ER MUSLINGERNE BLEVET MOPSEDE??? Om en synopsis

Disse stykker papir med blækmønster på er en synopsis. Det er i hvert fald givet på forhånd, at det er det jeg skal prøve at skrive. Papirernes skæbne afgøres af senere brugere – i særdeleshed af to specielt delegerede læsere. Men gør disse læsere papirerne til en synopsis, eller vurderer de i hvilket omfang papirerne er udtryk for kompetent brug af reglerne for synopser? Er der forskel på at tale om papirer med blækklatter på og om en synopsis? På otte stykker papir, en synopsis og mig med fingrene på computeren? Handler papirerne selv fordi de foreskriver, hvad vi kan gøre med dem, eller er det mig Selv, der skriver og skrev og handlede med dem og dig der læser og handler med dem nu? Er der egentlig i udgangspunktet forskel på papir, døre, muslinger og mennesker?

De fleste ville sikkert få en temmelig tåget fornemmelse af at læse afsnittet ovenfor. Hvad er meningen? Det er jo helt ved siden ad. Grotesk – i hvert fald den ene halvdel af spørgsmålene. At de fleste ville få sådan en fornemmelse skyldes, at de fleste ikke læser psykologi - slet ikke den slags der ligger til grunds for dét afsnit. Men afsnittet er heller ikke skrevet til de fleste, men med en delegeret læser (to faktisk) i tankerne. Skulle der mod forventning alligevel være en udenforstående, der læser dette, kan jeg oplyse, at det er en slags krav, at opgaven stadig skal kunne læses, så der kommer nogle korte præsentationer af de brugte teoretiske perspektiver, selvom de må blive så koncentrerede indenfor sølle otte sider, at man nok alligevel ikke forstår dem, medmindre man kaster sig over nogle af originalteksterne.

Men grunden til, at den delegerede læser sidder i sin betalte læserposition lige, nu er også, at han allerede kan tyde afsnittets kodesprog, fordi han både kender den litteratur og de diskussioner, det implicit henviser til, og kender den overordende ’kode for koden’, nemlig det breaching greb, som synliggør den lokale orden, der tages umiddelbart for givet ved at bryde den (sådan som jeg har gjort det ved at rette afsnittet mod sig selv og gøre sproget opakt i stedet for at skrive transparent om noget andet.) Det gør han, fordi han er del af et communities of practice, eller i hvert fald af en bred konstellation af dem, hvor den slags manøvrer kan betragtes som meningsfulde, eller, om man vil, er en del af det lokale regime of competence (selvom det som regel er andres tekster, man piller fra hinanden (dekonstruerer) på den måde i disse kredse.)

Så ud fra mine indledende spørgsmål har denne læser sikkert også allerede gættet, at jeg styrer mod en kritisk analyse af Aktør Netværks Teoriens radikale symmetriske ligestilling af humane og non-humane agenter - og at der derfor er et lag til i ironien (eller breachingen), fordi jeg har brugt et dekonstruktionstrick til at sætte scenen for en kritisk analyse af en retning, der netop trækker på denne semiotik. Herved ønsker jeg naturligvis at vise, at jeg behersker ANT perspektivet og ikke er ensidig kritisk og forudindtaget. Det er nemlig en del af de spilleregler, jeg også må følge for denne synopsis, og dem vender jeg tilbage til.

Samtidig er jeg stadigvæk i gang med at lægge det ene meta-niveau oven på det andet, og meta-pointen i dét er selvfølgelig et spil, der illustrerer de dekonstruktive antagelser, at enhver betydning (som et bogstav eller et afsnit) kun gives i kraft af sit forhold til andre (evt. udgrænsede) betydninger. Det betyder at hver gang jeg skriver en ny metating ændrer det betydningen af den, som den kommer efter (ligesom jeg lige har gjort det). Og det betyder, at denne synopsis kan ses som et netværk af bundløse betydninger, som vi ikke kan komme udover, sådan at der tilsyneladende ikke findes nogen sikker grund for vores forklaringer.’All that is solid melts into the air’. Men er denne meta- eller dekonstruktionsleg særlig interessant i sig selv? Nej. Og det er det jeg egentlig vil bruge den til at vise. Derfor er den eneste pointe med teksten ovenfor heller ikke ren og skær tankesport og universitetsonani. Alle de mange metalag, hele dette decentrerede og dekonstruerede, men stadig strukturelle fokus bliver nemlig i sidste ende et tekstfængsel , som endnu ikke har fanget den enkle kendsgerning at det er mig, et intentionelt handlende subjekt, der sidder og skriver dette med en helt bestemt situation for øje, selvom jeg ikke har fuld kontrol over resultatet af disse anstrengelser. Det vender jeg også tilbage til.

