Produkter fra temadagen 30/10               OBS! Billeder fra dagen

På temadagen arbejdede vi på forskellige måder med at fremstille vores refleksioner over pigegruppen, Vesterbro Ungerådgivning, og Københavns Kommunes indsats for unge misbrugere.

Disse refleksioner bliver sat på hjemmesiden efterhånden.

Der er dels de umiddelbare refleksioner, dels resultaterne af gruppearbejderne - og endelig en efterfølgende opsamling af temaer der kan diskuteres mere


1. Umiddelbare refleksioner


Lige efter paneldiskussionen blev de studerende bedt om at nedskrive deres umiddelbare refleksioner. De kommer her:


Morten Rasmussen: "Paneldiskussionen og de deraf følgende hold refleksioner (og/eller omvendt?!!)kredsede en del om de modsætninger der stiller sig, når man på den ene side vil lave en institution for unge misbrugere og på den anden vil "fange" den hele unge med alt hvad det indebærer af netværk, andre praksiser og et kompliceret liv i det hele taget. En del af mine Refleksioner har bl.a gået på, hvordan kan/skal én institution blive svar svaret på dette dilemma? måske er det vigtigt at tænke institutionen som en del af svaret, hvilket vel også meget var det Unna fx forsøgte - og som stiller sig problematisk?!! Hash pigerne havde i følge panelet et fælles forankringspunkt som blev kaldt: hashrygning, dette var/er deres fælles problematik, og det der begrundede dem som et samlet indsatsområde. Jeg fandt det påfaldende, at fx. Gyda når hun beskrev hashrygning, som den fælles forankring hele tiden henviste til de steder disse fællesskaber opstår, forfølges og udspilles. Det var fx hashklubber, Christiania etc.  Når det for mig er interessant, så skyldes det, at denne udpegning af konkrete (og multiple) praksiser for pigernes færden, på en måde tegner et billede af et fællesskab, der er andet og mere end hashrygning. Disse steder er hashrygning muligvis en fælles forankring, men der kunne være andre og flere?!!!"

Katrine Roehder: "Jeg synes diskussionen (og Christines artikel) var meget interessant, især fordi den gav nogle anderledes bud på arbejdet med unges sociale problemer. Det havde været interessant, hvis der måske havde været flere konkrete eksempler på arbejdet. Umiddelbart tænker jeg, at det må være problematisk at arbejde med pigerne udfra en eller anden implicit antagelse om, at de har et problem, og samtidig have en eksplicit formuleret holdning om, at de ikke behøver at holde op med at ryge hash for at deltage i projektet. Det må både være et konkret dilemma i det daglige arbejde med pigerne, samtidig med at jeg kunne forestille mig, at det måtte være frustrerende ikke at "kunne hjælpe". Dette dilemma synes jeg det kunne have været interessant at uddybe. Endvidere synes jeg også at det kunne have været interessant at diskutere mere konkret, hvilke overvejelser, der ligger til grund for den måde at arbejde med pigerne, som projektet er et udtryk for. I siger, at det ikke er muligt at arbejde mere traditionelt psykologisk med pigerne, men hvorfor det?"

Heidi Hesselholt: "Det store emne var jo institution >< knopskydning, men hvilken relevans ville en sådan institution mon have for personer som disse piger? Jeg ville gerne have hørt mere om pigerne, hvordan arbejder men med dem osv.  Jeg fandt det interessant at fokus var på de unges liv og mindre på misbruget, problematikken omkring misbruget ind ad bagdøren - og at kontakten alligevel havde ført til, at nogle piger ønskede at holde op med misbruget. Men er det holdbart på sigt.... og er det en metode, som kræver al for megen tid og mange ressourcer, i forhold til, hvad den batter? Kan det også være problematisk ikke at kalde problemerne ved deres rette navn?"

