Bunden hjemmeopgave i Pædagogisk Psykologi, efterår 2005

Case

http://www.vildelaereprocesser.dk/drift/kronik/kroniktekst.php?id=112  kan man læse om et interventionsprojekt ved navn Ghetto Noise, som gennem de senere år har kørt i Københavns Kommunes ungdomsinstitution Sjakket (www.sjakket.dk) . 

I projektet foretager man bl.a. undervisning af socialt udsatte unge i engelsk og musik. I teksten beskrives projektet og nogle af de pædagogiske overvejelser omkring det.

Teksten er en såkaldt “kronik” skrevet til hjemsiden for Vilde Læreprocesser (www.vildelaereprocesser.dk) 30. august 2002.  Teksten er vedlagt her som bilag.

Spørgsmål

Forestil dig, at du er blevet ansat som pædagogisk-psykologisk konsulent i en provinsby. Din chefpsykolog har hørt om projektet Ghetto Noise og vil undersøge om det er relevant at etablere et tilsvarende projekt i et socialt belastet lokalområde i jeres by. Hun har allerede aftalt et møde med Claus Jensen, lederen af Sjakket, og Niskie Claesson, projektmedarbejder, i januar.

Nu beder hun dig om at forberede mødet ved at skrive et kort notat om de pædagogisk-psykologiske aspekter ved projektet, herunder bl.a.

Hvordan kunne et sådant notat tage sig ud?

Bemærkninger

Du må selv bestemme vægtningen og rækkefølgen mellem spørgsmålene.

Opgaven handler ikke primært om din viden om rapmusik, ungdomskriminalitet, Norvestkvarteret, eller andet konkret i casen. Du må selvfølgelig gerne supplere de givne oplysninger med faktiske – eller opfundne (!) – forhold indenfor disse områder, men det, som du bedømmes på, er din reflekterede anvendelse af pædagogisk-psykologiske teorier til belysning og udvikling af case'n.

Opgaven kan principielt besvares med alle de tilgange og teorier, som er repræsenteret i pensum, selvom du givetvis vil finde nogle mere relevante end andre. Valget og prioriteringen af referencerne er selv en af de kompetencer, som evalueres. I bedømmelsen heraf bliver det naturligvis respekteret, at det kan gøres på mange forskellige måder, som er ligeværdige. Hvis bedømmerne selv skulle besvare denne opgave, ville deres besvarelser falde meget forskelligt ud!

Den vedlagte tekst er det bilag, som udgør grundlaget for opgaven. Men hvis man vil, kan man orientere sig mere om projektet og dets kontekst bl.a. via disse links:

 

Bilag

30.08.2002

 Om musik som redskab i arbejdet med  unge - historien om Ghetto Noise

 Af Niskie Claesson, medarbejder i Sjakket

 Vi har i årevis haft et øvelokale i Sjakket, men det var aldrig rigtigt blevet brugt af de unge, men mest af enkelte af de voksne, der var tilknyttet. For omkring tre år siden fik vi det ordnet – meningen var, at det nu skulle benyttes af de unge.

En af de fyre, vi havde i aktivering, begyndte at sidde og spille keyboard dernede, og siden begyndte min storebror og jeg også at komme dernede. Rødderne begyndte at kigge derned, når vi sad og lavede musik. Det var først og fremmest vores egne ting, vi indspillede.

Vi begyndte at hjælpe rødderne med at lave musik, og pludselig bredte det sig som en steppebrand. Vi blev kimet ned af rødder, der havde hørt, at de kunne komme og lave musik hos os.

De fleste var mellem 14 og 18 år, helt almindelige rødder med dansk eller indvandrerbaggrund, piger og drenge fra blandt andet Blågårds Plads, Lundtoftegade og Nordvest.

Det specielle er, at de kommer uden nogensinde før at have lavet noget som helst musik. De vil bare gerne i gang. De vil bare godt være stjerner og komme på MTV - det er drivkraften.

Det er altså drenge og piger uden musisk baggrund overhovedet. Den lille smule, de måske kan, er noget de har lært gennem tv, musikken på computeren eller gennem cd'er de har købt.

 Måske har det noget at gøre med medierne. Da jeg var yngre, var der også MTV, men det var slet ikke lige så stort som i dag, og man blev ikke bombarderet på samme måde som i dag. De unge, vi møder, går virkelig rundt og har nogle drømme. De ser folk blive til noget inden for hele showbiz-industrien, og det er åbenbart noget, de kan forstå.

