Hvad Skaber Praksis?

- et spørgsmål om såvel afklaring af det sociale arbejdes diskurser, som en granskning af hvad, der i det sociale arbejde, skaber rum for subjektivering.

Når jeg sætter mig for at skrive en synopsis, som skal danne grundlag for en senere samtale og diskussion af et, af mig valgt emne, tænker jeg samtidig, at jeg ved at gøre dette på den ene side har en eller anden form for indflydelse på min tilværelse; jeg har som udgangspunkt mulighed for selv at vælge, hvad jeg ønsker at problematisere… Modsat de, som af en eller anden grund er havnet i en problematisk situation og ikke umiddelbart selv kan vælge problemstillingen.

På den anden side, er netop dette at skulle konstruere en synopsis og lægge op til en passende diskussion, en betingelse for min videre færd udi faget psykologi og som sådan ikke noget ganske frit valg. Den til lejligheden konstruerede samtale eller diskussion, som den mundtlige eksamen er, er derfor en mulighed såvel som en betingelse for at påvirke min livsverden og udfaldet afhænger af både min, men også de andre deltageres viden, indstilling og kompetence.

Dette forekommer i konteksten - at studere psykologi, som et rimeligt arrangement, men skal jeg se relationen i et bredere livsperspektiv, udtrykker den også noget andet: Den tilbyder ganske vist en mulighed for, at jeg kan fremkomme med mine overvejelser og spørgsmål, men i et bredere perspektiv er relationen skæv. Den bliver en af mange situationer i mit liv, hvor jeg skal fremføre mig selv, som et handlende subjekt. Min usikkerhed om, hvorvidt det nu lykkes for mig at komme ud på den anden side, udspringer ikke af reel faglig usikkerhed, men dybest set af en viden om, at jeg er den svageste deltager i en asymmetrisk relation, hvor relevant den end er for mit studie, og hvor hjælpsomme og forstående de øvrige deltagere end måtte være.

At jeg alligevel kaster mig ud i mit forehavende med en vis optimisme, skyldes blandt andet, at jeg i mit øvrige liv gør brug af mine muligheder og betingelser og med en følelse af subjektivitet indgår i mange forskellige relationer, hvor jeg ikke er bange for at handle. Jeg kan ligeledes afgrænse relationen til en bestemt kontekst, som vedrører en specifik del af mit liv. Skulle min forestående eksamen derfor ikke falde ud som jeg håber, vil det snarere afstedkomme strategiske overvejelser omkring, hvordan jeg så kan udnytte mine muligheder og betingelser, end en følelse af ikke at kunne trænge igennem som subjekt. Jeg kan med andre ord overskue, relatere til, og handle subjektivt i størstedelen af de niveauer eller dimensioner, min livsverden består af, hvilket ydermere indebærer, at jeg kan rumme den usikkerhed, der kan være forbundet med niveauer eller dimensioner, som jeg ikke har direkte "adgang" til.

Ovenstående overvejelser inddrager jeg, som billede på, hvordan en almindeligt velfungerende person både kan opleve sig som subjekt for sine egne handlinger, men også som objektiveret i visse sammenhænge, hvor relationen som udgangspunkt er skæv. Selve tilværelsen er, hvis man skærer helt ind til benet, en skæv relation; vi bliver født ind i verden og vi skal ud igen senere. Derimellem skal vi leve et liv i relation til os selv, samt til såvel nære, som perifere andre. Disse relationer rummer både muligheder og begrænsninger af mere eller mindre omfattende karakter, ligesom de optræder i mange forskellige kontekster og rum, som vi i bedste fald selv er med til påvirke.

I denne synopsis vil jeg, som eksempel på en praksis, referere til et projekt mod hashmisbrug, iværksat overfor nogle unge piger, der gennem deres opvækst, sociale forhold og andre relationer, befinder sig en position, hvor de tilsyneladende ikke, som subjekter kan handle og påvirke deres egne langsigtede livsbetingelser. De er ofte den svage part i de relationer de indgår i, de kan ikke gennemskue og rumme perspektiverne i deres livsverden, hvorfor de søger udveje eller steder, hvor de på kort sigt kan opleve en ændret magtbalance.

Denne beskrivelse af de unge piger, er i sig selv en objektivering som entydigt fokuserer på dét, de unge ikke kan og ikke gør, samt dét de gør for meget… og således et udtryk for én af måske flere diskurser, de unge må forholde sig til.

