Oplæg om Philp:”Notes on the form of Knowledge in Social Work” v. Sascha Fransson


P. tager udgangspunkt i kritik af en idealistisk tilgang til social arbejde. Idealistisk i den forstand at socialt arbejde udgør en samling forskellige teorier og praktikker og en umiddelbar teorifrihed. Denne tilgang til socialt arbejde finder P. naiv, fordi den ikke spørger til basis værdier og overbevisninger.

Og han eftersøger en afklaring af, hvad socialt arbejde er. Med denne eftersøgning refererer han til, at der under den umiddelbare teori og praksisfrihed ligger en form. En form der konstituerer mulighederne og begrænsningerne for, hvad socialt arbejde er og for hvilken viden, der er social arbejde viden.

Philp sætter sig så for at analysere denne konstituerende form. Til det opsætter han en teoretisk ramme for analysen, hvor et par begreber skal defineres.


Først afklare hvad er viden?

Med udgangspunkt i pragmatisk materialisme, dvs Marx, skal vi forlade det individualistiske og idealistiske perspektiv på viden. Bevidsthed og viden er socialt produceret og indlejret i historisk- materielle forhold. Viden er en social aktivitet og foregår indenfor en social totalitet.
 
Endvidere finder viden finder sted inden for et framework, indenfor en ramme. Rammen skal ikke ses som et sæt bevidste antagelser, som individet kan vælge imellem. Det er snarere en ramme, som  giver individer og grupper muligheder og begrænsninger for at rejse visse problemstillinger og issues  og snakke om visse objekter på visse måder.


Hermed defineret hvad viden er. Overføre det til socialt arbejde.


Og vi kan sige, at hvis der er eksisterer en viden, som vi kalder socialt arbejde, så eksisterer den, fordi den er et produkt af specifikke historiske, økonomiske og  sociale situationer. I eller under disse specifikke situationer skabes  diskurser. Og man kan sige at det er diskursen, der udgør den overordnet ramme over viden, dvs at diskursen udgør den konstituerende form. Hermed trækker P. på Foucaults diskursbegreb.

Ifølge P. udgør diskursen  et sandhedsregime, som opererer gennem nogle regler og organiserende principper.

P. tese er så, at i s.a. opererer et sæt regler forankret i en diskurs og endvidere at disse kan blive identificeret.
 
For at identificere  reglerne  skal man se på betingelserne for diskursens mulighed. Eller sagt med andre ord:”Hvilket rum skulle eksistere for at denne diskurs med tilhørende regler kunne udvikles?”

Rum er sådan nogle der opstår ved de historiske, økonomiske og sociale ændringer.

P. se nærmere på det rum, der udgjorde stedet for dannelsen af socialt arbejdes diskurs.

Rum og viden er altså intimt sammenkyttet. Netop fordi viden er et socialt produkt må analyse af viden og diskurs relatere diskursen til den sociale realitet, hvorfra den er opstået.


(- Diskursen indenfor socialt arbejde ifølge P.- )

Som konsekvenser af de skitserede betragtninger om viden, diskurs, rum og historiske situationer må en beskrivelse af socialt arbejde og dens diskurs lokaliseres til specifikke historiske, økonomiske og sociale situationer og forhold.

og det er jo en  lang historie..

Det centrale er, at  gennem 1800 tallet og i starten af 1900 tallet skete en fordeling og institutionalisering af diskursive rettigheder. Dvs der sker en udvikling af magtrelationer og som et led i  denne  magtproces,  opstår det rum, hvor socialt arbejde henter sine betingelser fra.

Rummet var mellem to på den tid eksisterende diskurser. Dels diskursen om velstand og fattigdom og dels diskursen om magtfuld og svag.

I første omgang fremkom en velgørenhedsdiskurs,  som bestod af humanisme og social sedation.  I slutningen af 1800 tallet sker der en ændring, hvor velgørenhed også blev en måde at løse klassefjendskab på. Og tillige adskilles giver og modtager af velgørenhed og transfer af donationer sker  gennem en officiel instans. Endvidere trækkes der på videnskaben for at differentiere mellem dem der fortjener, og dem der ikke fortjener og selve visiteringen opstår.