Dorte Engelund: "Det der har været væsentligst for mig ved debatten om misbrug d. 30/10-02. Jeg fik nogle forskellige perspektiver på de dilemmaer, der kan opstå i forbindelse med at intervenere i forhold til unges misbrug. Nedenstående er en opsamling på det, som er betød mest for mig ved debatten og nogle overvejelser jeg gjorde. Problematikken omkring institutioner eller knopskydning.  Der er en risiko for at de store institutioner stigmatiserer de unge og behandlingen centraliseres, så den kommer til at foregå udenfor deres eget miljø. Her har knopskydningen nogle forcer, for man behøver ikke ”at skrive misbrug med store bogstaver” og kan arbejde med unge i lokalmiljøerne. Unna mener, det er nødvendigt også at have institutioner for at ”dække hullerne” i lokalområderne. Gyda at man skal arbejde med de unge lokalt. Det fik mig til at tænke på om man kan - og i så fald hvordan man kan sikre en kvalificeret indsats i alle lokalområderne? Er det lokale arbejde i så høj grad afhængigt af medarbejderne som personer eller kan man kvalificere dem til at kunne det? Morten var inde på at det ikke kun er personen, men hele netværket, der har en betydning for de givne handlemuligheder (Henviser til teori om aktør netværk).  Stigmatisering. Der blev fremhævet en risiko for stigmatisering af de unge ved at samle de unge i målgruppen ”misbrugere”. Spørgsmålet er om det behøver at medføre stigmatisering. En studerende nævnte at det også kan være en lettelse at være sammen med nogen, som har de samme problemer som en selv. Så er man ikke anderledes i den sammenhæng. Jeg overvejer om man kan undgå at stigmatisering bliver et problem på institutioner, som sætter fokus på de unges misbrug? I så fald hvordan? Hvad så når misbruget stopper? Hvad skal der ske med de unge, som kommer ud af deres misbrug? Bliver det et problem, hvis de ikke længere kan være en del af gruppen, når de får det bedre? Det vil være en mulighed at de får en funktion som hjælpere for andre unge, som har færre ressourcer. Unna nævner at nogen af dem hellere vil videre med noget andet. Jeg tænker, at det under alle omstændigheder må være vigtigt at de bliver fulgt godt på vej, så de ikke falder tilbage i misbrug."

Rebecka Horne:
"Det jeg har fundet væsentligt, men som jeg ikke helt fik spurgt om og dermed uddybet er følgende: I forbindelse med den nye institution var det meget interessant at den unge skulle følges....Altså at en medarbejder efterfølgende skulle følge den unge videre evt. til andre tilbud. Mine spørgsmål bliver derfor: a) Skal medarbejderen indgå i den nye personale relation? b) Hvor længe skal medarbejderen følge den unge? Hvad er begrundelserne for eks.vis. 1år eller 5år? c)Er det en mentor funktion? d) Har den ansatte flere unge ad gangen, som denne følger? e) Hvis det er sådan (d) mødes de unge så efterfølgende med hinanden + medarbejderen?
Desuden har jeg andre spørgsmål mere generelt til projektet med hash pigerne. 1) Har I overvejet den afhængighed som skabes i pigerne, mht. fokuseret opmærksomhed og energi, i relation til at projektet er tidsbegrænset? Hvis så; på hvilken måde tages hånd om denne afhængighed? Er problemet taget op med pigerne? Hvilke ønsker har de, som kan imødegås af jer, efter endt forløb? 2) Hvor længe vil man kunne være med i projektet, og samtidig ikke ville deltage? Der tales om en pige som har været med i et halvt år uden at deltage, er der et tidsloft på hvor længe I kan acceptere en sådan adfærd? 3) I forbindelse med problematikken omkring pigernes ønske om individuel kontakt og dermed fortrolighed kontra gruppens fællesskab og formål, vil jeg gerne spørge om I har frivillige tilknyttet? I tilfælde af at der ikke er frivillige tilknyttet projektet, kunne det være interessant at høre begrundelserne for dette. 4) En sidste ting jeg har undret mig over, er fra side 38 hvor der står: " .... Eller med andre ord er man altså ikke bare tolerant overfor de unge, man er tolerant på en særlig måde". Hvad går denne særlige måde at være tolerant ud på? Er det fælles regler, i tale sat mellem de ansatte? Eller er det en uudtalt rammeforståelse, som hver enkelte ansatte forvalter udfra personlige grænser?  Er pigerne klar over tolerancens størrelse og dens afgrænsning?  Hvis dette er tilfældet, på hvilken måde bliver dette formidlet til pigerne?
Jeg håber I kan bruge mine spørgsmål til noget."
.

