifikt og konkret er om de emotionelle og kognitive processer knyttet til de interpersonelle relatione. Andre mennesker er blot deltagere i handlesammenhænge, hvis interesser vi forholder os til. Det abstrakte element gør, at der kan dannes et  billede af distance mellem mennesker.
    Disse ’mangler’ eller måske rettere nedpriorteringer i den kritiske psykologi vil i det følgende blive uddybet ved at inddrage forskellige andre teorier, som enten peger på nogle kritiske punkter, eller supplerer med ideer til forståelsen af interpersonelle relationer. Målet er at kunne fastholde den samfundsmæssige formidling af interpersonelle relationer, samtidig med, at man skaber et billede af interpersonelle relationer i al sin kompleksitet.

Er affektive relationer baseret på kooperation?
Den ovenfor beskrevne oplevelse af, at nogle aspekter har fået for høj prioritet på bekostning af andre, kan være baggrunden for Ed Elbers kritik af kritisk psykologi og særligt Osterkamp. Denne kritik går dog langt videre, og dens berettigelse kan og vil blive diskuteret.
Ed Elbers kritiserer Osterkamp for, at kooperationen bliver grundlaget for alle slags relationer. Relationer, der ikke bidrager til at udvide den kollektive kontrol over livsbetingelserne, sættes blot i opposition til kooperative forhold og betragtes som ikke specifikt menneskelige. Således skriver Elbers:

    ”Human relationships do not allow themselves to be reduced totally to the collective reproduction of life in the labor process. A whole area of social exchange – in distinct paradigms called ”object relations”, ”attachment”, or” affective relations” – is rendered invisible.” (Elbers, 1987, p.167)

Ifølge Elbers kan sociale fænomener som tilknytning og affektive relationer ikke indfanges af eller reduceres til begrebet om social kooperation. Med andre ord siger Elbers, at kritisk psykologi ikke kan beskrive de fænomener, som de udviklingspsykologiske teoretikere kan (ibid.). Dette er en meget hård kritik, og også for en stor del misforstået. Det er rigtigt, at hos Holzkamp og Osterkamp har der været en tendens til at ligestille deltagelse i det samfundsmæssige arbejde og menneskelig udvikling, således at reproduktive aktiviteter såsom opdragelse er blevet primitiviseret.

”Med den entydige identificering af deltagelse i samfundsmæssigt arbejde og ”menneskelig” udvikling, falder alle andre områder, herunder ikke mindst alle de reproduktive aktiviteter, af det menneskelige liv i virkeligheden under bordet. Således kan fx børneopdragelsen som en særlig og nødvendig samfundsmæssig aktivitet ikke bestemmes i sine produktive og sociale momenter, dvs. i dens specifikt menneskelige kvaliteter, da den ikke umiddelbart kan identificeres og sidestilles med udvidelse af omverdensrelationerne igennem samfundsmæssig produktion og realitetskontrol.” (Andersen & Andersen, 1980, p. 403)

I andre teorier, bl.a. i de refererede teorier om kernefamilien og udviklingsteorierne, har man i højere grad haft opmærksomhed på de reproduktive aktiviteter som en del af det samfundsmæssige liv og udvikling. Denne opmærksomhed har dog ikke medført en forkastelse af tanken om kooperation. Mennesker er altid sammen om noget ’tredje’, og eksempelvis opdragelsen ses som en kooperativ sammenhæng, hvor man sammen arbejder mod det fælles mål at lære barnet at deltage i og udvide de samfundsmæssige sammenhænge. Når Elbers skiver, at tilknytning og affektive relationer ikke kan reduceres til kooperation, så  etablerer han en diktomi mellem disse relationer og de samfundsmæssige relationer i produktionen. Elbers gentager modstillingen af privatsfæren og den produktive sfære, som er karakteristisk for vores samfund.  Såvel Osterkamp som andre i kritisk psykologi ønsker at fastholde, at alle relationer er samfundsmæssigt formidlet.

Psykiske forstyrrelser som løsrevet fra tilknytningsrelationer?

