Intervention i socialpsykiatrien: Empowerment og Subjektivitetsfremstilling

 

Indhold

Problemfelt
Subjektivitetsfremstilling i social psykiatriske praksiser
Interventionsmetoder der muliggør empowerment
Sprog og praksis
Hvordan vil vi komme videre?
Referencer

 

Problemfelt

Vi har været med til at afholde en temadag for beboere på et social psykiatrisk bosted. På temadagen talte beboerne meget af tiden og med stor vægt på umyndiggørende regler og mangel på selvbestemmelse på bostedet.

Beboernes udtalelser har i høj grad været med til at motivere omdrejningspunktet i denne synopsis. Vi ønsker at bidrage til, at mennesker på kanten af samfundet, herunder psykiatribrugere, kan leve liv, der ikke er marginaliserede og stigmatiserende 1. Vi ønsker, at socialt arbejde og herunder social psykiatri faciliterer brugerens fremstilling af sig selv som kvalificeret deltager i praksisfællesskaber og som i stand til at forvalte eget liv.

Som en følge heraf vil vi med afsæt i begrebet empowerment forholde os til og byde ind i den fortløbende diskussion af socialt arbejde på et generelt niveau. På et mere specifikt plan gør vi social psykiatrien til gennemgående eksempel.

Vi vil kort præsentere vor forståelse og brug af begrebet empowerment:

Empowerment vil sige, at brugeren myndiggøres og med autoritet kan deltage i forskellige praksisfællesskaber.

Et aspekt heraf er, at brugeren aktivt deltager i konstruktionen af forståelser af egne udsagn og handlinger og herunder også af egne problemer.

Vi vil argumentere for, at brugerens empowerment i høj grad afhænger af, hvilke subjektivitetsfremstillinger interventionspraksiser lægger op til. Videre vil vi argumentere for, at empowerment fremmes i interventionspraksiser, der arbejder ud fra en ressource- frem for en deficit orienteret tilgang. Interventionspraksiser, som ikke gør professionelle til eksperter, der uafhængigt af brugeren definerer dennes udsagn, handlinger og problemer.

Overordnet tilgang

Vi ser ikke psykisk lidelse som noget, der er indeni brugeren, og som fra sin placering her determinerer hendes livsforløb og hermed hendes handlinger, udsagn, tilgang til verden og deltagelsesmåder. Derimod ser vi psykisk sygdom som konstitueret i og med sprogliggørelse (se Shotter, 1993; Gergen, 1997; Seikkula, 1995, 2000; White; 1995; Ristock & Pernell, 1996 for lignende tankegang) og i og med etablering af konkrete praksisser blandt deltagende subjekter (jf. tankegange hos Juul Jensen, 1983; Nissen, 2002a). Endvidere forstår vi konkrete praksiser og sprogspil som indlejrede i mere overordnede diskursive praksiser (se bl.a. Blackman, 1998; Rose, 1996, 1999; Staunæs, 1998; Foucault, 1978, 1982, 2002; Nissen, 2002b; Hetherington, 1997; Ristock & Pennell, 1996; Valverde, 2002; Solis 2002 for lignende tankegange). For eksempel kan praktisering af diagnosesystemer ses som aføgrende for, at nogle mennesker defineres som sindslidende.

Den medicinske diskursive praksis – herunder diagnosesystemet – er etableret med baggrund i den modernistiske videnskabstradition. I relation til praksiser, der faciliterer empowerment, mener vi, at denne videnskabstradition er både betydningsgivende og problematisk: Medicinsk viden priviligeres og fremstår indenfor behandlingspraksisen som objektiv og sand. Det gør, at den sindslidende tales ind i forståelsen af medicinsk viden som sand, og at det derfor bliver vanskeligt for hende at fremstille subjektivitet på måder, der ikke er relateret til deficit og dysfunktionalitet (jf. tankegange hos Gergen 1997, Shotter 1999, Seikkula 2000, Blackman, 1998; Valverde, 2002).

 

Subjektivitetsfremstilling i social psykiatriske praksiser

Under temadagen på det social psykiatriske bosted blev vi bl.a. optaget af en beboers beskrivelse af umyndiggørende praksiser.