Tone Eggers: "Spørgsmålet går tilsyneladende (og heldigvis!) ikke på et enten-eller i relation til arbejdet med unge, der har misbrug som et af elementerne i deres sociale verden  Væsentligt i mine øjne at en evt. institution bliver en ”indefra- og ud.. OG en udefra- og ind”- institution. Dvs. både lægger op til specifikke tiltag ( på udd./skole-omr. såvel som arb./fritidsomr.) for de unge og iværksætter disse indefra og fungerer som sparringspartner (og ikke ”konkurrent”) for for tiltag/projekter der allerede eksisterer eller opstår i lokalmiljøerne, evt. som knopskydning fra et igangværende projekt…
Med andre ord, at der er en velstruktureret kontakt og netværk både ind og ud af institutionen, så overgangene til og fra ikke bliver de svage led i det sociale arbejde, der undergraver mulighederne i, og for et bæredygtigt initiativ. Endvidere… at det terapeutiske rum ( her den omtalte institution) tolkes som både fysisk og metafor! "

 



2. Gruppearbejder


Om eftermiddagen
nedsatte vi grupper udfra Gydas formulerede spørgsmål til os. Dog kunne de studerende frit vælge sig på grupperne, så af de 5 mulige grupper blev der kun nedsat 3:
  1. Hvordan man både tager udgangspunkt i ressourcerne og arbejder med problemerne?
  2. Gruppeprocesser og individuelt arbejde i og udenfor rådgivningens/'det terapeutiske rum'
  3. Hvilke andre vinkler, spørgsmål, problematikker kan vi foreslå bringes ind i billedet?


1. Hvordan man både tager udgangspunkt i ressourcerne og arbejder med problemerne?

Udgangspunktet var diskussionen af den dobbelthed der er mellem de sociale problemer inkl. hashmisbruget på den ene side og de ressourcer pigerne har/henter frem på den anden…

Der er ikke tale om konkrete løsningsforslag, men refleksioner, som forhåbentlig kan belyse aspekter, som er svære at se ”indefra”.

Først og fremmest er det væsentligt at bemærke, hvordan ressourcer og problemer opfattes fra de tre ( i denne sammenhæng) implicerede perspektiver, dvs. brugernes (pigerne), socialarbejderens og forvaltningens perspektiv.

Hvor ressourcesvag skal man være før det i det sociale system kvalificerer til en eller anden form for hjælp? Er det at have problemer i virkeligheden en ressource i det sociale system; en adgangsbillet til ydelser og hjælp? Er Gyda nødt til at fremstille pigernes situation, som værre end den er? Eller er der en anden måde at tænke på end denne enten-eller oplevelse?

Vi talte for en ophævelse af modsætningen mellem ressourcer og problemer, som en del af det at anerkende, at også komplicerede liv er rigtige liv. Og hvordan overføres dette til praksis? Og hvordan kan modsætningen mellem problemer og ressourcer ophæves i de respektive perspektiver?
Er det frirum, som pigerne bl.a. gennem anonymitet har i gruppen, allerede ændret, men skjult eller svært at italesætte? Er det anonymiteten, der gør arbejdet nu hvor gruppen er etableret?