Men selv uden et sådan indledende metashow må denne synopsis nødvendigvis handle om sig selv. Det skyldes at den er en eksamenssynopsis på S-søjlen på cand.psych uddannelsen på Københavns Universitet. Her siger studieordningen at man skal anvende socialpsykologiske teorier til at reflektere over intervention i praksis med henblik på kompetenceudvikling eller behandling. Det kan man se som et forsøg på at bygge bro til ’det virkelige liv’, som et svar på anklager om for lidt fokus på psykologisk praksis og på beretninger om praksischok. Problemet er blot at den eneste konkrete praksis som studieordningen (og bevillingen) giver mulighed for vi kan bevæge os i gennem undervisningen - er undervisningen selv. Vi læser tekster om praksis og forholder os til disse tekster. Vi hører psykologer fra det virkelige liv fortælle hvad de gør og forsøger os at forholde os til det. Men vi er ikke ude at observere eller deltage eller planlægge interventioner. Den intervention vi ser og det vi selv gør er undervisning.

Så når man skal anvende det teoretiske pensum til at reflektere over intervention i praksis til eksamen, bliver man på sin vis bedt om at gøre noget andet end det, der kunne finde sted i undervisningen. Man kan så fortælle en historie om hvordan man selv har oplevet et eller andet - men det er temmelig besværligt at presse et reelt stykke praksisforskning ind i en synopsis på otte sider. Man kan også bruge en eksisterende case – i praksis vil det sige at forholde sig teoretisk til eksisterende teoretiske overvejelser om praksis. Desuden skal man jo så være heldig at finde en case, der kan bruges til (oversættes til)at sige det samme som man selv vil. Men skal jeg forholde mig til en konkret intervention som alle implicerede i synopsens videre skæbne har adgang til er der én tilbage: nemlig eksamen selv.

Derfor handler denne synopsis om hvordan man kan forstå den intervention, synopsen (og det mundtlige forsvar) er udtryk for ud fra udvalgte socialpsykologiske perspektiver på praksis. Derfor har jeg, og vil jeg, løbende eksplicitere, hvad det er jeg gør for at demonstrere, at jeg i stand til at skrive denne synopsis på kompetent vis. Er jeg det, bliver resultatet samtidig en tydeliggørelse af kriterierne for kompetent eksamenspraksis. Derved får vi både et billede af de krav, interventionen stiller, og af hvordan den, der er genstand for interventionen, men samtidig primær aktør, svarer på dem. Men det er ikke mit endelige mål. I sidste ende drejer spørgsmålet ovenfor sig nemlig om hvad vi nødvendigvis må antage for at kunne forstå, at det overhovedet er muligt at skrive en synopsis som den her. På den måde håber jeg synopsen og det mundtlige forsvar kan blive et blik ind i en generel problemstilling om betydningsfuld praksis, et punkt som forskellige perspektiver på betydning, mening, subjekt og verden kan sammenfattes omkring.

Spillereglerne for den kompetenceevaluerende seance, som eksamen er, siger at man skal forholde sig selvstændig og kritisk, samtidig med man demonstrerer et sikkert kendskab til fagets indhold og metode, sådan som det er repræsenteret i pensum. Det står der nemlig i undervisningsministeriets karakterbekendtgørelse. Sammen med fagbeskrivelsen i psykologis studieordning har vi således to styk papirobjekter og elektroniske filer som definerer og begrænser hvad og hvordan jeg kan skrive, men som også muliggør at jeg i det hele taget kan skrive en eksamenssynopsis som en del af at blive cand.psych. Er disse papirer og filer så selvstændige agenter hvis handling må analyseres på fuldstændig samme vilkår som min, kunne man spørge med og til ANT – og dermed er sløjfen bundet til første afsnits spørgsmål og scenen sat for den første af de lovede præsentationer.