Beboeren understregede, at han vil være herre over eget liv; at andre ikke skal bestemme over ham. Han fortalte også, at man på bostedet kun må undlade at deltage i måltider, hvis man fremviser bonner, der beviser, at man har spist et andet sted. Ifølge beboeren er dette ydmygende, både fordi man skal stå til regnskab overfor personalet og fordi man modsat ’almindelige’ kunder er nødt til at bede om bonner ved fx pølsevognen.

Et andet eksempel på en praksis som beboeren oplevede som umyndiggørende er kaffebrygning: Beboeren fortalte, at det er personalet, der bestemmer, hvornår der må laves kaffe. Selv mener han, at han godt kan styre sin kaffedrikning – også i forhold til sine sengetider.

Vi mener, at beboerens oplevelse af og erfaring med umyndiggørende praksis hænger sammen med organisering af praksisforhold i socialpsykiatrien. Det vil vi argumentere for i det følgende.

Subjektivering og objektivering i magtforhold

Vi arbejder ud fra en dialektisk tilgang (se Nissen, 2002a; Højrup, 2000, 2002), som vi mener, må forstås i relation til magtforhold (se fx Blackman, 1998; Foucault, 1982; Rose, 1999; White, 1995; Nissen, 2002b; Højrup, 2002 ; Ristock & Pernell, 1996 for tanker om magtforhold). At forståelsen er dialektisk, betyder, at subjektiverings- og objektiveringsprocesser foregår kontinuerligt qua løbende oversættelser 2 og transformation af henholdsvis kontekst 3 og subjekt (jf. tankegang hos Nissen, 2002b). Subjektiveringsprocesser forstår vi som processer, hvori subjektet qua sin indskrivning i særlige, praksisforankrede kontekster konstitueres på særlige måder (jf. Foucault, 1982; Rose, 1996, 1999; Højrup, 2000, 2002; Nissens 2002a, 2002b tankegang). Objektivering forstås som subjekters konstruktion og transformation af almene betydninger (se bl.a. Nissen, 2002a; Berger & Luckmann, 1976; Juul Jensen, 1983 for lignende tankegang). Med andre ord produceres almene betydninger, som subjektet videre subjektiveres i forhold til og som subjekter følgelig atter objektiverer (jf. fx Nissen, 2002a; Højrup, 2000; Mead, 1967; Søndergaard, 1996).

Magtrelationer ser vi som uadskillelige fra subjektiverings- og objektiveringsprocesser. Subjekter virker i asymmetriske 4 positioner 5 og har ikke lige adgang til forhandling og produktion af objektiveringer (jf. Foucault, 1982; Rose, 1999; Nissen, 2002a, 2002b). At vi ser magtrelationer og subjektivitet som sammenhængende medfører, at vi mener, at subjektets 6 principielle mulighed for at overskride de givne rammer i praksis kan forekomme problematisk.

I forhold til det ovenfor refererede eksempel fra social psykiatrien betyder vores teoretiske forståelse, at social psykiatrien ses som et felt, der subjektiverer psykiatribrugeren i forhold til særlige betydninger og forståelser. Om mål med psykiatrien skriver Vendsborg (1999, s.11): Målet er at fastholde patienten i programmet og derigennem øge patientens selvstændige valgmuligheder". Herudfra kan man sige, at psykiatribrugeren i Vendsborgs forståelse subjektiveres som én, der ikke allerede er selvstændig og som én, der potentielt har brug for fastholdelse for at udvikle selvstændighed. Ses Vendsborgs forståelse som generelt kendetegnende for psykiatrien 7 kan den spille ind på den nævnte beboers subjektivering og hermed på hans oplevelse af ikke at få lov til selv at bestemme tilstrækkeligt. Ligeledes kan beboerens handlinger og udsagn af personalet objektiveres og indskrives i en forståelse af beboeren, som en, der (endnu) ikke er i stand til selv at bestemme (se Goffman 1961; Staunæs, 1998 for analoge beskrivelser).

Ydereligere kan beboerens indhentning af bonner medvirke til, at det omkringliggende community (re)konstruerer betydninger, der kan virke stigmatiserende for psykiatribrugeren.

Med afsæt i dette afnsit kan vi sige, at man i forbindelse med intervention i socialt arbejde må forholde sig til følgende pointer:

At subjektivering- og objektiveringsprocesser ikke kan forstås adskilt fra magtforhold.

At subjektiveringsprocesser har betydning for psykiatribrugerens umiddelbare forståelse og oplevelse af sit eget liv. Endvidere har processerne betydning for brugerens mulighed for at have indflydelse på objektiveringer af forhold, der vedrører hendes liv. Hermed har subjektiveringsprocesser betydning for brugerens empowerment.

