Indhold

 

 

 

 

 

Indledning *

Problemformulering *

Første ordens kybernetikken *

Milanogruppen *

Anden ordens kybernetikken *

Den narrative metafor *

At snyde problemet *

Afslutning *

Litteraturliste *

Referencer: *

Læst litteratur i øvrigt: *

 

 

Indledning

Systemorienteret familieterapi bygger på den antagelse, at menneskers psykiske vanskeligheder kan forstås og behandles i deres familiemæssige kontekst. Ideen om familieterapi er opstået i 1950'erne, som et opgør med den psykoanalytiske tradition, der næsten udelukkende fokuserede på menneskers intrapsykiske processer. Den systemiske familieterapi bygger dog på en betydelig ældre folkeviden; at børn udvikler deres erfaringer i familien, og at problemfamilier skaber problembørn. Derfor er det heller ikke overraskende, at interessen har været størst blandt professionelle, som arbejder med børn og unge (Warhuus et al., 1998).

Der findes flere forskellige skoledannelser indenfor den systemorienterede familieterapi; de der følger en første ordens kybernetik som f.eks. Minuchins strukturelle familieterapi og Milanogruppens tidligste arbejder, og de der følger en anden ordens kybernetik som f.eks. Tom Andersen, David Epston og Michael White. Senere er flere begreber kommet til, bl.a. den narrative metafor, som tilsyneladende kan føre den systemiske familieterapi ind i et nyt og tredje paradigme. Fokus synes således at ændre sig fra begreber om information og mønstre til begreber om "fortællinger" samt fra begreber om systemer til begreber om kultur og samfund (Freedman & Combs, 1996).

I dag arbejdes der ofte med større enheder end kernefamilien, og nogle af de seneste udviklinger går i retning af et skift fra en systemorienteret familieterapi til en systemisk terapi – en praksis, der er i stand til at overskride familierammen og forgrene sig ind i behandlingssystemet, skolesystemet, naboskabet eller større samfundsstrukturer (Warhuus et al., 1998).

Problemformulering

I relation til indledningen ønsker jeg i denne synopsis at belyse og udforske systemorienteret familieterapi som en praksis med øje for nogle af de udviklinger, den har gennemgået de sidste 50 år. Herefter ønsker jeg i den mundtlige fremstilling at perspektivere praksissen communitypsykologisk med særligt fokus på netværksterapi og diskutere, hvorvidt det er fordelagtigt for det menneskelige velbefindende at overskride det terapeutiske rum og udvide "kernefamilien" til i større grad at omfatte "netværket" både offentligt og privat.

Første ordens kybernetikken

Salvador Minuchin og Milanogruppen bliver regnet for nogle af de første familieterapeutiske pionerer, og stærkt inspireret af Gregory Bateson har de været med til at grundlægge den systemiske terapis allertidligste modeller og begreber til at beskrive familien som et organiseret system, der følger visse lovmæssigheder. Bateson var på dette tidspunkt med baggrund i antropologien, biologien og filosofien meget optaget af at forstå menneskelig erkendelse og information/kommunikation i systemer, og han hentede bl.a. teoretisk begrebsmateriale og modeller i kybernetikken, hvoraf navnet "første ordens kybernetik" (Warhuus et al., 1998).

I følge kybernetikken beskrives et system som: "Enhver given helhed, hvis dele samvarierer med hverandre (over tid), og som opretholder en ligevægt gennem feedback.......Den vigtigste proces i systemets forsøg på at opretholde status quo er negativ feedback, som korrigerer afvigelser tilbage til normen. Den vigtigste proces i forandring er positiv feedback, som forstærker afvigelser. Oversat til familiens verden betyder det, at man for at forstå "den identificerede patients" handlemåder må se vedkommende i sin sociale sammenhæng, idet symptomet i følge teorien kan have det formål at opretholde ligevægt i familiesystemet" (Warhuus et al., 1998, s. 202). Kybernetikken giver således mulighed for en cirkulær frem for en lineær forståelse af udviklingen af psykiske problemer.

Det er i følge en første ordens kybernetik underforstået, at terapeuten opfattes som en observatør, der ud fra observationer af familiesystemet, er i stand til at producere objektive korrekte beskrivelser af familien og dens problemer samt hjælpe familien til at ændre sig på den mest hensigtsmæssige måde (ibid.).