Elbers kritik er sandsynligvis ikke opstået fuldstændig ud af den ’blå luft’. Som sagt har der været en opprioritering af særlige aspekter, som kan give en følelse af, at der ’mangler noget’ i den kritiske psykologi. Et område, hvor Elbers mener, at ovenstående problemer kommer til udtryk, er i Osterkamps forståelse af psykiske forstyrrelser. Elbers kritiserer Osterkamps analyse af en psykisk syg dreng for fuldstændig at ignorere tabet af to vigtige tilknytningsfigurer (moren og bedstemoderen). I stedet begrundes forstyrrelsen i, at drengen ikke har haft mulighed for at udvikle sine kooperative relationer og produktive færdigheder (Elbers,1987). Derved overser Elbers igen, at Osterkamp ikke alment ser ’tilknytningsrelationer’ som modsætninger til kooperative samfundsmæssige relationer, men at disse netop bør antage kooperativ karakter for at virke udviklingsfremmende.
    I Mathiasens teori om problemfamilier (se ovenfor s. 11) er der også overvejelser om psykiske forstyrrelser, der ligger tæt op af Osterkamps. Mathiasen peger på et eksempel, hvor en kvinde har psykiske problemer, hvilket ud fra en traditionel borgerlig forståelse forklares med, at hun har haft et incestforhold til sin far og dermed manglet kærlighed eller ’rigtig’ kærlighed. Dette er for Mathiasen ikke det centrale problem i sig selv. Problemet har derimod været, at hun ikke har haft mulighed for at udvikle en sagsrelateret emotionalitet, men kun har haft legemelig pleje og tilfældig omsorg. Kvinden har siden hen ikke kunnet overskride de udviklingshæmmende betingelser, da hun har befundet sig i en udskilt position af samfundet. Den eneste samfundsmæssige forbundethed, hun har haft, har været gennem et rengøringsarbejde og det sociale system. Hos Mathiasen bliver kernen i forståelsen af psykiske forstyrrelser altså frarøvelse af muligheden for at øve indflydelse på sine livsomstændigheder. Dette er ikke noget, der er isoleret fra de livshistoriske begivenheder og relationerne til familiemedlemmerne, men det fremlægges dog som det eneste virkeligt centrale. Når hun også nævner muligheder for at lave fagforeningsarbejde som en måde at løse problemerne bag psykiske forstyrrelser (Mathiasen,1981), så får man alligevel en ide om, at incest og relationer til nære personer skubbes i baggrunden. Igen må det her være vigtigt at fastholde en sammenhæng mellem familieproblemer som incest, og hvordan disse er knyttet til en særlig problematisk livsbane og livsførelse i handlesammenhænge. Incest genspejles også emotionelt og kognitivt  i individet og i en problematisk relation til andre mennesker, hvilket også bør inddrages i behandlings øjemed.      


Muligheder for en almen bestemmelse  
 
I mine øjne er der altså nogle aspekter ved interpersonelle relationer, som mangler at blive udfoldet i den kritiske psykologi. Èn mulighed er at gøre dette ud fra den eksisterende teoretiske ramme, da den som nævnt tidligere rummer potentialet. En anden mulighed er at udvide eller supplere den kritiske psykologis almene antagelser om de sociale relationer. Socialpsykologen Johan Asplund har udarbejdet en teori om det sociale livs elementære form, som kan udgøre et sådant supplement      

Det sociale livs elementære form

Det centrale i Dreiers teori er, at vi er deltagere blandt andre deltagere i forskellige heterogene og forbundne handlesammenhænge. Johan Asplund beskæftiger sig med det, er det, som overhovedet gør det muligt at være deltagere sammen med andre. Altså med andre ord det grundlæggende for al menneskelig adfærd og social interaktion. Hans hovedpointe er, at mange af de ting, som man i den traditionelle socialpsykologi har betegnet som gruppeeffekter, egentlig drejer sig om et fænomen, han kalder social responsivitet.
Social responsivitet er et udtryk for vekselspillet mellem to personer, hvor det, den ene person gør, er et gensvar på, det den anden person lige har gjort og så fremdeles. Social responsivitet er ikke noget, der findes inde i individet, men et vekselspil, der udspilles i menneskelig praksis. Måden, hvorpå man kan svare hinanden, er ikke fastlagt, men netop kendetegnet ved at være et mangetydigt spektrum af responser. For Asplund er social responsivitet noget grundlæggende, der ikke skal tillæres. Det er det, der gør os til mennesker, og den proces hvorigennem vores individualitet og identitet skabes.  Denne elementære form ved det sociale liv bliver på gruppeniveau- og højere niveauer omformet ved hjælp af samfundets åbne eller skjulte magtmidler. Socialisering og identitetsformer i det hele taget er for Asplund en begrænsning af den sociale responsivitet. I sin oprindelige form er social responsivitet barnlig og vild, mens den socialiserede er voksen og indskrænket i sine svar på omgivelserne (Asplund, 1987).
Asplunds begreb om social responsivitet er forenelig med grundtanken i den kritiske psykologi, og bidrager på sin vis ikke med helt nye indsigter om menneskets sociale liv. Dog er det et begreb, som udpeger og understreger den sociale samspilsparathed, som vi også har set hos Bowlby, Stern og Dunn. Der er altså tale om en primær socialitet, som også er et vigtigt aspekt ved de interpersonelle relationer. Som Asplund skriver, så er der en hel verden at studere mellem individ og samfund (ibid.). En vigtig pointe i forhold til, at det selvfølgelig kan være svært at få det hele med, men også i forhold til at være åben for nye områder og nye aspekter. Asplunds begreb om social responsivitet indfanger heller ikke hele det sociale livs kompleksitet. Den kritiske psykologis tanker om, hvordan en sådan social responsivitet foregår og formes af vores deltagelse i det samfundsmæssige liv, mangler. Social responsivitet kan heller ikke forklare, hvorfor nogle relationer er mere betydningsfulde end andre, da man udviser dette udiskrimineret til alle mennesker. Således er det ikke et svar på alle spørgsmål stillet i denne opgave.