Inden vi sætter direkte fokus på intervention, vil vi introducere forståelser af magtforholds konkrete udfoldelse.

Magtrelationers udfoldelse

Man kan sige, at beboere og personale til trods for, at de virker ind på hinandens handlinger i hverdagen (se fx Staunæs, 1998, 38 for lignende tankegang), ikke har lige mulighed for at udøve magt overfor hinanden. Det vil ud fra en Foutcault’sk (1982) forståelse sige for at handle på hinandens handlinger og hermed subjektivere hinanden.

Opretholdelsen af denne asymmetri kan forstås på forskellige måder. Blandt andet kan man inspireret af ANT teoretikere sige, at personale og beboere sammen med en række andre aktører indgår i netværk (se fx Latour, 1996; Buhl 2002; Crawford, 1993). I netværket er forskellige aktører med til at bakke op om forståelsen af personalet som professionelle eksperter med kompetence til at udøve magt og af beboerne som sindslidende, der ikke er i stand til at tage ordentlig vare på egne liv. Eksempler på sådanne aktører er diagnosesystemer, samfundsmæssige diskurser om normalitet og sygdom, aktørernes divergerende tilknytning til bostedet (personalets tilknytning er professionel, mens beboerne har bostedet som hjem), deres forskellige muligheder for at lave regler overfor hinanden samt praksiser som journalskrivning, personalemøder og supervision.

Forskellige tilgange til forståelse af magtrelationernes konsekvenser og implikationer kan diskuteres og sammenlignes:

I forhold til ANT kan man fx spørge, hvilke konsekvenser det har for subjektivering- og objektiveringsprocesser, at non-humane aktører tilskrives handleevne?

Udfra Rose (1996, 1999) og Foucault (1978, 1982, 2002) kan man bl.a. diskutere betydningerne af at forstå opretholdelsen af magtrelationer i psykiatrien med afsæt i en genealogisk metode. Dette kunne være en indgang til at reflektere over, hvordan samfundsmæssige kategorier, diskurser og styringsformer, har betydning for magtrelationer på det psykiatriske bosted. Denne tilgang kan sammenlignes med Højrups (2000, 2002) forståelse. Udfra Højrup kan magtrelationerne på bostedet ses som tæt knyttet til mellemstatslige forhold og interpellation i nationalstaten.

 

Interventionsmetoder der muliggør empowerment

Vi har konstateret, at beboere på det social psykiatriske bosted ikke har samme mulighed som personalet for at udøve magt. Videre har vi argumenteret for, at graden af selvbestemmelse og myndighed må ses i relation til subjektiveringsprocesser i bostedet.

På et mere generelt plan ser vi socialpsykiatribrugeres subjektivitetsfre mstillinger og hermed selvforståelser, identitets- og handlemuligheder som sammenhængende med social psykiatrisk praksis. Vi vil derfor introducere interventionsmetoder, som vi mener, kan pege mod konstituering af praksiser, der muliggør brugerens empowerment.

I udviklingen af tanker om interventionspraksiser søger vi at bevare et dialektisk perspektiv, der indeholder et magtfokus. Samtidig ønsker vi at bringe interaktionistisk og socialkonstruktionistisk inspirerede perspektiver på banen8. Fokus i disse perspektiver er i højere grad på sprogets konstituering af social virkelighed end på praksis (et skel vi vil problematisere senere i synopsen).

Vi har altså valgt at sætte teorier med forskellige videnskabsteoretiske afsæt i spil og vil således relatere pointer fra hhv. kritisk psykologi, dialogisk metode og narrativ metode til vores forståelse af praksiser, der faciliterer empowerment. Først vil vi dog påpege, hvordan vi ser disse tilganges fælles forbindelse til empowerment:

Udfra alle de tre tilgange ses brugeren som kvalificeret, kompetent deltager i praksiser, som ansvarlig og vidende ifht. eget liv. Hermed kan tilgangene siges at have fokus på ressourcer frem for på problemer og deficit. Dette knytter an til empowerment, idet vi mener, at brugerens deltagelse i konstruktioner af ressource-orienterede historier kan betragtes som objektiveringer, der muliggør andre og mere myndige subjektivitetsfremstillinger (se fx White, 1995; Epston xxxx; Epston et al., 1992 som eksempler herpå).