Disse skitserede forhold udgør - i første omgang  - rummet og dermed betingelser for socialt arbejde og dens diskurs. Det der så videre sker er, at der kommer arbejdsløshed og storfattigdom og dermed mange trængende mennesker. Det  bliver  sværere  at skelne mellem fattige og arbejdsløse. Denne nye historiske og økonomiske situation medfører, at den før omtalte sondring mellem dem der fortjener og dem der ikke fortjener, ændrer  sig til en sondring mellem de respektable krav fra arbejderne og så de afvigende.

Dvs der ser sker en fundamental ændring i fordelingen af de diskursive rettighed. Arbejderklassen bliver via fagforeninger indkoorperet i systemet og tildeles dermed diskursiv rettighed.

Disse strukturelle historiske ændringer medfører ifølge P., at der opstår et nyt rum, hvorfra socialt arbejde dannes. Det bliver rummet mellem de respektable, dvs. dem med diskursive rettigheder, og så de ekskluderet og afvigende.


Nu har vi historisk - meget kort og hurtigt lokaliseret rummet – hvad er det så socialt arbejde diskursen indeholder? Hvilke regler og positioner opererer den med? Sagt med P. ord – hvad er dens sandhedsregime.








Her opstiller P. 3 funktioner,  som definerer diskursen og hermed dens organiserende principper og regler.

1 skabelsen af subjektet
2 integration af objektive karakteristika
3 funktion med at tale for subjektet    

Her vil jeg fremtrække 1 og 3

Subjektdannelsen (nr 1) indeholder en overskridelsen af objektivering. En overskridelse hvor mægling (nr 3) er central. En mægling mellem en objektivering – det kunne være kriminel, udstødt, antisocial osv, og så personens potentielle socialitet.

P. finder, at en central regel for s.a. er, at socialt arbejder mægler og forhandler på vegne af minoriteterne, de gale, de inkompetente og stigmatiserede -  og forhandlingen er så mellem på den ene side personens potentielle subjektivitet og på den anden side, dem som besidder de diskursive rettigheder. Dvs. s.a. forhandler mellem dem der har magten til at ekskludere og dem der er ekskluderet og så et slags talerør for de ekskluderet.  


Hermed pointerer P., at s.a. er organiseret efter en diskursiv regel om, at man skal producere et varmt, humant billede af den objektiveret person.

Dvs objekter indenfor s.a. diskurs er konstruerede udfra en regel om at se det hele menneske og herunder fokusere  på den potentielle socialist og i forlængelse heraf  tilstræbe selvdannelse.  

Man kan sige at det er dette felt socialt arbejde diskursen danner.

Disse diskursive regler adskiller s.a. diskurs fra fx politimanden og psykiater – diskursen. Deres diskurser indeholder objektivering. Der fokuseres på én del af personen, netop den kriminalitet han har begået, eller man fokuserer på de træk, personen udviser. Som modspil hertil arbejder s.a. jo så med det der kunne opstå, og det der kunne blive.

Eksempel på det med at mægle mellem objektivering og den potentielle socialitet ....
retsalen, ung kvinde stjålet tøj for 3. gang. Anklager fokuserer på den kriminelle handling, forsvarer på at pigen er i gang med uddanelsesforløb og hermed hendes potentielle socialitet, der kan knækkes ved et evt. fængselsophold






Slutteligt

Kom vidt omkring for at finde den konstituerende form, dvs socialt arbejdes diskurs, indenfor hvilken socialt arbejde opererer. Denne ramme eller diskurs er et partikulært historisk produkt og er skabt i sammenhæng med udviklingen af fordelingen af de diskursive rettigheder. Og det bærende organiserende princip i socialt arbejde er så subjektiveringsprocesser, hvor personen overskrider objektivering og tildeles en diskursiv ret.



Noget af det jeg havde fundet frem til hos P. Han udstikker jo en ramme og en diskurs for socialt  arbejde, og man må sige, at en del af de tekster vi har læst opererer indenfor denne diskursive ramme. Mht. overskridelse af objektiveringer og tilstræbelse efter subjektiveringer. -  immigranter hos Solis og stemmeprojekter hos Blackman og vilde lærerprocesser hos Morten.