Vi diskuterede muligheden for at se afgivelse af anonymitet, som en ressource til videre knopskydning: Kollektivt empowerment… et fælles tredje?
Bl.a. kan muligheden for, som Gyda talte om på temadagen, at en eller flere af pigerne kunne fortsætte som ansat nogle timer om ugen, på baggrund af de opnåede ressourcer, være et eksempel…

Denne holdning til en eller flere af pigerne kan ligeledes være udtryk for at praksis er ændret, at både Gyda og pigerne har bevæget sig. Deri ligger også muligheden for et nyt syn på sig selv.

I en evaluering må Gyda forholde sig til individuelle problemer og fremgang/udvikling, mens hun i sit arbejde lægger vægt på gruppeprocesser og kollektivitet. Og ligeledes søger midler på gruppens/kollektivets vegne.

I den forbindelse ser vi det som nødvendigt at tage praksis alvorligt: At fremhæve de ressourcer der er  fremkommet, som basis for knopskydning… og som bro til det system, der som sikring af demokratisk organisering må kende brugernes identitet. Ikke som et krav fra systemet til den enkelte, men som en mulighed for pigerne for at træde frem, deltage, blive noget for nogen i kraft af medvirken i  udviklingen af projektet.

Mortens kommentarer: At ophæve modsætningen mellem ressourcer og problemer lyder som en flot parole det er svært at se i praksis.

Hvis man gør problemerne til ressourcer ved at de er løftestang for gode projekter, så er faren at man hænger fast i dem for at kunne fortsætte samarbejdet. Man kan måske nok sige, at et udviklingsperspektiv kan gøre en forskel: Således at projektet bevæger sig med pigerne - gruppens tanke er jo at det gør det allerede! - fremfor at stå stille og være et 'tilbud' der hele tiden begynder forfra. Gruppen måtte så efterhånden bygge på andre ressourcer end den at deres problemer giver opmærksomhed og projektmidler - kniven-for-egen-strube-taktikken holder kun kort i denne kyniske verden. Og andre nye grupper kan så etableres løbende for at få nye unge i tale. Men hvordan kan man arbejde for overgangen fra problem-som-ressource til andre slags ressourcer?

Umiddelbart kan man finde et begreb der formidler: Fx som begrebet 'Vildskab' (jvnf. Line Lerche Mørchs analyser om 'Vildskabens vilkår i det sociale arbejde') der både kan være problem og ressource. Når såvel unge som medarbejdere kravler over dette begreb som et stillads, så skifter det betydning. Men hvis det virkelig skal vendes til en ressource i sin nye betydning, skal man have noget at have den i. Det kræver fx en omfattende politisk indsats og forankring at blive anerkendt som 'vilde socialarbejdere' i betydningen eksperimenterende, revolutionære osv.; desuden kræver det en 'ånd' dvs. en etik og et fællesskab der gensidigt konstituerer hinanden og udpeger en positiv mening med livet snarere end blot en 'normalitet'.

Også fordi det jo er et problem hvis der skal holdes et bestemt tempo for at  leve projektlivet, mens de unge (som andre mennesker) jo også har brug for at have mere varige relationer. Der er, som Kasper var inde på i formiddagens diskussion, en modsigelse mellem projektformen og institutionsformen, også på den måde at projektformen gør det vanskeligt at realisere de nødvendige kontinuiteter. Medmindre vi kan zoome ud til et større fællesskab der er løst afgrænset, og som hele tiden knopskyder nye projekter, der taget for sig selv hver for sig er tidsbegrænsede, men som tilsammen er et varigt netværk

(fortsættes...)



 



2. Gruppeprocesser og individuelt arbejde i og udenfor rådgivningens/'det terapeutiske rum'

Spørgsmål til det individuelle arbejde:
Hvad er intensionen med det individuelle arbejde?
Hvilke temaer skal det omhandle?
Hvad skal den individuelle relation kunne tilbyde?
Hvorfor er den vigtig?
Hvem har behov for den?