Som regel har de hørt om studiet fra kammerater, eller de har været til en koncert, hvor de har set nogle af de unge optræde.

Men når de kommer ned til os er de fuldstændig blanke og aner ikke hvad, men de vil bare gerne lave ”noget rapmusik eller noget r’n’b-agtigt med noget sang eller et eller andet.”

Det kan vi godt hjælpe dem med, men når vi så kommer længere frem i processen, prøver vi at presse dem lidt til at gøre det på deres helt egen måde.

 Det er sjovt at se udviklingen, når de først kommer herned. Der kommer måske en rod, som hverken kan snakke engelsk eller synge. Og selv ham kan vi lære op til at lave noget, som vi synes, holder helt okay. Men det er altså unge, der aldrig har prøvet at lave musik før. Nogle af dem forstår ikke engang, hvad det vil sige at rime.

Det kan være svært, hvis der kommer nogen og gerne vil synge, men så bare ikke kan synge rent. På den ene side skal man nogle gange kunne være hård og sige fra – men man skal også passe på ikke at tage for meget over.

 Når vi laver musikken, når vi skriver rimene og indspiller det hele, går vi meget op i, at det skal være så godt som overhovedet muligt.

Det er vigtigt, at det, de laver, bliver af god kvalitet. Rødderne kan mærke på min bror og jeg, at vi går meget op i det, som vi gør, og at vi ikke hopper over, hvor gærdet er lavest. Nogle gange begynder vi da at bede nogle af dem om gå hjem og øve sig igen, så vi kan komme videre og optage.

Hvis vi bare lod det hele være, så ville det ikke være lige så interessant som nu, hvor de kan mærke, at der står to voksne mennesker, og de kan mærke, at vi brænder lige så meget for den musik, som dem selv. Så bliver det pludselig meget mere spændende, pludselig bliver det noget rigtigt, de laver, og ikke bare fis og ballade.

 Da vi startede, var det bare min bror og jeg, der skrev en hel masse tekster for dem. De ville gerne have, at det var nogle ret voldsomme og ”gangster-agtige” ting, og i den forbindelse kom jeg til at tænke på, om vi egentlig hældte benzin på bålet – vi vidste jo godt, at vi havde nogle rødder, som gik ud og lavede ballade. Var vi med til at opildne dem?

På den anden side tror jeg, at hvis de kom ned i det øvelokale, og jeg så sagde ”hør her, I må ikke lave gangster-tekster”, så ville de nok forsvinde, fordi de unge, vi arbejder med, er jo ikke rødder, vi skal lære at lade være med at bande. Det er rødder, som vi først og fremmest bare skal i kontakt med. Og kan de få afløb for nogle af deres aggressioner nede i studiet, så er det jo fint. Det er lige som når de går ned og slår på den sandsæk, der hænger nede i thaibokselokalet.

Vi begyndte at diskutere teksterne med mange af de rødder, der har været dernede et stykke tid – ”Hey, skulle vi ikke begynde at lave noget, der handler om noget” – og så begyndte vi at tale med rødderne om, hvad der skete i deres hverdag? Hvad var det, de gik rundt og blev så irriterede over? Og så begyndte vi at skrive tekster, som handlede om noget.

Teksterne er lavet fuldstændig på deres præmisser, og det er ikke vores job at censurere noget af det. Den eneste regel vi har dernede er: Ingen racisme! Der kom nogle af rødderne, som ville lave en anti-jøde-rap, men det gik ikke - det kan vi ikke stå inde for

Vi har aldrig prøvet at bruge musik som redskab på denne måde før, men lynhurtigt fandt vi ud af, at det var perfekt. Det var virkelig noget for rødderne.

Samtidig med at der faktisk kommer noget ud af det, som de kan præsentere for andre, lærer de en masse ting,

Der er dels noget engelsk-undervisning, fordi de fleste rapper eller synger på engelsk. Der er også noget disciplin og noget teamwork.

Vi har haft nogle regler, som de har lært noget af. Hvis de for eksempel er i studiet, så gider jeg ikke ad omveje høre, at de render rundt og laver ballade. For ryger de i spjældet, og har vi en koncert dagen efter, så kan jeg ikke regne med dem.

Nogle gange får de for eksempel også at vide, at de skal gå hjem og øve sig på et eller andet. Og så kan det godt være, at de ikke går hjem og laver deres lektier, men de sidder og øver på deres rapmusik.