Det fælles tredje – pointer fra kritisk psykologi

Nissen (2001a, 2001b, 2002a, 2002b) udfolder sine tanker om socialt arbejde med unge ud fra idéen om det fælles tredje: Det fælles tredje beskrives som et projekt, hvori professionelle og brugere deltager sammen og herved virker som community. Det er centralt, at projektet er vigtigt i sig selv og derved rækker udover de enkelte deltagere.

Karakteristisk for interventioner omkring det fælles tredje er således, at de ikke bygger på subjekt-subjekt forhold, men på subjekt-objekt-subjekt relationer (ibid.).

Subjekt-objekt-subjekt relationens vigtighed kan ses som sammenhængende med deltagelsesbegre-bet og hermed med tanken om, at man udvikler sig gennem deltagelse. I forhold til empowerment kan man ud fra Nissens (ibid.) tankegang sige, at brugeren over tid kan udvikle sig, idet hun i interventionen interpelleres som aktiv og ansvarlig deltager 9. Hermed er det afgørende for udvikling ikke generering af nye sproglige forståelser, men de muligheder for subjektivitetsfremstilling, der er i det, man er fælles om.

Man kan spørge, hvordan projekter kvalificeres til at være ’fælles tredje? Som eksempler på projekter om noget fælles tredje nævner Nissen (2002b, s. 5f) kommerciel madlavning og møde med socialministeren (Nissen, 2001a, s. 1). Disse eksempler peger mod at forstå det fælles tredje som noget, der er produktivt ifht. et bredere samfund. Man kan så spørge, hvordan det produktive afgrænses? Kan samtaler ikke også ses som produktive, hvis de genererer ny mening for de implicerede parter? Og i forlængelse heraf: Hvilke implikationer har det, at sproglig skabelse af ikke-patologiserede og meningsfulde forståelser ikke er i fokus i arbejdet omkring det fælles tredje?

Nissen (2002a, 2002b) tager som Foucault afsæt i et produktivt magtbegreb, hvilket indebærer, at subjektet ses som skabt og udviklet i og med magtforhold. Følgelig beskæftiger Nissen (2001b) sig med, hvordan man positivt kan arbejde med magt. Som eksempler herpå kan nævnes "endnu ikke fortjent" tillid, og det at optræde som bussemand. Herudfra kan man spørge, om arbejde med et positivt magtbegreb medfører, at måderne hvorpå magten udøves ikke problematiseres? Hvornår skal man fx være bussemand? Inddrages brugeren i forhandlingen af, hvordan socialt arbejde finder sted, eller er der nogen, der ved bedre?

En anden diskussion i forhold til arbejde med det fælles tredje handler om, hvordan noget på samme tid kan være et ægte fælles tredje og behandlingsarbejde. Hvad er det ’i virkeligheden’, der er det vigtige for de professionelle – interventionsarbejdet eller det fælles tredje? Og hvilke implikationer har det fælles tredjes dobbelte funktion for brugerne og deres empowerment?

Netværk – pointer fra dialogisk metode

Metoden har en baggrund i systemisk forståelse af eks.v. sindslidelse som et problem, der er konstrueret gennem sprog 10. Hermed adskiller den sig fra et kritisk psykologisk fokus på praksis.

I dialogisk metode præsenteret ved Seikkula arbejder man med i netværk at muliggøre dialogisk dialog frem for monologisk dialog 11 (Seikkula et al., 1995). Dette skal ses i relation til, at bestemt viden (fx psykiaterens) ikke bør privilegeres, så dialogen bliver monologisk og ekskluderende ifht. brugeren, som herved mister oplevelsen af være aktiv deltager i konstrueringen af forståelse omkring sin livssituation.

Dialogisk dialog er kendetegnet ved fortsat bevægelse og forandring muliggjort gennem ytringer, der afkræver lytteren svar. Afgørende for genereringen af forandring er derfor, at dialogen er åben på måder, der muliggør, at dialogens stemmer kan sameksistere som forskellige. Qua dialogens åbenhed skabes der nye forståelser, som gør det muligt at relatere sig til problemet på nye måder, hvorved problemet forandres (Shotter,1999a,1999b; Katz et al; 1999; Seikkula, 2000, 2001a). En sådan forståelse taler op mod den kritisk psykologiske vægtning af praksis.