Milanogruppen

Milanogruppen, som bestod af Mara Selvini-Palazzoli, Luigi Boscolo, Gianfranco Cecchin og Guiliana Prata, der alle er psykoanalytisk uddannede psykiatere, dannede i 1971 "Centro per il Studio della Famiglia", hvor de sammen arbejdede ud fra et systemisk grundlag i ca. 10 år. Gruppen skiltes igen omkring 1980. Selvini-Palazzoli og Prata fortsatte med klinisk arbejde og forskning og Cecchin og Boscolo har bl.a. deltaget i udviklingen af den nyeste terapeutiske tænkning og metode (Boscolo, Cecchin, Hoffman & Penn, 1987, Warhuus et al., 1998, Tomm, 1997).

Deres ide om et terapiforløb indeholdt to hovedelementer; hypotesedannelse og intervention. Gennem interview udforskede de familiens mønstre sammen med familien, og den erhvervede information blev benyttet til at formulere et udsagn eller en opgave til familien, som herefter måtte handle i forhold til interventionen ud fra egne forudsætninger.

Under terapisessionen var gruppen organiseret i to halvdele; en af gruppens medlemmer interviewede familien, mens de andre sad bag en "one-way screen" og iagttog processen. Sessionerne var klassisk opdelt i fem faser: Formødet, hvor man diskuterede enten de oplysninger, som man havde fået i forbindelse med henvisningen, eller essensen af foregående session, hvor man udarbejdede mulige hypoteser. Selve interviewet af familien. Det indlagte teammøde, hvor terapeut og team udvekslede og udviklede ideer. Afslutningen på sessionen og interventionen, hvor terapeuten vendte tilbage til familien for yderligere at udforske disse ideer eller give familien en opgave eller et ritual, som den skulle gennemføre mellem sessionerne. Og endelig eftermødet, hvor terapeut og team igen drøftede og evaluerede forløbet (Jones, 1996).

I 1980'erne begyndte Milanogruppen at revurdere deres arbejde, idet de i højere grad begyndte at fokusere på selve interviewdelen frem for nødvendigheden af intervention. De oplevede bl.a. at mange problemer løste sig selv, når familiens medlemmer fik øget deres information om relationerne i familien. Gruppen udviklede hertil en særlig spørgeteknik; triadiske cirkulære spørgsmål, hvor de enkelte familiemedlemmer blev spurgt til deres opfattelse af relationen mellem to eller flere i familien. Mennesker taler ikke triadisk sammen spontant, og derfor vil familien ofte få ny information om, hvordan de enkelte familiemedlemmer opfatter relationerne gennem disse spørgsmål. Et eksempel på et cirkulært spørgsmål kunne være: "Hvad gør din mor, når din far kommer fuld hjem - og hvad gør din søster?" (Warhuus et al., 1998)

Et andet centralt element i gruppens nye fokus var deres krav om terapeutens neutralitet; at terapeuten ikke måtte danne alliancer undervejs i interviewet, men i stedet skulle holde sig neutral overfor alle familiemedlemmer uanset deres position i forhold til problemet. Dette fokus blev dog stærkt kritiseret, fordi det kunne sløre faktiske overgreb i familien, og kravet om neutralitet blev derfor ændret til et krav om nysgerrighed, som skulle sikre, at alles vinkler blev udforsket i interviewet. Man kan dog i denne forbindelse spørge om det overhovedet er muligt i praksis at overholde idealet om en terapeutisk neutral/nysgerrig position?

Et sidste element var gruppens tiltagende optagethed af, hvordan de som terapeuter selv indgik i det familiesystem, som skulle ændres, og det er netop dette skift, der har betydet, at Milanogruppens arbejder overgik fra en første ordens kybernetik til en anden ordens kybernetik (ibid.).

Anden ordens kybernetikken

Inden jeg søger at belyse udviklingen af en "anden ordens kybernetik", er det vigtigt at understrege, at udviklingen selvfølgelig ikke er foregået helt så struktureret, som det er skitseret her. Samtidig er det også væsentligt at påpege, at mens nogle teoretikere og praktikere er gået over til en anden ordens opfattelse, så er der stadig en del, som fortsat foretrækker at basere deres praksis på baggrund af en første ordens kybernetik (Warhuus et al., 1998).