Jeg vil i et communitypsykologisk perspektiv se på, hvordan forskellige diskurser skaber praksis og

pege på hvilke problemer der kan opstå i det sociale arbejdes praksis, samt diskutere hvad praksis kan

skabe – og hvordan. Denne sidste del vil kun berøres kort i synopsen, som oplæg til en diskussion af,

hvad begreberne Det fælles Tredje, Heterotopier og Other Spaces kan bidrage med i praksis.

Når skoven forsvinder i junglen…

Hvad meningen med tilværelsen er og hvordan målet, eller "det gode liv" ser ud, samt hvilke elementer i den enkeltes livsverden, der spiller en rolle, er der mange og delte meninger om, hvilket ikke mindst afspejles i de forskellige interventionsformer, der rundt omkring i verden etableres for de, som efter de herskende diskurser, ikke udfylder og opfylder tilværelsens mål.

I det sociale arbejde med unge hashmisbrugere trækkes der også her i Danmark på forskellige diskurser. Umiddelbart er det en afspejling af den bredere samfundsmæssige diskussion af værdier samt metoder og mål for tilværelsen og dette umiddelbare niveau, bliver således ofte det rum, hvorfra løsninger søges. Risikoen ved dette er imidlertid, at det sociale arbejde og støtten til det, bliver påvirket af overfladisk skiftende samfundsmæssige og politiske strømninger, så grundlaget for intervention bliver uklar. For at komme bag om de populistiske tendenser eller modstridende diskurser, er det derfor til alle tider, væsentligt at medtænke, at der som forudsætning for denne tilsyneladende ukontrollerede valplads for konkurrerende diskurser, kan hævdes at være en underliggende form for viden i det sociale arbejde. En viden, der er socialt produceret og afhængig af et sæt spilleregler der konstitueres i rum, hvor historiske, økonomiske og sociale ændringer finder sted.

En communitypsykologisk intervention kræver derfor en stadig dykken ned på det basale niveau, når praksis byder på modsætningsfyldte situationer, da modsætninger på det diskursive plan ikke nødvendigvis afspejler modsætninger i den historiske, økonomiske eller sociale base. Dette er ikke et udtryk for en "målet helliger midlet" tænkning, men en bemærkning om, at der ikke kan påvises en "rigtig" metode i det sociale arbejde med udsatte unge.

Dette tages op igen i oplægget, i forbindelse med magt og metode i det sociale arbejdes praksis.

Refleksioner over en praksis.

De problemer, som deltagerne i det sociale arbejde med pigegruppen fra Vesterbro skitserede for os, udtrykker i mine øjne for det første, at diskursive forskelligheder, som udgangspunkt for den praktiske interventionen ikke er analyseret og forholdt til underliggende tankefigurer og basale forhold, og som følge deraf, at man for det andet, i praksis kan komme til at gå i den anden grøft og arbejde udfra en pragmatisk tilgang, hvor dét, der virker her og nu fejlagtigt kan blive forvekslet med en bottom-up tilgang, som har ligeså stærk forbindelse til den underliggende base og derfor ikke nødvendigvis er en reel moddiskurs. Der kan med andre ord, udmærket ligge en fælles epistemologi under det sociale arbejdes praksismodsætninger, men det er nødvendigt at afklare, om det er sådan det forholder sig.

Eksempelvis kan diskussionen om knopskydning versus institutionalisering vise sig at rumme denne modsætning, i såvel teori som praksis. Dette praksisparadoks optræder på flere områder i det sociale arbejde og initieres i høj grad af de føromtalte umiddelbare politiske og økonomiske interesser, som de blandt andet kommer til udtryk i oplægget "Misbrug i et ungdomsperspektiv" af Ege, Rothenberg og Madsen, som vi blandt andet diskuterede på temadagen.

I oplægget, som beskriver, hvordan Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Københavns Kommune, med støtte fra Socialministeriet, i de kommende år vil fokusere på unge og misbrug, herunder de 200 mest marginaliserede unge, slås der til lyd for en operationel diskussion, som modsætning til en traditionel forebyggelse/behandlingsdiskussion. Der lægges med udgangspunkt i den lærende organisation vægt på en strategi, der indlejres i dét sociale arbejde, der i forvejen udføres og endelig tales der mod en stigmatisering af de unge, hvorfor der også er foretaget en opdeling i henholdsvis unge med eksperimenterende socialt brug, overforbrug og misbrug, som udgangspunkt for intervention.