Arbejdet med netværk 12 i praksis er vigtige på flere måder, og fordrer iflg. Seikkula (1995, 2000, 2001a) indragelse af psykiatribrugerens naturlige netværk. For det første tænkes det naturlige netværk at virke hhv. støttende for brugeren og balancerende ifht. en uønsket privilegering af de professionelles viden. Derudover er de professionelles opgave at møde brugerens og hendes netværks eget sprog om sindslidelsen på en anerkendende måde for herved at invitere til dialog. Endelig er netværkstanken og opfattelsen af "virkelighed" som sprogligt konstrueret sammenhængende: Man kan sige, at netværket bliver mindsteenhed for intervention, idet problem såvel som problemopløsende nye forståelser er fælles genereret (ibid.).

Spørgsmålet er, hvordan dialogisk metode kan være befordrende for empowerment? Ifølge dialogisk metode er måden, hvorpå man møder de forskellige personer i netværket, afgørende. Et bærende arbejdsprincip er, at brugeren inviteres som aktiv og (potentielt) kompetent deltager i den forandrende dialogproces (Seikkula, 2000). Empowerment kan således siges at blive muliggjort via ansvarliggørende tillid til, at brugeren altid er kvalificeret som ligeværdig deltager. Brugeren subjektiveres qua metodens fokus på ressourcer, ansvarlighed og ligeværdig deltagelse i konstrueringen af nye forståelser som et menneske med evne til at forvalte sit liv – hendes stemme accepteres og tildeles betydning. Men samtidig kan man spørge, om der går noget empowerment tabt, idet der er fokus på flerhed af stemmer accepteres og sameksisterer og ikke på styrkelse af én stemme (brugerens) eller om empowerment tværtimod reformuleres som empowerment af hele netværket og ikke kun af én person?

Vi finder, at man kan problematisere dialogisk metodes forudsætning om ligeværd og non-priviligeret viden. Vi spørger derfor, om der hersker en idealforestilling om ægte mellem-menneskelig kontakt i en herredømmefri dialog (jf. Andersen om Habermas, 1996). Bliver idealebegrebet beskrivende for praksis og hvilke implikationer har det? Mister man blikket hhv. for subjektivitets konstituering i magtrelationer og dominerende kulturelle diskursers medvirkende organisering af, hvad man kan tale om på hvilke måder? Set i relation til kritisk psykologi, kan man spørge til implikationerne af at arbejde med deltagelse i dialog og ikke i praksis og til, om der er medierende ligheder?

Authorship – pointer fra narrativ metode

Den sidste af de tre tilgange vi vil introducere er narrativ metode (White, 1995; Epston, xxxx; Epston et al., 1992). Narrativ metode trækker ligesom dialogisk i høj grad på social - konstruktionistisk tænkning, og de to metoder synes parallelle i deres syn på forandring og empowerment. Empowerment kan udfra narrativ metode (ibid.) således siges at ske gennem generering af nye, meningsfulde og positive sproglige forståelser. Til forskel fra dialogisk metode (der primært trækker på sprogteoretikere som Wittgenstien og Bakthin samt på etnometodologen Garfinkel) refererer narrative teoretikere imidlertid til Foucault. Det betyder bl.a., at narrativ metode i højere grad beskæftiger sig med magtrelationers betydning i psykologisk intervention (White, 1995). Whites magtfokus viser sig bl.a. ved, at han i sit terapeutiske arbejde gør meget ud af at situere terapeuten og deltagere i det reflekterende teams. Med andre ord kan man sige, at han søger at illustrere, at de professionelle er mennesker med særlige perspektiver og ikke alvidende eksperter. I vore øjne kan dette fokus på magt være med til at gøre op med forestillingen om professionelle som bedrebidende eksperter og hermed være gavnligt for empowerment.

Et andet vigtigt element ved narrativ metode er authorship. Som vi forstår begrebet indebærer det, at man er såvel autoritet som fortæller i sit eget liv. Hermed ses en forskel i forhold til dialogisk metode, der som nævnt vægter fælles forståelse. Idéen om authorship kan ses som parallel til vores brug af empowerment, der som bekendt indebærer, at brugeren ser sig i stand til at forvalte eget liv.