Den væsentligste forskel i bevægelsen til en anden ordens kybernetik er, at objektivitet ikke længere opfattes som en mulighed, og dette skaber et behov for at etablere en ny forståelse af terapeutens rolle. Konstruktivister antager, at vore individuelle strukturer, dvs. nervesystem og sanseapparat, indgår aktivt i at konstruere "realiteter" på baggrund af vore fortsatte oplevelser og erfaringer i verden. Vi reagerer på verden ud fra disse opfattelser, og da hvert individ konstruerer sin egen realitet, er der således tale om mange realiteter eller et "multivers". Von Foerster (Warhuus et al., 1998) introducerer i den forbindelse begrebet om "observerende systemer" for at påpege, at individet ikke bare ser sig omkring og opnår en objektiv forståelse af en realitet "derude", men deltager med baggrund i egne erfaringer aktivt i at opnå en individuel forståelse af verden. Denne forståelse påvirker terapien på en sådan måde, at terapeuten ikke længere forventes at kunne opnå objektive korrekte forståelser af familien og dens problemer. Familien må i stedet ses som et observerende terapeutisk system, hvori terapeuten indgår på lige fod med de andre familiemedlemmer.

I det observerende system udveksles meninger og forskellige opfattelser, og der tales ikke længere om en "rigtig" forståelse af en situation eller adfærd, men om mangfoldige forståelser, der alle opfattes som lige betydningsfulde og med samme gyldighed. Tanken er, at disse mangfoldige forklaringer i sig selv vil bane vejen for terapeutisk ændring, da de enkelte familiemedlemmer herigennem får mulighed for at indoptage nye forståelser og perspektiver (ibid.). Terapeuten må dog i denne forbindelse anerkende, at hans/hendes stemme sandsynligvis vil have en større vægt i terapeutiske sammenhænge, og at det derfor ikke nødvendigvis er let for klienterne at være uenige i terapeutens betragtninger af problemerne (Jones, 1996).

I midten af 1990'erne introduceres socialkonstruktionismen indenfor anden ordens kybernetikken. Det konstruktivistiske udgangspunkt modtog en del kritik, pga. den neutrale terapeutiske position, som mentes at undgå at tage stilling til reelle magtforskelle i familien som i det omgivende samfund. Eksempler kunne være incest, børnemishandling og hustruvold og mere samfundsmæssige magtforskelle som et resultat af fattigdom, arbejdsløshed, racisme, kønsdiskrimination m.m. Den socialkonstruktionistiske tanke gav mulighed for at løse disse problemer, da den fordrer en vægt på både de multiple forståelser samtidig med at der tages hensyn til betydningen af andre sociale faktorer. Eksempelvis indgår både reelle magtforskelle og alment gældende normer og regelsæt i konstruktionen af vore forståelser (Warhuus et al., 1998).

Det kan være svært at vurdere, hvorvidt en konkret terapi har konstruktivisme eller socialkonstruktionisme som erkendelsesteoretisk grundlag, og i praksis vil man ofte se en sammenblanding. Skiftet til en anden ordens kybernetik med socialkonstruktionisme som erkendelsesteoretisk grundlag i den terapeutiske praksis er dog ikke til at tage fejl af, da dette indebærer tydelige konsekvenser. En kort beskrivelse af disse følger:

Fra realisme til konstruerede realiteter: Der findes ingen almengyldig sandhed. "Realitet" skal forstås som konstruktioner som forekommende ude i mellemmenneskelig kommunikation. Vægten i terapien lægges ikke længere på at finde sandheden om familien men på sammen at udforske og opbygge de forskellige opfattelser og forståelsesmåder, som familiedeltagerne har.

Fra ekspertviden til samarbejde: Terapeutens refleksioner i forhold til problemerne har ikke længere større gyldighed end klienternes. Den terapeutiske samtale opfattes som en samarbejdsproces, hvor terapeuten har ansvaret for at processen får en dialogisk karakter, så alle har lige mulighed for at udtrykke sig, og hvor alle udtalelser har samme gyldighed.

