Skriftligt oplæg (inkl. arbejdsnoter)        Mundtligt oplæg (inkl. noter)

 

Brugerstyring og kaos

Indholdsfortegnelse

Problemfelt. *

Afklaring af centrale begreber. *

Brugerstyring på Netværkstedet Thorvaldsen. *

Hvorfor brugerstyring når det medfører en til tider manglende styring? *

Stempling og marginalisering i den etablerede psykiatri. *

Modstempling. *

Brugerstyring og kaos *

Spørgsmål i relation til brugerstyring på Netværkstedet Thorvaldsen. *

Bilag: Referencer og selvvalgt litteratur

Problemfelt.

Sindslidende er under hospitalsindlæggelser ofte i høj grad underlagt institutionernes fastlagte rammer og rutiner. Det samme gælder på de fleste socialpsykiatriske aktivitets- og væresteder, som dog lægger vægt på, at brugerne i et vist omfang får indflydelse, men egentlig brugerstyring forekommer sjældent (Thomsen, 2002, s. 16). En undersøgelse viser, at det blandt andet kan skyldes, at brugere ofte har svært ved at indgå i en demokratisk proces og at nogle medarbejdere har svært ved at afgive magt og kompetence. Nogle brugere foretrækker imidlertid brugerstyring. Det kan være for at bryde den samfundsmæssige marginalisering af sindslidende og realisere deres drømme om hvordan de vil tilrettelægge deres liv (Sørensen, 1997, s. 23- 24).

Jeg har oplevet nogle af de udviklingsmuligheder såvel som udfordringer, der kan opstå ved brugerstyring på Netværkstedet Thorvaldsen, hvor der foregår en række aktiviteter for sindslidende (www.thorvaldsen.dk). Dels ved mit arbejde på stedet som timelærer og dels på en temadag på KUA, hvor vi havde besøg af en repræsentant derfra. Der er tilsyneladende et spændingsforhold mellem at brugerne på den en side gerne vil styre stedet selv, men på den anden side af forskellige grunde ikke altid kan magte det. Resultatet bliver en til tider manglende styring.

Denne problematik har inspireret mig til at debattere følgende spørgsmål:

Før dette spørgsmål diskuteres, vil jeg afklare, hvad der menes med bruger, brugerindflydelse og brugerstyring, samt præsentere nogle aspekter ved brugerstyring på Netværkstedet Thorvaldsen.

 

Afklaring af centrale begreber.

Bruger.

I de senere år er man i stigende grad begyndt at anvende begrebet "bruger" om modtagere af offentlige ydelser fremfor klient eller patient, da brugerbegrebet markerer et mere jævnbyrdigt og aktivt forhold mellem modtagere og udbydere af ydelserne (Sørensen, 1997, s. 18). Betegnelsen bruger kan dog også give associationer til en person, som ensidigt modtager ydelser uden at bidrage med noget selv. Blandt medlemmer af brugerstyrede aktivitets- og væresteder er der til tider en modvilje mod at blive kaldt brugere og nogle mener, begrebet er lige så stemplende som klient eller patient (ibid. s. 31). Personligt synes jeg at betegnelsen "deltager" passer bedre til brugere disse steder, da det refererer til "deltagelse i" fremfor at "gøre brug af". Spørgsmålet er, om enhver bruger som udgangspunkt kan forventes at indgå som deltager i et social psykiatrisk tilbud eller om nogle skal kvalificeres til det. Ifølge Adolph et al. (2000, s. 37) er indlemning af en socialt udstødt sindslidende person i et socialpsykiatrisk tilbud starten på en proces, der søger at gøre personen til en borger, hvilket indebærer at kunne gøre brug af menneskelige rettigheder som at få en bolig, uddannelse mv.

Brugerindflydelse og brugerstyring.

Brugerindflydelse er karakteriseret ved, at brugerne kan influere eller have en indvirkning på noget. Det er en bred fællesbetegnelse, som dækker over forskellige andre begreber så som medbestemmelse, selvbestemmelse mv. Disse begreber er imidlertid ikke klart afgrænsede og bruges ofte i flæng. Brugerindflydelse har siden 1997 været et officielt politisk mål og dette gælder også i forbindelse med socialpsykiatriske tilbud til udsatte grupper som sindslidende. Brugere skal ifølge servicelovens § 112 have mulighed for indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af de tilbud, der gives. Med dette tiltag blev der sat fokus på at give det enkelte menneske både større ansvar for og mere indflydelse på sin egen tilværelse (Thomsen, 2002). Dette skal ses i lyset af en samfundsmæssig udvikling, hvor de offentlige ydelser begrænses, samtidig med at man ønsker at mindske de negative konsekvenser af brugeres afhængighed af offentlig ydelser ved at tilbyde rettigheder og valg fremfor service. Derved sendes positive signaler til udsatte grupper om, at de betragtes som ansvarlige fremfor hjælpeløse. Men hvis ressourcerne samtidig begrænses, så brugerne ikke har reelle tilbud at vælge imellem, bliver valgfriheden en joke (Rappaport, 1981).