Den nyere samfundshistorie

For at fange det sociale livs kompleksitet er det ikke nok med almene bestemmelser, man må også kigge på de samfundshistoriske muligheder og nødvendigheder for at udfolde relationer til andre mennesker. Dette er en grundtanke i kritisk psykologi, men kan udbygges endnu mere i forhold til interpersonelle relationer. Som vi har set i Andersens og Mørchs samfundshistoriske analyse, så er den hovedsageligt koncentreret om begivenheder, der er sket for over et århundrede siden. Disse teoretikere samt Dreier mener, at det er vigtigt at forstå, at den sociale praksis struktur er under konstant historisk forandring (se Dreier, 1999). Skal man følge dette, så må man også se på, hvad der er sket i nyere tid.  
Sociologen Anthony Giddens giver et bud på, hvad der er sket med intimitetens område i højmoderniteten. Ifølge Giddens er kærlighedsforholdet ved at nærme sig det ’rene forhold’, et forhold som modsat tidligere kønsbetingede magtformer bygger på seksuel og følelsesmæssig ligestilling. Der er tale om en afgørende omorganisering af intimiteten, som har sin oprindelse i det romantiske kærlighedsideal, og som er tæt knyttet til ’den plastiske seksualitet’, en formbar seksualitet befriet fra forplantningens krav. Modsat den kritisk psykologiske vurdering af de rent private og emotionaliserede relationer i vor tid, så ses det rene forhold og den nye intimitet som havende potentialer for en storstilet demokratisering af det interpersonelle område (Giddens, 1994). Giddens peger på nyere historiske tendenser, og hvordan disse åbner for nye positive muligheder. Der kan stilles spørgsmålstegn ved, om Giddens er for optimistisk, men vi indgår i dag i mere ligestillede, rene forhold i kærlighedslivet end tidligere. Det næste spørgsmål, som man må stille i den kritiske psykologis ånd, er hvordan sådan et ’rent’ og frit forhold er formidlet samfundsmæssigt. Hvilke samfundsmæssige nødvendigheder og muligheder ligger bag dette? Der er uden tvivl interessante overvejelser at gøre om interpersonelle relationer i nyere tid.   

