Hverdagsliv - Interpellation - Fremstilling

Socialt arbejde som interpellation til velfærdsstaten

Introduktion

Det sociale arbejde tæt på den situationsbestemte praksis – dvs. holistisk og subjektivt

Altså: Sygdomme giver bestemte, afgrænsede objektive standarder. Heroverfor står det helhedsmæssige og det subjektive

Socialt arbejde er uspecialiseret og skaber subjekter – og har derfor svært ved at blive rigtigt objektivt

Almene træk der også går igen i fx diskussionerne om omsorg, eller om de nye sygdomme

 

Først et længere foredrag, afbrudt af en nat, hvor jeg fortæller om de teoretiske pointer og illustrerer med eksempler primært fra københavnsk socialt arbejde og primært vedrørende misbrug

Som nogle af jer måske kan huske så har jeg et samarbejde med Vilde Læreprocesser og været involveret i et forskningsprojekt om gadeplansarbejde med misbrugere sammen med Esben

Derefter – i morgen på et tidspunkt – skal I arbejde kort med case'n som jeg håber at nogle af jer har fået kigget lidt på, for selv at bruge nogle af teorierne i praksis

Endelig tager vi en diskussion hvor I melder ind på baggrund af jeres læsning, mit foredrag, og gruppearbejdet

 

 

 

1. Det aktive samfund. Det sociale som helheden: Hverdagslivet

Jeg vil starte i måske den mest situationsbestemte praksis man kan forestille sig

BBJ's fortælling om Brobyggerne og Sidegaden er karakteristiske for nogle udviklingstendenser i socialt arbejde i disse år og generelt for den offentlige sektor

Man søger at inddrage lokalmiljøet – staten inddrager samfundet – nedbryder mure, går fra professionelt til frivilligt socialt arbejde, prøver at få folk til at være ansvarlige selv, at hjælpe sig selv og hinanden

Dette er et ganske andet grundkoncept for socialt arbejde end det traditionelle hvor en professionel hjælper en klient – her handler det om at et fællesskab af mennesker skaffer vilkår for et godt liv.

 

Case: Johs fra Bech-Jørgensen, B. (2000). Usædvanlige Fællesskaber, s. 12

"Johs Bertelsen fra Kristeligt Studenter Settlement fik den lyse idé at kombinere arbejdsløshed med butiksdød. Den ene butik i Saxogade efter den anden var nemlig efterhånden blevet lukket. Rødderne fik tilbudt arbejde med at sætte butikkerne i stand, og den første stod færdig i 1986.

Herefter gik det hurtigt.

De behov, som lokalsamfundet gav udtryk for, blev så vidt muligt omsat i butikker: Et bad (der var ikke badeværelser i lejlighederne i kvarteret dengang), en mor-barn-butik, en Café, et keramikværksted, en sundhedsbutik, et body-building center, en internet-café, et cykelværksted, og Slatten – et værested for gamle rødder, og et kontor hvorfra det hele koordineres."

 

Johs Bertelsen er aktivist, oprindeligt vistnok danskstuderende, har skrevet en i øvrigt udmærket bog der hedder Gå ind i din tid i 1991. Dengang var han i opposition til stat og kommune. Nu er han anerkendt og blevet leder af Studentersettlementet, oprindelig et kristeligt frivilligt socialt arbejde på Vesterbro. Han samarbejder så bl.a. med BBJ

BBJ og Johs er en god reference at bruge her også fordi Sidegaden, Sydhavsnkompagniet m.v. på mange måder ligner projektmiljøet omkring Sjakket, Vilde Læreprocesser m.fl.

 

Men også fordi begrebet hverdagslivet er helt centralt for BBJ, og det er vigtigt i forbindelse med socialt arbejde og grænsen mellem socialt arbejde og sundhed

Sml. Når hver dag bliver til hverdag

BBJ bygger på den fænomenologiske sociologi, især Schütz og bruger også Agnes Hellers overvejelser

Hverdagslivet er først og fremmest noget meget ubestemt – hverdagslivet er det liv vi lever hver dag, siger hun. Tautologisk med vilje – det skal ikke bestemmes, det må ikke afgrænses.

 

Men det har alligevel nogle bestemmelser – udover denne paradoksale bestemmelse, som er meget vigtig

For det første er det et livsbegreb – dvs. det peger på et spil mellem lineær forandring og cyklisk gentagelse, gendannelse, reproduktion – hver dag

For det andet er det 'radikalt relationelt', dvs. det taler ikke om de enkelte, men om sociale relationer. Det er et socialt begreb for socialt arbejde.

Sml livsførelse som handler om den enkelte, men i en hverdagslivs-sammenhæng

For det fjerde er der nogen der lever dette hverdagsliv – nogle aktører, der håndterer deres betingelser. Som træffer valg og griber ind i verden på en måde, de finder meningsfuld.

Hverdagslivsteorier rummer altså en forestilling om subjekter. Subjekterne er på den ene side underkastet deres betingelser som vilkår, på den anden side handler de med dem, reproducerer dem, håndterer dem.

Giddens kalder det en strukturdualitet, fordi betingelser er ordnet som strukturer af betydninger, der står i et gensidigt forudsætningsforhold til aktørerne.

For det tredje betyder det at betydningssammenhænge, der er overgribende, kollektive, samfundsmæssige, vekselvirker med hvad man ku kalde meningssammenhænge, som handler om hvordan betydninger er betydninger for de enkelte, og også mellemformer, man ku kalde dem subkulturer

For det femte er den hverdagslige gentagelse noget selvfølgeligt, eller upåagtet – der er altså et spil mellem det selvfølgelige og det reflekterede, som er en meget central pointe for fænomenologien

Case: Stine fra Bech-Jørgensen, B. (2000). Usædvanlige Fællesskaber, s. 28-29

"Stine har i løbet af de sidste 4-5 foretaget en række reflekterede valg. I interviewet betonede hun gang på gang, at hun netop havde valgt at gøre noget, fremfor noget andet. (…) Hun har for det første valgt at stoppe et omfattende hashmisbrug. Det var – som man kan forestille sig – svært af flere grunde, men måske mest fordi hun dermed brød med en slags familietradition for misbrug.

(…)

Stine bemærker videre at det er skægt nok, for de kvinder hun kender bedst fra Hva' Så kommer også fra misbrugsfamilier. Og de har også gjort op med det og er brudt ud af det.