Man kan diskutere, hvorvidt tanker om authorship nødvendigvis må stå og i praksis står i et modsætningsforhold til Shotter og Seikkulas dialogiske metode. Dette spørgsmål aktualiseres særligt, idet White ligesom Seikkula ofte arbejder med mere end en person ad gangen, og endvidere bruger også Seikkula reflekterende team. Måske authorship kan tilskrives hele netværker?

Whites (1995) arbejde med magtrelationer synes i højere grad end Nissens at bevæge sig på mikroplan. I den forbindelse kan man spørge: Tager White konsekvensen af sin Foucault inspiration og arbejder i praksis med et produktivt magtbegreb? Forholder han sig til eksistensen af samfundsmæssige diskurser, kategorier og praksiser med indflydelse på, hvordan man kan tale med hinanden i eksempelvis terapi? Til at ikke alle samtaler og forståelser er mulige? Eller søger White snarere at overskride magten og opnå herredømmefri dialog?

Sprog og praksis

Vi har nu introduceret tre interventionsmetoder, der trækker på forskellige videnskabelige traditioner. I det følgende vil vi søge at muliggøre samarbejde mellem disse traditioner. Selv betragter vi det som et forsøg, der kan problematiseres, men som samtidigt er væsentligt og udvidende for videre arbejde med empowerment.

Nissen (2002a, 7ff) beskriver den kritisk psykologiske tradition som forskellig fra social konstruktionistisk og poststrukturalistisk, idet kritisk psykologi har afsæt i praksis. Udfra Nissen (ibid.) kan man sige, at afsættet i praksis medfører, at der bliver gensidighed i skabelsen af subjekter fremfor subjektets ensidige identifikation med diskurser og regler. Ifølge Nissen (ibid.) medfører dette endvidere, at subjekter i kritisk psykologi bliver partikulære, hvor de i social konstruktionistiske og poststrukturalistiske traditioner er særlige, men aldrig unikke.

Som vi læser Seikkula, Shotter og White tager de i høj grad afsæt i tanken om partikulære, unikke subjekter. Man kan spørge, hvorvidt disse teoretikeres fundament for at tale om subjekter på sådanne måder kan bære? Man kan også spørge, om ikke man kan se den tale, der er i dialogisk og narrativ metode som en særlig praksis? I forlængelse af disse spørgsmål stiller vi os udforskende overfor relationen mellem sprog og praksis:

Praksis ikke kan forstås uafhængigt af sprog (jf. Gergen, 1997; Shotter, 1993).

Ifølge social konstruktioniske teoretikere (fx. Gergen, 1997; Shotter, 1993) er det altid i situerede kontekster, at mening forhandles (og hermed er der også øje for praksis).

Praksiser der ikke har samtalen i fokus kan have betydning for subjektiveringsprocesser (jf. Stausnæs, 1998; Rose, 1996, 1999; Foucault, 1978, 1982, Nissen, 2002b, 2001a).

Sprog opstår i og med praksis (her er vi inspireret af Holzkamp, 1983 og Mead, 1967).

Sprog er det medie, hvorigennem vi skaber almene betydninger, og derfor synes objektiveringsprocesser ikke at kunne adskilles fra sprog (her er vi inspireret af Berger & Luckmann, 1976; Mead, 1967).

Generering af nye sproglige forståelser i fx terapi kan ses som objektiveringer.

Herudfra vil vi spørge, om ikke man kan sige, at virkelighed skabes i et felt, der indeholder både sprog og praksis, idet sprog og praksis ikke kan forstås adskilt fra hinanden?

Der er modsætninger mellem de videnskabelige traditioner, men hvordan er de vigtige her? Er der ikke fare for, at frugtbare udvekslinger og meningsgenerering mistes, fordi man forelsker sig i særlige udgangspunkter? Kan man forestille sig, at interventionsmetoderne kan supplere hinanden?

Hvordan vil vi komme videre?

Tanken er, at vi til eksamen vil diskutere empowerment i socialt arbejde i forhold til nogle af de pointer, vi har trukket frem i vores introduktion af kritisk psykologi, narrativ og dialogisk metode. Herved vil vi bl.a. komme videre ind på diskussionen af forskelle mellem metoderne og de muligheder, der er for, at de kan samarbejde.

Vores tanke er at tage afsæt i begrebet scaffolding (se bl.a. Solis, 2002). Måske man med afsæt i det kan komme med et bud på interventionspraksiser, der muliggør brugeres myndige, deltagende subjektivitetsfremstillinger?