Kritisk psykologis egen historicitet

En andet område, hvor kritisk psykologi lidt glemmer historiciteten, er i forhold til dets egen historicitet som videnskab. Som Dreier også tidligt har gjort opmærksom på, så er den fylogenetiske analyse ikke en almengyldig sandhed, men en som må korrigeres, hvis ny empiri dukker op (Dreier, 1979). Desuden må også deres udlægning af såvel fylogenese som samfundshistorie være præget af de samfundsmæssige vilkår i 70’erne og 80’erne, ikke mindst det politiske klima.
Johan Asplund har beskæftiget sig med socialpsykologiens genstand, som er forbindelserne mellem individ og samfund. Når man overhovedet er interesseret i denne forbindelse, så skyldes det en særlig historisk udvikling, der gør at individet og samfundet opfattes som adskilte fra hinanden, og at denne adskillelse opfattes som problematisk. I store træk drejer det sig om den historiske udvikling, som Andersen & Mørch beskriver med begrebet individuering. Socialpsykologien fødes, og man begynder at studere et abstrakt individ og en abstrakt socialitet. Eksempelvis i socialpsykologiske eksperimenter er forsøgspersonens livshistorie og livsverden ligegyldig. Han ses som et slags gennemsnitligt, abstrakt individ. Dette kendetegner også det abstrakte gruppebegreb (Asplund, 1983, 1987).
    Kritisk psykologi er en socialpsykologi, som har klare intentioner om at forstå individet såvel som samfundet konkret. I Holzkamp tekster har der været tendenser mod en abstrakt samfundsforståelse, som individet blev modstillet. Dette er søgt overkommet med begrebet handlesammenhænge, men dette er stadigvæk et abstrakt begreb, som skal dække alle de forskellige livssammenhænge, hvori vi indgår. Modsat gruppebegrebet medtænkes, at deltagerne indgår i mange andre handlesammenhænge samt har en livshistorie af deltagelse bag sig. Dette er dog ikke noget, som konkretiseres, og der er ingen klare ledetråde for at skelne mellem deltagerne. Det er en almen abstrakt betragtning, der skal kunne overføres på enhver kontekst.
Når kritisk psykologi beskæftiger sig med individet og dets samfundsmæssige eksistens, så er behovet for dette et produkt af en historisk udvikling. Denne historicitet er vigtigt at holde fast i, hvilket kritisk psykologi har en tendens til at glemme. Asplunds tanker kan også bruges til at gøre opmærksom på, at anvendelsen af et abstrakt begreb, f.eks. gruppen, kan medføre. at man overser centrale aspekter ved menneskets sociale liv, eksempelvis social responsivitet (jf. tidligere afsnit om Asplund). Således kan et snævert fokus på interpersonelle relationer føre til, at den samfundsmæssige formidling af disse ignoreres. Men også ved at vælge begrebet handlesammenhænge kommer særlige aspekter ved interpersonelle relationer i søgelyset, mens andre bliver formørket.  

Opgavens projekt
Denne opgaves projekt om at undersøge den kritisk psykologiske forståelse af interpersonelle relationer, følger også den historiske tendens, som Asplund beskriver. Interpersonelle relationer er i lige så høj grad som gruppebegrebet og handlesammenhænge et abstrakt begreb. I forlængelse af dette kan mit projekt også siges at afspejle en oplevet problematisk relation mellem individ og samfund. Vi bliver ’nødt’ til at have nære, tætte relationer for at kunne integreres samfundsmæssigt og klare os i det samfundsmæssige liv. Oplevelsen af, at der er nogle aspekter i den kritiske psykologi, som får for lidt plads såsom intimiteten og samhørigheden i de nære relationer, udspringer måske netop af de aktuelle historiske forhold, hvor disse har fået langt større plads i vor bevidsthed. Mit projekt kan fra en kritisk vinkel siges at være et forsøg på, at almengøre nogle historiske forhold. Projektet indebærer trods min intention også en fare for, at videreføre modstillingen mellem individet og de nære relationer og så det samfundsmæssige liv.
Jeg mener imidlertid, at det er vigtigt at fastholde den samfundsmæssige formidling af interpersonelle relationer, samt at denne selvfølgelig udvikles historisk.  Kunsten må være at fastholde dette, samtidig med at det ikke bliver det eneste, der er værd at sige om interpersonelle relationer. Mange processer og forbindelser mellem mennesker må udfoldes i sin kompleksitet og i sin forankring i det samfundsmæssige.  