Fra "systemet skaber problemet" til "problemet skaber systemet": En bestemt adfærd opfattes og beskrives som bekymrende eller afvigende. En sådan beskrivelse bidrager ofte til at den uønskede adfærd forstærkes, fordi specielle forventninger kommer til at præge de relationer, der er omkring den symptombærende. Når først et problem er defineret og måske endda diagnosticeret, samler det en horde af specialister omkring sig. De er med deres undersøgelser og yderligere beskrivelser med til at præge forståelsen af problemet i hele systemet, og således bliver det problemet som ender med at skabe et system.

Fra en sand forklaring til mangfoldige forklaringer: Det er ikke muligt at finde frem til almengyldige enkeltstående forklaringer til specifikke problemer. Derimod er det terapeutens opgave i samarbejdsprocessen at skabe grobund for en mangfoldighed af mulige forklaringer, der konstrueres på baggrund af individuelle erfaringer i verden.

Fra fokus på problemet til skabelse af ny mening: Problemer skal forstås som en delmængde af en konstrueret realitet. Dette gør ikke problemerne mindre virkelige da netop konstruktioner er vor virkelighed. Den terapeutiske samtale fokuserer derfor på at skabe ny mening via udforskning af klienternes mangfoldige forståelser og derved skabe mulighed for nye adfærdsformer.

Fra en teori til fleksibel teorianvendelse: Frem for at lægge vægt på, hvorvidt en terapeutisk teori kan bidrage med præcise beskrivelser af virkeligheden, lægges der vægt på, hvor anvendelig teorien opleves at være i en konkret situation. Terapeuten får således mulighed for at trække på sine erfaringer med en mangfoldighed af teoretiske udgangspunkter i sit bidrag til den terapeutiske samtale.

Fra ureflekterede idealer via ideen om neutralitet til politisk/etisk bevidsthed: Alle konstruktioner, også uden for det terapeutiske rum, har politiske og/eller etiske konsekvenser indenfor det sociale liv. Terapeuten skal være nysgerrig overfor hvilke politiske og etiske konsekvenser en given handling i et terapiforløb vil have for dem, som er i terapi, og han skal ligeledes tage i betragtning, at konstruerede kulturelle normer har en effekt på individuelle klienter. Det er således vigtigt at undgå, at gældende samfundsbaserede eller institutionsbundne konstruktioner automatisk bliver taget for gode varer for derved at blive det eneste bud på en "normal tilstand".

Den socialkonstruktionistiske grundtanke, at der findes multiple historier om alle aspekter af "virkeligheden", medfører en diskussion om metodeanvendelse i forhold til den terapeutiske praksis. Freedman & Combs (1996) argumenterer, at en socialkonstruktionistisk tilgang ikke er ensbetydende med, at alle verdensforståelser og behandlingsmetoder tildeles lige stor sandhedsværdi. De mener, at det i højere grad handler om at være motiveret til at udforske vores konstruktioner og historier i forhold til hvordan de er opstået, og hvilken effekt de har på vores liv. Men hvordan vurderer man hvilken terapeutisk behandlingsmetode, som er bedst egnet til hvilke klienter? Dette spørgsmål forbliver ubesvaret både med hensyn til retningsliner for terapeutisk paradigmevalg mellem en første ordens- og en anden ordens kybernetik samt i forhold til de forskellige positioner indenfor begge. Åbenhed bliver stadfæstet, men ikke hvordan man tilegner sig beslutningsgrundlag for de valg, som man uundgåeligt må træffe om egen position i de enkelte situationer.

Den narrative metafor

Freedman og Combs (1996) introducerer den narrative metafor indenfor systemisk familieorienteret terapi som en metode, der giver mulighed for at tænke i menneskers liv som historier, der er meningsgivende for den enkelte. De mener, at det kan give begrænsede muligheder blot at tænke i familiesystemer, og at man derved glemmer den ide-flow, som hersker i den større kulturelle sammenhæng. Den systemiske metafor henleder opmærksomheden på temmelig små, temmelig snævre "recursive" feedback loops frem for at fokusere på de ideer og praksisser, som er på spil set i en større kulturel kontekst. Samtidig fordrer den, at man leder efter supplerende kredsløb og samarbejdende årsagsforhold som problemskabende i familien, frem for at arbejde med familiemedlemmerne i et forsøg på at identificere den negative påvirkning bestemte værdier, institutioner og praksisser i det omgivende samfund har på deres indbyrdes relationer og hverdagsliv. Den systemiske metafor støtter en terapeutisk nysgerrig position i stedet for at forsvare og understøtte bestemte værdier og undertrykke andre. De taler begge for en "re-authoring" metafor, som giver mennesket mulighed for aktivt at "omskrive" deres liv og på den måde udleve nye selv-images, nye relationer og nye fremtider ved hjælp af nye historier.