Pointer, jeg synes, at vi lige skal trække op:

I forhold til Nissen og/eller White: Kan empowerment ikke også være at oplyse brugerne, om de magtstrukturer, de bevæger sig i? White synes at være inde på det, idet han vil situere de professionelles perspektiver – men gør han det også i forhold til mere overordnede strukturer? Og til Nissen: Selvom man skabes i magtforhold, og selvom magtforhold hermed er uundgåelige, giver man folk mulighed for at tale op imod magtudøvere, hvis man tydeliggør strukturer. Det at muliggøre rettede oppositionspositioner kan ses som myndiggørende.

Og så er der det med at sige noget om objektiveringsprocesser og socialkonstruktionistisk/post strukturalistisk inspirerede teorier. Vi kan vel bare spørge tydeliggøre at noget kan ses som objektiveringsprocesser og så spørge til, hvorvidt dette holder teoretisk og hvilke implikationer, det kan have…

 

Referencer:

Adolph E., Eriksen H., Jensen P, Hagel, A., Klint, S., Krause-Jensen, K., Westphall Tellefsen, A. (2000): Socialpsykiatri, Videnscenter for socialpsykiatri s. 25-51.

Andersen, Heine (1996): Jürgen Habermas i Klassisk og moderne samfundsteori. Red.: Kaspersen, Lars Bo og Andersen, Heine, Hans Reitzels Forlag A/S, København.

Bateson, Gregory (1972): Steps to an Ecology of Mind, The University of Chicago Press, Chicago

Blackman, Lisa M. (1998): The Voice-hearing Experience i: Nordiske Udkast 26:1.

Buhl, Lasse (2002): ANT i en organisatorisk sammenhæng – hvorfor psykologiske forklaringer ofte kommer til kort. Upubliceret artikel.

Berger, Peter L. og Luckmann, Thomas (1976): Den samfundsskabte virkelighed. Først udgivet i 1966, Lindhardt og Ringhof, Viborg.

Crawford, T. Hugh: (1993): An Interview with Bruno Latour. Interview printet fra Internettet, med link fra følgende hjemmeside: www.psy.ku.dk/mnissen/

Epston, David; White, Michael og Murray, Kenneth: A Proposal for a Re-authoring Therapy: Rose’s Revisioning of her Life and a Commentary (1992) i: Therapy as Social Construction. SAGE Publications, London

Foucault, Michel (1978): Viljen til viden i: Seksualitetens historie I., Rhodos, København.

Foucault, Michel (1982): The Subject of Power i Dreyfus & Rainbow: Michel Foucault – Beyond Structuralism and Hermeneutics. Chicago, Chicago University Press.

Foucault, Michel (2002): Genealogien, Nietzsche, historien. I: Talens forfatning. Hans Reitzel, København.

Gergen, Kenneth J, (1997): Virkelighed og relationer , Dansk psykologisk Forlag, København

Goffman, Erving (1961): The Medical Model and Mental Hospitalization i Asylums. Penguin.

Hetherington, K. (1997): The Badlands of Modernity. Hetorotopis and Social Ordering. Ondon: Routledge (s. 20-54)

Holmgren, Allan (2002): Spil med sproget – kommunikere, relatere og socialt konstruere i Psykologiske Grundtemaer. Børge Møllers Grafiske Hus, Århus

Holzkamp, Klaus (1983): Mennesket som subjekt for videnskabelig metodik, Stencil, oversat fra: Braun et al.: Karl Marx und die Wissenschaft von Individuum, Marbourg.

Højrup, Thomas (2000): Om Althussers ideologiteori og dens betydning for familiebegrebet, upubliceret artikel

Højrup, Thomas (2002): Dannelsens dialektik - Etnografiske udfordringer til det glemte folk, Kap: 15, 17, Museum Tusculanums Forlag, København

Juul Jensen, Uffe (1983): Sygdomsbegreber i praksis. Det kliniske arbejdes filosofi og videnskabsteori. København: Munksgaard, kap. 8 & 9.

Juul Jensen, Uffe (1996): Humanistisk sundhedsforskning – introduktion til bogens temaer, i: Forskelle og forandring, Forlaget Philosophia, Århus

Katz, Arlene M og Shotter, John (1996): Hearing the Patients Voice: Toward a Social Poetics in Diagnostic Interview, i Social Science and Medicine

Latour, Bruno (1996): Technology is society made durable i: A Sociology of Monsters; Essays on Power, Technology and Domination, Law. J (eds.), Routledge, London

Mead, George H. (1967): Mind, Self, and Society. The University of Chicago Press, London.