Det problematiske jævnfør forrige afsnit er i mine øjne, at man i forbindelse med et indsatsforslag overfor de respektive grupper, vil bygge disse op omkring forebyggelse og tidlig indsats, man vil snige det ind ad bagvejen i den eksisterende ungdomskultur. Dette står for mig at se i modsætning til den ønskede operationelle diskussion. Dernæst fortalte en af oplæggets forfattere, som deltog i temadagen, at udkommet af dette indledende arbejde, er et forslag om en totalinstitution for unge stofmisbrugere. Om den ene eller den anden indsatsmodel er den mest hensigtsmæssige på lang sigt, kan jeg ikke vurdere, men blot pege på det problematiske i en praktisk løsning, der står i modsætning til den oprindelige teoretiske strategi, sålænge argumentet er at prøve noget nyt fordi det gamle ikke virkede, fremfor reelt at analysere grundlaget for indsatsen.

Når en sådan analyse er gennemført, når vi som fagfolk i det sociale arbejde er klar over, at vi er nødt til at vide hvad det er vi taler om, når vi taler om noget, når vi kan gennemskue om diskursive modsætninger eller arbejdsmetoder har rod i det samme rum eller ej, står vi i det sociale arbejde med unge, overfor en ikke mindre opgave, i såvel teori som praksis:

Det er en særlig opgave at skulle intervenere overfor unge misbrugere, eftersom denne gruppe står i en ganske særlig situation, hvad angår muligheder og betingelser, alene fordi de er unge. Dertil kommer at praksis, trods forsøg på at arbejde udfra et helhedssyn på unge, viser at dette helhedssyn kan fragmenteres i kritiske sammenhænge - med mindre en usædvanlig standhaftig person garanterer for den unge: Idealet om at hjælpe unge kriminelle eller misbrugere gennem støttekontaktordninger, uddannelseshjælp etc., kan på få øjeblikke fejes af banen af et politisk krav om retssikkerhed og opfyldelse af diverse krav til unge i bestemte aldersgrupper. Det er i mine øjne problematisk, hvis den viden der produceres omkring det sociale arbejde ikke står i et frugtbart forhold til den økonomiske, historiske og sociale base.

Hvordan omsættes teori til praksis?

Der er en forestilling indenfor den kritiske psykologi om, at en analyse af et problem må tage udgangspunkt i et første-persons-perspektiv, for at forstå hvordan det respektive individ bruger sine livsbetingelser. Dilemmaet kan i den forbindelse være, at vi udover vor faglige viden og ekspertise, som vi nu rent metodisk, må sætte på stand-by, også selv er mennesker, som forholder sig til en livsverden, hvori en påvirket, forhutlet, afmagret, inaktiv og afmægtig teenager appellerer til såvel vores omsorgsfølelese, som forargelse over situationen og dermed kan have en mening, som vi pt. som professionelle skal vare os for at trække ned over hovedet på disse unge i subjektiveringens navn (en anti-metodisk tilgang, som den beskrives i "Vilde læreprocesser" vil hævde noget andet, men det vender jeg tilbage til i oplægget). Dette er selvfølgelig en af vores betingelser, som vi må forholde os til som faglige subjekter. Var det dog voksne og myndige personer vi stod overfor, ville behovet for subjektivering og problemafklaring- og løsning givet være af samme kaliber, men vi vil forholde os forskelligt til henholdsvis store børn og voksne mennesker i en intervention. Denne tilbøjelighed er ikke blot det enkelte menneskes, men kan genfindes i hele vores kultur og tilmed som en lovmæssig forpligtelse, der pålægger os et særligt ansvar overfor børn og unge under 18 år. Der er med andre ord en almen, såvel som faglig og politisk diskurs, der byder os at se anderledes på unge menneskers problemer end på voksnes.

Denne diskurs har rod i en historisk samfundsmæssig og økonomisk udvikling, der i løbet af de seneste godt hundrede år, har givet mennesker henholdsvis en barndom og en ungdom, med dertil hørende diskursive rettigheder og pligter. Basen kan der kun rokkes ved retrospektivt, men de diskursive rettigheder og pligter ændrer sig hele tiden med de mennesker som benytter sig af dem. Det vil i forbindelse med såvel de unge misbrugeres, som socialarbejdernes måde at forstå og bruge denne diskurs på sige, at de er med til at skabe de unges livsbetingelser her og nu, på baggrund af et historisk udviklet rum.