’Follow the Actor’ er et grundprincip i ANT’s analyser af technoscience. Når man står midt i en videnskabelig kontrovers ved man nemlig ikke hvordan den ender (om der fx findes bakterier eller ej) og derfor kan man heller ikke bruge resultatet af den (der findes bakterier) til at forklare at den bliver løst . Derfor er Nature og Society ikke årsager, men resultater af disse kontroverser Det betyder, at vi ikke kan forklare noget som helst af det vi ved om verden med verden selv. Derfor bliver det eneste, der er tilbage at studere den måde som factbuilderen forsøger at løse kontroverserne på. Det gør han ved at mobilisere andre agenter til at bruge hans ’kendsgerning’ eller maskine ved at gøre sig selv til et obligatorisk passagepunkt som de nødvendigvis må bruge for at nå deres egne mål. Det er nemlig den videre brug, samt størrelsen og styrken af det netværk af agenter, som fact builderen mobiliserer, der afgør om han kan holde kontroversen lukket og black boxet. Kan han det, etablerer han sig selv som en talsmand der oversætter de allieredes agenters synspunkter og definerer deres identitet. Så længe dette netværk modstår styrkeprøver, hvor konkurrerende talsmænd forsøger at oversætte aktørernes identitet på konkurrerende vis, definerer talsmanden således virkeligheden. I modsat fald ændres alle aktørers identitet med netværket.

Samlet set betyder det at ’Translation is the mechanism by which the social and natural worlds take progressively form’. Derfor må man opgive alle skel mellem Nature og Society (free association) og stille og beskrive non-humane og humane agenter fuldstændig lige (generalized symmetri), for It is no more and no less difficult to interest a group in the fabrication of a vaccine than it is to interest the wind in the fabrication of bread’. På den måde bliver både nøgleknipler, muslinger, bakterier og molekyler, lærebøger, dørhængsler og Shakesspeares stykker - samt psykologis studieordning og disse stykker papir i udgangspunktet agenter på helt samme vilkår som mig Selv : ANT is based on no stable theory of the actor; in other words, it assumes the radical indeterminacy of the actor. For example, neither the actor's size nor its psychological make-up nor the motivations behind its actions are predetermined … This hypothesis (…) has, as we well know, opened the social sciences to non-humans.

Nu har jeg jo allerede afsløret, at jeg forholder mig kritisk til den aktørnetværksteoretiske kernepæl i pensum. Men at honorere betingelserne om både at være selvstændig og kritisk og demonstrere solidt og sikkert kendskab til faget, er ikke så let som det måske lyder. Man skal nemlig ikke være så selvstændig og kritisk, at man er ensidigt negativ, ikke-konstruktiv, reaktionær eller kan beskyldes for simpelthen ikke at have forstået fagets indhold og metode sådan som det er præsenteret i pensum. Den absolut sikreste og enkleste måde at være kritisk på er derfor at være (ukritisk) kritisk og cutting-edge på samme måde og overfor den samme mainstream som pensum og de etablerede sandheder på borgen.

Stiller man spørgsmålstegn ved en kerneantagelse i et etableret magtfuldt teorikompleks som ANT løber man nemlig ind i det problem at alle teksterne er støttet af henvisninger til andre tekster, der er støttet af henvisninger til andre tekster … Bag hver antagelse, der anvendes som en uproblematisk pakkeløsning, dvs. som en black box er der således andre black-boxe. Hver gang man betvivler ét udsagn tvinges man til også at betvivle alle de andre tekster udsagnet mobiliserer. Man må så også efterprøve alle disse tekster og forbindelserne med dem, man må selv mobilisere magtfulde allierede til at støtte sin egen sag eller, endnu bedre, vise at de allierede, der er mobiliseret af ens modstander i virkeligheden (!) befinder sig i ens egen lejr (Se fx note , der mobiliserer en af de tunge social psykologiske klassikere, som der henvises til fra alle tænkelige sider, uden at det nødvendigvis indebærer en grundig behandling af forfatterskabet)

Det hele breder sig som ringe i vandet. For at fremskrive og dokumentere en kritik af sidestillingen af humane og non-humane agenter på nuanceret vis, for at kunne sige ’jamen se selv!’ får jeg således hurtigt brug for loyale resuméer, præcise analyser og sidebårne henvisninger, ikke bare til udviklingen i ANT feltet selv, men også til Derrida, Wittgenstein og Mead – og til hele den sekundærlitteratur der diskuterer, hvad hver af dem egentlig siger. Ikke desto mindre er det en håbløs opgave ene kvinde at forsøge at efterprøve alle henvisninger, facts og forudsætninger - ikke mindst i vores tids eksplosion af viden og ekspertsystemer Et andet meget konkrete problem er at al den litteratur simpelthen ikke kan være i hovedet på én gang. Det er en anden grund til at man har brug for mange siders redegørelser, før man springer til kritik og konklusioner, for redegørelserne skal man bruge til igen at sammenfatte og oversætte sin information. Ideelt set kan man så se nye sammenhænge simpelthen fordi man sidder i et center of calculation for enden af et netværk af "immutable and combinable mobiles" som "all end up at such a scale that a few men and women can dominate them by sight; at one point or another they all take the shape of a flat surface of paper" . Men det er netop det man ikke kan i en kort synopsis! Nok skal man give et oplæg til diskussion, men der er ikke plads til at dække sig ind i modvind i denne diskussion!