At snyde problemet

Michael White og David Epston har udviklet en narrativ behandlingsmetode, hvor de benytter fortællingen som metafor (Marner, 1994). En fortælling har den fordel, at den formelt set understreger orden og sekvens og dermed er egnet til at studere personlig ændring, livscyklus og i det hele taget udviklingsprocesser.

Metoden består af eksternaliseringteknikker, som går ud på at dekonstruere klienternes historier ved at tillægge problemerne en ydre eksistens. I den terapeutiske proces bliver problemet en adskilt enhed og derved ekstern i forhold til det individ eller det forhold, som er tilskrevet problemet. På denne måde bliver de problemer, som eksempelvis anses som arvelige eller de relativt fastlåste problematiske kvaliteter, som tilskrives individer og forhold, mindre fastlåste og begrænsede. Det er problemerne som bliver problemet (White, 1989, Freedman & Combs, 1996)).

Både White og Epston er inspireret af Foucaults tanker om magt og magtforhold. Ifølge Foucault (2000) skal magt ikke forstås som en særlig institution, gruppe af mennesker, elite eller klasse, men som et fænomen, der udfolder sig i konkrete hverdagsagtige praksisser. Stemplingsprocedurer og etiketteringsmekanismer er eksempler på magt, som det tager sig ud i det almindelige hverdagsliv. Individet kategoriseres, mærkes med dets egen individualitet, knytter det til dets egen identitet og påtvinges en sandhedslov, som det så må vedkende sig, og som andre må anerkende. Foucault karakteriserer denne magtform som det, der gør os til subjekter og pointerer endvidere, at subjektivitet både underkaster og genstandsgør det moderne individ. Man skal dog ikke forstå magt som et fænomen, der undertrykker individet, men som et fænomen, der skaber undertrykkende individualiteter som fremstår både som magtens slutresultat men også som dens befordringsmiddel til dens forsatte virkemåde. At fiksere og formalisere individer på denne måde har særlig stor gennemslagskraft i de vestlige samfund.

Foucaults studier af magt som både produktive og skabende er tanker som både White og Epston har søgt at integrere i deres terapeutiske arbejde. Ideerne er benyttet i udviklingen af en teknik, hvor terapeuten giver klienten magt til i fællesskab at gendigte alternative fortællinger, som kan frigive undertrygt viden om en anden og bedre version af deres hverdagsliv. De gør således meget ud af at afklare, hvordan mennesker er blevet rekrutteret til at deltage i undertrykkelsen af eget liv og i objektiviseringen af egen krop. Foucault har beskrevet nogle teknologier som mere undertrykkende end andre, men har aldrig gjort noget ud af at foreslå nogen "befrielse" fra dem. I modsætning hertil synes White og Epstons teoretiske og praktiske position præget af stor ansvarsfølelse og en aktiv indsats for at opnå ændring (Marner, 1994). Her mangler dog en form for stillingtagen til den magtposition, de som terapeuter selv besidder. Foucault refererer bl.a. til terapeuter som nogle af magtens agenter, velvidende at eksistensen af sådanne er med til automatisk at objektivisere individer.