Hun sidder og reflekterer over, at det nok er noget, man vælger ubevidst. Man genkender noget hos hinanden. Man reagerer på de samme ting og kan læse hinandens tavse signaler. Men at Stine forholdsvis let bliver opmærksom på og reflekterer over, hvad deres gensidige valg af hinanden implicerer, tyder dog på at deres valg af hinanden snarere er upåagtet. Det er noget der bare er sket, det er ikke noget de har tænkt over før bagefter. De unge kvinders upåagtede valg af hinanden er en af de mellemmenneskelige betingelser for, at Stine selv reflekteret kan vælge at holde sig ude af sit misbrug"

 

Hva' Så? er en mor-barn-butik oprettet af en sundhedsplejerske. Den knopskød i øvrigt til projekter i Sjakket, hvor en af brugerne fra Hva Så blev ressourceperson og senere dannede projektet Mor i Bar'n som fik støtte af Sundhedsstyrelsen.

Vigtigt her at det er lykkedes at gøre denne opdragelse af unge mødre til noget BBJ kan kalde "de behov, som lokalsamfundet gav udtryk for". De gør så at sige lige det der skal til, helt af egen drift og endda indimellem direkte som opposition til systemet, altså til den stat, der gerne vil have dem til det.

Eksemplet med Stine er også noget med misbrug – men vi ser at det handler ikke om misbruget og Stines forhold til det, det handler om noget dybere nedenunder det, nogle selvfølgeligheder, noget socialt, på godt og ondt

De sociale relationer virker upåagtet som grundlag for Stines reflekterede valg

Et andet ord for hverdagslivets ubestemte og uafgænsede sociale relationer er netværk. Ikke bare som socialt netværk, forstået som hvem man kender og omgås, men også netværk forstået som uformelle kanaler for udveksling af ressourcer. BBJ's fortællinger vrimler med hvad der ligner tilfældigheder – den kender den, nogen kommer forbi noget osv. Netværk står i kontrast til begrebet om rum, dette afgrænsede, der sætter en grænse, definerer en forskel, mens netværk er uendeligt, etablerer forbindelser, definerer ligheder.

Det er også afgørende for hele projektet her, og for BBJ's pointer, at man netop skaber disse netværk, disse sociale sammenhænge, i stedet for at behandle sociale problemer. Det er produktivt.

Når de taler om det kvalificerede hverdagsliv, så er det fordi de giver hverdagslivet kvalitet. Her er igen et interessant spil, for kvalitet betyder også bestemmelse, mens hverdagslivet netop i første omgang bryder med givne bestemmelser og indebærer noget ubestemt.

Kvalificering skal derfor også forstås som at der udvikles livskvalitet, hverdagslivet gives kvalitet, og denne kvalitet, hvad der kendetegner det gode liv, er noget der defineres nedefra.

Det kvalificerede hverdagsliv er måske først og fremmest et grundlæggende opgør med forestillingen om, at de udstødte skal kvalificeres så de kan komme ind på arbejdsmarkedet – eller rettere, så de kan konkurrere med de andre om det. Kvalificering er en kvalificering netop af hverdagslivet. Hverdagslivets holisme bruges også her til at problematisere den skarpt optrukne og bevogtede grænse mellem udenfor og indenfor – mao der er arbejdsbegreber i hverdagslivet . Det kommer jeg tilbage til.

Her er altså en særlig slag utopi i spil. En idé om at et mere menneskeligt samfund kan etableres i nogle lokale sammenhænge. I stedet for at kæmpe for reformer af velfærdsstaten, begynder vi dér hvor vi er og får noget til at ske. Og tager kampen op derfra.

Det passer fint med at velfærdsstatens egen udviklingsstrategi har ændret sig fra reformstrategi til forsøgsstrategi.

Måske passer det lidt for fint?

Her er det passende med en slags kritisk refleksion.

Jeg er personligt vældig sympatisk indstillet overfor både BBJ og Johs og Sidegaden.

Jeg vender tilbage til historien om hverdagslivet og dets arbejdsbegreber senere, i morgen.

Men først vil jeg for at få distance til det formulere en helt urimelig kritik.

 

Community psykologi som ny disciplin – der mangler et navn i Danmark

Community'ets vaghed – miljø, det udenom, overskridelsen, holismen

Community som amerikansk socialt arbejde?

Megen faglighed omkring socialt arbejde stammer fra USA, som ikke har en velfærdsstat i samme forstand som vores – hvor staten i omfattende forstand skaber samfundet

 

Påkaldelsen af den tredje sektors community er noget nyt, også i UK: Rose

 

"den tredje sektors community, (er) et moralsk felt der binder personer i varige forhold. Det er et rum af følelsesmæssige forhold igennem hvilke individuelle identiteter dannes gennem deres tilknytning til mikro-kulturer af værdier og betydninger. (…) Og det er gennem den politiske objektivering og instrumentalisering af et sådant community og dets "kultur", at politisk styring skal genopfindes".

 

Rose, N. (1999). Powers of Freedom, s. 172-173

 

Problemet med den forudgående 'sociale reformatorers community' – netværk af statslige institutioner – politisk styring

Forsørgelsestrekanten – allerede fra 1970'erne

3 decentraliseringer, New Public Management, avanceret liberalisme

Det aktive samfund, OECD, Dean

En kritisk påkaldelse af hverdagslivet – en starten fra scratch i noget der installeres som om det var oprindeligt og folkeligt

Ansvarliggørelsen af lokalmiljøer m.v. – og vanskelighederne ved at nå nok i dybden med det

Rose har det problem, at han skildrer diskurser, praksisregimer, styringsrationaliteter, uden hensyn til den kontekst de indgår i – USA, UK, DK bliver ét fedt

Men også at det altid kommer til at se ud som om det hele installeres fra oven og at det sker gnidningsfrit

Det ville være en misforståelse af Rose! Men hvorfor opstår den misforståelse mon hele tiden? Går der røg af en brand her?

Både nedefra og oppefra – politikere og ledere allierer sig med brugere

Folk som Johs kan danne den slags alliancer

Men igen – det sker aldrig blot selvfølgeligt – altid reflekteret også! Som politisk strategi

Det aktive samfunds diskurs reproduceres – vi gør det selv – mod systemet!

….og derved bliver vi subjektiveret! Eller gør vi?