Brugeres indflydelse kan foregå, både ved at de bestemmer, hvad der kvalitativt udbydes og indirekte gennem deres efterspørgsel efter det, der udbydes. Dette såkaldte "demokratiske dobbeltgreb" åbner mulighed for en demokratisk læreproces, hvor fejltagelser, eksperimenter mv. kan indgå i en fælles erfaringsopbygning. Brugerne får indsigt i institutionens arbejdsprocesser og institutionen får viden om, hvordan brugerne anvender og oplever ydelserne. Det kræver at ansatte indgår i en dialog med brugere og det bliver sværere for ansatte blot at holde sig til deres professionelle normer (Juul Jensen i Brydensholt, 1993, s. 29).

Brugerstyring på aktivitets- og væresteder for sindslidende indebærer en særlig høj grad af brugerindflydelse, da det er brugerne, som har fastlagt de overordnede og daglige principper for, hvordan stederne drives. Dette står i modsætning til medarbejderstyring, hvor primært ansat personale er ansvarlige for driften (Sørensen, 1997, s. 15).

 

Brugerstyring på Netværkstedet Thorvaldsen.

Netværkstedet Thorvaldsen er en forening, som blev oprettet i 1996 af Galebevægelsen, Radioti og Sind Frederiksberg Kreds. Ideen til oprettelsen opstod på baggrund af den opfattelse, at sindslidende marginaliseres, både på hospitaler og i socialpsykiatriske tilbud som være- og aktivitetssteder. Marginaliseringen skyldes ifølge Netværkstedet, at der blot tilstræbes rehabilitering fremfor udvikling i det etablerede behandlingssystem.

Brugerstyring på Netværkstedet bygger teoretisk på empowerment og beskrives således:

"I et netværk, som fungerer under de rette betingelser, vil brugernes ressourcer og behov blive tydelige. Anvendelsen af disse ressourcer og opfyldelsen af behov i handling, giver indflydelse og er med til at forme den individuelle udvikling og stedets udvikling. Det, der tilbydes i fællesskab, skal give handlingerne en retning til gavn for individet og for fællesskabet (www.thorvaldsen.dk).

Brugerstyringen indebærer at brugere og ansatte sammen deltager på et ugentligt møde, hvor de fremmødte er beslutningsdygtige. I den forbindelse bliver der lagt vægt på at alle får mulighed for at sige deres mening (Noter fra undervisning KUA d. 21/11-02). Men brugerne har også indirekte indflydelse, idet de kun deltager i de aktiviteter, de ønsker og kan efterspørge nye aktiviteter efter behov (jfr. Det demokratiske dobbeltgreb). Det er karakteristisk at brugerne bevidst vælger stedet, fordi de foretrækker brugerstyring fremfor medarbejderstyring. En bruger fortæller, hvordan han under hospitalsindlæggelser er tvunget til at følge personalets planer for, hvad han skal på bekostning af sine egne ønsker og det vil han ikke finde sig i udenfor. På Netværkstedet kan han selv bestemme, hvad han vil deltage i og få indflydelse på, hvem der skal ansættes og fyres. De ansatte på Netværkstedet er der i høj grad på brugernes præmisser fremfor omvendt.