Behandlingsmetoden repræsenterer et skift fra den systemiske terapis begreb om neutralitet/nysgerrighed til en mere aktiv og kreativ stil, hvor terapeuten tager positionen som den "problematiserede" klientens forbundsfælle evt. sammen med den øvrige familie. White kalder sig i den forbindelse "kritisk konstruktivist", idet han går ind for at være medforfatter til klientens nye fortælling. Epston derimod er gået skridtet videre og advarer imod at tabe den objektive virkelighed helt af syne. Han citerer bl.a. K. J. Gergen om socialvidenskabelig forskning: "Skal vi fjerne det videnskabelige apparat og erklære, at alle forsøg på "objektiv", "autoritativ" viden er enfoldig? Skal vi konkludere, at eftersom vi er låst inde i vores subjektivitet, kan vi hverken være sikre på, at der er en verden "derude" eller på, at vi i sandhed kan kommunikere med andre mennesker? Er der ingenting tilbage ud over at tænke på vores egen subjektivitet og på refleksionen i en uendelighed af selvrefleksive gentagelser? Det er i sandhed en smertefuld konklusion og man vil næppe ønske at forfølge en tankerække, hvor dette er den uundgåelige konklusion (Marner, 1994, s. 32). Eksternaliserende samtaler mellem familie og terapeut er ifølge White og Epston det modsatte af en uendelig selvrefleksion; med fantasiens hjælp oplever barnet at træde ind i en ny virkelighed, der er et alternativ til den problemmættende fortælling.

Ud over tilsidesættelsen af den neutrale terapeutiske position adskiller White og Epston sig fra Milanogruppen og dermed den traditionelle systemorienterede familieterapi på to yderligere punkter. For det første benytter de sig ikke af cirkulære spørgsmål, da de ikke interesserer sig for forskelle. For det andet benytter de sig ikke af hypoteser. Marner (1994) går så vidt som til at argumentere for at White og Epston formentlig vil bifalde deres kollega O’Hanlons syn på hypoteseformulering: "Milanogruppen ynder at sige, at man ikke skal "gifte sig med sin hypotese", men jeg syntes ikke engang man skal lave et stævnemøde med den. Jeg mener, at hypoteser i bedste fald er distraherende og i værste fald bliver selvopfyldende profetier…alle korttidsterapeuter burde have en sofa på deres kontor, som terapeuten kan bruge, hver gang han får en hypotese – han burde lægge sig ned, indtil den forsvinder igen!" (Marner, 1994, s. 33). Det er i denne forbindelse et oplagt spørgsmål, hvad der så er styrende for den terapeutiske proces, hvis man som terapeut skal lægge sine hypoteser på hylden – er det ikke heri al terapeutisk erfaringsgrundlag i praksis ender?

Afslutning

Ved at tage ideer til sig fra mange forskellige discipliner, således som det er beskrevet ovenfor, har systemiske terapeuter bevæget sig langt væk fra den tidlige mekanistiske og normative anvendelse af den generelle systemteori. Skiftet fra en første ordens- til en anden ordens kybernetik og inkluderingen af bl.a. den narrative metafor samt Foucaults tanker om magt og magtforhold er alle inspirationskilder som har været med til at bane vejen for at kunne tænke systemisk terapi bredere end blot at omfatte kernefamilien. Jeg ønsker derfor i det mundtlige oplæg perspektivere praksisen communitypsykologisk med særligt fokus på netværksterapi.

Litteraturliste

 

Referencer:

White, Michael (1989): The externalizing of the problem and the re-authoring og lives and relationships. Dulwich Centre Newsletter, Summer.

Marner, Torben (1994): Kom – lad os snyde problemet. Eksternalisering i familieterapi efter Michael White og David Epstons metode. Hans Reitzels Forlag

Epston, David, White, Michael & Murray, Kevin (1992): A Proposal for a Re-authoring Therapy: Rose’s Revisioning of her Life and a Commentary. McNamee, Sheila & Gergen K. J. (1992): Therapy as social construction (kap.7). SAGE Publications.

Rasmussen, Svend Aage (1994): Terapeutiske positioner, konstruktivisme og dekonstruktivisme. Rapport fra Nordiske Kongres i Familieterapi, Kbh.

Heede, Dag (2000): Det tomme menneske. Introduktion til Michel Foucault. Museum Tusculanums Forlag. (kap. 1-10).