Den opmærksomme læser vil have bemærket at jeg i det foregående har anvendt en række af ANT’s kernebegreber til at tegne et rids af situationen som den ser ud, når man skal skrive en videnskabelig tekst – eller en eksamenssynopsis – der gerne skulle overbevise (interessere og mobilisere) centrale andre. Og selvom teksten måske forekommer en anelse trættende i sit halvmilitære kampsprogs-jargon og selvcentrerede fokus på hvordan jeg kan overbevise andre om mine synspunkter, sådan at den afspejler fokuseringen på factbuilderen i de tidlige ANT arbejder, så er det netop processerne i forbindelse med at nogen vil overbevise nogen om noget, som disse arbejder (som demonstreret) leverer brugbare analyseredskaber til. Ikke desto mindre ville ANT teoretikerne miste muligheden for at analysere disse processer, hvis de havde ret i deres ontologiske antagelser og hvis de fulgte deres egne forudsætninger konsekvent.

Dette problem illustreres på eksemplarisk vis hvis vi følger Latour dictum om at studere science in action og undersøger, hvad Callon (1986) faktisk gør i sit studie af tre forskeres bestræbelser på at sikre bestanden af skalmuslinger i St. Bieuc bugten ved hjælp af net efter japansk forbillede, hvor det er meningen muslingerne skal forankre sig i deres skalløse larvestadie for at være beskyttet mod rovdyr og strøm Gennem the simultaneous production of knowledge and construction of network in which the social and natural entities mutually control who they are and what they want gør forskerne sig til talsmænd og obligatorisk passagepunkt ved at forhandle og definere identiteten for skalmuslingerne (der vil forankre sig for at overleve) og bølgerne (der vil føre dem væk) på fuldstændig lige vilkår som de forhandler med fiskerne (der vil sikre deres langtidsinteresser) og de andre forskere (som vil udvikle mere viden om skalmuslinger).

Imidlertid siger Callon også i en note at The reader should not impute anthropomorphism to these phrases! The reasons for the conduct of scallops – whether these lie in their genes, in divinely ordained schemes or anything else – matter little!. The only thing that counts is the definition of their conduct by the various actors identified. The scallops are deemed to attach themselves just as the fishermen are deemed to follow their short time economic interests. They therefore act. Det er helt afgørende. Når vi ikke skal forstå muslingerne antropomorfistisk betyder det nemlig at vi studerer tre forskeres intentionelt rettede forsøg på at forstå og definere muslingerne så de kan overbevise fiskere og forskere om deres tro på, at man kan gøre ligesom i Japan i St. Brieuc – men ikke muslinger med samme evne til at forhandle og overbevise. Dermed er der ikke tale om radikal symmetri mellem humane og non-humane agenter.

Alternativet er at tage påstanden om at behandle muslinger og strømninger, forskere og fiskere symmetrisk for pålydende. Så må vi imidlertid gå ud fra at både strømmen og muslingerne i bogstaveligste forstand forhandler og vælger på samme måde som forskerne. Dermed må vi nødvendigvis forstå muslingerne antropomorfistisk. Spørgsmålet er dog, hvor megen symmetri mellem Nature og Society man får ud af på den måde at tilskrive vind, vand og muslinger de egenskaber som vi kender fra sociale, intentionelle menneskelige aktører. Der ligner i betænkelig grad endnu et eksempel på enhedsvidenskabelig imperialisme. Symmetrien kan under alle omstændigheder ikke vendes den anden vej (hvorved den ikke er symmetrisk) – for det er helt sikkert at forskerne ikke opfører sig ligesom muslinger og vandstrømninger.

På samme måde består Callons studie ikke af sten og larver der flyder i vandstrømmen – men tværtimod af en overordentligt bevidst og intentionelt rettet betydningsladet tekst om menneskers bevidste og intentionelt rettede indbyrdes praksis i verden – en bevidsthed og intentionalitet, hvis indflydelse på praksis Callon ikke desto mindre samtidig sætter parentes omkring med sin ligestilling af humane og non-humane agenter. Men uden menneskelig forsøg på at forstå verden og overbevise andre ville der slet ikke have været noget alliancenetværk for Callon at studere udfra en forestilling om symmetri mellem humane og non-humane agenter. På den måde er Callon (1986) en overbevisende tilbagevisning af sig selv . Nøjagtigt det samme gør sig naturligvis gældende hvis man ville hævde at dette papir eller denne synopsis er en agent på symmetriske vilkår med mig. Fører vi ANT’s grundantagelser ud i livet kan man altså ikke forstå den intervention som denne synopsis er del af og svar på. Vi kan simpelthen ikke forstå menneskelig betydningsfuld praksis hvis vi ser bort fra at vi er bevidste væsener, der prøver at gøre noget ved nogen og noget. Selv ANT må - gennem den ånd i hele alliancemaskinen som factbuilderen er - gå ud fra dette for at kunne udtale sig trods påstande om det modsatte.