Nissen, Morten (2001a): Hvordan man integrerer de ‘utilpassede’ unge – i virkeligheden.

Nissen, Morten (2001b) : Magtudredning.

Nissen, Morten (2002a) : Objective Subjectification: The Anti-method of Social Work. Til udgivelse i Mind, Culture & Activity.

Nissen, Morten (2002b): Wild Learning – The Beginning of Practce Research about a Project Combining Social Work, Staff Trainind, and Institutional Reform. Aarhus: Working Paper, Network for Non-scholastic Learning.

Philp, Mark (1979). Notes on the form of knowledge in social work, The Sociological Review 27:

Ristock, Janice og Penell, Joan (1996): Community Research as Empowerment: Feminist Links, Postmodern Interruptions, Oxford University Press, Ontario.

Rose, Nikolas (1996): Kapitel 3, 4 og 7 i: Inventing Ourselves. Cambridge University Press, Cambridge, UK.

Rose, Nikolas (1999): Powers of Freedom. Cambridge University Press, Cambridge, UK.

Seikkula, Jaakko, J Aaltonen, B Alakare, K Haarakangas, J Kerdnen, M Sutela (1995): Treating Psychosis by Means of Open Dialogue, i The Reflecting Team in Action, The Guilford Press, New York

Seikkula, Jaakko (2000): Åpne samtaler, Rusaanes Bokproduksjon, Norge

Seikkula, Jaakko (2001): Open Dialogue in Psychosis I: An Introduction and Case Illustration, i Journal of Constructivist Psychology, Brunner-Routledge

Seikkula, Jaakko (2001): Open Dialogue in Psychosis II: A comparison of good and bad outcome cases, i Journal of Constructivist Psychology, Brunner-Routledge

Shotter, John (1993): Conversational Realities - Constructing Life through Language, SAGE Publication Ltd, London, s.1-50

Shotter, John og Katz, Arlene M (1999a): Living moments’ in dialogical exchange, i Human Systems

Shotter, John og Katz, Arlene M (1999b): From within our Lives Together: The Dialogical Structure of our ’Inner Worlds’, Annual Conference of the International Communication Association, San Fransisco

Solis, J. (2002): No Human Being is Illegal. Counter-identitites in a Community of Undocumented Mexican Immigrant and Children. Paper to the ISCRAT conference, 2002.

Staunæs, Dorthe (1998): Transitliv. Forlaget politisk revy, København.

Søndergaard, Dorte Marie (1996): Kapitel 2 i : Tegnet på kroppen, Museum Tusculanums Forlag, København

Valverde, Mariana (2002) : Intoxicated Autobiographies. Experience, Truth-telling, and Ethical Subjectivity i Outlines 3 :1.

Vendsborg, Pb; Nordentoft, M, hvenegaard, A, Søgaard, J (1999): Opsøgende psykoseteams. Medicinsk teknologivurdering. DSI, Institut for Sundhedsvæsen.

White, Michael (1995): Re-Authoring Lives, Dulwich Centre Publication, Australia, kap. 7,

 

 

Baggrundslitteratur

Beck-Jørgensen, Birte (2001): Nye tider og usædvanlige fællesskaber, Nordisk Forlag A/S, København

Cornett, Jacob A., Feby, Miriam H., Ulfeldt BW. og Berliner, Peter (2002): Communityudvikling og rehabilitering. CUR-metoden i psykotraumatologisk intervention. I: Psyke & Logos: 1.

Forchhammer, Hysse og Nissen, Morten (1994): Psykologiske sundhedsbegreber i et subjektivdenskabeligt perpektiv, i: Sundhedsbegreber – filosofi og praksis, Forlaget Philosophia, Århus

Foucault, Michel (1986): Of Other Spaces i: Diacritics, 16

Højholt, Charlotte (1996): Fra brugerperspektiver til praksisrefleksion, i: Forskelle og forandring, Forlaget Philosophia, Århus

Morgan, Alice (2000): What is Narrative Therapy kap. 3. Dulwich Centre Publication, Australia

Nissen, Morten (1996): Et socialpsykologisk bidrag til forståelse af brugerindflydelse i psykosocial praksis, i: Forskelle og forandring, Forlaget Philosophia, Århus