Konklusion

Omdrejningspunktet for denne opgave har været relationer mellem mennesker; den interaktion med andre mennesker og de forhold til andre mennesker som i høj grad er en grundbestanddel af det menneskelige liv. I udforskningen af den kritiske psykologis forståelse af interpersonelle relationer, har det vist sig, at deres særlige og vigtige bidrag er en understregning af, at vi altid må forstå relationer som samfundsmæssigt formidlede. Vi lever en grundlæggende samfundsmæssig eksistens, hvor vi må forholde os til samfundsmæssige nødvendigheder og muligheder, men hvor vi også gennem vores deltagelse er med til at skabe og forandre disse. Dette grundlæggende forhold ved det menneskelige liv kædes sammen med interpersonelle relationer i den almene kategori social kooperation. Menneskelige relationer har en kooperativ karakter, hvor man arbejder sammen mod fælles almene mål om at udvide sine livsbetingelser.
    Denne kooperativitet og fælles bestræbelse på at forbedre sine livsbetingelser er dog kun et alment potentiale i mennesket, som realiseres under bestemte historiske forhold. Ifølge kritisk psykologi er det borgerlige samfund kendetegnet ved problematiske livsvilkår, hvor individet aktivt må integrere sig samfundsmæssigt. Dette betyder, at de interpersonelle relationer antager instrumentel karakter, hvor den fælles sag i relationen mistes af syne. Relationerne opleves følgelig som ’fritsvævende’ og rent emotionelle. Denne hverdagsforståelse af interpersonelle relationer overtages ukritisk i den traditionelle psykologi. Således kan Bowlby, Dunn og Sterns fokusering på de nære relationer i de tidlige år og især deres emotionelle aspekter ses som eksempler på dette. De overser, at den store betydning som sådanne forhold tillægges, er skabt af en specifik historisk udvikling. Dermed afleder de vores opmærksomhed fra det egentlige, nemlig at vores relationer altid må forholdes til den samfundsmæssige produktion.
    Understregningen af den samfundsmæssige formidling kendetegner i høj grad det kritisk psykologiske projekt, og dette har betydning for det billede, der skabes af vores relationer, og hvorfor de er betydningsfulde. Relationer får betydning for den enkelte gennem den måde, som parterne forholder sig til deres fælles livsbetingelser. Samarbejder man om fælles almene mål for at udvide og forbedre livsbetingelserne, skabes gensidig udviklingsstøtte. Følger man sine særinteresser udvikler den enkelte sig ikke gennem sine relationer. Dette er det grundlæggende ved interpersonelle processer ifølge Holzkamp. Hos Osterkamp er emotionel forbundethed i tråd med dette en genspejling af parternes forhold til livsbetingelserne, og hvorvidt relationerne er kooperative eller instrumentelle. Denne særlige opmærksomhed på den emotionelle proces giver en ekstra dimension til forståelsen af, hvilke komplekse måder relationer kan blive betydningsfulde for den enkelte. I relationer, hvor man ikke stræber efter den fælles udvidelse af livsbetingelserne, får emotionerne og anerkendelsen mellem mennesker for stor og selvstændig betydning. Osterkamp er den teoretiker, som kommer nærmest en kritisk psykologisk forklaring på de affektive relationer beskrevet hos Bowlby, Dunn og Stern.
    I Dreiers teori er der på en måde en mere kompleks forståelse af vores relationer til andre mennesker, da disse ses som lokaliseret i konkrete handlesammenhænge og som påvirket af vores deltagelse på tværs af andre handlesammenhænge. Det grundlæggende er stadig  interesser og mål, og selv om interpersonelle processer såsom emotionel forbundethed principielt er tilstede i teorien, så konkretiseres og udfoldes dette ikke. På den måde virker Dreiers teori mere ’upersonlig’ og ’følelseskold’ end Osterkamps. Som påpeget ved Johan Asplund er handlesammenhæng et abstrakt begreb, der skal passe til alle områder af det sociale liv. Dette gælder også Holkamps almene kategorier, men disse forholdes som regel til specifikke områder såsom kernefamilien under bestemte historiske forhold. Når Dreier forbliver på det abstrakte niveau kan det betyde, at man får en oplevelse af, at teorien bedre beskriver arbejdslivet end familien og venskabskredsen.
    Den kritiske psykologi er tænkt som en almen psykologi, som udsiger noget grundlæggende om vores relationer både til arbejdskammerater og til familiemedlemmer og tilknytningsfigurer. Og grundlæggende bidrager de med indsigten om, at vores relationer er samfundsmæssigt formidlede. Dette projekt i den kritiske psykologi har dog betydet, at man har oppriorteret produktive interesser og den samfundsmæssige rettethed på bekostning af reproduktive aktiviteter og interpersonelle processer såsom intimitet, følelser, tilknytning, humor og lign.  De udviklingspsykologiske teorier kan derfor bidrage med en viden om disse forhold, som måske kunne integreres og refortolkes i den kritiske psykologi. Asplunds teori om social responsivitet eller Giddens tanker om relationer i højmoderniteten kan også være et supplement til en mere alsidig fremstilling af det sociale liv. Tilsidst men ikke mindst vil en større opmærksomhed på kritisk psykologis egen historicitet være relevant. Teoriens prioriterede opmærksomhed må ses i forhold til den tid, hvor den er skabt, og behovet for at understrege den samfundsmæssige eksistens er netop kendetegnende for vor tid.
     I mine øjne er der således områder og aspekter af forståelsen af interpersonelle relationer som kan og bør udfoldes i større grad i den kritiske psykologi. Denne ’efterlysning’ er nok præget af min oplevelse af den tid og det samfund, vi lever i, men en sådan kan heller ikke undgås. Teorier må også forandres med den historiske udvikling.



