Det betyder ikke, at de non-humane aspekter af verden ikke virker på vores praksis. Vil man vide, hvad de gør, skal man bare forestille sig det arbejde, der skulle gøres hvis de ikke fandtes: Et tungt skilt på hotelnøglen foreskriver (pre-inscribe) at man nødvendigvis må efterlade den i hotellets reception, og automatiske dørlukkere, der smækker døren i foreskriver at man nødvendigvis må skynde sig igennem dem, hvis man ikke vil have døren i hovedet. Psykoloisk Instituts døråbnerknap placeret i strategisk højde åbner døren for rullestolsramte, men holder til gengæld små børn, der ikke er kvikke nok til at trykke på døråbnerknappen eller stærke nok til selv at flå døren op, ude. Uden døre på Psykologisk Institut måtte vi enten have huller i væggene, som vind og vejr ville fyge ind igennem, eller vægge som måtte rives ned og bygges op igen hver gang man ville ud eller ind - begge dele med fatale følger for både faglig afskærmning og koncentration .

Vi har altså delegeret humant arbejde (at lukke døren efter sig, at lukke døre efter folk) til disse non-humans. Udfordringen er så at kunne forstå at bestemte standarder - døre såvel som retninglinjer for synopser - foreskriver bestemte handlinger uden at havne med en ikke-reflekteret black box af en fact-builder, som samtidig negeres af resten af teorien. Det kan (sjovt nok) lade sig gøre, hvis vi tager Latour (1995) på ordet og holder fast i at det netop er os der har delegeret humant arbejde til de mange non-humans – for så er hverken en dørstopper eller denne synopsis og de stykker papir den er skrevet på selvstændig agenter som kan tilskrives følelser eller målrettede strejkeaktioner, (sådan som Latour også hævder!). I stedet er de eksternaliserede objektiverede eller reificerede dele af, krystalliseringer af og forudsætninger for, at det vi gør sammen, har og får den mening, som det gør.

Dermed er vi på vej ind i Wenger(1998)s forståelse af praksis som den proces som vi oplever verden og vores engagement med den som meningsfuld gennem. Praksis er et dualistisk samspil mellem deltagelse (participation) og reificering. Deltagelse handler om the social experience of living in the world in terms of membership in social communities and active involvement in social enterprises’- og det forudsætter ’the possibilitly of mutual recognition’ og our mutual abililty to negotiate meaning’. Reificering derimod beskriver at ‘aspects of human experience are congealed into fixed forms and given the status of object. ‘in participation we recognize ourselves in each other’mens vi i reificering project our meanings into the world and then perceive them as existing in the world as having a realitiy of their own…a certain understanding is given form’ . Det er dog vigtigt, at Wenger samtidig siger at ethvert ‘community o f practice produces abstractions, tools, symbols, stories, terms, and concepts that reify something of that practice in a congealed form…no abstraction, tool, or symbol actually captures in its form the practices in the context of which it contributes to an experience of meaning’. Reificeringer er altså ikke bare afspejlinger af den oplevelse i et praksisfællesskab som de opstod som udtryk for, men tranformationer af dette med selvstændig karakter og funktion.

Fokuseringen på mening som konstitueret i praksisfællesskaber er en videreudvikling af Lave&Wengers (1991) forståelse af læring som individets bane (trajectory) fra legitim perisfær mod fuld deltagelse i praksisfællesskabet og den deraf følgende forandring i individets identitet (fra newcomer til oldtimer). På den måde er det at lære at kunne deltage i den situerede forhandling og genforhandling af mening i praksisfællesskabet. Et praksisfællesskab, siger Wenger, er kendetegnet ved

Med dette perspektiv kan denne synopsis ses som en reifikation af de forskellige argumentations- og henvisningsteknikker, teoritraditioner og genrestandarder, jeg forsøger at jonglere med for at skrive den. Samtidig er denne præstation en reifikation af min deltagelse i den praksis, som de gælder i, der skal demonstrere at jeg har lært det, jeg skulle, fordi jeg nu kan deltage på det, der gælder som kompetent vis. Dette eksempel viser således også at Wengers skel mellem et regime of accountability og et shared repertoire bliver uklart i praksis. At vide hvad der er vigtigt eller ej er jo også et spørgsmål om at kende de rette fremgangsmåder, rutiner og teoretiske traditioner.