Brugerstyring er imidlertid også forbundet med en række udfordringer. Brugerne kan ikke blot komme på Netværkstedet for at slappe af, som på flere andre aktivitets- og væresteder for sindslidende. De må derimod engagere sig i stedets aktiviteter og selv opsøge kontakt. Beslutninger kan ændres fra det ene møde til det andet. Det betyder, at der nogen gange mangler kontinuitet i de aktiviteter, der foregår. Møderne kan blive for langtrukne for nogle af brugerne, så de mister koncentrationen. Brugerstyringen kan altså tiltider blive en manglende styring og spørgsmålet om hvem der bestemmer hvad, hvornår og hvorfor, er ikke til enhver tid givet. Denne bevægelige organiseringen kræver meget af brugerne og kan være belastende for nogle. På Netværkstedet er der kommet flere lønnede medarbejdere udefra, som er ansat på grundlag af deres faglige kvalifikationer. Det er svært for brugerne at håndtere på grund af en frygt for, at de ansatte begynder at tage styringen over stedet. I efteråret 2002 blev der et tiltagende kaos i organiseringen. En ansat blev fyret, fordi hun tog for meget styring, en anden holdt sig væk på grund af for meget kaos og koordinatoren syntes, at han imod eget ønske, i tiltagende grad fik rollen som stedets leder. Disse problemer blev taget op på temadage for brugere og ansatte (Egne deltagerobservationer og noter fra undervisning KUA d. 21/11-02).

Hvorfor brugerstyring når det medfører en til tider manglende styring?

Når jeg skal vurdere, hvorfor brugerstyring kan være en god ide på trods af den manglende styring, det til tider medfører, forventer jeg ikke at finde et enkelt svar. Sociale problematikker er nemlig ifølge Rappaport (1988) i sagens natur komplekse og skal løses udfra en divergent tænkemåde, hvor der inddrages forskellige muligheder og paradokser. Ellers er der en risiko for at nå frem til ensidige betragtninger, som kan få negative konsekvenser, fordi den anden side af sagen er fraværende.

Stempling og marginalisering i den etablerede psykiatri.

Som beskrevet på Netværkstedets hjemmeside, kan brugerstyring ses som et modspil til den traditionelle psykiatri. Den traditionelle psykiatris principper sættes på spidsen i Goffmans model om det lægelig servicemønster, hvor lægens funktion er at behandle sindslidelse som et sygt objektet i personen. Derved bliver den sindslidendes udtalelser, handlinger, mv. genstand for fortolkning og diagnosticering. Diagnosticeringen fører ofte til marginalisering og stempling såvel på hospitaler som i samfundslivet (Goffman, 1985 opr. 1961). Viden om at en person er eksempelvis skizofren, skaber forventninger om, at vedkommende opfører sig i overensstemmelse med sin diagnose og andre vil behandle personen på særlige måder i bevidsthed om, at vedkommende har en uhelbredelig psykisk sygdom (Scheper-Huges & Lowel, 1987, s. 8).

Modstempling.

Netværkstedet står i et modsætningsforhold til den etablerede psykiatri, ved at den enkelte bruger, i kraft af fællesskabet omkring brugerstyringen, får mulighed for at få andre roller end at være patient. Ifølge den symbolske interaktionisme tildeler mennesker hinanden forskellige roller gennem sociale symboler, der kommunikeres under interaktion, ikke bare gennem sproget, men også i kraft af rammen om det sagte eller gjorte. Gennem rollen får deltageren feedback på, hvem vedkommende er og dette sammenstykkes efterhånden til en identitet (Nissen og Clausen, 1997). Ved brugerstyring skabes en ramme, hvor den enkelte bruger tildeles en rolle som en medansvarlig deltager, der har ret og pligt til at markere sig i den demokratiske proces. På denne måde sker der en såkaldt modstempling af de sindslidende, som modspil til den diagnostiske stempling. Det er dog tvivlsomt, om stempling helt kan undgås, for der er ifølge Nissen & Clausen (ibid.) altid det paradoks ved psykosocialt arbejde, at når man hjælper mennesker, så gør man samtidig opmærksom på det, de ikke kan. Men det virker formodentlig mindre stemplende, når medarbejdere og baggrundsgruppe på Netværkstedet hjælper ved at søge at udvikle de optimale rammer for involvering af brugerne, som beskrevet af Bech-Nielsen (2002), fremfor at primært at tilbyde service og omsorg. Brugere på medarbejderstyrede aktivitets- og væresteder kommer derimod typisk i en passiv rolle, fordi de ansatte påtager sig flere opgaver for dem (Sørensen, 1997).