 

 

2. Subjektet og fællesskabet

Den revolutionerende tanke: Subjektet dannes – konstitueres – er der ikke bare på forhånd

Individet er der, som biologisk realitet

Men individet er ikke = subjektet

Det er vældig vigtigt, fordi vi spontant har tilbøjelighed til at tænke psykologisk: Individet som objekt (for undersøgelse, for intervention) – det skal jo være objektivt, det subjektive er noget vi hænger i garderoben

Subjektet som 'rammen', normaliteten, der kan tages for givet bortset fra hos filosoffer (transcendental-) eller psykologer (småbørn og sindssyge)

Overfor det en anden tilgang, hvor denne grænse ikke er absolut – hvor problemerne og udfordringerne med at objektet er subjekt og omvendt ikke kan klares af på forhånd af filosofferne, men er en del af videnskaben og en del af praksis selv

Psykologien og det sociale arbejde og sundhedsarbejde handler om de stadige spejlinger, interaktioner, interactive kinds siger Hacking

 

Hvad er så subjektivitet?

Agency – når noget afstedkommer noget, forandrer noget – tæt på begrebet om årsag – i mange sammenhænge er det kun dette der menes

Deltagelse – arbejdsprocessens subjektivitet, sml. Marx's 1. tese om Feuerbach – hvor det centrale er at i mange udgaver af sociologi eller socialpsykologi forestiller man sig at individet er alene men forbundet med samfundet eller kulturen i form af et gitterværk af normer, diskurser, symboler, strukturer osv., hvorved det subjektive er individet mens det objektive er samfundet. Men i denne Marx-læsning er arbejdsprocessen en deltagelse, dvs. også kollektivt subjektiv

Identifikation – forholdet mellem det kollektive og det individuelle – mellem jeg og vi, og jeg og du, som hviler på at vi er de samme, altså en identitet – kan være i deltagelsesforholdet, men det kan også være i konflikten – krigens intersubjektivitet, sml. Hegel og Clausewitz

 

Selvrefleksion – et selvforhold – et forhold der forholder sig til sig selv, siger Kierkegaard, og han fortsætter: Og i at forholde sig til sig selv forholder sig til et Andet

 

"Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv; Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv
(…)

Et saadant Forhold, der forholder sig til sig selv, et Selv, maa enten have sat sig selv, eller være sat ved et Andet. Er Forholdet, der forholder sig til sig selv, sat ved et Andet, saa er Forholdet vistnok det Tredie, men dette Forhold, det Tredie, er saa dog igjen et Forhold, forholder sig til hvad der har sat hele Forholdet.

Et saadant deriveret, sat Forhold er Menneskets Selv, et Forhold, der forholder sig til sig selv, og i at forholde sig til sig selv forholder sig til et Andet".

Kierkegaard: Sygdommen til Døden. Samlede Værker, bind XI. København: Gyldendal 1905, s. 127-128

 

Hvis I synes dette er lidt dunkelt, så er det dog ingenting mod Kierkegaards hovedfjende og læremester Hegel:

 

Endvidere er den levende substans den eksistensform, der i sandhed er subjekt, eller med andre ord, i sandhed kun er virkeligt som den bevægelse at sætte sig selv, at formidle sin andenværen med sig selv. Den er som subjekt den rene enkle negativitet, og netop derigennem det enkles spaltning eller modsigende fordobling, som igen er negationen og modsætningen til den ligegyldige forskellighed. Det sande er kun denne genetablerende selvidentitet, denne refleksionen af andenværen i sig selv – og ikke en oprindelig eller umiddelbar enhed som sådan. Det er selvtilblivelsen, den cirkel, der forudsætter sin slutning som sit formål og sin begyndelse, og som kun gennem sin udførelse og sin ende bliver virkelig."

 

Hegel: Åndens fænomenologi, indledning, 18/18

(http://marxists.org/reference/archive/hegel/phindex.htm)

 

Dette med at vende tilbage til sig selv - gennem det andet, sin modsætning - kaldes også for en bevægelse fra i sig gennem for sig til i og for sig - Thomas H taler her om dannelse som overbegreb for den bevægelse.

Under alle omstændigheder: Subjektivitet er grundlæggende det at forholde sig til sig selv – og i den dialektiske tradition er dette noget der sker formidlet:

Når vi fx taler om ansvarlighed, så mener vi – vil jeg hævde – dels et selvforhold, altså man selv ansvarlig overfor at vurdere hvad man gør – og man er ansvarlig ift en bestemt standard og indenfor et bestemt fællesskab. Fællesskabet er det der an-spørger!

Den formidlede subjektivitet er ikke noget der bare er der – ikke noget man kan tage for givet.

Den dannes hele tiden – altså her er en revolutionerende tanke: Vi er ikke bare dannet én gang for alle, vi dannes hele tiden på ny i praksis'er, i fællesskaber, og disse praksis'er og disse fællesskaber bliver også selv dannet i samme proces.

Men paradokset er at vi dannes som om vi altid allerede har været subjekter - der forudsætter sin slutning som sit formål og sin begyndelse - det kommer jeg til om lidt

Lad os først se lidt på et eksempel

 

Case: Alexandra, 18 år, Sjakket 1994

 

Alexandra interviewede jeg en sommerdag i 1994 i Sjakket. Hun er en af de meget socialt belastede såkaldte målgruppeunge. Alexandra var i øvrigt en af de unge, der senere som ung mor nød godt af hvad Sjakket havde lært af Sidegadeprojektet og Hva' Så.

Jeg interviewede hende som led i at jeg var evaluator, og Socialministeriet havde bestilt en evaluering der lagde særlig vægt på brugernes ønsker og behov.

Hun fortæller begejstret om at hun får hjælp på en helt anden måde end hun har været vant til fra det sociale system. Her er virkelig nogen der forstår hende og tager hende alvorligt, og som hun kan stole på.

Men det vigtigste er ikke hvad hun får, men hvad hun giver. Hun har et projekt med en veninde, som hun gerne vil hjælpe.

 

Altså, hun er så langt ude, så jeg vil skyde på, at om 14 dage, så begynder hun at trække. Fordi hun er ved at være rimelig hooked på det, ikke. Og det er nok, for hun er ikke mere end 16-17 år, ikke, altså det er ikke særlig meget, vel, når man er på det dér, så derfor bekymrer jeg mig lidt om det, ikke. Og så får Sjakket en bondegård her på søndag, vi skal ud og kigge på. (…) Og der har jeg så tænkt mig at sætte hende ud, og så selv flytte derud i det stykke tid. Og så beskæftige mig med hende, ikke, lave en masse sjove ting med hende derude. Fordi hun har bedt om min hjælp to gange, ikke. Fordi hun så er en gammel veninde. Så det er så det jeg har tænkt mig at gøre nu. (…) Øhm - det er sjovt, fordi jeg har selv haft det samme i gang, da jeg gik inde i gaden, da var der nogle andre der havde nogle projekter med mig, med at få mig væk derinde fra, selvom jeg ikke tog stoffer. Og det samme gør jeg nu.