Når Latour siger, at det at lave videnskab simpelthen er at mobilisere og gøre sig til talsmand for et mægtigt netværk af alliancepartnere, kan disse mekanismer naturligvis ses som en del af sådan et ressourcerepertoire og accountability. Men et social practice perspektiv viser også, at det ikke er nok at sidde for enden af at mægtigt netværk, der er reduceret ned til overskueligt papirformat. Man skal nemlig også vide hvem de bedste allierede er (Garfinkel, Derrida, Wittgenstein, Mead og Giddens, som jeg også lige fik puttet ind i forrige note, fx), hvordan man mobiliserer dem og om de er relevante i den givne situation, dvs. hvordan man bruger dem til hæve sig over pensum og læse igennem til de væsentligste problemstillinger, i stedet for bare blindt at referere, hvad bøgerne siger. At have adgang til den rigtige informationsstruktur hjælper altså ikke, medmindre man ved, hvordan man skal bruge denne information. Dette stiller således et Derrida’sk farvet (de-centreret strukturelt) betydningbegreb - hvor betydning altid er givet i kraft af relationer og forskelle med andre betydninger - overfor en betydningsforståelse inspireret af Wittgenstein (med paralleller til Mead), der koncentrerer sig om regelmæssig brug, eller rettere, normativ praksis.

Det at jeg skal demonstrere min kompetence gennem min præstation til eksamen, rejser dog først og fremmest spørgsmålet kompetence i hvad? I at lave henvisninger og gå til eksamen eller hvad? Med afslutningen på afsnittet ovenfor har jeg netop præsteret (en reifikation af min kompetence i) at bruge mægtige allierede til at læse en underliggende problemstilling frem. Betyder det ikke noget som helst andet end at jeg nu (forhåbentlig) kan skrive synopser? At stille det spørgsmål er at hoppe på hovedet ned i en ormegård af relativisme og transferproblematikker (som oftest forbigås i tavshed eller affærdiges som irrelevant og uinteressant videnskabsteori – selvom det faktisk er en overordentligt praktisk diskussion! Tror vi ikke at vi kan gribe noget som helst om verden med det vi siger er der fx ingen grund til at tale sammen, skrive synopser eller blive betalt for at læse dem!). Det fører også frem til Wengers svar på en kritisk læsning, der kunne anklage Lave&Wenger (1991) for konkretisme, fordi de (i kraft af datamateriale?) synes at gå ud fra, at man deltager i ét konkret praksisfællesskab og at denne deltagelse først og fremmest handler om det man gør i nærmest fysisk forstand (syr kluddehatte eller habitter, render ærinder eller tager i mod barnet ved fødslen). Det betyder at ’learning only partly – and often incidentally – implies becoming able to be involved in new activities, to perform new tasks and functions, to master new understandings’ Og så ser det sort ud for formålet med at lære at gå til eksamen.

Wenger (1998) holder til gengæld fast i at ethvert individ er del af mange praksisfællesskaber og derfor et multiple nexus of perspectives som ens ’identitet må forsøge at forene’. Praksisfællesskaber kræver stadig gensidigt engagement – til gengæld interagerer de med hinanden i konstellationer af praksisfællesskaber i organisationer og institutioner. Det gør de dels i kraft af reificeringerne af deres praksis, der også kan bruges som grænseobjekter i andre praksisser, dels i kraft af brokers der gennem multipelt medlemskab kan oversætte mellem dem, og dels gennem deciderede grænsepraksisfælles-skaber med det formål at formidle forbindelse mellem andre. Selvom man som studerende på Psykologisk Institut ikke deltager i vip’ernes egen forskningspraksis, kan man på den måde se undervisningen som en grænsepraksis, der har til formål at formidle centrale dele af vip’ernes accountability og forhandlingsrepertoire. Dermed kan man også se eksamen som et rituelt generationsmøde i reproduktionen af forskningspraksis. Samtidig er selve eksamenspræstationen en reifikation af begynderens (min) undervisningsdeltagelsespraksis, der skal godtgøre, om man på sigt kunne få lov at overskride grænsen omkring forskningspraksisfællesskabet og deltage legitimt perifært som Ph.d-studerende. Endelig uddanner Psykologisk Institut (jo) psykologer, sådan at instituttet som helhed kan ses som en grænsepraksis, der skal formidle mellem psykologisk forsknings, undervisnings og professionspraksis og levere begynderkandidater til reproduktionen heraf.