Brugerstyring og kaos

Når brugerstyring til tider resulterer i en manglende styring, kan man argumentere for, at det ville være bedre, hvis medarbejderne sørgede for at skabe faste rammer. Det at medarbejderne skaber faste rammer, kan betragtes som en måde at støtte den sindslidende i at få skabt struktur i sin hverdag (Adolph et al., 2000). Men hvis rammerne er fastlagt af medarbejderne, så begrænses brugernes mulighed for at være med til at udvikle dem selv. Denne begrænsning kan måske være uheldig, da det ifølge Nissen (1994, s. 174-175) netop er kendetegnende for græsrodsprojekter, at rammerne løbende må omorganiseres, når deres indhold har ændret sig. Et midlertidigt kaos kan altså ses som en konstruktiv proces, som sikrer at organisationen ikke stivner i rigide rammer. Ved at tillade kaos anerkender man af muligheden for at nye strukturer kan udfoldes. Det betyder ikke at man opgiver styringen, men derimod at man styrer styringen. (Nissen & Clausen, 1997). På den anden side kan brugerindflydelse også retfærdiggøre en række omorganiseringer, som blot giver en illusion om fremgang, mens det i virkeligheden skaber kaos (Elsass, i Juul Jensen, 1996).

Brugerstyring er ikke kun et middel til at skabe nogle aktiviteter, men det er også et mål i sig selv at få demokratiet til at fungere (Jensen, 1995). Det at være med til at skabe rammerne er en implicit pædagogik, hvor deltagerne indgår i en læreproces gennem aktiviteter "som er noget" (Nissen og Clausen, 1997). I dette tilfælde mener jeg, at det er noget, fordi den demokratiske proces faktisk har en reel betydning for at få stedet til at fungere, men også fordi at det der foregår, har videre perspektiver politisk og socialt, idet de sindslidende i organisationen definerer sig selv igennem fællesskabet og markerer sig som personer udadtil ved foredrag, radioudsendelser mv. Dette kan sammenlignes med en gruppe flygtninge, som gennem en række fælles kulturelle aktiviteter, ændrer identitet fra at være illegale til at være ikke-registrerede (Solis, 2002).

Spørgsmål i relation til brugerstyring på Netværkstedet Thorvaldsen.

De følgende spørgsmål kan tænkes som et udgangspunkt for en debat om brugerstyring på Netværkstedet eller som oplæg til yderligere udforskning.

  1. Det kan være vanskeligt at få konkrete aktiviteter gennemført. Bliver det man er fælles om i højere grad at arbejde på at få demokratiet til at fungere, fremfor at gennemføre de planlagte aktiviteter? Hvis aktiviteterne bliver sekundære og demokratiet i praksis målet fremfor midlet til at skabe udvikling, er det så tilfredsstillende og lever det op til formålet med Netværkstedet?
  2. Brugerstyring på Netværkstedet bygger på direkte demokrati, hvor alle brugerne bliver hørt. Kan det direkte demokrati være medvirkende til den manglende styring, når så mange synspunkter skal høres? Kan det betyde, at det primært er de mest vedholdende brugere, som får fremført deres synspunkter? Et alternativ kan være at indføre et repræsentativt demokrati, samtidig med at beslutninger indenfor afgrænsede områder uddelegeres til grupper, som dannes ad hoc.
  3. I kraft af brugerstyring søger Netværkstedet at modvirke marginalisering af brugere på stedet, men marginaliserer stedet samtidig sig selv i forhold til omverdenen?
  4. De daglige medarbejdere giver brugerne på Netværkstedet individuel terapi. Er der et modsætningsforhold mellem at ville skabe en udviklingsproces i kraft af fællesskabet og samtidig have individuelle terapeutiske forløb? Tankegangen omkring empowerment bygger jo netop på at undgå ekspertvældet (Rappaport, 1981). Hvilken indflydelse har det for brugerstyringen, at brugerne også er klienter og medarbejderne terapeuter? Kan de individuelle forløb styrke brugenes copingressourcer til at være i det kaos, der til tider opstår?
  5. Det at have brugerstyring kræver noget mere af medarbejderne (Jensen, 1995). Hvordan støttes medarbejderen til at leve op til de krav som fordres?

Disse spørgsmål kan uddybes til eksamen, hvor jeg ellers vil gå videre med en diskussion af om undervisning af sindslidende er relevant på et brugerstyret sted som Netværkstedet Thorvaldsen.

 

Links til pensum

Kritisk psykologisk perspektiv på organisation. At mennesker er fanger som styres af systemet (Morgan fra pensum s. 335-336). Det psykiske fængsel metafor er grundlaget for anti-organisationsteorien (Burell, Morgan, 1979).

Subjektivering: Blackman, Solis, Lave?