 Med musikken er det jo sådan, at de kan lide det - og derfor kommer de til tiden. Men hvis de kommer ud på en arbejdsplads og skal lave noget, de egentlig ikke bryder sig om, er det selvfølgelig ikke sikkert, at de møder op.

 Men det er altså nogle heftige rødder, som har virkeligt svært ved at forstå de krav, der ofte stilles til dem. For de fleste vil virkelig gerne kunne leve op til små krav, men selv små krav kan være som en bjergkæde at komme over – mange af dem har ingen opdragelse hjemmefra, så det er også noget af det, vi laver i Sjakket - vi opfatter os som en slags opdragelsesanstalt.

For de fleste handler det om at finde ud af, hvad de egentlig gerne vil - og det kan jo tage lang tid at finde ud af, hvad der er inde bagved og blive bevidst om sine egne ambitioner. Det værste er at se, når nogle af de unge går rundt uden nogen som helst ambitioner for deres liv. Derfor er det vigtigt at vise, at der er andre muligheder end de sædvanlige jobs - at musikken for eksempel også er et alternativ, hvis talentet er der.

 Vi har jo ikke lært dem at spille guitar og den slags, men vi har lært dem at rappe, lært dem at stå på en scene. Vi har også lært dem at overvinde angsten for at gøre ting, de ikke har prøvet før – at tro på sig selv og få en succesoplevelse ud af det. Det håber jeg da, at de kan bruge på alle mulige andre måder. Men det er jo svært at sige, om de kan det.

 Det giver selvtillid at stå på en scene, og det kræver ben i næsen, for tænk at stå der oppe. Jeg har mange gange tænkt "Jeg får aldrig de her rødder op på nogen scene" og så pludselig står de der. Det giver dem selvfølgelig et eller andet kick, en eller anden form for selvsikkerhed, som de forhåbentlig kan bruge det senere. Og om det så bare er den ene gang, de er oppe og optræde, så tror jeg aldrig de vil glemme den aften. Om de så midt i en svær situation tænker tilbage på dengang, de turde stå på en scene sammen med Niskie og rappe, det ved jeg ikke. Jeg tror ikke det virker sådan, men jeg tror, at det på længere sigt kan betyde noget. Og om ikke andet har det givet dem en fed, fed oplevelse, som ingen kan tage fra dem.

Og det er ikke bare en skiferie: Her har de selv gjort noget - jeg har bedt dem om at se på sig selv og være stolte over, hvad de egentlig har gjort, fordi det er da utroligt heftigt at turde gå op på en scene og optræde for et publikum på flere hundrede mennesker.

Jeg tror måske først, at man kan se, om det har givet dem noget, om ti år, om det har givet dem noget. Men det har helt klart givet dem noget rygrad – "Hold kæft, jeg kan det her pis".

For eksempel tog to rødder, der har været med, cd'en med ned i en rygeklub, hvor der sidder ældre, rødder, og de spiller deres egen cd.

- ”Åhh, hvad!” siger dem i klubben

- "Det er sgu da os", siger de to små.

- "Gu, er det da ej", siger de ældre,

 og de små begynder at rappe med på deres nummer, og pludselig opnår de noget respekt fra de ældre - en respekt de aldrig før har oplevet. Hvis de før skulle opnå noget lignende, skulle de først ud og stjæle biler, men her får de en helt anden respekt for noget sundt og noget kreativt.

 Vi havde for eksempel også en rod, der arbejdede i en rygeklub. Vi sagde til ham, at han skulle vælge, om han ville arbejde i rygeklubben eller komme og lave musik. Så gik han op og sagde op i rygeklubben. Med musikken som redskab har vi altså en god ”magt” til at kunne trække dem væk fra det ufede, de måske laver.

En anden gevinst vi har oplevet er, at grupper af unge har mødtes på tværs af de forskellige bydele. De har lært hinanden at kende i stedet for kun at være sammen med ”deres egne”.

Arbejde i døgndrift

 Projektet med at arbejde med musikken og indspille cd var hårdere og langt mere omfattende, end vi havde troet.

Pludselig oplevede vi at arbejde 60 timer om ugen, altså stort set døgnet rundt – der er koncert en af aftenerne, og så skal vi indspille og øve fire dage før til klokken 23-24 om aftenen… Lige meget hvordan man vender og drejer det, så har det ikke været et otte-til-fire arbejde.