Men spørgsmålet er stadigvæk hvordan sådan en formidling og oversættelse kan lade sig gøre. Det forklarer Wenger med to identitetsskabende tilhørsmåder til praksis (modes of belonging), der komplementerer det gensidige engagement, der fører til konkrete praksisfællesskaber. Han siger: ’the discourses that tie our communties of practice into broader constellations do not replace practice. For example, institutions like religion, science and law have created discourses that reify certain enterprises on a large scale’. Limen mellem praksisfællesskaberne er således stadig diskurser, der er reificeringer af at nogen har ’projected their experience onto the world’. Diskurser hører til en alignment, som er ’coordinating our energy and activities in order to fit within broader structures and contribute to broader enterprisesGrunden til at det enkelte subjekt kan forbinde sig med sådan nogle diskurser er dets imagination, der er creating images of the world and seeing connections through time and space by extrapolating form our own experience’ Umiddelbart giver dette mulighed for også at rette opmærksomheden på det fænomenologiske faktum som psykiske presencer i klassisk forstand er. Desværre illustrerer citaterne også, at Wenger i sit fokus på lokal forhandlet praksis (paradoksalt nok) havner i en nærmest introspektionistisk meningsforståelse, som tager udgangspunkt i lokale oplevelser, der ’projiceres’ på verden for siden hen at binde praksisfællesskaber sammen, og som skiller diskurser, praksis og forestillings-billeder ad i særskilte alignment-, engagement- og imaginationsprocesser.

Jeg har brugt ’imagination’ til at ’skabe billeder’ for at forbinde mig med de socialpsykologiske diskurser og se min egen ’oplevelse’ i et større perspektiv gennem tid og rum’, mens jeg har siddet stille på min stol i ugevis med stakke af bøger omkring mig og skrevet denne synopsis. Men den ’imagination’ giver netop kun mening som én lang (toneløs) diskursiv forhandling med og deltagelse i normativ praksis. Forestillingsbillederne er diskursive. At give imaginære billeder, diskurser og engagement adskilte roller i forhandlingen af mening sådan som Wenger gør det, medfører således en risiko for at miste grebet om den rolle sproget - som diskursiv praksis og formidler af den moralske orden - spiller som enabling/constraining ressource i selve den lokale konstituering af praksis, og af subjekterne i den. Jeg foreslår derfor, at det mundtlige gensidige engagement, der følger i kølvandet på dette stykke ugelang reificeret konkret praksis tager udgangspunkt i, hvordan vi kan forstå disse papirer som reificerede betydningsfulde udtryk for min subjektive forståelse og intentionelle handlen med de givne betingelser for eksamen, mens vi holder fast i en materialitet, der virker, og ikke taber den sociale konstituering af diskursiv betydning på gulvet.

 

 

 

Bibliografi

 

 

Berger, Peter.L & Luckmann, Thomas(1972/1966): Den Samfundsskabte Virkelighed: En videnssociologisk afhandling af Peter L. Berger og Thomas Luckmann. København: Lindhardt og Ringhof

 Callon, Michel (1986): ‘Some elements of a Sociology of translation: domestication of the scallops and the fishermen of the St. Brieuc Bay’ I John Law (ed): Power, Action and Belief. London: Routledge & Kegan Paul

 Callon, Michel (1999): ‘Actor-network theory – the market test’ I : John Law& John Hassard (ed): Actor Network Theory and After. The Sociological Review Monograph. Oxford: Blackwell Publishers

Callon, Michel (2000): ‘Commentary’. http://www.comp.lancs.ac.uk/sociology

Denzin, Norman K. (1992): Symbolic Interactionism and Cultural Studies: The politics of Interpretation. London: Blackwell Publishers

Denzin, Norman K: (1995): ‘Symbolic Interactionism’ I Jonathan Smith, Rom Harré & Luk Van Langenhove (eds): Rethinking Psychology. London: Sage Publications

Derrida, Jacques (1978/1988): ‘Structure, sign and play in the discourse of the human sciences’ I David Lodge (ed): Modern Criticism and Theory: A Reader. Essex, UK: Longman Group Ltd. 

Garfinkel, Howard (1967): Studies in Ethnomethodology. Englewoog Cliffs, NJ: Prentice-Hall

 Gergen, Kenneth J (1994): Realities and Relationships: Soundings in Social Constructionism Cambridge, MA: Harvard University Press 

Giddens, Anthony (1984): The Constitution of Society.Cambridge, UK: Polity Press

 Giddens, Anthony (1996): Modernitet og Selvidentitet. København: Hans Reitzels Forlag. 