Problematikker ved at varetage både kollektive og individuelle funktioner som medarbejder:
Hvilke udfordringer giver det når samme person varetager både det kollektive og individuelle arbejde? Gyda nævner at pigerne i et vist omfang konkurrerer om hendes opmærksomhed. Vi forestiller os at den individuelle kontakt forstærker tilknytningen mellem den enkelte pige og medarbejderen og at det kan være svært når denne relation nødvendigvis må ændre karakter i gruppen, hvor medarbejderen ikke kan give den samme opmærksomhed til den enkelte.
Kan det være svært at holde det adskilt hvad der bliver talt om hvor? Når medarbejderen får oplysninger på tomandshånd, må det være vigtigt at det bliver aftalt, hvad der må fortælles videre i gruppen.
Hvis det ikke er den samme person som varetager både kollektivt og individuelt arbejde, hvilke udfordringer/ problemer giver det da? Hvordan vil en person som varetager det individuelle arbejde kunne indgå i projektet som helhed?

Rammer for eventuel individuel terapi i relation til målgruppen
Gydas indtryk er, at individuel terapi ikke har været brugbar for pigerne. Christine mener, at pigerne også har behov for at snakke individuelt. Morten nævner at pigerne i målgruppen typisk bryder de rammer psykologer sætter for det terapeutiske rum ved f.eks. at komme for sent eller være skæve. Ville det være mere anvendeligt hvis psykologen havde sin gang i rådgivningen og deltog i diverse aktiviteter sammen med pigerne, fremfor kun at være der til aftalte tider? Hvis psykologen greb anledningen til at snakke med den enkelte i de situationer, hvor der naturligt opstod en lejlighed? Er det så en psykolog?

Hvordan adskiller terapi med unge under 18 år sig fra terapi med voksne? En erfaring er at de unge ikke er så selvreflekterende og i højere grad har brug for at arbejde med konkrete hverdagsproblematikker eks. aktuelle konflikter fremfor en dybere bearbejdning af psykisk materiale.

Om at støtte pigerne til at støtte hinanden
Det blev foreslået at støtte pigerne i at støtte hinanden i gruppen eksempelvis ved samtaler i smågrupper. Morten beskriver at medarbejderen kan vælge at tage ansvar for at den unge tager ansvar for andre, så det bliver hjælp til selvhjælp.

Forslag om at få gruppen til at køre videre, når projektet lukker.
Man kunne fortsætte gruppen som en selvhjælpsgruppe, når projektet lukker. Pigerne kunne mødes og fortsætte deres aktiviteter om et fælles tredje, med henblik på at erstatte det at være sammen om at ryge hash. Det kunne være korsang, dans eller lignende alt efter hvad pigerne finder frem til at mødes omkring. Måske kunne det foregå i Rådgivningens lokaler eller i anden sammenhæng – der var desuden forslag om et ”internetkontaktsted”. Det bliver så projektets ansvar at kvalificere pigerne til selv at kunne organisere det. Allerede inden projektet lukker forslås det at Gyda gradvist lægger mere ansvar over på pigerne, så hendes funktion i højere grad bliver at være supervisor for dem. Der kunne være 2 ressourcestærke piger, som får ansvaret for at lede selvhjælpsgruppen eller det kunne gå på skift mellem dem, der har lyst, således at alle bliver ligestillet. Det blev diskuteret hvor store krav man i den forbindelse kan stille til piger med sociale problemer i den alder.

Har Gyda et behov for støtte?
Gyda lytter til de unges massive problemer. Har hun brug for støtte i forbindelse med at håndtere det at høre om deres problemer - og i forhold til at skulle forholde sig til dem i relation til systemet?


Mortens kommentarer:

Det sidste spørgsmål er relevant og kan omformuleres: Hvem er det egentlig der har behov for denne individuelle relation? Ift hvordan man taler om tingene i dette felt et frækt spørgsmål. Relationsarbejde osv., selvfølgelig har alle unge altid dette behov.
Men det er måske ikke så langt ude endda. Søren Virenfeldt fra Solhaven fortalte fx fornylig om et princip de har dér: Hvis en ung udviser et behov for individuelle samtaler, som overstiger den enkelte medarbejders kompetence (fx ved at tale om incest) - så pudser de gerne en psykolog på ham - men altså på medarbejderen, ikke på den unge! De vil gerne undgå at signalet bliver at der er grænser for hvad der kan rummes; at der udstødes emner selvom der ikke udstødes personer.