Hun siger Vi skal ud og kigge på en bondegård. Her gør hun sig til en del af et fællesskab. Deltager i dets praksis med at hjælpe målgruppeunge. Og tænker og taler i dets begreber. Vi kan se samme tilgang som BBJ's, at det vigtige er ikke misbruget, men derimod det sociale (veninderne og det sjove at tage sig til), og den måde det er sammenflettet med at fælleskabet og dets hverdagsliv udvikler sig. Alexandra identificerer sig både med veninden og med Sjakket. Og derigennem forholder hun sig til sig selv.

Hun er selvfølgelig ret overfladisk på dette sted – en meget grøn ressourceperson, der samtidig er målgruppeung. Hendes teori om misbrug og misbrugsbehandling – eller om et kvalificeret hverdagsliv – er nok lidt primitiv.

Men det er ikke så vigtigt. For hun skal ikke ses isoleret, men som en del af den sammenhæng, det vi, som hun samtidig er med til at danne.

Fællesskabet dannes som partikulær enhed – altså som et bestemt fællesskab.

I case'n her var der tale om at Sjakket netop var blevet anerkendt som offentligt socialt arbejde. Det var vigtigt at det blev anerkendt af unge som Alexandra. Men også af staten og af Københavns Kommune.

Faktisk købte de aldrig den bondegård, hun taler om. Ikke mindst fordi KK var meget bekymrede for at Sjakket skulle blive en døgninstitution. En del målgruppeunge drømte om det, men for kommunens embedsfolk var det et mareridt at tænke på hvad de ku blive holdt ansvarlige for.

Samtidig mente Sjakkets leder og andre med ham, at de bedre kunne fastholde offensiven i forhandlingsforholdet til kommunen hvis de satsede mere på at knopskyde aktivitetsprojekter med målgrupper af især indvandrerunge på Nørrebro. De var bekymrede for at bevæge sig henimod 70'ernes form for alternative samfund ude på landet.

Alt dette for at antyde at der er anerkendelse på spil. Staten anerkender Sjakket, Sjakket vokser ved det, og Sjakket anerkender Alexandra. Midt imellem er der både kamp- og deltagelsesforhold mellem dele af staten, nemlig Socialministeriet, Københavns Kommune, og senere Indre Nørrebros Bydelsråd.

Sml. Højrups statsteori – staterne anerkendes igen i kraft af at de kan forsvare sig militært. Den militærstrategiske og sikkerhedspolitiske subjektivitet er iflg Højrup den mest grundlæggende. Alle andre bliver til som deltagelse i den. Staten er når samfundet er partikulært og selvbevidst.

Og fællesskaber bliver til som deltagere i hinanden – altså man kan spørge hvor vigtigt det egentlig er at have et højeste niveau her. Er det ikke bare sådan at subjekter af uendelig mange slags deltager i hinanden og anerkender hinanden? Og indgår i det der hele tiden er det ultimative niveau, det uafgrænsede samfundsfællesskab – hverdagslivet?

Hverdagslivet er således på én gang det ultimate subjekt og et ikke-subjekt, fordi det ikke er partikulært og anerkendt. Paradoksalt.

 

Interpellationsbegrebet

Højrup og også jeg selv og mange andre er inspireret af Althussers begreb om interpellation, fra skriftet Ideologier og ideologiske statsapparater fra 1968.

Althusser var interesseret i hvordan ideologien fik mennesker til at være med til at reproducere det kapitalistiske samfund. Ideologierne antog hos Althusser skikkelse af ISA'er – ideologiske statsapparater, hvormed han altså ikke kun mente det der hørte det offentlige til, men også ting som pressen, familien og kirken – det afgørende var at de netop var bærere af ideologi.

Han beskrev endda ideologien som personificeret. Dels i en politimand: En af hans illustrationer er politimanden der fløjter og siger Hej – du dér, og man føler sig truffet og vender sig om: Mig? Her har vi et an-svar i en nøddeskal.

Interpellation er en sådan prajning, bogstaveligt betyder det at mellem-kalde, dvs. at afbryde nogen i deres egne gøremål. Opr. fra ministre (tjenere), som kaldes af parlamentet.

I hans hovedeksempel er det den kristne religion, og det er Gud, repræsenteret ved præsten, der kalder. Illustrationen er dåben, hvor det intetanende barn gives et navn, dvs. bliver til et selvstændigt subjekt som er skabt i Guds billede, og som er partikulært, dvs. unikt og som ingen andre.

Altså hvor man ofte taler om identitet og subjektivering som at man bliver til noget bestemt i form af en eller anden kategori, fx som mand eller som kvinde, som homo eller som heteroseksuelt osv., så er man i denne model også unik.

Dåben illustrerer meget godt hvordan på den ene side har forældrene og andre ventet længe på barnet, det har måske allerede et værelse, en arv i vente, og det får et navn nu. Det har eksisteret længe som social kategori og som mulighed. På den anden side er barnet helt uden forudsætninger, et helt ubeskrevet blad.

Altså barnet bliver til som subjekt, - men som et der altid allerede har været subjekt. Man dannes med en historie, en oprindelsesmyte. Althusser, som gik i psykoanalyse hos Lacan, taler om at det ubevidste er evigt, med henvisning til Freud.

Sml også Zizek om hvordan de nye ex-jugoslaviske republikker dannes med en historie.

Tricket med begrebet gadebørn – og ikke mindst med det begreb der blev brugt senere, nemlig 'Vilde Unge' – var at en person som Alexandra netop altid allerede havde været det som hun blev nu – altså ved at tale om gadebørn som nogen der havde energi og overlevelsesevne og hjalp hinanden osv. kunne man i Sjakket danne Alexandra med en historie.

Det er også mekanismen i den kritiske påkaldelse af hverdagslivet – lokalmiljøet, community'et, det oprindelige med livsverden….

Princippet er velkendt fra dagligdagens omgang med børn: Vi taler med spædbørn som om de altid allerede kan tale. Det kan de egentlig ikke, men det er ikke det væsentlige. Det væsentlige er at det kan de potentielt; og at det netop er derved at de lærer det.

Vygotsky introducerede begrebet vi normalt kalder den Nærmeste Udviklings Zone, men som egentlig burde oversættes som Zonen for Potentiel Udvikling fordi man aldrig ved hvorhen udviklingen går.