Litteraturliste

Andersen, Helle (1986): ”Individuering- og individualiseringsprocesser”, i Kvindeværd, Rubikon, 1986

Andersen, Helle & Andersen, Ib (1980): ”Om den menneskelige seksualitet – til en diskussion af de seksuelle behovs placering i menneskets samfundsmæssige behovs- og virksomhedsstruktur”, i Udkast, Nr.4, 1980, 8 årg.

Andersen, Helle & Mørch, Sven (1986): ”Metode og teori i familieforskning”, Udkast, Dansk Psykologisk Forlag, 1986

Asplund, Johan (1983): ”Människan som konstprodukt” I Tid, Rum, Individ og Kollektiv, Liber Stockholm, 1983

Asplund, Johan (1987): Det sociala livets elementära former, Korpen, Göteborg, 1987

Bowlby, John (1988): A Secure Base, Clinical applications of attachment theory, Routledge, London, 1988

Dunn, Judy (1993): Young Children’s Close Relationships, Beyond Attachment, Individual Differences and Development Series, Volume 4, Sage Publications, London, 1993

Dreier, Ole (1979): ”Indledning” & ”Den kritiske psykologis nuværende stade”, i Den kritiske psykologi, red. af Ole Dreier, Rhodos, København, 1979

Dreier, Ole (1980): ”Husarbejdets betydning for den kvindelige psyke”, Udkast, årgang 8, nr. 3, Dansk Psykologisk Forlag, 1980

Dreier, Ole (1993): ”Personlighed og individualitet i psykologisk teori og praksis”, i Psykosocial Behandling, Dansk psykologisk forlag, København, 1993

Dreier, Ole (1994): ”Personal Locations and perspectives”, i  Psychological Yearbook, Museum Tusculanum, 1994

Dreier, Ole (1997): ”Personal Trajectorories of Participation across Context of Social Practice”, i Subjectivity and Social Practice, Aarhus University Press, 1997

Elbers, Ed (1987): ”Critical psychology and the development of motivation as historical process”, i Critical Themes of Psychological Development, ed. By John M. Broughton, Plenum Press. NY. London, 1987

Engelsted;  Niels (1989): Personlighedens almene grundlag, En teoretisk ekskursion i psykologiens historie, Bind II, Århus universitetsforlag, Århus, 1989

Giddens, Anthony (1994): Intimitetens forandring. Seksualitet, kærlighed og erotik i det moderne samfund, oversat af Else Henneberg Pedersen, Hans Reitzels forlag, 1994

Haug, Frigga (1979): ”En kritisk psykologisk analyse af sociale relationer og samfundsmæssige forhold”, i Den kritiske psykologi, red. af Ole Dreier, Rhodos, København, 1979


Holzkamp, Klaus (1979a): ”Den kritiske psykologis overvindelse af psykologiske teoriers videnskabelige vilkårlighed”, i Den kritiske psykologi, red. af Ole Dreier, Rhodos, København, 1979

Holzkamp, Klaus (1979b) : ”Kan der være en kritisk psykolog inden for rammerne af den marxistiske teori?”, i Den kritiske psykologi, red. af Ole Dreier, Rhodos, København, 1979

Holzkamp, Klaus (1985): Mennesket som subjekt for videnskabelig metodik, kap. 1, 2 & 3, Marburg, 1985

Højholt, Charlotte, 1996: ”Udvikling gennem deltagelse”, i  Charlotte Højholt & Gunnar Witt (eds.),: Skolelivets Socialpsykologi, Nyere socialpsykologiske teorier og perspektiver. Unge Pædagoger, København, 1996

Jartoft, Vibeke (1996): ”Kritisk psykologi, en psykologi med fokus på subjektivitet og handling”, i  Skolelivets Socialpsykologi, Nyere socialpsykologiske teorier og perspektiver. Charlotte Højholt & Gunnar Witt (eds.), Unge Pædagoger, København, 1996

