S-søjle 11/9-02

 

Morten Rasmussen:

Oplæg om Tekst: J, Solis: No human being is illegal.

I teksten beskrives et forskningsprojekt omkring mexicanske immigranter i USA. Det vises hvordan mexicanske immigranter og deres børn, som bor i New York, kan forstås som et community, der anvender og skaber kulturelle værktøjer, og derved er i en fortsat forandring og udvikling.

Teoretisk grundlag: Vygotsky’s sociohistoriske teori, samt poststrukturalistisk dekonstruktionsmetode.

Illegalitet; overvejes i dette perspektiv som en mulig historisk-situeret identitet, og der arbejdes med hvordan andre identitetsforståelser kan komme til ordre gennem udfoldelse af diskursive resurser i lokal samfundet.

Studiet af Psykologiske fænomener inddeles i flere historiske niveauer (Scribner; Efter Vygotsky):

Dette danner udgangspunkt for nærværende analyse - særligt de 3 sidste punkter – og må forstås som et analyse redskab, som gør det muligt at identificere vigtige niveauer i analysen af illegal identitet. Således er der tale om et teoretisk værktøj, og ikke en empirisk forståelse, i denne niveaudeling.

Identitet; er et psykologisk system, der integrer individets ydre materielle aktiviteter med mental aktivitet. Det er argumentet, at ydre strukturer (ex. Juridisk status, køn, race etc.) adopteres af individer gennem aktiviteter, hvor de identificer sig selv på bestemte måder.

Identitet forstås derved som en udviklings proces (s. 3).

Illegal som identitet er som udgangspunkt en ydre betingelse – den er allerede til rådighed for mexicanske immigranter inden de krydser grænsen. Identitetsfunktion: Når den påtages af individer med et formål (at forstå sig selv), først her bliver identiteten funktionel – gennem den aktive samfundsmæssige deltagelse. Her et virksomhedsaspekt! (Jf. Nissen’s tekst, med ideen om at: gå fra mulighed til realitet).

Personlig identitet som et psykologisk system; et fænomen der er konstrueret historisk, politisk og kulturelt. Det kan forstås ved, at denne identitet tilbyder særlige samfundsmæssige positioner (s. 3).

Solis kritiserer udviklingsteori omkring sociokulturel dannelse af "selvet" – de beskriver selvbegrebet som dannet gennem deltagelse i interpersonelle relationer, men har ingen metodiske redskaber der kan fange dette aktive deltagelsesaspekt (samme kritik rettes mod den sociale repræsentations teori). Dermed efterlyses en metodisk tilgang, der kan beskrive udviklingsprocessen i sin kontekstualitet.

Solis metodiske svar på dette er: dekonstruktions metoden, som hun henter i en postmoderne/poststrukturalistisk tradition.

En etnisk/race identitet – som ex. Mexicaner – fungerer som et "mandat" dvs. det synliggør eller "giver stemme til" en politisk eksistens. Race identitet som en reaktion på racistiske fordomme, et forsøg på at bevare en synlig og måske myndiggørende position. (parallel til debatten herhjemme).

Illegal identitet som organisator i et immigrant community af mexicanere i New York, Solis mål for analysen er disse divergente kontekster, hvor denne proces finder sted. (s. 4)

Social konstruktionisme og post-moderne/strukturelle tilgange som metode til at de-naturalisere psykologiske fænomener gennem dekonstruktion. Væk fra essens tænkning omkring én personlighed, og til en forståelse af subjekt "positionaliteter" , der må analyseres som del af flertydige og mangfoldige kontekstuelle settings, og indsvøbt i politiske magt relationer. (s. 4f)

Identitet forstås som en psykologisk form, der opstår under samtidige og overlappende individuelle og samfundsmæssige historiske dimensioner, gennem individets deltagelse som målrettet adfærd (s. 5). Men er det en apriori antagelse, at intentionalitet eksisterer som fænomen?!! Her er måske igen en virksomhedsteoretisk forankring!

Vygotsky’s begreb om: aktivitet, som et dialektiske forhold mellem den ydre sociale verden og individets indre bevidsthed, gennem brug af kulturelle værktøjer. (s. 5) Her anes praksis begrebet!! Kulturelle værktøjer som mediator af det dialektiske forhold: Mental – materiel.

Sprog; som symbol system udviklet fra faktisk social praksis. Her ligheder med Wittgensteins begreber om sprogspil og livsformer.