Mekanismen er tydelig i Sjakket med Alexandra. Hun er heller ikke rigtig ressourceperson, når det kommer til stykket. Men det er ikke det væsentlige. Det væsentlige er at det kan hun blive.

Først kommer den fælles praksis, hvor man er deltagere på forskellige måder, og så udvikles selvbevidstheden og ansvarligheden herigennem.

Althusser henviste til Pascal – "Knæl ned, fold hænderne, og De tror". Meget katolsk, ikke?

Men vi kender det også fra Anonyme Alkoholikere som har det vidunderlige motto "Fake it till you make it"

Først det tilsyneladende overfladiske. Det urealistiske. Så arbejdes der på at give det substans.

A propos hvordan Althusser henviste til Lacan, om end skjult, så havde Lacan fat i hvordan dette netop er en altid uafsluttet proces. Man bliver aldrig nogensinde helt den, som man synes man burde være, og som man tror man egentlig altid allerede har været.

Læg mærke til cirkelbevægelsen, som Hegel også udtrykte, med ordene "Det er selvtilblivelsen, den cirkel, der forudsætter sin slutning som sit formål og sin begyndelse, og som kun gennem sin udførelse og sin ende bliver virkelig"

En anden pointe med at bruge spædbarnet, eller for den sags skyld Alexandra her, som eksempel, er at det er let at se at ikke kun barnet dannes, men også familien. Og i Sjakkets tilfælde, den proces der gav substans til Alexandras overfladiske selvbillede som ressourceperson, det var den samme proces der dannede Sjakket som organisation for udsatte unge. Det var på ingen måde givet, hvordan Sjakket ville udvikle sig – og det er på et andet plan heller ikke givet hvordan velfærdsstaten Danmark udvikler sig.

Lad os se på et andet eksempel

Case: Linda, 17 år, Sjakket 1994

Linda her blev interviewet i den samme sommer, og hun var også målgruppeung. Også hun lagde mest vægt på det hun gav snarere end det hun fik. Hun var dybt engageret i en lokal radiostation og i et projekt med at hjælpe nogle rumænske gadebørn. Og hun var generelt vældig begejstret for Sjakket.

Men hun fortalte også om en konflikt, et problem hun havde, og det havde med rusmidler at gøre:

 

Da jeg først startede i Sjakket røg jeg 7-8 gram om dagen...

 

7-8 gram om dagen!?!?

Ja (griner). Og så - folk fik selvfølgelig at vide i Sjakket at jeg røg hash, ikke. Men de havde så bare ikke vidst hvor meget jeg røg. Og så begyndte én person at køre på mig specielt, hver gang jeg havde røget, så kom hun hen og skældte mig ud, ikke. Og kørte virkelig på mig hele tiden på grund af at jeg røg hash, ikke. Problemet var bare, at hun vidste ikke, at mit forbrug var blevet sat så meget ned, vel, så det var noget med at vi kørte en strid mod hinanden, hvor vi faktisk var to grupper mod hinanden, ikke. Altså dem der forsvarede mig, ikke, og så dem der var imod at jeg røg hash, ikke. Men det har vi så fået ordnet, - altså jeg må selv bestemme hvad jeg vil, ikke, altså det er jo det der er meningen med Sjakket.

Se, det var ikke kun Linda der røg meget hash. Der var faktisk en hel gruppe der blev kaldt 'hashhovederne' og som stod stejlt overfor en anden gruppe som de spydigt kaldte 'småpædagogerne' – og som i øvrigt mest bestod af psykologistuderende og den slags.

Hashhovederne talte også ressourcepersoner, og der var i deen tid en voldsom debat i Sjakket om hvordan man skulle have med rusmidler og misbrug at gøre. Nogle mente man måtte lave faste regler, sige til folk der mødte skæve op at de skulle gå et andet sted hen (og det var ikke kun hash!).

Andre mente at Sjakket netop var sted der ikke trak den slags grænser, her ku alle være med.

Linda formulerer her en ideologi, hvormed hun selv bliver interpelleret som gadebarn, og hvormed hun samtidig giver et bud på hvad Sjakket er, hvad meningen med Sjakket er. Hvad Sjakket altid allerede har været og derfor bør være igen.

Det er diskursen om at 'møde mennesket hvor det er', der trækkes ind – altså at ryge 2 gram hash om dagen er fint hvis man før røg 7-8 gram. Og den liberale brugerdiskurs, at man selv skal bestemme hvad man vil.

Pointen er at hun på en vis måde har fat i den lange ende. Hun taler med evaluator, som ikke er uden betydning for Sjakket, og som Socialministeriet har bedt om at lægge vægt på hendes ønsker og behov. Og hun taler for en brugerorientering, der er en vældig kraft, som Sjakket også selv bruger til at blive anerkendt med. Og i øvrigt for en pragmatisk tilgang til hash, som gradvist slår igennem, men det er en anden sag.

Så Linda kæmper en kamp hvor hun er med til at forandre velfærdsstaten. Der er tale om empowerment her. I en vis forstand kan man sige, at velfærdsstaten som statsform er én der hele tiden overskrider sig selv i kraft af stadige kampe om det sociale spørgsmål. Spørgsmålet er: Havde Mark Philp det aspekt med i sin historie? Eller er jeg for naiv?

Vi kan godt vende den rundt igen: Linda vinder skam ikke bare kampen. Tværtimod har småpædagogerne sådan set vundet den alene fordi de har ført den. Ikke på den måde at Sjakket endte som traditionelt projekt hvor psykologistuderende øver sig i rådgivning. Men fordi kampen selv har pædagogisk virkning.

Netop i konfrontationen med småpædagogerne tvinges Linda til at formulere sig ind i denne ideologi som selvansvarlig. Som én der er ved at sætte sit forbrug ned. I den hidsige debat er hun altid allerede en fuld deltager i Sjakkets demokratiske fællesskab.

Småpædagogerne har selvfølgelig også andre kræfter i ryggen, som gerne vil tvinge Linda og de andre hashhoveder til at ændre kurs. Hvis det bare var forældre sagsbehandlere og den slags, så ville Linda lukke ørerne og finde et andet sted at holde til. Men når det er en kamp om Sjakket, så tager hun fat.

Og så står hun overfor staten, så at sige, formidlet. I Sjakkets debatter ser vi staten som samfundets selvbevidsthed.

Man kan sige, at der er tale om en subjektiverende magt her.

Magten gør Linda til objekt – og hun tvinges til at forholde sig til sig selv – men muliggør samtidig at hun dannes som deltager i fællesskabet og udvikler samtidig fællesskabet.