Det jeg gerne vil have læst:

Castel & Castel fra pensum

Socialt arbejde med sindslidende kap. 2

Rammer der rykker 65-75

Lave fra pensum

Jeg ser et dilemma mellem at sindslidende ofte netop har svært ved at påtage sig indflydelse og ansvar og at de forventes at skulle kunne gøre det ved brugerstyring. Spørgsmålet er hvad der skal til for at det lykkes - og hvilke begrænsninger der er i forhold til at brugerstyring kan lade sig gøre i aktivitets- og væresteder for denne målgruppe. På baggrund af ovenstående stilles følgende spørgsmål:

Dilemmaer

 

Mulige teoretiske perspektiver (Meget ufærdigt)

Symbolsk interaktionisme.

Det at professionelle signalerer til brugere og brugerne signalerer til hinanden at de betragtes som ansvarlige og betydningsfulde i forhold til at få et projekt til at fungere. At modstemple brugerne som modsætning til den samfundsmæssige stempling og stimatisering af sindslidende (Mead ??, Nissen, 1997)

Empowerment.

"Empowerment er den proces under hvilken mennesker, organisationer eller grupper som mangler magt eller er marginaliserede bliver opmærksomme på de magtfulde kræfter, som er virksomme i deres livskontekst. At de udvikler færdigheder og kapacitet til at udøve en rimelig kontrol over deres liv, som de øver sig på uden at underkende andres rettigheder, hvilket er ensbetydende med at støtte empowerment af andre personer i de nære omgivelser (Lewis et al. 1998, s. 10)"

Brugerstyring er karakteristisk for organiseringen af Galebevægelsen. Galebevægelsen blev oprettet i 1979 af patienter og behandlere, som var kritiske overfor det etablerede behandlingssystem og ønskede at skabe tilbud på brugernes præmisser (www.thorvaldsen.dk).

Erfaringer viser at flere ansatte kan betyde mindre ansvar til brugerne. I et lignende projekt viste det sig at opnormering af ansat personale medførte at flere af brugernes funktioner er blevet overtaget af ansatte uden at det var nødvendigt (Sørensen, 1997).

Diskussionsspørgsmål

De ansattes funktioner

At gå fra funktionen at udføre til at støtte brugerne i selv at udføre opgaverne.

Hypoteser / fordomme omkring brugerstyring:

Positive aspekter ved brugerstyring

Barrierer for brugerindflydelse

Mange medarbejdere på socialpsykiatriske være- og aktivitetssteder har en modstand imod for megen brugerstyring. De har desuden ikke altid de fornødne forudsætninger for at etablere brugerstyring. Det kan være svært for nogle medarbejdere at vurdere hvornår de skal involvere sig og overtage styringen og hvornår de skal lade brugerne styre processerne selv (Sørensen, 1997, s. 24).

Det kan være svært for ansatte at uddelegere ansvar til brugere.

 

Spørgsmål til den mundtlige del af synopsiseksamen

Om brugerstyring på aktivitets- og væresteder for sindslindende

 

Overordnet spørgsmål:

Er undervisning relevant på brugerstyrede aktivitets- og væresteder for sindslidende?

Følgende underspørgsmål kan uddybes og diskuteres:

  1. Hvordan afgrænses undervisning fra terapi og socialpædagogik?
  2. Er det muligt at skabe en undervisningskultur på brugerstyrede aktivitets- og væresteder for sindslidende – hvad skal der til for at gøre det?
  3. Hvad kan konsekvenserne være, hvis der ikke skabes en undervisningskultur med faste mødetider, stabilt fremmøde mv.? Hvad kan konsekvenserne være, hvis man vælger at der skal være en sådan undervisningskultur?
  4. Giver undervisning et asymmetrisk forhold mellem brugere og medarbejdere, som er i uoverensstemmelse ideologien ved empowerment? I så fald vil det være bedre at have aktiviteter omkring et fælles tredje, der har et formål i sig selv som eksempelvis cafèdrift mv. og hvor medarbejder og bruger muligvis står mere lige?

 

 

Oplæg til den mundtlige del af synopsiseksamen

Disposition

Udlevering af revideret litteraturliste og evt. liste over spørgsmål som jeg vil komme ind på!