Maiers, Wolfgang (1991): ”Critical psychology: Historical background and task”, i Critical psychology: Contributions to an historical science of the subject, eds. Charles W. Tolman & Wolfgang Maiers, Cambridge University Press, Cambridge, 1991


Mathiasen, Else.Marie (1981): ”Problemfamilien- afklaring og udvikling af problemfamiliebestemmelsen”, i Udkast, Nr. 1, 1981, 9 årg., Dansk Psykologisk Forlag

Osterkamp (Holzkamp-Osterkamp),Ute (1979): ”Erkendelse, emotionalitet og handleevne”, i Den kritiske psykologi, red. af Ole Dreier, Rhodos, København, 1979

Poulsen, Arne (1994): Børns udvikling, Gyldendal, København, 1994

Poulsgaard, Kirsten & Schousboe, Ivy (1986): ”Fokus på selvbestemmelse”, i Børn og deres forældre: Om børns udvikling af selvbestemmelse, 1.udgave, 1986, Gyldendalske Boghandel, København, 1986

Stern, Daniel N. (2000): Spædbarnets interpersonelle verden: Et psykoanalytisk og udviklingspsykologisk perspektiv, oversat af Bjørn Nake, Hans Reitzels Forlag, København, 3 udgave, 2000

Tolman, Charles W (1991): ”Critical psychology: An overwiew”, i Critical psychology: Contributions to an historical science of the subject, eds. Charles W. Tolman & Wolfgang Maiers, Cambridge University Press, Cambridge, 1991

Winther, Lise (1993): ”Det sociale netværk”,  i Udkast, nr. 1, 1993,  21 årg., Dansk Psykologisk Forlag






Noter


  1. Den kritiske psykolog er også formuleret som en kritik af den kritiske teori (Frankfurterskolen)  bl.a. for den ensidige fokusering på det borgerlige samfunds undertrykkelse af individet.

  2. I den dialektisk materialisme ses den materielle virkelighed som primær i forhold til det ideelle og det psykiske. Således analyseres psykiske processer ud fra den funktion, de har i opretholdelsen og udviklingen af det materielle liv. Der er dog tale om et vekselvirkende forhold. Således bidrager mennesket også til udvikling og ændring af det materielle liv (Dreier, 1979; Tolman 1991) .

  3. Når man i den kritiske psykologi studerer subjektive forudsætninger (handleevne), så er det i tråd med antagelsen om den indre sammenhæng mellem det  objektive og subjektive. Handleevnen skal ikke forstås som noget indre i individet, men handleevne er noget, der udfoldes i den sociale praksis. Handleevne er at have rådighed over sine livsbetingelser. (Dreier, 1994; Jartoft, 1996)

  4. Tidligere i introduktionen til kritisk psykologi blev der gjort opmærksom på, at Dreier bl.a. har kritiseret den tidlige kritiske psykologi for at fokusere for meget på begrænsningerne i det borgerlige samfund. Man kunne mene, at Dreier selv på dette tidspunkt ligger under for denne tendens, selvom at han også nævner, at muligheden for at udfolde emotionelle og personlige relationer også er en positiv udviklingstendens (Dreier,1980, p. 352).

  5. I modsætning til Holzkamp går de ikke tilbage til fylogenesen og udpeger grundlaget for individets samfundsmæssige natur. Derimod beskrives det som om, at mennesket først i det borgerlige samfund får en samfundsmæssig eksistens, mens man i feudaltiden lever en naturgroet eksistens.

  6. Begrebet om sociale netværk er centralt i communitypsykologien, hvor man mener, at inddragelsen af naboer, familie, venner og slægt i kan løse en persons problemer, da de indfrier nogle behov for støtte og samvær.

  7. Objektrelationsteorien (bla. Melanie Klein og Donald W. Winnicott) er en særlig retning inden for psykoanalysen. Hvor den traditionelle psykoanalyse formuleret af Freud i højere grad ligger vægt på barnets indre driftsliv, og hvordan dette sætter dagsordenen for samværet med forældrene og barnets udvikling, så nedtones dette i objektrelationsteorien til fordel for vigtigheden af moderens omsorg og lydhørhed for barnet

  8. Der er desuden forskel på, hvor nemt et tilknytningsmønster ændres. Således kan arbejdsmodellerne hos trygt tilknyttede personer nemmere modificeres af nye relationserfaringer end hos de utrygge (Bowlby,1988).