Og – igen i forlængelse af BBJ's pointer om Sidegadeprojektet – det er på én gang en upåagtet proces og en meget bevidst én.

 

3. Objektivering - fremstilling

Jeg har vist jer nogle uddrag af tekster om Sjakket. De er udskrevet fra interviews. De har indgået i bøger og artikler, som er genstande, der fortæller om Sjakket, men som også er med til at danne Sjakket.

Med et ord: Som fremstiller Sjakket.

Som jeg var inde på, er selvbevidstheden, subjektiviteten, ikke kun formidlet over fællesskabet. Det er også formidlet over fremstillinger.

Man kan også kalde det objektivering, altså at noget gøres objektivt, det bliver noget der ikke kun er en del af det enkelte menneskes eller det enkelte fællesskabs meningssammenhæng, men også har en betydning, der rækker udover. Og objektivt på den måde at det er eksternt, udenfor subjektet, udenfor fælleskabet.

I nogle teoritraditioner er det objektive bare eksternt på den måde at det indgår i endnu større samfundsmæssige sammenhænge, altså er fælles for endnu større fællesskaber. Altså fx når Linda positionerer sig dels overfor sig selv, dels i Sjakkets diskussioner, og dels derigennem også i velfærdsstaten som fællesskab.

I andre teorier lægges der mere vægt på at det objektive er materielt, altså går udenfor hele det totale menneskelige samfund, helt udenfor selv hverdagslivet, ud i naturen – og derfra vender overraskende tilbage. Overraskende på den måde at det går aldrig som man planlagde.

Latour: The objective is that which objects!

Spejling – I et troldspejl

Objektivering har et janusansigt i forhold til subjektivering. På den ene side er det netop en produktiv og udviklende proces. På den anden side er det objektive også noget der i relativ forstand fastholder.

Ideologi kan bestemmes som objektivering af subjekter, og deri kan ligge både en formidling, der forandrer, udvikler, og en slags fastfrysning af magtforhold. Altså både en subjektiverende magt og en magt der udelukker eller forhindrer udvikling.

(Ideologiteori: Naturalisering, immanens, fastholdelse, dikotomi, identificering, abstraktion fra vilkår)

Lad os begynde i det negative.

Etienne Wenger bruger begrebet reification, og han har også fat i det janus-ansigt i det som han kalder forholdet mellem participation / reification.

Traditionelt har reifikation betydet tingsliggørelse. Tingsliggørelse som at reducere mennesker eller processer eller relationer til ting.

I socialt arbejde hænger det uløseligt sammen med social udstødelse. Jvnf Philps tese om at socialarbejderen søger at forhindre objektivering af klienten, altså at klienten ryger ind under en kategori, så han ikke længere er subjekt, fx som sindslidende eller som kriminel.

Her handler det om sygdomsbegreber.

Man er ikke nødvendigvis socialt udstødt fordi man bliver kategoriseret med et sygdomsbegreb. Jeg er fx kategoriseret farveblind, og kan desværre ikke forsvare fædrelandet som pilot, men det går nok endda. Men jo tættere vi kommer på at det er hele mig, der kategoriseres –altså jo tættere på det sociale arbejde – desto vanskeligere bliver det. Sagt på en anden måde: Jo tættere vi kommer på den situationsbestemte praksis, desto mere prekært. Desto klarere står vi dér hvor vandene skilles mellem interpellation og subjektivering eller udstødelse.

Erving Goffman sammenlignede psykiatrien med et bilværksted. Han viste hvordan forestillingen om service ikke rigtig holder som model for psykiatrien. Man kan aflevere bilen i tillid til værkstedets beviselige ekspertise, få den repareret, og komme og hente den igen. Kunden er helt uproblematisk skelnet fra hans ejendom, det objekt, der skal håndteres.

Sværere er det hvis man har brækket benet, der bliver man nødt til selv at blive på værkstedet, og der må gøres alt muligt rituelt for at trække grænsen tydeligt mellem kunden og objektet. Det er svært, men det kana lade sig gøre.

I psykiatrien bryder det helt sammen, for her er kunden selv – dette subjekt – det objekt, der skal repareres på.

Goffmans analyse var at når subjekter gøres til objekt på den måde, så er det slet ikke som psykiaterne bilder os ind en veldefineret faglighed. Det er derimod en stigmatisering, en stempling, hvormed vi opretholder vores idealer og normer i samfundet. Vi spejler os negativt i de afvigende.

Vi kan tilføje med Foucault, at italesættelsen af sindslidelsen som objekt er en viden-magt, der subjektiverer – os andre. Uanset om vi alle et eller andet sted er tossede, så er den afgørende magtudøvelse netop at trække en grænse. Mellem objekter og subjekter. Anerkendte og ikke- anerkendte.

Ligeså med misbrug. Vi er jo alle sammen afhængige, dybest set, ikke bare rusmidler, men det at have store vanskeligheder med at styre et instrumentelt brug af medikamenter der forandrer sindstilstanden og kroppen – det er et problem vi alle sammen har. Men der skal trækkes en grænse. Nogle er misbrugere, andre ikke.

Der er en tæt sammenhæng mellem en kulturel tabuisering, en social udstødelse og en psykologisk fortrængning / fornægtelse her

Vi tager igen et eksempel fra Sjakket. Vi er nu kommet hen i januar 1995. Sjakket har måttet opgive ambitionerne om at reelt have med de tungeste misbrugere fra Vesterbro at gøre. Måske mest fordi institutionerne for misbrugere var meget tunge at danse med, meget langt fra Sjakkets form for praksisregime.

Et hovedproblem var at man typisk forlangte at folk skulle være 'motiveret' for behandling. Dvs. man skulle så at sige altid allerede være et selvansvarligt subjekt med selvkontrol. Og det var mange af de unge ikke.

Men Sjakket fik i stedet midler fra Sundhedsstyrelsen til at lave et projekt der hed No Hope With Dope. Man holdt en stor fest i den Grå Hal i Christiania hvor man ville rekruttere en masse unge. Hip Hop musik og brandtale af Søren Magnussen.

Og man uddelte denne løbeseddel.

Tovholderen var en af hashhovederne, han røg for meget hash og smed dem væk….

Men løbesedlen er et objekt der fremstiller

  • Sjakket – som et sted hvor man holder fester og får ting til at ske, hvor hashhovederne er med, men ikke junkierne – Man kan sige at Linda vandt kampen – i den forstand at junkierne her entydigt er udenfor Sjakket, hvis de var indenfor ville det være mere et traditionelt behandlingssted
  • deltagerne i NHWD – det er de unge som er venner med de potentielle junkier, som er trætte af det og vil gøre noget –
  • og faktisk også stofmisbrugerne: De er flade junkier, de er gået ned, og de skyder hodet af hinanden uden nogen reagerer.