Indledende kommentarer *

Hvad menes der med undervisning i denne sammenhæng? *

Konteksten: "Netværkstedet Thorvaldsensvej" *

Hvad er en undervisningskultur og hvorfor er den vigtig? *

Mulige konsekvenser hvis der ikke er en undervisningskultur? *

Mulige konsekvensen ved krav om at der skal være en undervisningskultur? *

Forstærker undervisning et asymmetrisk forhold mellem medarbejder og bruger? *

Er andre aktiviteter som et fælles tredje at foretrække fremfor undervisning? *

Diskussion: relevans af undervisning på brugerstyrede aktivitets- og væresteder for sindslidende? *

  1. Indledende kommentarer
  1. Hvad menes der med undervisning i denne sammenhæng?

Erling Lars Dale: "Undervisning er et socialt organiseret system for målrettet læring".

Udbygges eventuelt senere!!!!!!!!!!!

  1. Konteksten: "Netværkstedet Thorvaldsensvej"

    Undervisningstilbud

    Lærere som kommer udefra ansat under Folkeoplysningsforbund. Brugerne har valgt hvilke undervisningstilbud de ønsker oprettet - og kan frit vælge om de vil deltage eller ej også når de har meldt sig på holdet. Nogen gange har der været deltagere til undervisningen og andre gange sidder jeg bare og snakker med brugerne. Det kan være forskelligt hvem, der møder op og undervisningen starter ikke til tiden fordi deltagerne ikke er mødt op - nogle af brugerne kan være i gang med andre aktiviteter eller være til individuel samtale, når undervisningen skal foregå og lokalet skal i først ryddes og fejes. Udfra mit faglige perspektiv får brugerne ikke det udbytte som undervisningen tilsigter. Jeg er nød til at være der på brugernes præmisser, for brugerne lægger vægt på at det er frivilligt at deltage. De har valgt denne undervisningsaktivitet (voice) men bruger det kun sporadisk (exit) – jfr. demokratiske dobbeltgreb.

    Der bliver ikke skabt en undervisningskultur!!!!!!!!!

  2. Hvad er en undervisningskultur og hvorfor er den vigtig?

    For at skabe de rette læringsmæssige betingelser er det nødvendigt at skabe en undervisningskultur på stedet, det vil sige at opbygge nogle rammer og relationer, som retter fokus på det faglige (Krogstrup s. 101). Rammerne bør lægge op til at det er undervisning, der skal foregå ved eksempelvis at have faste mødetider, lokaler med faciliteter til undervisning og ikke dybe lænestole mv.. Relationerne mellem deltagere og lærere er ideelt set præget af deltagerne betragtes som voksne mennesker, som gerne vil lære noget fremfor klienter, der skal behandles eller utilpassede brugere, som skal socialiseres. Ved undervisning skabes der et rum, hvor deltagerne ideelt set ikke tænker over at de er syge, fordi der er fokus på noget andet end sygdommen. Gennem deltagernes socialisering i undervisningskulturen kommer de således ud af rollerne som passive klienter (ibid. kap. 6). Deltagere er også med til at skabe den undervisningskultur, som er på stedet. En undersøgelse viser at det kan være sværere at skabe en undervisningskultur når der foregår andre aktiviteter på stedet som er socialpædagogiske eller terapeutiske. Det gælder især hvis læreren har flere roller.

  3. Mulige konsekvenser hvis der ikke er en undervisningskultur?

    Konsekvensen bliver at deltagerne får små smagsprøver, men slet ikke det udbytte de selv ønsker og som er undervisningens formål. Som lærer kan det føles som fagligt utilfredsstillende og det er svært at forberede noget fra gang til gang, når man aldrig ved hvem der møder op eller om det overhovedet bliver til noget. Er det rimeligt at lave undervisning under de vilkår? Spørgsmålet er om det er muligt at opbygge en undervisningskultur på stedet.

  4. Mulige konsekvensen ved krav om at der skal være en undervisningskultur?

    Man kan måske forsøge at skabe en undervisningskultur ved at fastholde nogle rammer for undervisningen ved eks. at deltagerne skal melde afbud, ved at benytte mere egnede lokaler. Man kan som lærer udforske hvad der afholder deltagerne fra at deltage og afdække eventuelle modstande. Men det forudsætter vel at man som ansat er den der ved bedst, hvad der er godt for brugerne at gøre - og er det ikke netop det disse brugere er blevet trætte af? Det positive ved en undervisningskultur kunne være at det bliver mere meningsfyldt for deltagerne og større opbakning. Det negative kunne være at det kræver for meget af nogle deltagerne (Jfr. Adolph et al struktur kontra omsorg og rummelighed). Det kan være at deltagerne er tilfredse med den måde undervisningen foregår og lærerens ambitioner bliver en belastning. Eller at det tager tid at skabe det tillidsforhold til deltagerne, at de begynder at komme mere stabilt.