Giorgi, Amedeo (1995): ‘Phenomenological Psychology’ I Jonathan Smith, Rom Harré & Luk Van Langenhove(eds): Rethinking Psychology. London: Sage Publications 

Gomart Emilie & Antoine Hennion (1999): ‘A sociology of attachment: music amateurs, drug users’ I John Law& John Hassard (ed): Actor Network Theory and After. The Sociological Review Monograph. Oxford: Blackwell Publishers

Harré, Rom & Gillet, Grant (1994): The Discursive Mind. London: Sage Publications. 

Harré, Rom (1995): ‘Discursive Psychology’ I Jonathan Smith, Rom Harré & Luk Van Langenhove(eds): Rethinking Psychology London: Sage Publications 

Harré, Rom (1998a): The Singular Self: An Introduction to the Psychology of Personhood London: Sage Publications 

Harré, Rom (1998b); ‘Foreword’ I: Ian Parker (ed): Social Constructionism, Discourse and Realism. London: Sage 

Harré, Rom (in press): ‘Social Construction and Consciousness’ to appear in: Max Velmans (ed): Consciousness. London: Goldsmith College 

Jensen, Torben Elgaard (1999): Konstruktionen af socialvidenskabelige kendsgerninger – Et Casestudie i hvordan data bliver kombineret i en antropologisk tekst. Nordisk Psykologi, 51 (4) 260-278 

Leigh Star, Susan (1991): ’Power, technology and the phenomenology of conventions: on being allergic to onions’ I : John Law (ed): A sociology of Monsters? Essays on Power, Technology and Domination. Sociological Review Monograph,38, London: Roudtledge

Latour, Bruno: (1987): Science in Action: How to follow scientists and engineers through society Cambridge, MA: Harvard University Press

 Latour, Bruno: (1995): ‘Mixing Humans and Nonhumans Together: The sociology of a door-closer’ I : Susan Leigh Star (1995): Ecologies of Knowledge: work and politics in science and technology. NY: State University of New York Press

Latour, Bruno (1999): ‘On recalling ANT¨’ I John Law& John Hassard (eds): Actor Network Theory and After. The Sociological Review Monograph. Oxford: Blackwell Publishers

Lave, Jean & Wenger, Etienne. (1991): Situated learning: Legitimate peripheral participation. Cambrige, UK: Cambridge University Press  

Law, John (1999): ‘After ANT: complexity, naming and topology’ I John Law& John Hassard (eds): Actor Network Theory and After. The Sociological Review Monograph. Oxford: Blackwell Publishers

Law, John (2000): Networks, Relations, Cyborgs: On the Social Study of Technology. Online-paperhttp://www.comp.lanc.ac.uk/sociology. Department of Sociology, Lancaster University.

Law, John & Moser, Ingunn (1999): Managing, Subjectivities and Desires. Online-paperhttp://www.comp.lanc.ac.uk/sociology. Department of Sociology, Lancaster University.

Law, John & Singleton, Vicky (2000): ‘This is not an Object’. Online-paperhttp://www.comp.lanc.ac.uk/sociology. Department of Sociology, Lancaster University.

Mead, George H (1934/1962): Mind, Self & Society: from the standpoint of a social behaviourist. Chicago: University of Chicago Press 

Mol, Annemarie & Law, John (2000): Situated Bodies and Distributed Selves: Enacting Hypoglycaemia. Online-paperhttp://www.comp.lanc.ac.uk/sociology. Department of Sociology, Lancaster University.

Moser, Ingunn & Law, John (1999): ‘Good passages, bad passages’ I John Law& John Hassard (eds): Actor Network Theory and After. The Sociological Review Monograph. Oxford: Blackwell Publishers

Potter, Jonathan (1998): ‘Fragments in the Realization of Relativism’ I Ian Parker (ed): Social Constructionism, Discourse and Realism. London: Sage 

Rundle, Bede (1995): ‘Analytical Philosophy and Psychology’ I Jonathan Smith, Rom Harré & Luk Van Langenhove(eds): Rethinking Psychology London: Sage Publications 

Wenger, E (1998): Communities of Practice: Learning, Meaning, and Identity. Cambridge, UK: Cambridge University Press

 Wittgenstein, Ludwig (1953) second edition: Philosophical Investigations. London: Blackwell Publishers

 Woolgar, Steve (1995): ‘Representation, Cognition, and Self: What Hope for an Integration of Psychology and Sociology?’ I : Susan Leigh Star (1995): Ecologies of Knowledge: work and politics in science and technology.. NY: State University of New York Press