Tomm, Karl (1997): Utveckling, teori och Praktik. Systemisk Intervjumetodik. Bökforlaget

Boscolo, Luigi, Cecchin, Gianfranco, Hoffman, Lynn & Penn, Peggy (1991): Milanometoden. Systemisk familieterapi. Samtaler om teori og praksis (s. 13-41, s. 111-201). Hans reitzels Forlag. (s. 7-43 & 111-207)

Jones, Elsa (1996): Familieterapi i systemisk perspektiv. Udviklingstendenser inden for systemisk terapi efter Milano-modellen. Dansk psykologisk Forlag. (kap. 1+2+3+4+7+efterskrift)

Warhuus, Lisa, Egelund, Marianne, Trillingsgaard, Anegen (1998): Systemorienteret terapi. Artikel taget fra Hougaard, Diderichsen & Nielsen (1998): Psykoterapiens Hovedtraditioner. Dansk Psykologisk Forlag. (Kap. 4)

Freedman, Jill, Combs, Gene (1996): Narrative Therapy. The social construction of preferred realities. W. W. Norton & Company, New York, London. (kap. 1+2)

Midgley, Gerald (2000) Mixing methods. Kap. 10 fra Systemic Intervention – Philosophy, Methology and Practice. Kluwer Academic/Plenum Publishers. London, New York. (24 s.)

Seikkula, Jaakko, J. Aaltonen, B. Alakare, K Haarakangas, j. Kerdnen, M. Sutela (1995): Treating Psychosis by means of open dialogue. Pp. 62-80. Friedman, S (1995): The reflecting team in action.

Rappaport, Julian (2000): Community Narratives: Tales of Terror, Tales of Joy. American Journal of Community Psychology: 1

Andersen, Tom (1992): Reflections on reflecting with families. McNamee, Sheila & Gergen K. J. (1992): Therapy as social construction (kap.4). SAGE Publications.

Cornett, J.A., Refby, M.H., Ulfeldt, B.W. & Berliner, P. (2002): Communityudvikling og –rehabilitering, CUR-metoden i psykotraumatologisk intervention. Psyke & Logos, 2002, 23, 86-105.

Elsass, Peter (2002): Samfunds- og distriktspsykologi. Distriktspsykiatri – en lærebog. Redigeret af Blinkenberg, S, Vendsborg, P, Lindhardt, A & Reisby, N. Hans Reitzels Forlag.

Berliner, Peter (2001): Transkulturel psykologi. Fra tværkulturel psykologi til community psykologi. Psyke & Logos, 2001, 22, 91-112. Psyke & Logos.

Egelund, M & Friese, P (1988): Herre i eget hus. Systemorienteret familiebehandling i teori og praksis. Akademisk Forlag

Egelund, M & Friese, P (1991): Mennesker mødes. Netværksterapi i arbejdet med børn og familier. Akademisk Forlag.

 

 

Læst litteratur i øvrigt:

 

 

Foucault, Michel (2002): Genealogie -, Nietzsche, historien. I: Talens forfatning. Hans Reitzels Forlag.

Foucault, Michel (1986): Of Other Spaces. Diacritics, 16, 22-27

Bruner, Jerome (1996): A narrative model of self construction. Psyke & Logos, 1996, 17, 154-170. Psyke & Logos.

Elsass, Peter (1996): Narrativitet og grundmetaforer i psykoterapi. Psyke & Logos, 1996, 17, 114-125. Psyke & Logos.

Valverde, Mariana (2002): Experience and truthtelling: Intoxicated Autobiography and Ethical Subjectivity. Outlines 3:1, 3-18.

Cooperider, D & Whitney, D. (1999): When Stories Have Wings. How relational responsibility opens new options for action. I: McNamee og Gergen (1999): Relational Responsibility

Nissen, Morten (2002): Det kritiske subjekt. Psyke & Logos, 2002, 23, 65-85. Psyke & Logos

Rasmussen, Svens Aage (1994): Terapeutiske positioner, konstruktivisme og dekonstruktivisme. I: På tværs i terapien. Rapport fra tredje nordiske kongres i familieterapi, Kbh, 1994. (s. 132-142).

Blackman, Lisa M. (1998): The voicehearing Experience. Nordiske Udkast 26:1, s. 39-50

Anderson, H & Goolishian (1992): The client is the expert: a not-knowing approach to therapy. Artikel fra McNamee, S & Gergen, K. J. (1992) Therapy as social construction. Sage Publications Ltd.

Olsen, P. C & Madsen, U (1988): Kan et faldskærmsudspring føre til et bedre liv? – Om motivation af unge på bistanshjælp. Mentalhygiejniske Meddelelser 6. mentalhygiejnisk forskningsinstitut. Mentalhygiejnisk Forlag. November 1988.