  5. Forstærker undervisning et asymmetrisk forhold mellem medarbejder og bruger?

    Rappaport (1988) hævder at undervisning er knyttet til behovsmodellen. Det vil sige den model hvor den sindslidende i kraft af sin sygdom skal have tilfredstillet nogle behov hos eksperter. Derved bevares der i undervisningssituationen en asymmetrisk relation, hvor der ikke er tvivl om hvem "der er oppe og nede". Den forestilling at eksperter skal løse vores problemer, medfører en fremmedgørelse endda overfor ens egen krop. Dette kan der måske være noget om, hvis undervisningen har det sigte at den skal kompensere for brugernes handicap og det er læreren der både definerer hvad der er deres handicap og ved hvad der skal til for at kompensere for det.

    Men behøver det at være sådan. …..

    Undervisning for sindslidende behøver ikke at være forsøg på at kompensere for deres handicap. Det kan netop være noget alment, hvor der sættes parentes om deres sygdom fordi der er fokus på noget andet (Breumlund & Bruun Hansen). Forholdet mellem deltager og lærer behøver ikke at være asymmetrisk på en negativ måde (jfr. Schõns reflekterende praktiker). Der kan indgås en dialog omkring det der foregår i undervisningssituationen. Eks. i kropsbevidsthed hvor den enkelte deltager er ekspert i forhold til sin egen krop og underviseren kender nogle teknikker, som kan anvendes af deltagerne på forskellig måde. Deltagerne kan dels få indflydelse på undervisningens indhold generelt og bestemme hvad de konkret vil deltage i på bestemte tidspunkter. Konkret har jeg oplevet at deltagerne på Netværkstedet i høj grad byder ind med hvad de selv gerne vil have, mere end normalt.

  6. Er andre aktiviteter som et fælles tredje at foretrække fremfor undervisning?

    Undervisning kan betragtes som en "priviligeret ikke-kontekst". Det vil sige at deltagerne skal lære noget, som de ikke direkte har brug for i den sammenhæng, hvor de lærer det. Et alternativ er den implicitte pædagogik, hvor man lærer noget i kraft at have et fælles tredje, som har en umiddelbar betydning i sig selv, som udgangspunkt for sin aktivitet. Det at tage udgangspunkt i en opgave som brugere og medarbejdere sammen skal løse eksempelvis cafedrift eller formidling giver måske bedre muligheder for at deltagerne kan sætte deres eget præg på det der foregår, samt at forholde sig aktivt til deres egen livssituation. Der er en række muligheder som undervisningen ikke kan indebære og perspektivet bliver grundlæggende lærerens selvom deltagerne kan få indflydelse. Undervisning er top-down fremfor bottum-up. Der kan være et problem i at overføre det lærte til situationer udenfor undervisningssammenhængen – transfer. På Netværkstedet gør man sådan set begge dele og spørgsmålet er hvordan disse vidt forskellige tilgange fungerer sammen.

  7. Diskussion: relevans af undervisning på brugerstyrede aktivitets- og væresteder for sindslidende?

Undervisning forstået som et forløb, hvor deltagerne skal have et stabilt fremmøde, møde til tiden mv. er ikke relevant, hvis ikke brugerne magter og ønsker det. Ved at satse på at undervisning "strukturerede forudsætninger" vil der måske komme til at mangle den kontinuitet i undervisningen, som gør den meningsfuld, deltagerne kan føle at de skal leve op til bestemte og læreren kan blive frustreret. Så kan man som underviser:

 

 

Spørgsmål i relation til brugerstyring på Netværkstedet Thorvaldsen.