Scaffolding (=stilladsbyggeri); som den proces hvorved mening "opbygges" i de interpersonelle relationer (sprogspil?!), af mere erfarne partnere. (Her ZPD, mesterlære, legitim perifer deltagelse som overlappende og supplerende begrebsdannelser).

Analyse niveau eller enhed; er i dette projekt kulturel aktivitet (både resurser & strukturer til rådighed i samfundet, og deltagelse/anvendelse af disse som værktøjer/midler til mål – dialektikken).

Diskurs som én kulturel resurse (s. 5); omfatter ikke bare strukturelle aspekter af sproget, men også et bredere system af kommunikation og forståelse. Diskurs er et pre-eksisterende semiotic system, der kan reflektere, konstruere og forandre social realitet. Taget i anvendelse (som konkret praktisk handling) bliver diskurs konstituerende for "mind" – det er altså gennem vores virksomhed som deltagende i praksis, at vi skaber mentalt liv.

Illegal immigration som diskurs, der samfundsmæssigt og politisk tilbyder/muliggør bestemte positioner for deltagelse – diskursen som identitet der inkludere og ekskludere deltagerne på bestemte måder.

Counter-scaffold; bygge et stillads af mening, der støtter en mod ideologi/diskurs og derved støtter personlige identitets historier i et community. (s. 8) Begrebsforståelsen overlapper med Michael White’s begreb om scaffolding(building?), som en terapeutisk intervention hvorved undertrykte narrativer udforskes som resurser, og derved blive en "tykkere" identitets historie.

Illegal identitet (pre-eksisterende social position) vs. udokumenteret identitet (mod position)

Selve studiet; bygger på etnografisk deltager observation (over 2 år), her i blandt afholdelse af workshops. Konklusionen: Community organisationen fungerer som kulturel psykologisk værktøj i kampen mod en illegal identitet, og opnåelsen af en udokumenteret identitet. (s. 7)

Workshop: for mexicanske børn, hvor der arbejdes med en række tale, læse & skrive aktiviteter omkring deres liv som immigranter, og som er rettet mod at lave en brochure til brug for kommende immigranter. Gennemlæsning og redigering af tekster, som den primære diskursive aktivitet i workshoppene.

Denne type aktivitet, hvor immigranternes subjektivitet bliver udtalt/omtalt som andet end illegal, giver deltagerne en følelse af bemyndigelse (empowerment), og ser ud til at støtte opfattelsen af selvværd (undersøgt gennem interview).

Deltagelse i community aktiviteter som del af udvikling – ex. Med dreng (Marcos), som deltager i workshoppene – Counter-scaffolding ind i ny ideologi, hvor bedre identificering med sit community er mulig. (s. 8) Den litterære praksis (i workshoppene) som mulighed for at anvende og udvikle kulturel viden/mening – giver mulighed for at counter-scaffold. Lokal Forhandling af kulturel mening!

De yngre børn deler ikke i samme grad det kulturelle perspektiv som deres ældre søskende mv., som støtter (& støttes) af community organisationens fælles kulturelle mod-ideologi. De må først lære denne kulturelle form gennem deltagelse – legitim perifer deltagelse (ex. Tage med mor til demonstration, møder etc.) (s. 8f)

2 sprogethed og 2 kulturel baggrund; som en position der tilbyder børnene ekspert roller – resurser i lokal samfundet, som kan mod-scaffolde kommende immigranters forventninger og derved støtte deres integration. Der "bygges" alternative stilladser af mening, der kan fungere som reference ramme for identiteten som illegal immigrant. (s. 9f) Børnene tilbyder (& tilbydes) altså afgørende funktioner som deltagere i det lokale community, hvilket kan forstå som en community psykologisk interventions strategi.

Begrebsdefinitioner hos børnene: Illegal vs. borgerskab, gennem diskursive strategier bliver disse forståelser forhandlet børnene imellem, hvorved der skabes et muligt alternativ til herskende samfundsmæssige diskurs (s. 10). Som kriterier for borgerskab opstilles flere end dem der juridisk og menneskeretighedsmæssigt er til rådighed (ex. Fødested, hjemme lokalitet, social klasse, sprog etc.)

Scaffolding som ZPD, hvor de ældre og mere erfarne børn tilbyder deres yngre partnere og andet potentielt publikum, mulighed for at udvikle en særlig diskursiv forståelse af deres identitet som immigranter, der står i modsætning til den herskede samfundsmæssige forståelse. (s. 12)