Min storebror og jeg har været de eneste to medarbejdere om projektet, og derfor har vi skullet tage hånd om alting - og der er altså meget i forhold til sådan en cd-indspilning: Øve rim, lave koncerter og arrangementer, lave cd-covers… og samtidig bliver man kimet ned af rødderne: "Hvornår kommer cd'en, hvornår kan vi komme ned i studiet …"

Når man arbejder med noget man brænder så meget for, er det svært at distancere sig, og når der så sker et eller andet dårligt, så er det svært at distancere sig, og man tager det personligt, hvis der for eksempel er en, der stjæler en minidisk fra os, eller hvis man har fået dem ud i et fedt, ægte pladestudie for at de kan opleve, hvordan det er – og så stjæler de et eller andet derfra. Det er meget frustrerende.

Hvis vi havde været på kanotur og nogen af rødderne stjal en fiskestang, kunne jeg måske være lidt mere ligeglad, men når det er ens hjerteblod, det drejer sig om, så gør det også mere ondt, når de fucker det op. Men sådan er det – og det må man så vælge, om man vil eller ej.

Når man har svært ved at distancere sig går det ud over ens privatliv – det kan jeg da mærke. Og med den slags socialt arbejde er det da også et spørgsmål om, hvor langt tid man holder ud, når man brænder sådan for det, man laver. Og når man først har fået indblik i de menneskers liv, er det også svært at trække sig væk. Jeg har jo selv bedt dem om at have min tillid og bruge mig, når de er i knibe.

 Men samtidig er det jo også meget mere optur, når det så lykkes, og man får en knægt til at stå og rappe flere takter, og han ved egentlig ikke, hvad det er, han står og siger - han har bare øvet sig på lydene. Det er ren optur at se den proces - hvor langt man egentlig har kunne tage de her rødder.

I starten har man måske sagt ”Okay, vi prøver det her og har så tænkt: Det her går aldrig”. Og så har man terpet og terpet og terpet, og de har været ude og optræde en enkelt gang eller to, så har man indspillet nummeret, og så fungerer det sgu næsten.

I Sjakket har jeg lavet flere forskellige ting, blandt andet opsøgende arbejde, fodboldturneringer og thaiboksning. Det var sjovt at se rødderne få overrakt præmier og se den glæde man fik bragt videre, og det var fedt at se drengene gøre noget aktivt, efter at de bare i årevis havde siddet på deres flade foran computeren.

Men til sidst var der ikke nok i det, for det gav ikke mig et personligt kick, og hvis det ikke gør det så tror jeg til sidst, at man går død. Og så var det, at jeg begyndte at kigge mig om efter noget andet, jeg kunne kaste mig over.

Min storebror og jeg har lavet rapmusik siden 80’erne, hvor vi gik ude i klub 47 på Amager og lærte at spille koncerter. Vi har boet i Staterne, så vi har altid kunnet snakke engelsk og har skrevet masser af tekster. Faktisk har vi spillet musik det meste af vores liv – og gør det stadig.

Jeg tror, at essensen ved socialt arbejde er at finde sin egen lidenskab, og så bruge den i arbejdet. Man bliver nødt til at brænde for det. For hvis rødderne kan mærke på dig, at du synes, det er fedt, så kører det altså.

Hvis man skal lave et projekt som det her, skal man virkelig også have tålmodighed. Det kræver, at der er mindst én voksen, der kan og vil levere det, han ved, videre til de unge - det er egentlig det vigtigste. Det er ikke nok, at man kan rappe, skrive hamrende fede tekster, har haft en karriere og har optrådt diverse steder. Det er lige så meget et spørgsmål, om han kan jonglere med alle de ting, det indebærer: Organisere, formidle og have overblik.

 Man skal altså være en ildsjæl inden for sit felt og være ”på” 100 procent. Samtidig skal man vække appeal hos dem, så de ikke bare sidder og tænker "Sikke et gammelt fjols - hey for en gammel hippie". OK, jeg er jo faktisk en gammel hip hop-hippie, men alligevel ved jeg præcis, hvad det er, de gerne vil have.

Kan man det, så er der masser at arbejde med. Jeg tror, at man kunne åbne ti af den slags studier på Nørrebro, de kunne være åbne 24 timer i døgnet, og drengene og pigerne ville være vilde med det, for der er virkelig en stor efterspørgsel.