Denne viden har de unge ikke og derfor påhviler der os et ansvar, som rækker ud over det lovbefalede, blandt andet ved ikke at fastholde de unge som uvidende, men som ressourcefyldte deltagere i deres egen subjektiveringsproces. Bevidstheden om dette ansvar kommer blandt andet til udtryk i helhedssyn-diskursen, hvis betingelser, jeg allerede har problematiseret ovenfor. Tilbage står dog stadig spørgsmålet om, hvordan vi kan omsætte denne viden til praksis og bevare forbindelsen til vort teoretiske fundament?

Eller med andre ord. Når helhedssynet på de unge synes så hensigtsmæssigt i teorien, hvordan kan der så skabes rum for det i praksis? Er det et spørgsmål om magt?

Om aldersgrænsen således trækkes ved 15, 18 eller 21 er i mine øjne irrelevant i forhold til spørgsmålet om, hvordan de unge bruger, eller kan bruge det eksisterende rum. Hvis det viser sig at første-persons-standpunktet er fordrejet eller mystificeret, evt. som i de unge pigers glorificering af hash, har vi, med udgangspunkt i en kritisk psykologisk metode mulighed for, sammen med den pågældende person at gå ind i en mere omfattende begrundelsesanalyse, gennem fælles refleksion over brug af livsbetingelser.

Her må jeg stille spørgsmål ved, hvem der som udgangspunkt kan definere, hvad der er fordrejet eller mystificeret? Hvilken diskurs har herredømmet? Hvad betyder det for den unges position?

Jvf. Hearing Voices Network, Galebevægelsen, de unge piger selv osv….

 

Udover den unges første-persons-perspektiv på egne forhold, især hvilke ressourcer hun måtte føle at besidde eller få, eksempelvis gennem hashrygning, må det jævnfør ovenstående medtænkes og analyseres, hvad basen for de forskellige perpektiver på ressourcer og problemer, der er i spil i interessefeltet omkring den unge. Hvilken forskel vil det i praksis gøre, hvis arbejdet med de unge tog udgangspunkt i en pragmatisk tænkning? Hvordan, og af hvem defineres de unges udvikling fra marginaliserede til selvstændigt handlende subjekter?

Hvis hashrygningen er pigernes heterotopi, og vi antager at heterotopier er rum for subjektivering, hvordan intervenerer vi da i et communitypsykologisk perspektiv med øje for

såvel muligheder som begrænsninger i relation til disse heterotopier??

Der kan i mine øjne udskilles en grundlæggende modsætning mellem fra og til i denne diskussion, som har med essensdiskussionen at gøre; er hashmisbrug en følge af at individet er på en bestemt måde, eller skyldes det at individet gør på en bestemt måde?

Hvis jeg skal følge den Foucaultske tradition, vil en diskursanalyse af de unge hashmisbrugeres livsbetingelser vise en afhængighed, af såvel den base, der har skabt det sociale rum, der eksisterer for mennesker i vort senmoderne samfund, som af de deraf afledte tankefigurer, der søger at indkapsle og dirigere de igangværende diskurser, som i sidste ende påvirkes af, hvordan individerne bruger og skaber dem. I tråd med dette må praksis i en communitypsykologisk intervention således tage udgangspunkt i individet, som et subjekt der gør noget udfra den position vedkommende får og tager, fra den kontekst hun er en del af.

Det sociale arbejdes rum

Hvis man skal se på konteksten for de unge hashmisbrugere i pigegruppen på Vesterbro, bliver det hurtigt tydeligt, at især en enkelt faktor har stor indflydelse på pigernes udvikling: Nemlig socialarbejderen, der brænder for disse unge, som var det hendes personlige ansvar at få dem "på banen" i deres eget liv. Hun er her og nu en gevinst for pigerne, som i høj grad benytter sig af hendes nærvær og stabilitet. Dette medfører dog visse praksisproblemer. Socialarbejderen skitserer blandt andet et dilemma fra sit praktiske arbejde, hvori hun oplever at være havnet i en position mellem to tilsyneladende modsatrettede diskurser: Hun skal forholde sig til en lovgivning, der som en del af det demokratiske samfund, må have kontrol med, til hvem og hvad der ydes økonomisk støtte. På den anden side er pigegruppen oprettet, som et anonymt tilbud til nogle unge piger, der i deres måde at bruge det sociale rum på blandt andet samles omkring et ikke erkendt overforbrug af hash, men som initiativtagerne ikke ønsker at stigmatisere, gennem traditionel misbrugsbehandling. Hun føler sig afmægtig, da det tilsyneladende ikke er analyseret og ekspliciteret, om grundlaget for projektet kan rumme denne modsætning. Projektets fortsatte eksistens er derfor blevet afhængigt af modsatrettede interesser på det diskursive plan, mens det for mig at se væsentligstee element; etableringen af et rum, hvor pigerne selv oplever en udvikling, er nedtonet i beslutningsgrundlaget.