  1. Det kan være vanskeligt at få konkrete aktiviteter gennemført. Bliver det man er fælles om i højere grad at arbejde på at få demokratiet til at fungere, fremfor at gennemføre de planlagte aktiviteter? Hvis aktiviteterne bliver sekundære og demokratiet i praksis målet fremfor midlet til at skabe udvikling, er det så tilfredsstillende og lever det op til formålet med Netværkstedet?
    Svar:
    Det kan måske opleves som for stillestående for de mest ressourcestærke brugere, som så søger andre steder hen eller for opslidende for de ressourcesvage. Jeg tror, at akvititeterne kan målrette det man er fælles om og det derfor er vigtigt, at det hele ikke ender i proces.
  2. Brugerstyring på Netværkstedet bygger på direkte demokrati, hvor alle brugerne bliver hørt. Kan det direkte demokrati være medvirkende til den manglende styring, når så mange synspunkter skal høres? Kan det betyde, at det primært er de mest vedholdende brugere, som får fremført deres synspunkter? Et alternativ kan være at indføre et repræsentativt demokrati, samtidig med at beslutninger indenfor afgrænsede områder uddelegeres til grupper, som dannes ad hoc.
    Svar:
    Det direkte demokrati kan betyde at nogle brugere står af. Det repræsentative demokrati vil måske skabe mere orden i organisationen, men den læreproces og subjektivering, som der ligger i at have direkte demokrati, går man så glip af. Omvendt vil nogle brugere måske bedre kunne markere sig i små ad hoc grupper, hvor de kun skal tage stilling til noget indenfor et afgrænset område.
  3. I kraft af brugerstyring søger Netværkstedet at modvirke marginalisering af brugere på stedet, men marginaliserer stedet samtidig sig selv i forhold til omverdenen?
    Svar
    Breumlund (2001, 24): Sindslidende kan have behov for en subkultur for at blive integreret på egne betingelser. Ghettodannelse kan være en styrke, hvis alternativet er en mislykket integration. Man kan sammen opbygge en måde at være sindssyg på. Integration skal både være øget rummelighed i samfundet og sindslidendes tilpasning. Integration indenfor snævre normalitetsgrænser er ikke nødvendigvis sindslidendes fordel. Marginaliserede grupper kan påvirke samfundet til en accept af deres anderledeshed (Se også Krogstrup og Stenbak, 1994, s. 57). Det kan være befriende at være sammen med nogle som har samme stigma (Goffman).
  4. De daglige medarbejdere giver brugerne på Netværkstedet individuel terapi. Er der et modsætningsforhold mellem at ville skabe en udviklingsproces i kraft af fællesskabet og samtidig have individuelle terapeutiske forløb? Tankegangen omkring empowerment bygger jo netop på at undgå ekspertvældet (Rappaport, 1981). Hvilken indflydelse har det for brugerstyringen, at brugerne også er klienter og medarbejderne terapeuter? Kan de individuelle forløb styrke brugenes copingressourcer til at være i det kaos, der til tider opstår?
    Svar:
    Brugerne vælger selv om de vil have terapi og det foregår udfra andre principper end det traditionelle bl.a. NLP. Så det er et andet tilbud end de kan få andre steder. Professionel støtte kan er et begrænset og farligt perspektiv (Karl Bach Jensen). Det kan ikke erstatte andre relationer, sløring af de professionelles magt – systemindtrængning i menneskers livsverden, hvor flere kontakter bliver professionelle. Den skal sikre individet indflydelse på sit eget liv og indgå i relationer og være relateret til specifikke situationer. Det at have individuel terapi kan måske skabe et forhold mellem den enkelte bruger og dennes terapeut, som gør at brugeren ønsker terapeutens opmærksomhed også undenfor sessionerne. Der har nogen gange været konkurrence om at få de ansattes opmærksomhed for sig selv og det tror jeg fremmes af disse terapeutiske relationer. Hvis terapien omhandler hvordan brugeren coper med at være på stedet kan støtte den enkelte bruger i at fungere på stedet. Men det at terapeuten ikke kan snakke om hvad der er talt om individuelt skaber efter min mening en fortrolighed, som måske ikke er befordrende i for fællesskabet. Alternativt kunne de ansatte støtte brugerne i at støtte hinanden. Derved ville man støtte op om fællesskabet, det ville være mere ressourcebesparende og mere i overensstemmelse med tankegangen omkring empowerment.
  5. Det at have brugerstyring kræver noget mere af medarbejderne (Jensen, 1995). Hvordan støttes edarbejderen til at leve op til de krav som fordres?

Om undervisning og afgrænsning fra terapi

Undervisning sætter fokus på det faglige indhold.

Undervisning må kun forhold sig til deltagernes grunde til deres måde at handle på og ikke deres motiver, for så er der en risiko for at deres berøringszone overskrides. Dette skyldes, at der er en forskellig kontrakt mellem hhv. lærer/deltager og terapeut/klient

Man kan inddrage deltagernes erfaringer uden at det bliver til terapi, hvis læreren undlader at forholde sig terapeutisk til dem og der er opbygget den rette tryghed og tillid i gruppen.