Vi ser meget tydeligt hvordan objektiveringen her virker udstødende. Blandt unge, ikke mindst blandt udstødte unge, trækkes der alle mulige grænser mellem det gode og det dårlige selskab. Grænsen mellem hårde og bløde stoffer er en af dem. Den er med til at gøre det meget vanskeligt at arbejde med misbrug af rusmidler.

 

Men når alt kommer til alt er det jo bare et flygtigt projekt. Det dannede ramme om nogle aktiviteter hvor man i høj grad fik unge i tale der også brugte såkaldte hårde stoffer, og hvor deltagerne faktisk arbejdede efter min vurdering ret avanceret med hinandens og eget rusmiddelbrug.

Der var ingen der påberåbte sig en ekspertise i misbrug. Objektiveringen var ganske bevægelig.

Men det er meget moderne at slå sig op på ekspertise i unge og misbrug – og også piger som Linda kommer under luppen. Hashmisbrug er i de senere år blevet anerkendt, så at sige, som rigtig sygdom, rigtigt misbrug.

Og man indretter projekter og rådgivninger, der er langt sværere at flytte på end NHWD og den slags projekter var. Bl.a. fordi socialarbejdere, psykologer og psykiatere og andre skal slå sig op som eksperter; rådgivninger skal sælge en vare til sagsbehandlere; der indrettes institutioner osv.

I Københavns Kommune har den kamp stået på et stykke tid, og som nogle måske har set i Sundhedsplanen, så er den endt (foreløbig) med at der skal laves en egentlig institution. Her sker altså en fornyet objektivering af misbrug blandt unge.

Lad os igen se på et eksempel på denne slags ekspertise.

Case: Fra Lundqvist, T. & Ericsson, D. (1999). Ud af Hasmisbrug. Haslev: Det Schønbergske Forlag, s. 36

Grafen her viser udviklingen i hhv. koncentrationen af THC i blodet og de psykologiske fænomener angst, uro, rastløshed henover 6 uger efter ophør med at ryge hash.

Den bruges i hashrådgivninger, der kører efter Lundqvist & Ericssons model. Den bruges til at fremstille en metodologi for rådgivningsforløb, hvor fokus skifter med tiden – og derigennem fremstilles en rådgivning der hviler på en objektiv ekspertise. THC-koncentrationen er målbar, ligesom selvfølgelig tiden. De psykiske fænomener er mere blødt afledt af erfaringen – men netop ved at koble sig på kemien opnås et skær af objektivitet. Kemien repræsenterer det objekt, som er adskilt fra det subjektive.

Ved at knytte forløbet af både hashbrugerens oplevelser og af behandlingen til kemien opnås hvad jeg kalder en grænseobjektivitet, idet denne kobling er en slags grænseobjekt mellem biokemiens og rådgivningens praksisfællesskaber.

Det giver noget at holde sig til – og det giver også en bestemt fastfrysning. Man kan ikke bare sådan ændre på dette her, for det har en objektiv forankring i lovmæssigheder.

Grafen bruges også i selve rådgivningen.- Man viser den for de unge. Ved at spejle sig i den kan de tolke deres egne oplevelser. Og så har de noget at have det i, så at sige.

 

Rose hævder at velfærdsstatens traditionelle psykologiske problematik, hvor der er psykologiske dybder der tolkes og sættes ind i en holistisk social sammenhæng, er ved at blive klemt flad – mellem på den ene side biologi og på den anden side en subjektivering som selvansvarlig borger.

Han hævder endda også at grænsen mellem afviger og normal er ved at blive udvisket. Det er ikke sikkert at man bare stemples og marginaliseres hvis man er hashmisbruger.

Det er ikke en given sag hvordan en bestemt slags objektivering, fremstilling virker.

Mange er faktisk glade for at se sig selv som hashafhængige – især dem med de bedste sociale ressourcer og med muligheder for at sadle om og genoptage gymnasiet. Dem der ikke behøver at blive fremstillet som deltagere, at blive interpelleret til betydningsfulde fællesskaber på nye måder. Dem der ikke er så totalt socialt udstødte.

Min kritik vil være at en sådan rådgivning stadig har det med at forudsætte hvad den skal danne: Den selvreflekterende og autonome bruger – en del bliver det netop derigennem, interpelleret som altid-allerede selvansvarlige – men mange gør ikke. Den trækker en temmelig absolut grænse.

Hvis man vil have dem i tale, der dropper ud af rådgivningen, så får man brug for andre slags fremstillinger.

Her er vi så ovre i at betragte den positive side af fremstillingen.

Solis' historie om de mexikanske illegal immigrants, der forvandler sig selv og hinanden til undocumented handler om dette. Hun henviser først til Vygotsky:

…sproget er et kulturredskab omdannet til tegn, et symbolsystem udviklet af de faktiske samfundsmæssige praksis’er og mellemmenneskelige forhold gennem hvilke dets betydninger "danner stilladser" (are scaffolded) af mere kompetente deltagere; efterhånden formidler tegnene mellem individets ydre samfundsmæssige verden og indre bevidsthed gennem praktisk, meningsfuld og målrettet virksomhed.

Solis, J. (2002). NO HUMAN BEING IS ILLEGAL, s. 5

Når indvandrerne arrangerer aktiviteter, hvor børnere fx skriver oplysningspjer til nye invandrerbørn, så laver de en mod-stilladsering, siger Solis, en counter-scaffolding.

Scaffolding kommer fra Vygotskyinspirerede amerikanere som Michael Cole og Jim Wertch. Ordet stillads har nok lidt strukturalistiske konnotationer. Det er som om de voksne ved på forhånd hvor børnene skal kravle hen op ad stilladset. Det er blevet kritiseret for at man alt for let kommer til at tænke i stadieteorier.

Hos Jocelyn Solis kan man ikke rette den kritik. Her er det klart, at praktikerne der danner mod-stilladser, herunder børnene, før forskere og andre er klar over hvor det bærer hen. Pointen er at fremstillingen, objektiveringen, i en bestemt kategori, er et stillads, som man kravler op over til de mere almene problematikker om retfærdighed og lighed i det nordamerikanske samfund.

Den tankegang kan man evt. rette mod mange af de mere bevægelige fremstillinger i det sociale arbejde, herunder i en del selvhjælpsbevægelser.

