Socialt arbejde som Community begreb


Om undervisningen 2/10 02

Jeg er lidt bange for at det bliver rigeligt abstrakt og måske endda lidt dunkelt i nogle af krogene, fordi det er rigeligt forskningsbaseret, altså er i nogle henseender dér hvor jeg selv ikke endnu helt har styr på det. Men så må vi hjælpes lidt ad.


Denne gang vil jeg foreslå at vi ikke så direkte har et 'materiale' at arbejde med, men derimod et helt 'felt', nemlig det der kaldes 'socialt arbejde'.

I disse år er der en proces i gang i retning af akademisering af 'socialt arbejde'.
Denne proces giver sig udtryk i videnskabelige debatter om hvad socialt arbejde egentlig er.
I dette arbejde deltager jeg selv. Jeg begyndte da jeg var ansat på det unge håbefulde Center for Forskning i Socialt Arbejde i 1996-1997 (på deres hjemmeside findes også en 'officiel' definition af socialt arbejde).
Udfra de diskussioner dengang - og en hel del andet - begik jeg selv en artikel der bl.a. definerer socialt arbejde, under titlen "Hinsides frihed og villighed"

Socialt arbejde er interessant i første omgang fordi det har to kendetegn, der gør at forsøgene på akademisering løber staver i livet:

1. Socialt arbejde er arbejde med det almene; et brud med enhver afgrænset, bestemt, faglighed, enhver objektivitet forstået som den særlige konsistente metodiske logik, der kan fastholdes når man har defineret et 'objekt' for indsatsen. Socialt arbejde er at overskride fra det særlige til det almene, fra det bestemte til det ubestemte. Ligesom det gælder Community arbejde. Socialt arbejde er således en orientering for en psykolog, der står i strid modsætning til specialiseringsbestræbelserne som psykologprofessionen har været inde i i nogle år (men det passer fint til sociologer der vil definere socialt arbejde netop som noget andet end det psykologerne laver i deres afgrænsede faglige rum med deres isoleret betragtede klienter).

2. Socialt arbejde er subjektivering, det er en dannelse af selvansvarlige og deltagende subjekter af de afvigende, udstødte, kriminelle osv. Således er det sociale arbejde så at sige grundlæggende i sig selv altid en overskridelse af objektivitet. Det er især Philps pointe. Socialt arbejde er kritisk, kan man også sige, bl.a. har vi det fænomen at ingen socialarbejder identificerer sig med 'systemet'. Også her ligner forestillingerne om socialt arbejde i høj grad Community Psykologien i sin progressivitet.

Det Community som socialt arbejde realiserer, vil jeg hævde, er fundamentalt velfærdsstaten. Interessant nok realiserer velfærdsstaten sig selv ved at overskride sig selv af sociale grunde. Denne Community karakteristik af socialt arbejde er fundamental.

Alt dette er relevant som en måde at forbinde de faglige eller trans-faglige diskurser med de politiske spørgsmål om velfærdsstaten. Se evt. hjemmesiden for det tværvidenskabelige projekt om LIVSFORMER OG VELFÆRDSSTAT VED EN KORSVEJ

Hele spørgsmålet om 'linket' til velfærdsstaten diskuteres iøvrigt også i den nyeste hash-pige-kronik på Vilde Læreprocessers hjemmeside


Men: Hvorfor nu velfærdsstaten?


Med et statsbegreb så bredt som det Althusser'ske, som Philp tager udgangspunkt i, er staten samfundet i-og-for-sig, altså det selvbevidste fællesskab. Vi har brug for et meget abstrakt statsbegreb når den territorieafgrænsede selvforsvarende magtenhed, som (primært national-)staten udgjorde i tiden mellem den Westphalske fred i 1600-tallet og
Hiroshima, ikke længere kan definere selvbevidsthedens nødvendighed. Hvad dette angår tager jeg forskud på efter min mening nødvendige konklusioner på ovennævnte projekt om velfærdsstaten, hvor det fremherskende statsbegreb netop bygger på at staten opstår som selvbevidst samfundsenhed for at kunne forsvare sig selv overfor fjender udenfor sig selv. Spørgsmålet om magtens (integritetens) prekære bevarelse, om anerkendelse, er centralt, men det militære territorieforsvar er for lokalt og tidsbundet et teoretisk udgangspunkt for det.
(Også Studentersettlementet må konstant arbejde strategisk for at bestå, hhv. dets deltagere må reflektere om det må suspenderes, hhv. det transformeres gennem objektivering osv., ligesom det gælder vores undervisningshold og mange andre fællesskaber-som-subjekter (se evt. en lidt flippet diskussion af denne sidste problematik her)).



Men community arbejde hviler jo ikke nødvendigvis på et sådant selvbevidst begreb. Faktisk kan man måske opstille en figur, hvor forskellige tilgange til netop forholdet mellem stat og samfund i community arbejdet kan indplaceres på forskellige trin hvad angår selvbevidsthed.

a.
Måske er den mindst selvbevidste form den, hvor 'lokalmiljøet' blot tænkes at ligge derude og være noget, der findes og som 'man' kan intervenere i, udefra, begyndende fra fx Universitetet. Hvor man så ikke overvejer hvordan éns subjektposition dybest set er statslig netop i samme omfang som man konstituerer sit perspektiv fra et standpunkt udenfor.

b.
Dernæst på et højere niveau den, der eksplicit skrives i opposition til staten, eller som en reformering af staten. Hvor man søger at definere en hverdagslivets rationalitet, en autentisk livsverden, hvis etik man søger at erobre staten med. Og hvor man får kvaler i samme omfang som man går på kompromis for at 'få magten'. Hvor etikken går under i objektiveringen.

c.
Endelig som den mest selvbevidste form den, hvor man identificerer sig eksplicit med staten også som magtudøvelse....og forstår at man er i et 'social work' der på statens vegne påkalder, interpellerer subjekter, såvel individuelle som communities.....

......og pyha for en konservativ statsliderlig Hegeliansk figur......hvis ikke det lige var for det forhold, at netop velfærdsstatens sociale selvoverskridelse er pointen. Staten er på én gang 1. det 'system', der overskrides kritisk; 2. det/de overskridende fællesskab/-er som strategisk selvbevidst magt; 3. det samfund (fællesskab/community), som bliver selvbevidst hermed.

Staten er altså Sidegadeprojektet og Vilde Læreprocesser, og ikke kun som 'færdige', stivnede og dermed begrædelige institutioner, men også som strategisk agerende organisationer, loger, netværker m.v., og endda også som de 'hverdagslivets usædvanlige fællesskaber', 'lokalkulturer' osv., som derved udpeges, afgrænses, bestemmes - og konstitueres.

Hvor skal vi placere hhv.  CUR - Det kvalificerede Hverdagsliv - og Philp i denne struktur? Eller skal vi slet ikke?