I denne situation er det vigtigt atter at vende tilbage til spørgsmålet om, hvad tilgangen til genstandsfeltet egentlig er? Hvad er det man vil (løse), eller skabe rum for ?

Hvis svaret er at give pigerne mulighed for selv at fravælge hash, som bærende element i deres sociale verden, anser jeg det for hensigtsmæssigt, for det første at vægte deres mulighed for at udvikle og udvikle sig i rum, der fremmer subjektiveringsprocessen. Disse rum, heterotopier eller other spaces, der som nævnt beskrives af blandt andet Hetherington og Foucault, vil jeg inddrage i mit mundtlige oplæg, som relevante teoretiske redskaber for denne praksis.

Endelig finder jeg det væsentligt at udrede den magtfordeling, der eksisterer, implicit eller eksplicit, med henblik på at formulere et fælles tredje, som subjektiveringsfremmende metode/anti-metode.

Dette var ordene i første omgang.

Jeg har således, udfra et fokus på analyse af de diskurser, som umiddelbart regulerer det sociale arbejde, søgt at lægge op til en diskussion af, hvad der må følge efter en sådan analyse. Hvordan kan en praktisk intervention i et communitypsykologisk perspektiv se ud, når begreber som det fælles tredje samt rum, udviklingszoner og heterotopier inddrages som forståelsesramme eller rammesættende redskaber?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Litteratur:

Obligatorisk fællespensum

Holdpensum samt selvvalgt;

Fra:

Asplund, J. (1987): "Det sociala livets elementära former". Bokförlaget Korpen, Göteborg. s. 29-135.

Giddens, A.(2000): "Modernitet og selvidentitet". Hans Reitzels Forlag A/S. S. 9-267

Windsløw, J. (1984):"Narreskibet – en rejse i stofmisbrugerens selskab fra centrum til periferi af det danske samfund". Forlaget SOCPOL, Holte. S.9-248.

Eskola, A. (1982) "Socialpsykologins grunder – en kritisk granskning". Almqvist & Wiksell Förlag AB, Stockholm. S.173-220.

Jartoft, V. (1996): "Kritisk Psykologi –en psykologi med fokus på subjektivitet og handling."

Fra Højholt, C. & Witt, G. (red.): "Skolelivets socialpsykologi. Nyere socialpsykologiske teorier og perspektiver." Unge pædagoger, Kbh.S (s.181-208).

Artikler, kronikker m.m. hentet fra anbefalede links:

Nissen, M. (2001a):"Magtudredning". Fra www.vildelaereprocesser.dk 6 s.

Nissen, M. (2001b):"Objective Subjectification: The Anti-Method of Social Work" 18 s. (ikke udgivet art. til Mind, Culture and Activity). TJEK!

Nissen, M. (1997):"Ideologies and Developments in Practical Dealings With Addiction". Paper to the 4.th International Kongress of Critical Psychology, Berlin 1997.

Fra www.psy.ku.dk/mnissen/krips.htm 9 s.

Nelander, M., Schiff, G., Paepcke, M., Jensen, N. og Knudsen, L.( 2002): "Stof til eftertanke" En fremtidsvision om kommunal praksis overfor udsatte unge. Fra www.vildelaereprocesser.dk 6 s.

Ege, P., Rothenberg, K. og Madsen, U.(199?): "Misbrug I Et Ungdomsperspektiv".

Fra www.psyk.ku.dk/mnissen/KKFAFpjece.htm 8 s.

Anonyme forfattere til seks kronikker (2002): "Om hash" nr. 1 – 6. Erfaringer og holdninger i forhold til hash. Fra www.vildelaereprocesser.dk 17 s.

"Mand på 44 år"(2002): "Tanker om fremstilling af "tanker om" …om hash". Fra www.vildelaereprocesser.dk 7 s.

Heding, G. (2002)"Alle har et potentiale" - erfaringer fra et hashprojekt for piger fra Vesterbro.

Fra www.vildelaereprocesser.dk 6 s.

Vinum, C. (2001) "Projekt Pigegruppen i Vesterbro Ungerådgivning" Projektbeskrivelse fra www.vildelaereprocesser.dk 13 s.

Vinum, C. (2002) "Del 2. Om Projekt Pigegruppen". Del af speciale under udarbejdelse v. Psyk.Lab, KUA. 40 s.