Men lad os tage et andet eksempel.

 

Case: Hashabstinenserne. Vilde Læreprocesser 2000

Her er vi fremme i år 2000 i Vilde Læreprocesser.

En socialarbejder fra Vilde Læreprocesser interviewes her om en tur til Mallorca sammen med Mille, en 'vild pige', som hun gerne vil have mere kontakt med, Katrine, en anden 'vild pige', som hun gerne vil rekruttere til socialt arbejde, og deres sagsbehandler, som hun gerne vil udvikle samarbejdsforhold til. Historien handler om arbejdet med alle 3 parter. Socialarbejderen er lige kommet hjem fra turen og reflekterer over erfaringen. Den generelle lære, der drages i de efterfølgende diskussioner, bliver at turen kom til i for høj grad at ligne en "pædagogisk psykologisk observation", især fordi samarbejdsrelationen til sagsbehandleren er for tung at få i gang, bl.a. på grund af konflikter på socialcentret. Fokus bliver alt for meget på observation og opdragelse af Mille.

I uddraget fortæller socialarbejderen da også om Mille – og begrebet 'hash abstinenser' spiller en særlig rolle i fortællingen her:

Da der var gået de der 3 dage, da begyndte hendes abstinenser, hash abstinenser simpelthen, at bryde ud i lys lue. Og det handlede om at ligeså snart hun var på gaden så prøvede hun at spotte, hvem kan der være her der er i besiddelse af hash, eller hvem ryger hash. Dvs. at hun kontaktede alle negre (griner) og folk som så målgruppeagtige ud. Dem forsøgte hun helt klart kontakt med, og der kom det der ubehagelige stykke arbejde ind med at skulle rende ud i røven på hende osv. osv. Når vi kom hjem så skulle man så tjekke hvilke nogle, eller så havde hun små kort med alle mulige telefonnumre, fordi så har hun så lige været rundt om hjørnet for at få et telefon nummer af én, som hun så kunne ringe til når hun var rigtig trængende og skulle, så ville han så komme med noget hash til hende. Og der var selvfølgelig en masse arbejde i det, med at dels holde øje med hende og få hende til at forstå at det holdt ikke. Der var så igen Katrine meget inde over, og det foregik igen så om aftenerne

Hvordan kunne du have styr på hvad hun havde af små sedler i baglommen med telefonnumre og sådan noget?

Fordi hun er den kaliber pige, og det er de alle sammen som regel, de vil sgu gerne opdages. Fordi de ved godt at de har et problem. Og de vil godt have konsekvenser og de vil godt have hjælp. De vil godt, hun ville godt være ligeså tjekket som Katrine og ville godt blive ligeså dygtig som os.

Så der var små åbninger?

Der var små åbninger. Rent faktisk så, også omkring det der tyveri, altså også mange gange handler det også om at ville være midtpunkt. At hvis man laver noget lort så bliver man automatisk midtpunkt. Og så har du mulighed for også at lave et drama. Hun er så lige startet på et, så jo mere drama jo bedre, jo flere konflikter jo mere midtpunkt. Så det handlede om at hun nogen gange direkte kunne finde på at lægge en seddel, og så skulle man så spørge: "Hvad er det for et telefonnummer?" - (efterligner pigestemme:) "Det siger jeg da ikke!"

Ja! (Griner)

Og så kunne man så spørge ind til det, ikke. Men de der hash ting, de var sådan meget heftige på 3. - 4. dagen

Eksemplet her er faktisk på vippen. Det er tæt på at hashafhængighed bliver en forklaring på hvorfor Mille ikke kunne optages i fællesskabet.

Men

Vi er tilbage ved arbejdsbegreberne, ved spørgsmålet om objekter, genstande, for en fælles praksis.

I socialpædagogikken taler man om det fælles tredje – der er dig, mig, og så det vi har med at gøre, det vi har for sammen.

Problemet netop i socialt arbejde hvis det vi har for sammen er mig – så trækkes tæppet hele tiden væk under min deltagelse – jeg kan ikke finde noget perspektiv, holde det op imod noget, så i realiteten bliver jeg på et plan holdt ude – magten er subjektiverende til en vis grænse, grænsen mellem hjælp og selvhjælp.

For at komme ud over det er det, at man kan blive fristet til at sige at det simpelthen skal handle om noget helt andet – at sætte parentes om problemerne, sygdommen, hashmisbruget fx

Her er vi ovre i den modsatte grøft, så at sige. Vi ser gennem fingre med fx misbruget og laver nogle projekter der er noget. Så kan det sociale arbejde, pædagogikken, være helt implicit, ligge mellem linierne i hvad vi ellers foretager os, være et indbygget hensyn blandt mange andre, i det højeste.

Det var karakteristisk for et projekt jeg samarbejdede med før Sjakket, og som også var en del af samme miljø eller netværk, et revalideringsprojekt der hed Brugerservice.

Heri ligger ligesom i Sidegaden en vigtig pointe: Normalitetsbegrebet problematiseres. Mange siger at de utilpassede unge vil have 'et normalt liv' –

 

Imidlertid problemet om den liderlige luder:

Sagt på en anden måde er vi uden redskaber til at problematisere de subjektiveringer der finder sted – og de udstødelser der også finder sted

Vi kommer med parentesen til at danne en dikotomi – et enten-eller – enten er det behandling eller også er det implicit pædagogik

Ideologiens problem er dikotomier - uforbundne, modsatte naturaliseringer - vi sidder fast fordi vi hele tiden bare skubbes over i den anden grøft

Det radikalt onde (Zizek) - grundforudsætningen der er fælles: At deltagelse og magt, fælles tredje og objektivering/ideologi udelukker hinanden

I stedet må vi tage fat i at lokalkulturen kun kan leve i kraft af en politisk kamp – en stadig påkaldelse og tolkning af dette hverdagsliv, der mobiliserer – interpellerer – de unge og samtidig skaffer ressourcer og råderum

Dvs. ideologien og dermed fremstillingen, bliver væsentlig - netop som det objekt man arbejder med, det fælles tredje - et politisk arbejde, der også er et symbolsk, kunstnerisk osv.

Ikke tilfældigt at Sjakket hele tiden lavede fremstillinger i form af teaterprojekter, happenings, festivaler, deltog i film, lavede et målrettet og omfattende mediearbejde osv. – disse fremstillinger kunne fungere som fælles tredje og samtidig fremstille sociale problemer kritisk

Kulturpædagogik - de bevægelige fremstillinger

 

 

 

 

 

Case:. Hashpiger i Vilde Læreprocesser