Problemet kan også diskuteres som et spørgsmål om psykosocialt mandat (se Nissen, 1998, Nissen & Clausen, 1997): Hvor meget af de individuelle psykosociale problemer kan håndteres / rummes indenfor det, gruppen har sammen? Det er vigtigt for hvor meget Gyda er tvunget til at hele tiden være meget forsigtig og fortrolig osv., eller hvor meget de kan være åbne om. Her er et dilemma: Hvis deres fællesskab grundlægges på noget ganske andet end deres sociale problemer, så er der måske snævre grænser for hvad det kan rumme uden at balancen kipper til at de alligevel er i gruppebehandling. Så kan de definere et fællesskab omkring de sociale problemer, fx ved at prøve at omdefinere en negativ identitet til en positiv, og ved at indgå i udviklingsarbejde herom, arbejde med en politisk-mediemæssig side osv. Det er denne politiske dimension, der MÅSKE kan gøre at bukserne ikke revner. At det de har sammen kan være en identitetskategori der kan være et scaffold, et stillads, de bygger sammen og kravler op ad og henover. Sagt på en anden måde: Den objektivering af pigernes livssituation og handlemåder, som "det sociale problem" udgør, kan være noget de har for sammen, et 'fælles tredje'; men kun når det har en udadvendt (almengørende) meningsfuldhed; når det rykker noget.

Her kan man tale om ikke bare hjælp til selvhjælp, men om hjælp som selvhjælp - den der hjælpes bliver inviteret ind i det fællesskab, der hjælper.

Her er der jo en lang historie der kan fortælles om det fælles tredje - altså at gruppen er sammen om noget, man har noget for sammen. Også for at ku ta udgangspunkt i ressourcerne, jvnf. gruppe 1. Og spørgsmålet: Hvad hviler gruppen egentlig på? Kan den leve uden Gyda? Man kan generelt sige, at jo mere dynamik der er i det fælles, desto mindre hviler gruppen på at Gyda med sin person skal holde den sammen, på at Gyda er 'den fælles tredje' (sml. Søren Langagers evaluering af Vilde Læreprocesser). Og dermed på, at Gyda skal kompensere med et individuelt relationsarbejde, der er svært at koble på gruppen.
(fortsættes...)




3. Hvilke andre vinkler, spørgsmål, problematikker kan vi foreslå bringes ind i billedet?





Efterfølgende opsamling af problematikker fra temadagen der måske kan tænkes videre over - fra holdets følgende undervisningsgange
(refereret af Rosa)

- Kobling af communities - vedvarende feedback (her blev refereret til
forrige temadag om socialt arbejde).

- Inddragelse af communities i soc. arbejde/social psykiatri.

- Hvilken rolle spiller forebyggelse (også m. henvisning til forrige temadag
- men spørgsmslet kan også ses som aktuelt i andet socialt arbejde/social
psykiatri

- Det realistiske; politiske/juridiske forhold i forhold til reflekteren
blandt psykologer og psykologer-to-be. Hvilke koblinger er der? Hvordan gør
vi vores reflekteren relevant?

- det problematiske (det praktisk svære?) i etableringer af praksisser for
socialt arbejde.

- Question of scale: kontekst vs. subjekt og 'samfund' vs. community.

- Tilgangen til genstandsfeltet - hvad er egentlig målet med socialt
arbejde/social psykiatri? Hvad er det, man vil?

- Svar på refleksioner; relation mellem akademikere og praktikere.

- Brug/afklaring af begrebet community psykologi.

- Praktikeres teoretiske fundament - hvordan kom de til at arbejde, på de
måder, de gjorde?